Det synes logisk at det Storbritannien i kaos, vi ser lige nu, og den dybereliggende samfundsorden i opløsning det afspejler, ledsages af en dynamisk genoplivning af grime-genren, der er kommet tilbage i gadeplan. Produktionen er tungt huggende digital, stemmerne desillusionerede, men også illusionsløse. En påmindelse fra Londons estates om konsekvenserne ved adskillelsens politik, men også en enestående vital manifestation af et samfund, der ikke har givet op. På dette no future-grundlag kan der sandt for dyden festes, og det blev slået fast med jernnagler i Roskilde i går.

Unge Stormzy fra Thornton Heath kom og leverede en master class i, hvad en Master of Ceremony kan og skal på scenen. I et perfekt koordineret sæt byggede han en fest, der kulminerede i en enorm moshpit, koreograferet fra scenen. Leveringen på mikrofonen var uhyggelig sikker og samarbejdet med hans hypeman bag pulten var så nært indstuderet, at der reelt var tale om et tomandsshow. Svedglinsende og topløs proklamerede han “FIRE IN DENMARK” og fyrede op under monsterbangeren ’Shut Up’. Historisk koncert.

Senere, langt ud på natten, stod veteranen Skepta fra samme scene fadder for en endnu større fest. Skepta er ikke den mest sofistikerede rapper, hverken lyrisk eller flowmæssigt, men der er altid smæk på og ordene siges med overbevisning, ikke mindst live. Allerede tidligt i sættet fik vi adrenalinskuddet ’That’s Not Me’, og det siger meget om Skeptas sikkerhed, at tempoet ikke på noget tidspunkt siden dalede. Jeres udsendte var, som det svært undgås, på dette tidspunkt en anelse Johnny Blæs, og koncertens finere detaljer fortonede sig en anelse, men det nærmest spastisk gyngende menneskehav talte sit eget tydelige sprog. IT AIN’T SAFE ON THE BLOCK!

Jeg sidder og skriver det her i København, just som den unge opkomling Elf Kid går på scenen i Roskilde. Forbandet ærgerlig over at gå glip af det, for med det grundlag der blev lagt for grime på festivalen i aftes og nat, har han stensikkert publikum og tidsånd med sig i dag. Fuck Brexit, vi er sammen om det her.

Bevares, der var andet kræs for hiphoppere på festivalen fredag. I studiet er Young Thug ekvilibristisk men også noget udisciplineret — live dominerer sidstnævnte lidt for meget, om end talentet stadig ikke er til tage fejl af. Til tider var hans optræden og levering usammenhængende og uklar — og altså ikke på den fede måde, han har gjort til sin signatur — mens den andre gange var inspireret og overraskende. Og det havde ikke nødvendigvis noget med materialet at gøre: Han slæbte sig for eksempel gennem en neddroslet og noget støjende udgave af ørehængeren ’Check’ , mens ’Stunna’ sad lige i skabet. Hans staccato-aflevering gik lige i blodet, mens hans sungne ekskurser omvandt den flot.

Og nu vi snakker harmoni, så var Anderson .Paak og hans Free Nationals perfekt anbragt tidligt på eftermiddagen, mens der stadig var en anelse sol. Opsætningen var trommer, guitar, bas og keyboard, alle spillet i smuk harmoni med de digitalt afviklede elementer, hans musik også består af. Funky når det skulle være, dybfølt når situationen kaldte på det. Han formåede umærkeligt at kombinere de beats, der blev spillet fra pulten, med de livetrommer, han selv i passager sad og spillede. Og han sang fornemt hæst og henført. Særligt en passage af ballader, fra ’Heart Don’t Stand a Chance’, ’Luh You’ (spillet langsomt) og ’Room in Here’, var smukt tænkt og elegant fremført af hovedpersonen selv ved trommerne. Senere sang han båret op af et publikum, der havde fået sagt et hjertelig god dag til deres fredag. Nåja, og så afsluttede han med lige kort at spille ‘Let’s Dance’-riffet. Sådan.

På papiret var hovednavnet i fredagens hiphop-program nok Schoolboy Q. Der plager mig at sige det, men da jeg stod ved Orange og Neil Young anslog den første akkord til ’Heart of Gold’, så kom jeg ikke længere. Skoledrengens koncert lå præcis samtidig som den gamle mesters, og som altid når Young går til Kilden, var det årets koncert. Hans tilgang til guitaren er nærmest arkæologisk, så rumlende undergrund er lyden til tider, og det virker som om han udgraver helt nye opdagelser mens hans spiller.

Nå, men altså Schoolboy Q. Jeg undskylder og ærgrer mig, da det efter sigende var en fed koncert. Men da jeg spurgte min mand DJ Carsten, der havde sluttet sig til os, efter han havde været til hiphop, svarede han omvendt, og ganske tørt: Neil “Young fjerner Schoolboy Q”. Og sådan blev det.

Klik her for fredagens koncertgalleri

Skrevet af Mat 02.07.2016 arkiveret under LiveSpot |