For nylig udkom Ressurection, måske den bedste 2pac opsamling siden hans tidlige død – eller hemmelige cubanske skattely – i 1996. Albummet har 2pac’s publicist, og mor, Afeni Shakur som executive producer og indeholder klassiske tracks fra alle dele af rapperens karriere, remix fra gode producere og posthume duetter med nutidens berømte rappere. Hvis man gerne vil have endnu flere album stående med 2pac, end dem rapperen selv var med til at udgive kan Ressurection anbefales. Det kan Nu-Mixx Klazzics ikke.

Nu-Mixx Klazzics er Suge Knights forsøg at malke koen en, forhåbentlig, sidste gang. Efter Afeni vandt rettighederne til næsten alt 2pac’s uudgivne musik, er Tha Row’s eneste mulighed at genudgive tracks fra All Eyes On Me/Makaveli tiden, og det gør de så.

Albummet indeholder ti numre fra 95-96 perioden, remixet – eller sovset ind i live indstrumenter og røvballe funk – af Tha Row Hitters. Numrene er sådan set udmærket valgt. Man finder klassikere som thug-hymnen Ambitionz Az A Ridah fra All Eyes On Me, det fantastiske diss-nummer Hit Em Up, der oprindeligt var B-side på How Do U Want It, som man også finder på albummet, og den hjertevarme Never Had A Friend Like Me fra Gridlock’d soundtracket.

2pac kom til Death Row i opbrudstiden, da Dre så småt var ved at pakke sampleren og Snoop Dogg brugte det meste af tiden i en retsal. Alligevel bestod producer holdet på All Eyes af gode mænd som Dr Dre, Johnny J, Dat Nigga Daz, Rick Rock og DJ Pooh. Ingen af dem har noget med Tha Row at gøre for tiden, og producer kollektivet Tha Row Hitters kan ikke løfte arven fra de gamle indspilninger.

Problemet er ingen af de nye versioner af numrene formår at fange atmosfæren fra de gamle produktioner. Remixerne er klart bedst til party-tracks og dystre numre som Hail Mary og den introspektive Life Goes On drukner i middelmådige danserytmer. Det er som om de har været fløjtende ligeglade med hvad numrene handler om, og hvilken stemning 2pacs vokal har, og bare gået efter at lave radiovenlige sange, med melodier der minder om g-funk med et meget lille g.

Vokalerne fra de gamle numre er stort set intakte, Hit Em Up er af uforklarlige årsager censoreret, som det eneste nummer. Eneste udskiftning er på 2 Of America’s Most Wanted, hvor Snoop Dogg erstattes af Tha Row’s sidste indsatte med reele rap-skills, Crooked I. Nummeret er sådan set både det bedste og mest latterlige på CD’en. Til Tha Row Hitters’ ære skal siges at nummeret banger fint med masser af keyboard gangsterism. Crooked I er heller ikke nogen dårlig rapper, han fanger fint ånden fra de thug-rappere han prøver at kopiere. Men det virker ultratamt at erstatte Snoop Dogg med Crooked I, på et nummer 2pac netop siger handler om om: ”Two multimillionare motherfuckers catchin cases.” Specielt når Crooked I kalder sig Tha Row’s nye top dog kan man ikke gøre andet end at grine.

Samlet bliver det hele en tynd kop thug passion, og med mindre man mener alt med 2pac er et must at høre, er der forsvindende lidt at komme efter. Rygterne går på 2 Of America’s Most Wanted nummeret skulle have været med på soundtracket til Dysfunctional Family, men ikke kunne cleares i tide. Måske har Suge Knight tænkt de kunne lave 9 andre numre i samme genre, og sælge det som et album. Det tror jeg næppe.

1½ ud af 5

Skrevet af ptas 11.12.2003 arkiveret under Anmeldelser |