“The Listening” hedder debutalbummet fra trioen Little Brother, bestående af MC’erne Big Pooh og Phonté og produceren 9th Wonder. Titlen skal ses som en kommentar til en pladebranche præget af manglende fordybelse og en overflade, der kan være svær at kratte hul på for bands med noget på hjerte. Den første positive respons fik de, da de lagde de et par tracks ud på message boardet på Okayplayer.com. Dette resulterede prompte i lovprisninger fra folk som ?uestlove og Pete Rock. Sidste år fik de så en aftale med ABB Records i stand, hvorefter deres første plade ramte butikkerne. En plade, der udstråler nødvendighed, grundighed og kærlighed til musikken, men samtidig en plade, der er fuldstændig bling-løs og ryddet for gimmicks, hvilket nok vil skræmme den rastløse lytter væk. På Roskilde Festival 2003 stod de for første gang på en scene udenfor USA (ligesom Jaguar Wright), hvilket tydeligvis var en stor oplevelse for dem. 9th Wonder var blevet tilbage i USA p.g.a. sygdom (øv), men jeg tog en snak med de store drenge Phonté og Big Pooh efter koncerten.

Det er første gang i har givet koncert uden for USA. Hvordan synes i det gik?

BP: Det gik rigtig, rigtig godt. Det var en fantastisk oplevelse. Jeg vidste ikke, at folk ville være så modtagelige. Det var en stor fest, og det er sådan vi helst vil have at vores koncerter skal være. Nogen gange, når vi er ude at optræde, står folk og glor på os som om vi er et videnskabeligt eksperiment. Den type jobs vil jeg helst undgå, ligemeget hvad lønnen er. Sådan en dag som i dag var helt anderledes, og vi vil helt sikkert komme tilbage til Danmark og Europa og spille igen.

Kan i mærke forskel på publikum her og i USA?

BP: Der er stor forskel. Jeg ved ikke engang, hvor mange af dem der var til koncerten i dag, der rent faktisk har hørt vores plade, men de festede som om vi var Wu-Tang Clan! I USA gider folk ikke at give den op, med mindre de kender dig godt. Her er folk mere livlige.

Hvad synes i om Danmark?

P: Vi kom til København i går morges, og har bare gået lidt rundt i byen og checket det ud. Sjovt nok, man rejser langt væk, og forventer at møde noget fuldstændig anderledes, men en masse af det minder mig om derhjemme. Det virker cool.
BP: Med undtagelse af de små senge!
P: Europa er helt klart ikke gearet til store fyre. Vi får ingen kærlighed på den konto. I har små senge, små badeværelser…åh, min gud. Hjælp os lidt her! Jeg har aldrig nogensinde været lille. Jeg har været stor siden 8. klasse. Og kvinderne er bange for én, når man kommer hen til dem på et diskotek. Man er nødt til at snakke meget blødt til dem, for ikke at skræmme dem væk. Når de så kan se, at man er en OK, kører det fint, hehe. Men generelt set er det cool her.

I bliver ofte sat i bås med jazzet, organisk hiphop, som f.eks. A Tribe Called Quest. Er i enige i den beskrivelse?

P: Ja, jeg er helt enig. Vi er inspireret af grupper som Tribe, De La Soul, Jungle Brothers, og nutidige grupper som Outkast, Slum Village og The Roots. Det er den type hiphop, vi er opflasket med, og når man bliver sammenlignet med legendariske kunstnere som dem, skal man være taknemmelig for det. Hvis vi blev sammenlignet med JA Rule eller en anden døgnflue, ville det nok være en helt anden sag!
BP: Det er også derfor vi har valgt navnet Little Brother. Vi betragter os selv som lillebror til vores inspirationskilder. De er vores mentorer. Vi forsøger bare at bygge videre på den tradition, de har lagt fundamentet til.

Sidste år talte jeg med gruppen Five Deez, som er fra Cincinatti, om at komme fra et sted, hvor hiphop-scenen ikke er så forfærdelig stor. I kommer fra Durham, North Carolina. Hvordan er scenen dér?

P: North Carolina har ikke rigtig nogen definérbar lyd eller stil. Det bedste man kan gøre, er simpelthen bare at lave den musik, man selv har lyst til at høre. Vi havde ikke lyst til at lave bounce-musik a la Trick Daddy eller Trina, bare fordi vi kommer fra syden. Vi vidste at mange folk nok ikke ville tro at vi kommer fra NC, men sådan er vi altså. Der er ikke ét eneste usandt element på vores plade. Vi har lavet den musik, der var i vores hjerter.

På nummeret “Roy Lee, Producer Extraordinaire”, gør i grin med keyboard-beats. 9th Wonders beats er kraftigt Pete Rock-inspirerede. Skal musikken nødvendigvis være bygget op om støvede vinyl-samples?

BP: Nej, det skal bare være fedt! Jeg synes f.eks. at Swizz Beats har lavet både fede ting og mindre fede ting. Det kommer ikke an på om man bruger samples eller hvilket udstyr man benytter. Hvis ikke resultatet er dope, er det ligemeget. En maskine er kun så god som den person, der betjener den.
P: Vi forsøgte egentlig ikke at pege fingre af nogen specielt. Mange af de producere, der har en mere elektronisk lyd, som f.eks. Rockwilder, Timbaland, Swizz Beats og The Neptunes, laver sange som jeg synes er rigtig fede. Det var mere et nøk i retning af de folk som hører et Rockwilder-beat og tænker: “nå, det er det jeg skal lave nu”. Der er for mange, der bare hopper med på den sidste stil, uden egentlig at have nogen bagtanke med det. Et Neptunes-beat virker ikke for alle. Det sikrer dig ikke platin-salg. Det gør dig ikke mere fresh. Man skal være tro mod sig selv og forfine sit eget udtryk.

Mange af teksterne på “The Listening” er ret personlige, som f.eks. på “Speed” eller “Away From Me”. Føler i at der en generel mangel på indhold i hiphop-tekster i dag?

