I slutningen af sidste år udgav Jokeren sit fjerde soloalbum – syvende album hvis man medregner Den Gale Pose. Der er allerede gået fem år siden ‘Den tørstige digter’, men selvom stodderen har rundet de fyrre, så er han slet ikke færdig med at lave musik. ‘Dansker’ er beriget med et flot cover, der er tegnet af New York-kunstneren Jean-Pierre Roy, som giver forventninger om en Jokeren, der er tilbage i form.

På coveret er han tegnet gående, i vand til knæene, på vej (tilbage) mod København. Han har et dansk flag i hånden, som er det eneste i farver, og forskellige (erindrings)billeder svæver omkring ham. Der er lagt op til fortolkning, men Jokeren lever desværre ikke op til de forventninger, som det skaber. Han har været mange steder henne i sin karriere fra rapper, poet og forfatter til konferencier, talentshow-dommer og tv-vært. Nu står han så et sted, hvor det er svært at leve af sine noveller, og selvom det var fedt at rejse verden rundt på Kanal 5´s regning, så skal der også penge på kontoen. Derfor skyder han efter at ramme endnu en ørehænger til radioen og diskotekerne, for en kunstner skal jo overleve. Det er i hvert fald den tanke, man får efter at have lyttet til den middelmådige ‘Dansker’.

Det er ellers en tændt Jokeren med attitude, der starter showet på ‘Normalt’:

“Jeg har ikke en smøg ikke en krone/ Men ved jeg er på vej til min næste million/ Jeg er en korkprop/ Så det går nok/ Jo dybere jeg synker i, jo højere bliver jeg skudt op/ For jeg har ikke mistet alt, jeg gav det væk”.
“Lev livet – du overlever det ikk`/ Fik først fat i det, da jeg virkelig gav slip”.

Beklageligvis så har nummeret samme tendens som resten af albummet, da det bliver skæmmet af et irriterende og malplaceret omkvæd, denne gang af Murro, og en sløv produktion. Hvis man har sat et håb op efter titelnummeret ‘Dansker’, så bliver man skuffet, medmindre man er helt nede med spoken word-genren. Det Benny Andersen-inspirerede nummer er ellers et fint afbræk, mellem skingre omkvæd og halvhjertede kærlighedshistorier, men det mangler originalitet og punch for at bære albummet, selvom det er her, at Jokeren passer bedst ind. Det er tydeligt, at Jokeren føler sig genfødt ovenpå en nedtur, men der er ikke særlig meget optur over det, når det kommer ud på ‘Ny dag’ med Astrid på omkvæd. Helt fejl går det dog med 80´er-plagiatet ‘Du tog fejl’, hvor Sylvester skriger omkvædet ud, så man får en ustyrlig lyst til at skippe videre. Omkvædet bliver lidt bedre med Aqua-Søren Rasted på ‘Ik´ evigt’, men så er Jokeren bare en skygge af sig selv.

Generelt så er produktionerne langt under Jokerens normale niveau. Det overordnede billede efterlader et discount-indtryk, hvor der uengageret bliver skudt med spredehagl for at indfange det betalende pop-publikum. De mere eller mindre ukendte producere i hiphopkredse – Sylvester, Tim Braüner & Ole Bjørn og Marco Twellmann @The Compound, formår ikke at hive den gamle stodder frem, snarere tværtimod. Især sidstnævnte har fået lov til at lave fem numre, men buen bliver spændt for stramt til at kunne bære. Det lille radiohit rammes dog til dels med ‘Kun os to’, som er dedikeret til Jokerens datter, hvor Pauline rammer det bedste omkvæd på pladen.

Produktionerne bliver til gengæld bedre, når Ezi Cut tager over, og Jokeren kører stodderstilen på ‘Tre Striber’ og ‘God stil’. Det er rart at høre, at han stadigvæk har lidt af den gamle stodder-MC gemt i sig, men desværre så har han for mange rim, som er langt under hans standard, og som ovenikøbet er leveret halvslattent. Generelt er der for langt imellem Jokeren og omkvædene, hvor der ofte bliver satset for stort.

Jokeren fungerer bedst, når tempoet ikke er for hurtigt, og linjerne ikke er for lange. Den afdæmpede ‘Homies’ og den hemmelighedsfulde ‘Du sku bare vide’ er fine eksempler på, at han stadig har noget tilbage, men at han skal holde det nede på sit eget niveau. ‘Supa smurt (som jeg er)’ er måske et forsøg på det, men han virker bare ikke veloplagt, og kommer med linjer som; “Jeg er en klippe, så du ved jeg rocker/ Jeg er fyrre år, så du ved jeg er en motherfucker”.

Han har travlt med at nævne på nærmest hvert andet nummer, at han er en “levende legende”, der har masser af hits i bagagen, men virkeligheden er bare, at han har rigtig svært ved at leve op til det. Flowet er blevet langsommere, og han har desuden tillagt sig en lille hærget snøvlen, som indimellem dukker op, og bliver tydeligere. Det hjælper ikke på billedet af en lidt afdanket rapper, som har svært ved at slippe mikrofonen, fordi han lidt desperat forsøger at ramme endnu en guldåre med en landeplage. ‘Dansker’ er et overraskende rodet album, som stikker ud i flere retninger og virker usikkert og forhastet lavet. Lidt underligt fra en mand, som er vant til at tone frem med tonsvis af selvtillid og attitude. Ordene rådvild og desorienteret presser sig på, men generelt er det bare skuffende, at han har så lidt at byde på.

Selvom han i momenter viser den gamle stodderstil, så ender det overordnede indtryk som et halvhjertet forsøg på noget, som han ikke selv er helt hjemme i. Der skal nok komme lidt penge på kontoen fra diskoteker rundt i landet, men der kommer nok ikke mange håndtegn fra hiphop-miljøet, fordi der er mange bedre alternativer at kaste dem mod. Middelmådig indsats af Jokeren.

3 ud af 6 spots

Skrevet af Jaycob 17.03.2015 arkiveret under Anmeldelser |