Det er klart og tydeligt, at denne tids musikere må finde på innovative metoder for at sælge deres plader. Eksempelvis er de nye skiver fra The Game og Snoop Dogg placeret i fornyede cd covers, med runde hjørner og med en lille ”lås” som skal trykkes ind for at åbne op. Samtidig kan Mos Defs nye album (på samme label – Geffen) findes i et lille tyndt single etui, der ud over selve cd’en ikke bærer andet end et lille copyright klistermærke.
Ingen booklet – ikke noget som helst. Måske Mos Def har valgt denne lidt mærkelige løsning for at holde fokus på musikken, eller måske er det for at folk skal studse så meget over det i pladebutikken, at de bare ikke kan holde nallerne fra det. Spørg mig ikke. Tracklisting og credits kan findes på www.mosdefmusic.com, og herfra handler det kun om musikken.

Der var store forventninger til Brooklyn rapperen og Hollywood stjernen Mos Def, da han i 2004 udgav sit andet soloalbum. Debuten ’Black On Both Sides’ gav ham nemlig, sammen med hans- og Talib Kweli’s ’Blackstar’ alliance, noget nær gudestatus i visse hiphop kredse. Forventningerne til nummer to, ’The New Danger’ blev indfriet hos nogen men unådigt manet til jorden hos andre. Hvor Mos Def tidligere havde gjort sig til spydspids overfor den kvalitetsbevidste independent hiphop tilhængende skare, var han nu drevet over i en eksperimenterende fase, hvor så forskellige genrer som heavymetal, blues, funk og soul dannede rammen for hans hiphop musik.
Nu her, i begyndelsen af år 2007, er Mos Def altså klar med sit tredje soloudspil ’True Magic’ som kort fortalt er en blanding af de to tidligere albums. Mange af hans fans er blevet. Ligeså mange er gået men også mange flere vil komme til.

Denne anmelder var en af dem der efter en række gennemlytninger, jublede over den alternative ’New Danger’ men lad mig bare fra starten berolige dem som frygter endnu en omgang heavy. ’True Magic’ er så godt som renset for elguitar. Derimod får de skeptikere der forventer at Mos stilmæssigt vender tilbage til dagene hos Rawkus Records, delvist bekræftet deres fordomme.

Mos Def som for første gang klarer vokalsiden helt alene, kan endnu engang opleves syngende og mumlende, og holder sig heller ikke tilbage med krukkeriet. Musikken er derimod meget hiphoppet, og indeholder bl.a. flere kvalitetsprægede produktioner af mindre kendte beatsmede som Minnesota og Preservation.

’True Magic’ indledes med et par braggin’ tracks. Først sammen med DJ Epik som står for produktionen på titeltracket, hvor et fængende hornspil får Mos Def til at lyde troværdig når han fortæller om sine fantastiske evner som rapper. På ’Undeniable’ har Rich Harrison dygtigt gjort MF Doom (på King Geedorah pladen) og Necro (på Ill Bill pladen) stilen efter, ved at sample det gamle blackpower-revolutionsnummer ’Message From A Black Man’ af The Temptations, hvorpå Mos Def gengiver det klassiske omkvæd: ”No matter how hard you try, you can’t stop us now”.

Et af pladens højdepunkter sker i samarbejde med førnævnte Minnesota på ’U R The One’ hvor der over en smuk strygerproduktion med en tilsvarende dominerende highhat, hudløst fortælles om en håbløs forelskelse, der for den følelsesladede rapper er svær at komme over:

”I wish we never met, I wish we never kissed, I wish we never touched
I wish I didn’t love you so much,
I wish I could forget how you feel and how you f..(Uhh)
That’s a lie, the shit that made me smile, now make me cry – U R THE ONE”

Bortset fra et enkelt Neptunes kreeret beat, er det i det hele taget ukendte producere der denne gang har hjulpet til, – og dog. På ’New Danger’ lavede Mos sin egen version af Jay-Zs ’Takeover’, hvor han med den humoristiske titel ’The Rape Over’ og den originale Kanye West produktion, tilsvinede hiphop- og rapindustrien på det groveste: ”Old white men, is running this rap shit – AOL and Time Warner’s running this rap shit”.
På ’Crime & Medicine’ har Mos vanen tro nyfortolket en kending. Denne gang den suveræne GZA banger ’Liquid Swords’ fra 1995. Her synges det gamle omkvæd som enhver hiphopper med respekt for sig selv kan rime med på, i et op og nedgående toneleje og selvom det her er svært ikke at trække på smilebåndet, er det faktisk en enorm fed måde det gamle RZA beat fornyes på.

So far so good! Mos Def beviser altså på en lang række numre, at hverken hans rap eller sang evner har brug for hjælp, og samtidig har han solide produktioner i ryggen. Desværre er det ikke nok til at nå det samme tårnhøje niveau der har præget hans tidligere plader. Vi får ikke uforglemmelige numre som den lyrisk flabede og musikalsk fantastiske ’Ms Fat Booty’, eller den guddommelige ’Sunshine’ der i min bog står som en af Kanye Wests bedste beats til dato.

Hvad der kommer nærmest disse numre findes på pladens højdepunkt ’Dollar Day’. Her finder vi Mos Def, synge og rappe om den raserende Hurricane Katrina der gjorde livet surt for tusindvis af primært sorte mennesker i New Orleans. Produceren Abdul Rahman står her for den originale og opsigtsvækkende produktion hvor en bunke instrumenter koges sammen til en imponerende helhed. Rent faktisk er også dette beat genbrugt, og stammer oprindeligt fra nummeret ‘Nolia Clap’ af den New Orleans residerende rapper Juvenile.
Ikke overraskende står Mos Def frem med en heftig kritik af den amerikanske præsident Bush, som beskyldes for at forsømme de stakkels ofre, der midt i katastrofen står sultne og hjemløse tilbage, ved at spilde en alt for stor del af USA‘s budget på en krig i Irak der ikke kan vindes.

”It’s Dollar Day in New Orleans
It’s water-water everywhere and people dead in the streets
And Mr. President he bout that cash
He got a policy for handling the niggaz and trash
And if you poor you black
I laugh a laugh they won’t give when you ask
You better off on crack – dead or in jail or with a gun in Iraq
And it’s as simple as that
No opinion my man – It’s mathematical fact
Listen, a million poor since 2004
And they got ‘illions and killions to waste on the war”

Også den noget frelste Sir Bono fra U2 får Mos Def’s lyriske fuckfinger for sine passive optræden i den tragiske hændelse. Måske var det nummerets noget kontroversielle tekst der for nyligt provokerede et par amerikanske betjente så meget, at de ikke lod Mos spille nummeret færdig før de anholdte ham på scenen?

En plade fyldt med numre som dette ville for hiphop have været en fantastisk start på året men desværre består omkring halvdelen af ’True Magic’ af ret så kedelige og ligegyldige numre med indforståede tekster der mumles og gentages tusinder af gange, og som i sidste ende ikke efterlader så meget som en krumme i lytterens hukommelse.

Mos Def forsøger med ’True Magic’ at balancere mellem sin klassiske hiphop og sin alternative musikstil, hvilket resulterer i et lidt mere end middelgodt album.
Uanset om Mos Def havde valgt at forgylde sit cover eller bede pladeforhandlerne om at sælge skiven i en krøllet sort plasticpose, ville ’True Magic’ samlet set ikke komme nær ægte magi og må betragtes som en skuffelse, der dog indeholder materiale der er tre store spots værdige.

3 ud af 6 spots

Skrevet af Falco Lamb 21.01.2007 arkiveret under Anmeldelser |