P: Tildels. Jeg tror måske at det er bedre at sige, at der er en mangel på personlighed i hiphop i dag. Der mangler en ægte kommunikation med lytteren. Der er mange MC’er som er ekstremt lyriske på papiret, men ligegyldige at høre på i virkeligheden. Med sange som dem du lige nævnte, prøver vi at nå videre end bare at fyre ord af. Vi prøver at lave en forbindelse til lytteren. Tag f.eks. N.O.R.E. Han er på ingen måde den bedste rapper gennem tiderne. Selv hans fans vil sige at han er en dårlig MC, men han taler om det han kender til, hverken mere eller mindre. Han er ærlig, og det kan folk relatere til. Det er dét, det handler om. At sige noget i dit rim, der får folk til at føle dig. Det handler ikke nødvendigvis om indhold, men om formål. Der er for mange derude der rapper uden at have et formål med det.

Hvad mener i om den tilstand, hiphop er i generelt i dag?

P: Det er dårlige tider for musik i det hele taget. Det er dårlige tider for hele verden. Fly flyver ind i bygninger. Folk er ikke glade. Musikken er bare en afspejlning af den stemning. Mange har svært ved at være kreative. De føler sig uinspirerede, fordi situationen er så fucked up. Men jeg er sikker på at det nok skal blive bedre. Det gør det altid. What comes around goes around. De folk, der holder ud, vil komme ud af det 10 gange stærkere.

Hvis i kunne knipse med fingrene og ønske noget, hvad ville det være?

P: Jeg kunne sagtens sige et eller andet corny, som f.eks. fred i verden, men faktum er at jeg er flad! Jeg ville ønske mig en masse penge, fordi så ville jeg ikke behøve at stå til ansvar for nogen pladeselskabsdirektører. Så kunne jeg tage mig af min familie og venner og lave musik med Little Brother fuldstændig på vores egne betingelser. Og jeg kunne give fingeren til alle dem der har prøvet at tage røven på os og alle dem der har rynket på næsen af os. Word.

Foto: Rasmus Dengsø © Rapspot.dk

Anden ladning graf billeder er skudt afsted fra Ruskilde 2003.

Udsmykning med dåser lige her.

Billeder Byens Puls © Rapspot.dk

Mad Con består af Kapricon fra Etiopien og Critics fra Sydafrika, der repræsenterer et af norges up-and-comming håb for efteråret. Til Roskilde var de et af de mest energifyldte bands til Nordic By Nature, og de sprudlede stadig af overskud da vi hookede op med dem i solskinnet bag scenen. Rapperne var smilende og venlige interviewet igennem, men alligevel ikke blege for at drille den danske rapporter, og det hjalp selvfølgelig ikke at svensk raps bullerbasse, Ken Ring, også havde slået vejen forbi. Vi fik fortalt en del eksklusive nyheder, et par håb og drømme, blandet med en personlig trussel og et opråb til de danske hip-hoppere.

Hvordan hookede Mad Con og Ken op med hinanden?

Kapricon: Vi tog over til Kens studie, og da vi fortalte vi skulle spille på Roskilde festival tog han med os herned. Ken har altså produceret den første single, det er et af de tungeste skandinaviske hip-hop tracks, nogensinde. Maaan, det track, det er så heavy!

I spillede et cool sæt i eftermiddag, kan I fortælle om de sange i spillede?

Kapricon: Det var alle sammen nye sange, fra vores kommende album – selv folk i Norge har ikke hørt dem. Den første single udkommer i august, produceret af Ken Ring! De to første singler udkommer på vinyl, og så dropper vi albummet officielt dem.

Critics: “Fuck You” er af os selv. Det handler om de peoples, der ånder en i nakken og fortæller en masse bullshit ‘yadda yadda yadda’, dem siger vi ‘fuck you’ til. “Con Artist” er et billede af os selv, der forklarer hvem vi er, og hvad vi gør – for vi overlever ved at hustle. “Big T’ings” den selvfølgelig om at big t’ings a gwan, og folk må hellere vågne op. Vi er faktisk en af de eneste rent sorte grupper i Norge nu, og vi kommer med en forhammer, vi har tænkt os at hamre små, hvide drenge ned med! Just kidding…

Små, solbrændte drenge er det vel nu. I har arbejdet en del sammen med PaperBoys bl.a. på deres hit “Barcelona”, hvordan kom det i orden?

Critics: Vi er faktisk en del af den samme klikke, vores selskab hedder AA Recordings, så hvis der er nogen folk derude med skills uden kontrakt, kom til os!

Hvad er jeres mål med at lave musik?
Kapricon: At blive hørt, at få folk til at lytte til de ting vi snakker om. Vi vil naturligvis gerne leve af vores musik, og købe biler og tage os af vores børn, og hvis vi kan det mens vi gør det, vi elsker at gøre, samtidig med vi får respekt for det, er det smukt. Vi har ingen intentioner om at leve efter white trash idealer som Eminem.

Hvad betyder hip-hop for jer i dag?

Critics: Money, Power And Respect, haha! Nej det er en måde at leve på. Hip-hop betyder det samme for mig nu, som for ti år siden, men hip-hop er anderledes nu, der er for meget bullshit, og i stedet for at bruge hip-hop som et kreativt udtryk, bruger de det som en trend.

Ken: Hvis det ikke var for hip-hop var vi motherfuckers ikke hvad vi er i dag, det eneste vi har er hip-hop. Vi voksede op med det, og vi er ikke en ting idag og noget andet i morgen.

Beautiful. Når albummet dropper, bliver det så en fælles skandinavisk udgivelse eller fokuserer I mest på Norge?

Critics: Vi er faktisk etablerede i Norge, så vi prøver at ramme hele Skandinavien…

Hvad synes I om verdens politiske situation nu?

Critics: For at samle det i en nøddeskal, er det bare fucked up. Det er sindssygt, stormagterne viser bare, hvor mange kræfter de har, hvor meget de kan manipulere os og snyde alle os udlændinge. Derfor repræsenterer vi for minoriteterne, dem der bliver bondefanget. I Afrika sulter over 30 millioner mennesker, og ingen bekymrer sig om hele det kontinent fordi lande i mellemøsten kæmper om olie.

Hvad synes I om Danmark?

