03.07.2015

Roskilde 015: Pede B og DJ Noize @ Arena (fredag)

OLYMPUS DIGITAL CAMERADet er en dejlig følelse at blive positivt overrasket. Den følelse fik mange der så Pede B feste igennem på Arena til rapperens hidtil største show.

På en festival, der konstant har været stegende hed, og hvor en stor andel af publikum render rundt med krabberøde arme og nakker, var det et utrolig rart pusterum at træde ind under Arenas kølige skygge. Pede B’s koncert var samtidig med til at live festivalpublikummet op på den næstsidste dag.

Et orkester så stort, at man måtte opgive at tælle, spillede fra begyndelsen op til fest, mens skaldede Pede gjorde sin entré og hurtigt var igang med ’Jeg sværger’ hvor han elegant staccato-rimer, at han aldrig vil tage sine fans for givet.

Det løfte blev indfriet. Det her koncert-setup var et af de mest respektfulde overfor genren dansk hiphop. Instrumenterne spillede om kap, og lyden var sublim. En korsanger, der både sang og så ud som en engel. Hamrende trommer og skarpe strygere. Adam Sampler på keyboard. Verdens bedste DJ Noize, der vendte plader og leverede en lækker scratch-session. Helt befriende at se denne type musik blive taget så seriøst.

Videre til ’Tilbage til start’. Som om der ikke var rigeligt med folk på scenen kom en gruppe børn ind på ’Hey Pede’. De stilte sig i en cirkel og nærmest skreg det simple omkvæd ud. Svært nuttet koncept. Den glade stemning blev hængende, da Pede beviste, at hans freestyle-evner ikke er falmet det mindste – og pludselig fik vi spontane rim om den oppustelige banan og store Corona-flaske, der stak op blandt det begejstrede publikum.

I stærk kontrast til den mørke, næsten gyserfilmsagtige stemning, der pludselig overtog på ’Indledningen’, hvor de mange strygere spillede lige så intenst som knivstikkerscenen i Psycho.

I den gode time som koncerten varede var listen af gæsteoptrædener uendelig lang. Selveste L.O.C. troppede tidligt op i en beiche blotterjakke og rimede sit hårde vers på ’Min Liga’. Per Vers fyrede den kort efter af over den legende lækre cirkusproduktion på ’Superstar’. Et kæmpe festorgie af svajende arme var pludselig i gang i crowden. Sangerinden Alberte manede til ro igen på ’Væk Herfra’, og balancen i showet fandt sit rette leje. 4Fod var forbi. Og MikL – og sådan blev det ved.

”Hvornår har I sidst set en key-tar?”, lød det på et tidspunkt fra hovednavnet. ”Den er god at spille dum med”.

Pede B var tydeligvis oprigtigt stolt og begejstret over sin store koncert. Men for at bevise at han ikke har fået stjernenykker udtrykte han også en hyldest til varme dåsebajere og den generelle festivalstemning ude i smatten.

”Hey, har du fået fisse på festivalen?”, lød Pede B’s direkte spørgsmål til en tilfældig fan på forreste parket. Det havde han ikke. Men så var det jo godt, at rapperen kunne lære sine snedige scorestricks fra sig. Sæt din Facebook-status til at være i et forhold, så bliver pigerne pludselig vilde og villige, lyder logikken på ’Hun vil ha’. ”Hun vil ik sladre, for hun har os’ en kærest’”

“Det her er det største i mit liv”, erklærede Pede B som afslutning. Helt så vildt, var der måske ikke mange andre, der havde det. Men på trods af, at mange søgte ud i solen inden det hele var forbi, var det her en koncert, der var helt til at blive glad i låget af.

5 ud af 6 spots
5 RapSpot Spots


Foto: Andreas Raun Arneberg (se mange flere i koncertgalleriet)

Følg RapSpot på Roskilde Festival 2015 på Instagram, på Twitter og på Facebook


Skrevet af Falco Lamb 03.07.2015 arkiveret under LiveSpot |