02.10.2015

Supardejen – ‘Retrorik’ (album)

coverVeteranen Supardejen kan simpelthen ikke lade vær med at lave musik. For 2 år siden gjorde han det, som godt kan kaldes et lille comeback med det glimrende album ‘King Kong’, der bevidste at han på ingen måde har mistet sin gejst og talent. Nu er han så tilbage med ‘Retrorik’, som tilmed er lagt ud til gratis download. Et albummet der gæstes af flere nøje udvalgte kollegaer, som holder niveauet oppe.

De vigtigste gæster på albummet er to producere, som har en stor andel i, at kvaliteten bliver forhøjet på ‘Retrorik’ i forhold til ‘King Kong’. Det er ingen ringere end DJ Noize og Tue Track, som Supardejen har fået hevet med på projektet. ‘Retrorik’ er designet, som et old school computerspil, delt op i fire players (dele) med tre tracks i hver. I disse fire dele har Supardejen, Tue Track og DJ Noize så delt produktionerne op imellem dem, og lavet ét hver. Det giver lidt variation og ekstra krydderi ved at lade to erfarne kræfter lege med. For selvom Supardejen overhovedet ikke er en kedelig producer, så er det bare mere fængende og nikkende, når enten DJ Noize eller Tue T drejer på knapperne, kreerer trommerne, scratcher pladerne. I stedet har Supardejen afpudset sin rim-form, og har på ingen måde tabt pusten i flowet. Han kaster sine tanker ud i hæsblæsende rim-strukturer, så man indimellem har svært ved at følge tråden.

Supardejen holder fast i sin stil, som han næsten har praktiseret siden starten af 90´erne. Hans måde at associationsrime på er speciel, og det er måske ikke alle som er til den. Men hvis du før har været nede med hans multirimende vers, så vil du også syntes godt om denne udgivelse. For han afviger ikke meget, men det gør heller ikke noget, når han holder sig til de klassiske hiphop-dyder. Han formulerer det selv på den skarpe ‘Mere i mine ord’, hvor han viser en dybere side på det DJ Noize producerede beat; “Alternativ til radiovenlige rap-tracks/ Fra en tid med Mad Max og Dax Wax”.

Musikken er et kæmpe legeland for Supardejen, hvor han gør ligesom det passer ham uden at tage hensyn til hitlister eller airplay. Han starter bragende ud på den energiske ‘Step up’, og følger op som patologisk lystløgner på ‘Voksende mindreværdskompleks’ med et Tue Track-beat som bare klinger. Imellem bliver det dog også lidt for eksperimenterende og legende med numre, der nok kræver en lille ekstra gennemarbejdning som ‘Lo-Fi’ samt til dels ‘Peek-A-Boo’. Men generelt så er det inspirerende at lytte til, når Supardejen blæser associations-rimene ud som på ‘Gal eller genial’ eller leger med roller på ‘Inkasso’.

Der er også flere gæster på rap-delen med både gamle kendinge og nye samarbejdspartnere. Der er bidrag fra klassiske danske hiphop stemmer som Kenneth Kold fra Klart Dér‘Stjernekrig’ og Joe True‘Sygt det´ her’, som begge to falder naturligt ind i stemningen på ‘Retrorik’. En anden gamle ven er Machacha, som dog dropper lidt kedelige sætninger på ‘Æg og bacon’ i forhold til Khal Allan, som tager rampelyset med et knivskarpt vers. Fra den lidt nyere generation så spytter Trepac battlerim og supplerer Supardejen fortrinligt på ‘Skrid’ med en velvalgt Isbjerg-sample. Pladens store højdepunkt kommer dog på ‘Tilbageblik’, hvor den excentriske beatpoet Høxbroe medvirker sammen kompagnonen Stik Op fra Kongen & Knægten og Sphaeren. Beatet er Tue track, og hele stemningen er mere reflekterende, hvor Supardejen træder i karakter.

“Har set våben i bakspejlet af mine slæde/ Måbet og håbet/ At musikken ville tage mig med.”“Har set venner drop musikken, og venner signe/ Og vænnet mig til at glæde mig på venners vegne/ Og mistet venner til sygdom og stoffer/ Og set psykoer som nye voldsoffer/ Og ofret tid på at ændre min livsstil/ Og modtager gerne kritik for min skrivestil/ Har hørt folk prøve at ændre min rap-ting, noget de kan glemme/ Det er her jeg er hjemme”.

Supardejen efterlader ingen indtryk af, at være ved at trække sig tilbage, for han er stadigvæk særdeles skarpt skrivende og det rutineret flow er slidstærkt. Man bliver nødt til at kaste noget respekt efter ham. Han står ved sin stil, og forsøger ikke med et eller andet vildskud, hvor han ikke er hjemme at ramme et lille radiohit. Han laver musik for sig selv og dem der kan fange alle hans små finurligheder. Han er rim-nørden, der snørkler med samples og scratch, for at eksperimentere med lyden og udtrykket, men holder sig nogenlunde indenfor hiphoppens rammer.

Det er rart at høre, at nogle af koryfæerne fra dansk raps 2. generation stadigvæk holder den tro til rødderne, så lytterne ikke bliver skuffet. Imens andre (Jokeren f.eks.) jagter det sidste hit på falderebet, selvom de har mistet pusten og tempoet, så kører Supardejen ufortrødent videre til glæde for genren. Han er tilmed så gavmild, at han har lagt det ud gratis, så alle kan få glæde af det. Man kan også vælge at donere et valgfrit beløb, for ‘Retrorik’ fortjener noget anerkendelse.

4 ud af 6 spots

null


Skrevet af Jaycob 02.10.2015 arkiveret under Anmeldelser |