Kapricon: Aw, Danmark er smukt, jeg elsker at være her. Vi har været her før da vi optrædte til Danish Hip-Hop Awards.
Critics: Jeres joints er så stærke at jeg bare tog to hiv af en og faldt næsten ned at scenen og besvimende.
Ken: Må jeg sige noget før vi slutter? Danmark er fedt og alt det pis, men I burde få flere sorte engagerede I hip-hop scenen, flere indvandrere. For hver gang jeg kommer herned, og jeg har været her tit, hører jeg “Blacka blacka, blaw blaw, gangsta ditten og datten” og det er hvide motherfuckers dér siger det. Det giver ingen mening, det er os sorte, der har brug for hip-hop!

Se billeder i større format:
1 & 2 & 3

Equicez har været connected med Danmark siden Frez Force trak gruppen ned til en række live shows for et par år siden. Rapperne Cast og F_EMOne præsterede altid at rocke huset lige meget hvor de spillede, og hangen til freestyle cyphers og weed-smoking gjorde de faldt lige ind i et hvert jam. I midlertid har gruppen vokset sig store i Norge via albummet “Generation Equizes – State of Emergency”, et hardcore og bangede album, de fleste hip-hoppere ville nyde. Da de denne gang optrådte til Roskilde var det med flere hundrede dedikerede fans i publikum, og de vandt givetvis flere både danske og svenske fans ved optrædenen. Bagefter fangede vi Cast, der sad og chillede på en bænk backstage, efter en veloverstået koncert. Cast syntes selv, han var et dårligt interview-offer, men selvom han mest grinede af spørgsmålene, fik vi stadig smæk for skillingen.

Så er I hjemme i Danmark igen, hvordan går det?

Cast Chiller, nyder at være her. Danmark er Skandinaviens hjerte, hehe. Vi fik masser af kærlighed fra publikum i dag. Jeg elsker Danmark, måske ikke så meget det I laver politisk, men jeg elsker at være hernede. Cool mennesker, billige øl og cigaretter…og så videre, hehe.

Jeg har ellers hørt du er blevet afholdsmand, så hvad sker der med du drikker Carlsberg?

Ahr, en af de her bliver jeg ikke fuld af.

Hvad var track-listen til showet i dag?

Vi startede med “Alias”, det er andet nummer på albummet. Vi spillede “Live From Pass It”, det er en single og video vi har ude. Uhm, hehe, jeg kan faktisk ikke huske det. Jo, “Drekka Låta” om at drikke og “Barnslig,” som er vores nyeste single, der har vi en norsk komiker Atle Antonsen til at fløjte på omkvædet. Jeg var overrasket over at alle sang med på hooken hernede.

Omkvædet er jo også på norsk, så der må have været en del nordmænd i crowden. Albummet igennem rapper du på norsk, mens F_Em rapper på engelsk, hvorfor valgte i den sammensætning?

Jeg holdte op med at rappe på engelsk, og begyndte på norsk, så folk forstår alt hvad jeg siger. Det er en god kombination for dem, der ikke kan norsk lytter til F_Em og de andre lytter til mig. Men på det næste album rapper vi begge to på engelsk, vi er gået igang med at indspille det.

Eftersom jeres album hedder State Of Emergency hvad synes du som om den forfatning hip-hop er i nu?

Det ved jeg ikke rigtig, jeg lytter ikke til New York rap mere, jeg lytter mest til Dirty South.

Hvad er dit mål med at lave musik?

Det er faktisk bare at lave numre, og spille shows. Det er det eneste jeg kan finde ud af, jeg vil ikke gå tilbage til at vaske tog, som jeg gjorde.

Hvad ville du gerne have der skete i morgen hvis du kunne vælge?

Jeg ville gerne have en million dollars, en Ferrari og en yacht og et kæmpestort hus…i Afrika!

Son Of Light er en af veteranerne på den norske scene. Under sit tidligere alias N-Light-N har han været en stor del af Tommy Tee‘s udgivelser, hvor han køligt lægger en modvægt til den f.eks. noget mere flamboyante Diaz. Til Roskilde havde han bogstavelig talt valgt at stille i stærkeste opstilling med et tæskehold, der talte kæmpestore DJ Hercules og Whimsical fra 5te Kollone. Vi blev inviteret ind i hans backstage lokale før han gik på scenen, og her diskuterede vi hip-hop’s forfatning både i Norge og verden generelt. Til trods for at rummet var et kaos af nordmænd, der skulle købe cigaretter og give hinanden daps talte Son Of Light talte afslappet, velovervejet og fokuseret

Kan du introducere dig selv for de danske læsere?

Son Of Light: Jeg repræsenterer noget der hedder Tee Productions, oppe i Norge. Det bliver styret af Tommy Tee, som I sikkert kender, som en af de hotteste producere overhovedet. Jeg arbejder på mit andet album, som gerne skulle udkomme i september-oktober. Ellers er jeg bare glad for at være hernede til Roskilde, you know? Der er en god vibe.

Hvad synes du om Danmark?

Jeg elsker danskere, og jeg har aldrig mødt andet en positivitet. Jeg kender en masse hernede, Tjes og Clemens og de folk, og de er altid afslappede og venlige når jeg er hernede. Det er en slags oase i forhold til Norge.

Din trackliste ligger lige her kan jeg se, har du lyst til at fortælle hvad du spiller?

Yeah, jeg starter med en intro Tommy Tee har produceret, et monumentalt beat, der nærmest lyder religiøst. Min musik er ret mørk, i modsætning til dem der har spillet før mig, der har haft mere livlig musik, som publikummet bouncer til. Det er ikke min ting, vi spiller hotte tracks med masser af energi, men ikke ‘happy-go-lucky’ -agtig musik. Min musik er mere mørk og kold, som publikum kan få forfrysninger af, når de føler stemningen.
Jeg spiller både tracks fra“Deep Green” albummet fra 97, og fra EP’en som jeg udsendte sidste år til fansne, der har ventet på Son Of Light kom tilbage. Så har jeg nogen helt nye numre, jeg lige har lavet med Tommy, og et par futuristiske i-dit-fjæs-find dine-ordbøger-og-leksika-frem numre. Folk skal føle energien.

Hvad er dit mål med at lave musik?

Jeg vil få folk til at tænke over tingene, og jeg vil gerne bringe et poetisk perspektiv ind i hip-hop, så jeg maler billeder med mine ord. Folk skal selvfølgelig nyde musikken, men samtidig skal de kunne sætte sig ned og tænkte “wow, sådan har jeg aldrig set tingene før”, så jeg laver noget, der er anderledes end flertallet.

