03.07.2015
Roskilde 015: Die Antwoord @ Orange (torsdag)
En DJ med abnormt store kunstige tænder står ved siden af voksne mennesker iklædt dyredragter. Hvad publikum egentlig var vidne til torsdag nat på Orange Scene aner jeg faktisk ikke. Men det kaldes Die Antwoord og stammer fra Sydafrika.
Det er svært at sætte sammenhængende ord på denne koncert, som muligvis er den mærkeligste denne anmelder nogensinde har set. Men man skal jo starte et sted.
Genren. Tjaa… Smølfehits for voksne weekendnarkomaner. En blanding af en pæn pyjamasfest, og et hårdkogt technostævne i Hillerød var hvad vi pludselig var en del af. Mikrofoner i pangfarver. Mennesker på scenen med masker på. De twerker, rører hinanden kan vi se på den flimrende storskærm.
En perverst høj bass nærmest voldtager publikums hårdt prøvede festivalkroppe. Alt er kaos og ingen aner rigtig hvad de skal gøre af sig selv. For nogen virker det at råbe og hoppe rundt, andre skrider bare, men må lige se sig tilbage på vejen væk.
Midt i al vanviddet lykkes det at få folk til at synge med på radiohittet ’Ugly Boy’, og her begyndte det i et øjeblik at minde lidt om en nogenlunde almindelig koncert. Men kun i et øjeblik.
Rapperen Ninja rantede løs på scenen med høje lyde, lidt sang, lidt skrig og lidt rap. Det var svært at fjerne fokus fra hans frisure som bedst kan beskrives som en Lego-mand med mullet. Gad vide om han klipper sig selv?
Gruppens kvindelig islæt Vi$$er minder om en af de der svært plasticopererede russiske kvinder, der forsøger at ligne Barbie. Hendes stemme lyder som en tegnefilm og hendes mimik er generelt bare uvirkelig. ”I FINK YOU SEXY AND I LIKE YOU ALOT”, skreg hun på ’I Fink U Freeky’. Hun kunne faktisk også godt rappe, skulle det vise sig.
Medlemmerne fra Die Antwoord mener vist det hele lidt som en joke. Det er bare svært at vurdere om den er sjov eller ej. Ud fra et rent festperspektiv lykkedes det i hvert fald at holde det store publikum i kog hele vejen igennem den timelange koncert. Point for det.
En karakter til koncerten. Hmm. Hvad med 15 lysegrønne glowsticks? Eller fem platinblonde parykker. 22 kasser bananer. Bare for at være ligeså bananas som Die Antwoord.
Foto: Andreas Raun Arneberg (se mange flere i koncertgalleriet)
Følg RapSpot på Roskilde Festival 2015 på Instagram, på Twitter og på Facebook
Skrevet af Falco Lamb 03.07.2015 arkiveret under LiveSpot |