03.07.2016

Roskilde 016: Mats lørdag feat. Immortal Technique og rap-up

Tech_RF16Lørdag faldt hiphoppen tyndt på Roskilde. Freddie Gibbs spjælder den i Frankrig og har travlt med at appellere en udlevering til Østrig, hvor han er anklaget for voldtægt. Det var et tab for Roskildes hiphop-program, da han klart er blandt de mere interessante MCs lige nu. Lappeløsningen blev Immortal Technique, der lige lagde et ekstra festivalstop til sit travle turnéprogram og således garanterede realness i lørdagsopstillingen.

De stod der midnat, Tech, hans DJ (Static) og hans backup-rappere. Dem var der hele tre af. En ung fyr ved navn Constant Flow, der senere leverede en passabel freestyle, delvist off the top; den altid underholdende Stronghold-hjemmedreng Poison Pen og så Chino XL. Get it? Immortal Technique havde fucking Chino XL med som hypeman. Bevares, han fik lov til at spytte en tight acapella, der blandt andet projicerede Trumps afhuggede hoved på hans køler til stor begejstring for publikum.

Ja, det var naturligvis den art koncert: Masser af testosteron og retskaffen aggression. Gang i den. Sådan kender vi Tech. Den karisma han har på mikrofonen overfører han ubesværet til scenen. Han har en tendens til at tale for meget, men holdt sig nogenlunde på måtten denne gang. Der var ikke de store overraskelser i sættet, der holdt en lille time og var fyldt med de sikre kort, han altid spiller: ‘3rd World’, ’Harlem Streets’, ’Bin Laden’, ’Peruvian Coke’ (her naturligvis med Poison Pen), ‘Toast to the Dead’, ‘Freedom of Speech’, ‘Golpe de Estado’, ’Point of No Return’, ’Obnoxious’ og så selvfølgelig ’Dance with the Devil’, som han altid spiller i fuld længde og altid følger op med samme peptalk om kvinder og revolution.

Jeg har fulgt Tech live i over ti år nu (se fx. her og her), og det er altid fedt at opleve ham live, men samtidig er det altså stenet, at hans show stort set ikke har ændret sig siden jeg først så ham; selv sætlisten er mere eller mindre identisk. Man skulle tro, at hans erfaringer med at spille rundt i verden eller andet kunne anspore til nytænkning, men tilsyneladende ikke. Måske når ‘Middle Passage’ kommer ud af detox?

Det var så punktum for et noget variabelt men grundlæggende stærkt hiphop-år på Roskilde. Den ærgerlige aflysning af Gibbs og de lidt uinspirerede bookninger af House of Pain og Action Bronson til trods, var det kæmpefest til Macklemore & Ryan Lewis på Orange, efter sigende solide koncerter fra trendsættende navne som Vince Staples og Schoolboy Q og absolut fantastiske shows fra Stormzy og Skepta.

Og så lige en hurtig buket roser til folkene bag den teltløse Apollo-scene, der fungerer rigtig flot ude ved teltpladsen. Lidt irriterende med de der tårne, der står og blokerer for udsynet ved velbesøgte koncerter, men ellers dejlig uformel stemning. Og meget usædvanligt for Roskilde var lyddesignet på scenen noget nær perfekt i år — klar, velafbalanceret og tilpas høj. Ikke én koncert med dårlig lyd dér. Troede aldrig det skulle ske.

Nå, tak for i år. Tak for at have båret over mig. Og tak for en fin festival!

Skrevet af Mat 03.07.2016 arkiveret under LiveSpot |