Hvad betyder hip-hop for dig i dag?

Det er større end rock, techno og alle andre musik genrer lige nu, og mere kommercielt. Det handler ikke så meget om lyriske evner som tidligere. Produceren er mere indvolveret i processen, og mere central i at sende musikken i clubberne. Hip-hop er meget club-orienteret lige nu.

Du kommer fra Norges vel kendteste crew, men hvad er din mening om scenen deroppe generelt pt.?

De sidste par år er den eksploderet, og den er ude af proportioner lige nu. Markedet er så stort, og forbrugerne generelt er begyndt at bruge penge på hip-hop udgivelser, hvor det før kun var folk, der var en del af scenen, der købte udgivelserne. For mig er salg ikke så vigtigt, men scenen måtte gerne blive større som i Sverige, eller f.eks. Frankrig, hvor en række rappere går platin. Jeg er glad for at mange bliver større i Norge, for det bliver mere konkurrence præget, og det betyder at jeg selv skal være på mærkerne og finpudse mine skills, så jeg kan konkurrere. Der er en masse, der rapper på norsk deroppe, nogle af dem er gode, et par af dem er ikke. På engelsk holder folk som Whimsical – min back-up rapper her – det nede. Folk som Mad Con gør deres ting, Kleen Cut, Paper Boys… Diaz er en af de modersmålsrappere, som repræsenterer, han har lavet sit nye album på norsk, hvor debuten var på engelsk.

Yeah, og Vinni fra Paper Boys og Kleen Cut har også lavet vers på norsk, hvorfor gør du ikke det?

Jeg er fra en del af Norge, der hedder Mandalen – det er vores dirty south – og der er dialekten ikke specielt tilgængelig til at rappe i. Jeg kunne sikkert godt gøre det, hvis jeg virkelig ville, men jeg vil hellere have et bredt publikum, hvor folk føler mit materiale på tværs af grænser. Det er ikke fordi norsk er dårligt at rappe på, man skal også udfylde den niche af markedet, men jeg føler at jeg repræsenterer bedst på engelsk, for det er det jeg er vokset op med, og det jeg har dyrket.

Har du en mening verdens politiske sitiuation lige nu?

Det er bestemt en undtagelses tilstand, hvor amerikanerne har hævet sig over loven, sådan som de gjorde i mellemøsten og nu gør hvad der passer dem. Der er stor apati og ligegyldighed, også overfor store spørgsmål som krisen i Israel og Palestina. Jeg tror ikke bare som hærfører, men også som økonomisk magt bliver USA grunden til at vi stopper videreudviklingen, og skellet mellem rig og fattig bliver større.

Hvad ville du gerne have der skete i morgen hvis du kunne vælge?

Jeg vil gerne vågne op, med en smule tømmermænd og tænke ved mig selv: “damn, vi rippede det show til Roskilde!”

Se billeder i større format, Billede:
1 & 2

De er drengerøvenes yndlinge og yndlingsaversion for de politisk korrekte. De tager dig i din nuggi og smacker din booty. De er Suspekt og de giver ikke en fuck. Deres ligefremme tekstunivers, præget af illegale substanser, panserhad og promiskuøse kvinder, falder ofte de ømskindede for brystet. Mister de søvn på grund af det? Næppe. Efter udgivelsen af deres seneste album “Ingen Slukker The Stars”, har de oplevet en stigende interesse for deres musik, hvilket blev cementeret med en særdeles veloplagt koncert som som de første repræsentanter for nordisk hiphop fredag eftermiddag. Umiddelbart efter showet, mødte jeg Albertslunds sønner Bai-D og Orgi-E over et par saftige steaks og en håndfuld pilsnere.

Det er svært at skulle spille som det første hiphopnavn på festivalen, og så endda kl. 12 middag. Havde I selv regnet med at kunne fyre så meget op under publikum?

O: Vi er ved at være ret sikre i vores optræden. Vi er hele tiden klar over hvor vi har hinanden. Når du har den selvtillid på scenen som det giver, så skal det sgu’ nok gå. Vi havde en forhåbning om at det ville gå godt, men vi regnede ikke med noget. Man skal jo heller ikke være overlegen. Uanset om der er 3 mennesker eller 8000 mennesker, der møder op for at se én, skal de have den samme oplevelse.

Hvad synes i om idéen med Nordic By Nature?

O: Jeg synes det er fedt der bliver taget lidt mere hånd om skandinavisk musik generelt. Vi har så mange fede hiphop-, rock- og popnavne, at der ikke er nogen grund til at importere så meget fra USA. I virkeligheden er mange af vores navne bedre, USA har bare pengene til at markedsføre sig så godt over hele verden. Jeg synes det er vigtigt at holde lidt mere fast i det vi selv kan, og gå ud og gøre folk opmærksomme på det.

I snakker meget om at fyre den af og give den gas. Så må Roskilde Festival da være det optimale sted at være for jer?

O: Det er det perfekte sted. Når man er herude og folk bare er latterlige og stive og skæve og på stoffer, føler man sig nærmest tam og lam, når man kommer hjem til Istedgade igen.

Hvad skal i se af musik, mens i er her?

B: Iron Maiden!
O: Ja, og The Streets. Jeg kender det ikke så godt, men jeg har fået af vide at efter hvert nummer går de ud og tager stoffer og ryger sig skæve. Når de så kommer ud igen, har de folk ansat til at komme og kaste vand på dem og give dem lussinger for at holde dem vågne under showet. Det lyder som Suspekt om to år, så jeg skal lige op og se hvordan de drejer den. Det lyder som et fornøjeligt orkester, haha.

Hvad er der sket for Suspekt siden i udgav “Ingen Slukker The Stars”?

B: Der har været knald på. Vi har været på turné i to måneder, hvor vi nærmest har spillet 3 gange om ugen.
O: Ud over en enkelt optræden til Årets Rapper, hvor det gik lidt i kage, har folk gået amok hver gang. Da vi spillede i Studenterhuset i Næstved, kogte det helt over, og højttalerne faldt ned over en anmelder fra Næstved Tidende. Tilsidst væltede folk op på scenen under det sidste nummer og fyrede den af med os. I Randers kunne vi ikke få lov til at gå ned fra scenen. Vi måtte næsten spille hele sættet to gange i træk.

