Her var forventningerne store. Festivalens hip hop-hovednavn, Ice Cube be damned. Orange Scene. På hvilken en del MC’er er kommet til kort, hvis ikke faldet igennem. Et varieret og kvalitetsspækket bagkatalog, men et der aldrig har genfundet fokus fra klassikeren over dem alle, ‘Illmatic’. Nas, en rapper det er svært ikke at holde med og som fortsat hører til genrens mest ambitiøse, men som samtidig ikke helt kan ryste det indtryk af sig, at han ikke lever helt op til potentialet.

Alt det glemte man hurtigt under denne kraftpræstation. Nas viste os hvad MC står for ved at rappe grønsværen til live i et sæt, der kun til allersidst tabte lidt af pusten. En fest uden lige, spækket med klassisk materiale, fremført med nerve og klarhed. Alene på mikrofonen, om end dygtigt ledsaget af Green Lantern på hjulene og live trommeslager og back-up vokal fra Eddie Cole. Sidstnævnte agerede akkompagnement på flere af de klassiske beats, mens han præcist genskabte andre.

Der blev lagt ud med den programmatiske ‘Get Down’, fulgt op af mastodonten i bagkataloget ‘NY State of Mind’. Så var stilen ligesom lagt. Queensbridge var Roskilde, det levede liv et sted ophøjedes et andet til hvad der momentant føltes som skæbnesfællesskab. Hip hop som Hermeneutik.

Nas gik direkte videre med Illmatic-klassikerne ‘Life’s a Bitch’, ‘The World Is Yours’ og ‘Halftime’, den sidste introduceret som flashback til dengang hip hoppen var ung. Nas var her ikke for at promovere sit snarligt kommende album, men for at fortælle os at fremtiden ofte ligger i forståelsen af historien. Igen hermeneutik. Ja, der var klar nostalgisk appeal over det — vi var en del hoveder der gabte os hæse på de klassiske tekster — men netop et show som dette, fra en kunstner som Nas, der fra starten cementerede sin plads i musikken som fortolker af hip hoppens grundstoffer, var det helt naturligt.

Vi fik således hele ‘Illmatic’, bortset fra ‘One Time 4 Your Mind’, og det var i den forbindelse bemærkelsesværdigt, at han med en enkelt undtagelse — ‘One Love’, der lidt cheesy gik over i Bob Marleys klassiker — rappede numrene fra debuten til ende. Det gjorde han også med flere af sine andre, senere klassikere, hvilket var med til at understrege den tillid han har til sit materiale og til publikums værdsættelse af det. En sjældenhed i hip hop, hvor rappere sjældent tør bevæge sig hinsides første vers af tilsyneladende skræk for at miste publikums opmærksomhed.

Sættet var velkomponeret og tabte ikke højde af at bevæge sig frem i tid: ‘The Message’, ‘Nas Is Like’, ‘Hate Me Now’, ‘Got Yourself a Gun’ og ‘Made You Look’ hørte absolut til højdepunkterne. Hans historieskrivende vers fra Main Sources ‘Live at the BBQ’ var der også, og han afsluttede normaltiden med en intenst fremført ‘One Mic’ der fik det maksimale ud af dens indlagte kadencer.

Desværre lod han publikum vendte i over fem smertefulde minutter på det encore, der måtte komme og det dræbte noget af entusiasmen. Det hjalp ikke meget med hans noget udisciplinerede udgave af ‘The Don’, men var tilgengæld smukt at han lukkede med en stilfærdigt fremført ‘Stay’.

En anden ting, der forekom denne lytter som en forspildt chance for virkelige at gøre noget fedt var den hyldest han naturligvis måtte vie til sin nyligt afdøde Queensbridge-skæbnefælle Prodigy fra Mobb Deep. Det bestod i, at Green Lantern spillede ‘Shook Ones pt. II’ mens Nas sløset adlibbede nogle af teksterne indover. Og af en eller anden grund var lyden pludselig fesen, som fra en clockradio. Tænk hvis han i stedet selv havde rappet hele teksten indover instrumentalen og måske endda havde fulgt op med sit vers fra Mobb Deeps ‘An Eye for an Eye (Your Beef Is Mine)’ — intet af det ville have været svært for ham og ikke et øje ville have været tørt.

Men fuck nu det. Nas lod vore horisonter mødes i den nok bedste hip hop-koncert på Orange til dato.

6 ud af 6 spots

Fotos af Klaus Køhl.

Skrevet af Mat 30.06.2017 arkiveret under LiveSpot |