11.03.2016

Khalazer – ‘Album’ (album)

Khalazer_Cover_Digital_Front_1500x1500px_300ppiDer har længe været efterspurgt en efterfølger til Khalazers debut-mixtape fra 2011, som i visse kredse betegnes som en nyklassiker. Til dem der ikke er indviet, så er Khalazer bestående af rapperen Khal Allan og produceren Dr. Lazerlyde, som nu endelig har haft tid til en toer. Titlen er helt lakonisk bare ‘Album’, men det er ikke nogen helt almindelig plade.

Samarbejdet mellem Dr. Lazerlyde og Khal Allan er specielt, fordi de er to excentrikere, som gør tingene på deres egen måde. Opfølgeren til deres mixtape har taget tid, fordi de har haft gang i andre projekter. Khal Allan har bl.a. haft Ponyblod, imens Dr. Lazerlyde aka Asger Strandby (bl.a. Analogik) eftersignende til dagligt arbejder med at designe lyd til computerspil. Når man hører Khalazer, så er man ikke i tvivl om, at han er den oplagte kandidat til jobbet. For ‘Album’ er spækket med elektroniske lyde og computermusik blandet sammen med en masse velvalgte samples, som sender dig på en rejse med Khalazer fra fortiden og langt ind i fremtiden.

Dr. Lazerlyde har kreeret et uforudsigeligt univers i et virvar af beats og samples, som i sidste ende hænger sammen i en stor helhed – ligesom et godt mixtape men det er altså et ‘Album’. Alt hvad der kan have en smule relevans og indlevelse, bliver samplet og gjort funky på en ny måde. Det er lige meget om det er fra tv-programmer, computerspil eller et ukendt obskurt band, så bliver det genanvendt fortræffeligt i Dr. Lazerlydes maskine. Generelt har maskiner en fremtrædende rolle på pladen, når de bliver opfindsomt anvendt og mixet sammen med samples fra alle tænkelige genrer. Skæve hjerner arbejder godt sammen og Khal Allan er perfekt castet til denne lidt anderledes hiphop-lyd, hvor man let kan få computerspilseffekter til at lyde som ‘Lirekassen’ eller tydeliggøre en punchline.

Khal Allan er i sædvanlig høj klasse, når han spytter sine kryptiske og blærende rim ud i et skarpt teknisk niveau. Han befinder sig godt til rette blandt Dr. Lazerlydes maskiner og computere, hvor han kan få lov til at flyve med ud i fremtiden. For når Khal Allan åbner op og praktiserer sin originale rim-tankestrøm, så er han helt exceptionel. Der bliver gravet idéer og tanker frem fra det ubevidste i et fængende tempo, som kræver flere gennemlytninger for at fange alle finesser og musikalske detaljer. Han går sine egne veje og viser sin åbenlyse begavelse indenfor både battle-rap og dybdegående ord-fremtidsforskning. Khal Allan præsenterer sig kort men virkningsfuldt for ‘Tiden er knap’ “tryk på den.”:

“Jeg har røget en stråhat/ Slingrer ned ad gaden, når det er nat/ Kaster videnskab fra et secret lab”“Ser mit snit som en skalpel i øjet/ Samples bliver bøjet til beats.”
“Det er uden morale, der er ingen egentlig pointe/ Det er omnipotent og det en god ting at stene til/Lidt spydigt/ Men love-lydigt/ Kryptisk men også tydeligt.”

Khalazer kredser rundt med lyse fremtidsudsigter, når de overlegent ‘Sidder i træerne’ eller flyver blandt planeterne og “cruiser gennem mælkevejen” til ‘Pluto’. Ligeledes passer ‘Roboseksuel’ præcist ind i rammen, hvor O.R.-medlemmet Slogan er en perfekt sammensvoren med beskidte maskinelle fantasier. Der er blevet plads til både gamle og nye rap-kollegaer, som er blevet indlemmet for supplere Khal Allan i det intergalaktiske univers. Supardejen falder naturligt ind i strømmen på ‘Ingen slipper’, imens Loke Deph sammen med Khal Allan leverer en ekstraordinær præstation på ‘Omvendt kasket’. Paulo kan stadig varme op ‘Ligesom ild’, men desværre falder Hummerdrengen & Seanlightfood lidt i baggrunden og er lidt mindre ‘Oppern’. Til gengæld udnytter Kværn sin uddannelse flot på ‘Natmad’, som en forlængelse af Khal Allans ‘Aftensmad’, hvor de to rappere møder en kvinde med de forkerte intentioner.

For selvom Khal Allan svæver rundt i galaksen med Dr. Lazerlyde, så har han også overskud til at beskæftige sig med mere jordnære emner. Et kærestebrud og stressende eftervirkninger bliver behandlet på ‘Alt eller aldrig’ og ‘Dramadreng’ på den unikke Khalazer-facon, så der ikke er nogen stillestående nakker. Khal Allan er ikke ‘Ublufærdig’, men måske lidt kryptisk, og slutter hele rejsen af med den stemningsfyldte og samfundskrassende ‘Det vi har haft’. En opløftende og stakåndet rejse, hvor man bliver ført ud i alternative afkroge med nyskabende ‘Vibrationer’.

‘Album’ er positivt overraskende, fordi man aldrig kan gennemskue, hvad der ligger gemt bag næste skæring. Khalazer er ren hiphop-kvalitet, der kommer til at stå tydeligt i fremtidens historiebøger. Så træd roligt ind i deres musikalske rimraket og lad maskinerne og computerne tage dig med ud i universet.

5 ud af 6 spots

null


Skrevet af Jaycob 11.03.2016 arkiveret under Anmeldelser |