Hvad har i af planer for den nærmeste fremtid?

O: Den nye single bliver “Hvem Er En…Kælling”, og den har vi også lavet en video til. Videoen handler kort fortalt om en fyr, der lader sig spille af sin kælling og dermed selv ender som en kælling. Mere vil vi ikke fortælle lige nu. Vi regner med at den kommer til august.
B: Det skal være en overraskelse for folk, men den kommer i hvertfald til at blive ret syret. Det er René Johannsen, der også lavede videoen til “Skudtaet”, der står for den. Vi kalder ham René Lynch. Han har bare gode idéer, den mand. Det kommer til at blive anderledes. Vi vil gerne bryde lidt med det der sædvanlige koncept med letpåklædte kællinger. Det bliver mere ligesom de film vi godt kan lide at se…altså ud over pornofilm.
O: Derudover tager vi lige på en mini-turné igen, på de steder hvor det gik mest ned i foråret. Mig og Troo.L.S. er også i gang med at lave en plade sammen. Vi skulle egentlig have lavet en solo-plade hver for sig, men så var vi så taber-agtige, at vi var nødt til at hooke op og lave én sammen, hehe. Den kommer vel en gang til næste år. Så skal vi også til at lave en ny Suspekt-plade.
B: Vi skal også lave en F.I.P.-plade, hvor vi allesammen er med. Der er masser af planer. Så må vi se, hvor langt vi når med det. Det skal nok ske.

På jeres plakat er der et citat fra en Urban-anmeldelse, der siger at Suspekt er det farligste for børn siden polio. Hvad er jeres vurdering af al den snak, der har været om at dansk rap er skadelig for ungdommen?

O: Er dansk rap skadelig? Kan folk ikke tage det? Et eller andet sted er det jo realiteter. Nogen kan digge det og relatere til det. Nogen tager det bare som gode historier. Nogen bliver helt skræmte og lukker fuldstændig af. Faktum er at sådan er verden. Vores musik er ikke rettet specielt mod børn, men jeg tror heller ikke man skal undervurdere børns forståelse for hvad der sker omkring dem.
B: I sidste ende er det op til forældrene at tage ansvaret for hvad deres unger lytter til. Jeg er ikke pædagog.

Vil det sige at i ville spille et nummer som “Kinky Fætter” i Børneradio?

O: Ja, hvis de ville have os til det. Jeg er sgu’ ligeglad. Vi har da både spillet i vores gamle ungdomsklub og nede på Sydskolen i Albertslund, da den lukkede.
B: Det var sindssygt. Der var unger, der nærmest kun kunne kravle. Der fyrede vi hele vores show af, og forældrene til de dér små unger kom hen til os efter koncerten, og sagde: “Hold kæft, det var fedt. I er fandeme gode!”.
O: Folk kan godt selv finde ud af, hvad der er rigtigt og forkert.

Så bliver jeg jo også nødt til at spørge: hvad er status på den såkaldte bøf mellem F.I.P. og Helt Sikkert?

O: Jeg synes det var synd for Joe True, at han lavede “Lukketid”. Jeg synes i og for sig at “Vandsikker” var meget fornøjeligt. Jeg blev da inspireret til at give manden igen, og bruge en halv aften på ham. Det har jeg aldrig gjort før. Man må da give den op for at han gav én lyst til at stikke lidt igen. Men jeg synes det er lidt synd for ham, at han har lavet det nye nummer, for man kan sgu’ godt høre at han ikke har brugt to år på det. Det er lidt ærgeligt for ham, men det må de selv ligge og rode med. Det er jo lukketid nu, så de lukker vel biksen og holder udsalg.

Har i tænkt jer at komme igen med et svar?

O: Jeg ved ikke rigtig. Nu har han fået mere opmærksomhed på det, end han nogensinde har haft. Han må være glad for den omtale, han har fået. Nu må vi se. Måske hvis der er lidt tid til overs.
B: Det er der ikke – jeg er på druk!
O: Vi har også nok at se til i forvejen. Den må han vente på, men han venter sikkert spændt…

På dette tidspunkt støder Rune Rask og Troo.L.S. til selskabet, og samtalen ændrer karakter. Den efterfølgende diskussion om Rocco Sifredi og dennes undervurderede skuespiltalent, vil jeg spare læseren for. Vi ses på Istedgade, gøglere!

Se billeder af Suspekt i større format:
Suspekt, Bai-D og Orgi-E

Rapspot-holdet, spredt i drukformation rundt i Odeonteltet, var klar til kamp, og særligt yours truly, Orama & Mat, var på. Denne begivenhed lovede, per konstellation, definition, og myte, på forhånd meget, og den kollektive iver var da også på plads. Det skulle da også vise sig at os die-hard fans i crewet, som små John McClanes, snart måtte hoppe, nikke, springe og zigzagge rundt om i teltet med rytmiske sprængladninger og rendyrket lydbølge-terrorisme i røven.

First up to bat var, snart pr. definition ved ethvert Def Jux-show, RJD2, der fyrede op under sit en-mands lydbombardement bag hjulene af stål. Fra en scratchintro gik han umærkeligt over i det længselsfulde og melankolse ”Smoke and Mirrors”, der blev fulgt op af diverse HipHop-bangers fra the days of yore. Da der var kogt godt op i publikum, fik vi så serveret det, alle ventede på: ”The Horror”, der på behørigste vis og endegyldigt fik folk ud af den tredjedags-Roskilde-eftermiddagsdøs, mange – inkl. hele Rapspot-crewet – af naturlige årsager var i. Udover en svedig cutting-session over guitaren fra Hendrix’ ”Foxxy Lady”, blev det også til slammin’ tracks som ”2 More Dead” og det rygrislende remix af ”Ghostwriter”. Og, for at det ikke skulle være løgn, kunne vi alle også stå og lade os røre rundt af Copywrites soulsearching på ”June”.

