Trofaste læsere vil have bemærket at RapSpot i år har lidt af alvorligt mandefald på Roskilde Festival. Astrid Maria B. Rasmussen har lagt den visuelle linje superlativt med sine koncertfotos og med den traditionsrige graffitireportage, men det har skortet på det skrevne.

Det skyldes at vores venner i festivalens presse-hq har indført brugerbetaling, også for små medier som os. Og da RapSpot tømte sin konto på sidste års dækning, var der kun én taber, der selv gad binde an med det i år, nemlig jeres her hengivne skribent og alderspræsident. Så meget for Spottens grundige, alsidige og — når jeg nu selv skal sige det — i dansk sammenhæng uden sidestykke engagerede dækning af festivalens hiphop-program i mere end halvandet årti. Utak er verdens løn.

Men ja, her er jeg så. Desværre var jeg forhindret i at deltage i festivalens første tredive timer og måtte derfor gå glip af i hvert fald én af de bookings, der fastholder skarpheden i festivalens hiphop-profil. Fuck, jeg ville gerne have hørt Vince Staples. Hvorfor den åndedrætsbesværede jokerapper Action Bronson var booket for anden gang på tre år, og hvorfor lige trætte House of Pain blev valgt som repræsentanter for halvfemsernes gold school står hen i det uvisse, men jeg kan forstå at i hvert fald sidstnævnte gav en udmærket koncert der endte med at samle endog rigtig mange publikummer foran Orange (og os der så dem vælte scenen i 1994 vil altid have plads til dem et sted). Og Wiz Khalifa, mjah, jeg kan leve uden, men hører det var godt.

Anyway, jeg ankom ikke senere, end jeg lige nåede at se Macklemore proklamere, at den koncert han, Ryan Lewis og band netop havde givet fra Orange, var den største de nogensinde havde leveret — et stykke historie for independent-hiphop, som han noget overstyret proklamerede. Jeg skal ikke udtale mig om koncertens kvalitet, da jeg kun overværede den veloplagte og noget kaotiske udgave af ‘Downtown’, de gav som ekstranummer. Men godt at se, hvor mange mennesker et hiphop-navn efterhånden kan samle på festivalen — crossover eller ej.

Dernæst var det tid til det franske DJ Crew Birdy Nam Nam, der fyrede op på den efterhånden flot etablerede Apollo-scene på campingpladsens kant. Chokerende, at det allerede er ti år siden, de første gang gæstede Roskilde. Dengang leverede de et forrygende show og et fint interview.

Det gjorde de sådan set også i aftes, altså det første: Selvom de nu kun er en trio (DJ Pone forlod gruppen for et par år siden). Faktisk var formlen meget lig den, de præsenterede i 2006 — hårdtpumpet elektro-, house- og anden eletronika fremlagt på et fundament af hiphop-principper: Præcist lagte ”håndspillede” elementer og scratch. En nutidig pendant til sen-halvfjerdsernes block party-musik.

Problemet var imidlertid, at tempoet var skruet op på 11 fra starten og fastholdt hele vejen igennem. Der var så godt som ingen variation, og selv et par monumentalt orkestrerede breakdowns ændrede ikke på det billede. Efterhånden blev, hvad der startede som et virtuost festsæt, til et trættende og støjende ensformigt af slagsen, der mest af alt fik en til at kigge på uret, der langsomt tikkede forbi midnat og lovede andet og bedre i natten, og ikke mindst her i dag. Vi ses på grønsværen.

Klik her for torsdagens koncertgalleri

Skrevet af Mat 01.07.2016 arkiveret under LiveSpot |