Efter godt 20 minutters sonisk kollage, blev en velkendt, snurret basgang med efterfølgende og tilhørende beat smækket på og I scenetågens dis entrerede pludselig en anden Jukie kriger – i ved, ham med en masse på hjertet: Aesop Rock. Tracket var singlen ”Coma”, og Aes Rizzle dræbte det… eller snarere ville have dræbt det, hvis ikke hans mic havde været så fuckin’ lav, at hans elegante flow og temposkift, for slet ikke at tale om hans raffinerede tekster druknede i det larmende (på den fede måde!) show, Def Jux altid serverer. Dette problem blev ikke bedre i løbet af koncerten, så man måtte nøjes med at fornøjes over tight den mand ligger på et beat.

Fra det nogenlunde hurtigrap-prægede ”Coma” fortsatte han med det endnu mere uptempo-stærke ”No Regrets” som handler om leve sit liv uden kompromis. Hvert vers blev rappet til et klassisk beat – det tredje blev lagt indover beatet til BDPs ”Still #1”, hvorefter endnu en velkendt herre, El-Producto, meldte, sig på scenen og fyrede op under de tos team-up fra sidstnævntes album, ”Delorean”. Derefter fik vi “Squeegee Man Shooting”, der flipper det Robert Moore-break, der ligger til grund for “Still #1”. Omkvædet ”Get LIVE y’all! – LIVE y’all” blev gennemført som call-response med et rytmisk klappende publikum og beatbox fra Aes Rizzle… banging!

Nu var holdet på plads. To MC’s der behændigt flettede sig ind og ud af hinandens tekster, og en kompetent DJ, der bag sit orkester af pladespillere brugte alle midler for at få musikken til at måle sig med den dynamik, der lå i vokalist-duoen. Efter en mildest talt hype udgave af ”Deep Space 9mm”, gik de to over i freestyle og introducerede på den måde hinanden for publikum.

Det skal tilføjes at El-Ps og Aesop Rocks tekster langt fra er iblandt dem som man synger med på i badet, og at de to MCs generelt ikke fatter sig i enkelthed (alligevel finder en imponerende del af deres fanskare både vilje og metode til at memorisere disse, så de prompte kan reciteres til begivenheder som netop denne). Det var derfor nok svært for hovedparten af teltet, der ikke lægger den slags fanboi-opførsel for dagen, at følge fuldstændigt med i begivenhederne, rent lyrisk, da numre som Aes Rizzles samvittighedsundersøgende ”Nickel Plated Pockets”, El-Ps ”TOJ” (et af de stærkeste kærlighedsnumre i HipHop) og, ikke mindst, det rystende ”Stepfather Factory” dundrede ud gennem højttalerne. Til gengæld var der nok ingen der var i tvivl om, hvad der foregik, da El-P stoppede musikken og proklamerede: ”We Americans are so stupid we elected the Anti-Christ for President! One day our stupid, American Anti-Christ-president will kill us all, so I would like to thank you for having such a good time – you’re a fuckin sick crowd!!”, hvorefter han gik over i sin hyldest til det at være en dum amerikaner i et dumt Amerika: ”Patriotism” fra Soundbombing 2.

Aesop Rock gav også sit bud på, hvordan det er at leve i tidens USA med nummeret ”9/11” fra sit kommende album, Bazooka Tooth: ”Breaker 1/9-9/11-01 wit’ this – Make noise if you get this!” rungede omkvædet ud… og folk lavede larm. For at der ikke skulle gå fuldstændig dystopisk fest-fordi-det-er-din-sidste-dag-i-live i den, fik vi imidlertid også RJ tilbage i centrum, så han kunne ”Let the Good Times Roll”.

Ved at tune ind på den kollektive bevidsthed synes man at kunne fornemme, at Aes’ melodiøst opløftende ”Daylight” – hvor publikum skrålede med på det vækkelsesagtige omkvæd: ”All I ever wanted was to pick apart the day/put the pieces back together my way!” – det allerede nævnte, politisk introspektive ”Patriotism”, og så den futuristiske uptempo-skildring af livet i Ny-Roms rendesten, ”Deep Space 9mm”, var blandt folks favoritter. Det var her den umiddelbare kontakt mellem publikum og kunstnere syntes størst.

Et Melodisk, intelligent, og temperamentsfyldt show, der – med sin kombination af dedikeret instrumentalisme fra et ”trommebreak-møder-funk/soul” perspektiv, reflekterende fabel-rap præget af skarpe observationer og hård mekanisk kynisme og en eventyrers sjæl – gav i hvert fald disse lyttere en følelse af, at have hørt og set noget anderledes. Noget komplet, noget der efterlod én med følelsen af at have oplevet 3 mand udføre 9 mænds job.

Der, hvor nyere musik sætter spørgsmålstegn til HipHop, forsøger man at finde et evigt undslippende svar, der ikke eksisterer. Medmindre vi brænder vores egne bure ned og retter vores eget manuskript.

TUNED MASS DAMPER BABY, YEAH THAT’S THE SHIT!
Klik for billede af en koncentreret RJD2

Klik for billede af Aesop Rock i 5. gear

Klik for billede RJD2 i fokus

Klik for billede af Definitive Jux i aktion
Billeder af Rasmus Dengsø © Rapspot.dk

RJD2 skabte oprindeligt røre i undergrunden med sine produktioner for det New York-transplanterede Columbus-crew MHz tilbage i midt-90erne. Han udsendte derefter forskellige undergrundsudgivelser og mixplader og brændte for alvor ind i undergrundshovederne bevidsthed med singlen ”Let the Good Times Roll” fra Definitive Jux.

Sidenhen har han etableret sig centralt på dette banebrydende pladeselskab med longplayeren Deadringer fra sidste år – en både sjælfuld og banging instrumentalplade, der trods sine ekskurser udi en drømmende melankoli bevarer sin forbindelse til gaden i kraft af en stram og ofte hårdtpumpet trommeprogrammering, gæsteoptrædender fra flere af hans gamle kumpaner fra Columbus (Copywrite fra MHz leverer endda noget nær sin karrieres bedste præstation) og et kollageagtigt lydbillede, der præges af den for alle crate-diggers velkendte støvede, basementlyd, man forbinder med årgangssoul på vinyl.

Albummet er blevet fulgt op af en remix-EP, centreret om det track, der allerede fra starten indtog pladsen som signaturnummer for Deadringer, det både nærmest skræmmende hype ”The Horror”. Dette ledsages af en række remixes, alternative versioner og nye tracks og danner en helhed, der er sjældent gennemført for den slags projekter. Derudover fortsætter han med at producere tracks og remixes for diverse af tidens bedste MCs.

Da Def Juxdrengene var nede i Rapspots HipHopcamp lørdag eftermiddag, tog Orama sig Aesop Rock og El-P, mens det tilfaldt undertegnede at interviewe den særdeles flinke og imødekommende RJ.
Jeg vil gerne starte med at spørge dig lidt om din baggrund og hvordan du begyndte at lytte til HipHop – du er fra Columbus, Ohio ikke?

Jo…

Som har en rimelig live HipHopscene i dag…

Ja, det har den. Det havde den ikke dengang… Jeg fandt faktisk for et par år siden en hemmelig single fra ’88 fra et Columbus crew fra 80erne – de hed Hardcore Heavy Weights…

Er det dem, Weightless crew [tidens Columbus bangers, inkluderer bl.a. Illogic & Blueprint] refererer til med deres navn?

Nej, jeg kender ingen, der kender den plade… bortset fra dem, jeg har spillet den for. [Latter]

Nå, men det var et sidespring…

Ja, jeg begyndte at høre HipHop i midt-80erne, da jeg var 10. Min første HipHop plade var UTFOs første selvbetitlede album, som jeg fik på bånd. Jeg var ikke specielt et HipHophovede, jeg checkede for en masse ting; rock – Led Zeppelin, Tears for Fears, 80erpop – Michael Jackson – alt muligt. Jeg var sgu ligeglad med kulturen dengang – den var levende ligesom den er i dag – der var ikke det der ”hold HipHop i live”, som man så i begyndelsen af 90erne. Men jeg har lavet musik siden dengang, siden jeg var helt ung.

Så det er den klassiske med 4-sporsbåndoptageren i soveværelset?

Øh, jeg tror aldrig jeg havde en 4-spors… jo, det havde jeg sgu. Jaja, det var med den på. Og så er resten historie – nu er jeg 27.

Du flyttede senere til Philadelphia, er det der du er nu?

Ja, der bor jeg. Jeg flyttede dertil sidste år.

Hvornår besluttede du dig til at arbejde professionelt med musik? Var det da du hookede op med MHz?

Njaaaehh… jeg opfatter en professionel musiker som en, der kan leve af det – det kunne jeg langt fra dengang. Det er først de seneste år, jeg er er blevet i stand til det. For to år siden sagde jeg mit job op – jeg arbejdede i en bank – for at koncentrere mig om musikken, og det er først indenfor det seneste år, at jeg ikke har behøvet bekymre mig dagligt om hvor den næste check skulle komme fra.

[Aesop Rock, der netop er sluppet ud af Oramas kløer, kommer over og punker RJ og kører en masse jokes på ham, der totalt afbryder interviewet – en af de ting, han gentager flere gange er: ”nu kommer Shadow-spørgsmålene og Moby-spørgsmålene…” Det lykkes til sidst RJ at få ham til at gå sin vej… han ender prompte inde i det tilstødende pavillontelt ved Def Jam Vendetta…]

Hvordan var det at arbejde sammen med MHz? De produktioner du lavede var rimelig straight, hardcore HipHop, synes jeg, ret anderledes end det de instrumentaler, du lavede ved siden af på deres plader og selvfølgelig det, du nu laver på egen hånd. Det forekommer mig på en eller anden måde ikke som en naturlig udvikling…

Det er det heller ikke. Jeg var allerede ret tidligt ude og syre over kompositioner af den mere utraditionelle slags, men så hookede jeg op med de fætre der – de var også fra Columbus og havde brug for nogle beats, og de vidste hvad de ville have. Jeg er virkelig glad for det samarbejde, fordi det tvang mig til at tænke i helt andre baner – jeg skulle lige pludselig lave et beat, der skulle kunne rappes indover og det skal bare gribes an på en helt anden måde.

Så jeg har gennemgået den klassiske udvikling lidt bagvendt – jeg har først lavet det abstrakte, for derefter at blive tvunget til at lære hvordan man sætter et fedt vokaltrack sammen, før det forsøgte jeg at løbe før jeg kunne gå. Uden den erfaring det gav mig at arbejde med dem, ville mine ting i dag være langt mindre tight, lidt ligesom mange af de instrumental-HipHop albums, der oversvømmer independentmarkedet i øjeblikket – de producere aner ikke, hvordan man sætter et track sammen og knalder i stedet bare ud uden mål og med. Jeg tror klart, at det er en god erfaring at skulle producere noget til rap og ikke bare at køre sit eget trip.

Har du hele tiden opfattet det, du laver som HipHop – opfatter du det egentlig sådan i dag?

Jaeh, HipHoppen er grundlæggende, men det er selvfølgelig bare musik. Jeg forsøger imidlertid at bibeholde HipHopelementet for hele tiden at fastholde HipHophoveders interesse i det – jeg er på sådan noget ”Trojan-Horse shit”; jeg laver nogle abstrakte ting, men smider dem indover et dope beat, der får folks hoveder til at nikke. Og jeg forsøger også det modsatte: Jeg laver noget, der lyder usædvanligt og mærkeligt, men blander så nogle mere traditionelle HipHopelementer i, således at folk, der kun er til sådan nogle spaced-out ting, også måske får smag for et straight-up fedt HipHop beat.

Du tænker altså en del over dit publikum og hvordan du kan påvirke det?

Ja, jeg er ikke på den der ”Jeg laver kun min musik for min egen fornøjelse” – det synes jeg er arrogant og dybest set menneskefjernt.

Ja, man fornemmer du gerne vil videregive noget – sige noget – med din musik…

Ja, jeg vil gerne have at min musik siger folk noget – hvorfor ellers lave den?

Et karakteristisk træk ved din musik er den melankolske… faktisk meget emotionelle side, noget der førhen har været meget sjældent i HipHop. Jeg ved det er all over i dag, hvor den ene rapper fra midtvesten efter den anden fyrer op under selvhadende lyrics, men det er noget nyt.

Jeg ved ikke rigtig – det har hele tiden været der, synes jeg. Da LL lavede “I Need Love” hatede alle på ham, men det var sgu ærligt ment af ham, og der er meget af den slags. Pete Rock og CL Smooths andet album [Main Ingredient] har nogle meget dybfølte øjeblikke, osv.

Ja, men det har aldrig været så udtalt, som det er nu… det forekommer mig, at den slags tekster, der bliver skrevet i dag er tegn på at det traditionelle rap-repertoire er blevet udvidet meget.

Ja, det er rigtigt, der er mere af det i dag; det har nok noget at gøre med at folk som jeg udtrykker vores liv som det er…

Ja, jeg mener, det må da skyldes at flere og flere HipHopmusikere kommer fra andre miljøer end de traditionelle – der er sket et demografisk skift i HipHop.

Jaeh, men hvis du ser på det, så er der ikke så meget hold i det der med, at HipHop er begyndt at være afhængigt af et hvidt publikum – det har det sgu altid været. At “Rapper’s Delight” kunne sælge så mange eksemplarer som den gjorde tilbage i ’78 er åbenlyst vidnesbyrd om, at den nåede langt uden for ghettoen.

Jeg mente nu også mere, at der var forekommet et demografisk skift i hvem, der laver HipHopmusik… langt flere hvide middelklassefolk er nu udøvende, og et betydeligt antal af dem er endda gode, i modsætning til de fleste hvide, der lavede HipHop i 80erne, fx.

Ja, det er rigtigt, der er helt klart sket nogle ændringer.

Hvad synes du om det, der sker? Er HipHoppen på vej væk fra sine rødder? Vil den gennemgå en udvikling, der minder om rockens, eller måske jazzens? Og er det tegn på en krise?

Jeg synes klart, at der kan være et problem i at folk tilegner sig noget uden rigtigt at forstå det – når hvide middelklassekids begynder at tilegne sig de traditionelle HipHopudtryk uden at vide en skid om, hvor de kommer fra; det kan være skadeligt, og der er da en del klynkende og nosseløs HipHop derude, men der er også superfede ting… Det vigtigste er, at folk gør deres ting.

Om der er tale om en krise? Det ved jeg ikke, jeg vælger i stedet at se den som en uafvendelig udvikling – det måtte ske, vi, der rykkede på HipHop i 80erne måtte jo vokse op, og nu laver vi vores musik, sådan er det bare – der måtte på et tidspunkt komme en Eminem. Det giver ikke nogen mening, at forestille sig, hvordan det ville være, hvis ikke det var sket. Det er helt naturligt.

Hvad der vil ske? Måske vil HipHop opleve det samme som rocken, men højst sandsynlig ikke – der vil sikkert ske noget andet. Hvad har jeg imidlertid meget svært ved at forestille mig.

Der er lige en ting, jeg gerne ville spørge dig om – Aesop Rock var ovre og genere dig ligefør og nævnte DJ Shadow, og jeg synes også nogle af dine tracks minder meget om hans tracks – hvad er historien her?

Der er ikke nogen historie; jeg kan godt lide Shadow.

Men, er han en stor inspirationskilde?

Det er bare fordi, at han altid bliver bragt op; jeg tror jeg på een hånd kan tælle de interviews, hvor han ikke er blevet bragt op – ham og Moby…

Og nu bringer jeg ham også op – jeg skal dog skåne dig for Moby – men du må da indrømme, at det er et relevant spørgsmål? Hvis man fx. tager ”Chicken Bone Circuit”…

Ja, det kan jeg godt se – det er et kvalificeret spørgsmål. Det, der er med Shadow er, at han måske er den eneste, der har lavet et instrumental-HipHopalbum, der virkelig holder. Der er, som sagt, efterhånden mange af slagsen derude, men hans er det eneste, der virkelig opnår status af et fuldendt værk. Og det er meget svært at distancere sig fra – han har udforsket helt nyt terræn i hidtil nærmest uopdaget område, så det er nærliggende at… jeg synes ikke jeg er specielt inspireret af ham, men samtidig har jeg godt kunnet se hans indflydelse på nogle af mine tracks, og på mit album var der så et par tracks jeg ikke fik ”de-Shadowificeret” nok. Jeg forsøger dog at bevæge mig i andre retninger… Han er mere elektronika og ambient-orienteret, hvor jeg forsøger at bibeholde det der støvede, breakbeat-HipHopudtryk.

Ja, jeg synes bestemt også at din sensibilitet er anderledes end hans – man ville ikke kunne forestille sig tracks som ”Work” eller ”Here’s What’s Left” fra ham… Et sidste spørgsmål: Hvad er din holdning til at spille din musik live – det er jo et klassisk problem for sample-baseret musik…

Det er klart et problem – mange, der opfører den slags musik har simpelthen bare en computer med, hvor de har deres set liggende, og så trykker de ’Play’, hvorefter de står og lader som om de spiller noget af det live. Jeg har foreløbig besluttet mig for at holde mig til grundlaget – to pladespillere og en mixer; jeg har hverken computer eller MPC med på scenen. Jeg prøver derved, at bibeholde DJ-elementet af det, jeg laver. Men jeg ved ikke, om det vil vedblive at være tilfredsstillende og det kan være, at jeg i fremtiden vil forsøge mig med noget andet.

Roskilde Festival er ikke kun koncerter, hor og druk. Det VRIMLER med gøglere og exhibitionistiske showmen som hører under betegnelsen ‘event gruppen’. Event gruppen husede også 20 graffiti malere fra ind og udland i år (tjek op for graffiti billeder i linselus).

Alle disse performers, landsbytosser om du vil, er med til at tage festival oplevelsen til et andet niveau. Se et par video klip af de festival særlinge vi stødte på her:

Tæt ved Arena (red. tidligere grøn scene)møder vi de aggressive strudser, som overfalder to uskyldige unge piger, bl.a. Katja fra Virgin Records
Klik for at downloade de aggresive strudser.

Backstage på Odeon scenen møder vi en ung mand, som viser sig at være Roskildes egen Georg Gearløs. Han insisterer på at vise os sin seneste opfindelse “The Spradio”Klik for at se opfindelsen i aktion
Billede af Køhl © Rapspot.dk
Videoklip: Køhl

Første ladning graf billeder er skudt afsted fra Ruskilde 2003.

Udsmykning med dåser lige her.

Billeder Køhl © Rapspot.dk