Som han selv lovede det er El-Ps nye album, I’ll Sleep When You’re Dead, mindre personligt end forgængeren, solodebuten Fantastic Damage (2002). Hvor han på det album i vidt omfang kiggede indad, er perspektivet på det nye mere distanceret. I’ll Sleep When You’re Dead er et panorama, hvor Fantastic Damage var et kalejdoskop.

Selvom både ståstedet og støjen er den samme, har El-P udviklet sig som musiker i de fem år der er gået. Overordnet er lyden mindre kras, selvom det er samme larmende megaton b-boy-stilo der ligger til grund for produktionerne. Det er stadig dystopisk New York-hardcore for fuld skrue, men El har videreudviklet den symfoniske tilgang til sin musik, der allerede var til stede på forgængeren. Den storladne lyd fra tidligere numre som ”Stepfather Factory” og “Innocent Leader” får på det nye album større råderum. Flere af kompositionerne udfolder og udvikler sig over længere tid og bliver næsten fortællende.

Hvilket giver mening, da pladen nærmest er et konceptalbum. Den er tænkt som en helhed, og både tematisk og lydmæssigt præsenterer den os for et forløb, der starter med et granskende blik på Vestens storbyungdom og dens plads i verden. Langsomt skrælles lagene af, og vi får indblik i både indre og ydre forhold: den udflydende grænse mellem kærlighed og håbløshed og forløsningen i statsautoriseret vold og religiøs forblændelse. Til sidst er vi tilbage ved udgangspunktet, den endeløse ”League of Extraordinary Nobodies” vi er del af, men denne gang ses det med klaustrofobisk nærvær indefra.

Åbningen, ”Tasmanian Pain Coaster”, er en ren tour de force. El-P møder en ansigtsløs medborger på en subwayperron og hører hans historie. Han har et tomt blik i øjnene, hætten trukket godt op over hovedet, revolver i lommen og blod på snørebåndene. Han fortæller at han tror på ”justice for my very own amusement/ with no regard for the conclusion/ I swagger with rats tappin’ the glass in a government lab,” og at han er ”cacklin’ at the randomness of the city and all its facts” for til sidst at slutte ”in other words I’m trash/ glad you asked.” Tracket skifter mellem diffuse handclaps og et sprødt synkoperet beat på baggrund af en snurrende baslinie og et skiftende totalbillede i lyd, der sætter scenen.

Dette åbner lytteren for albummets uomgængelige banger, singletracket ”Smithereens,” dette albums ”Deep Space 9mm.” Nummeret er en art gentagelse af forgængeren, hvor El – cryyyyin’ som det sungne ledemotiv løbende forsikrer os – kortlægger sin position på byens bund med hip hoppens antiautoritære etos flydende i årene, ”when I step in the stop frame I became pure BK/ cause I grew up around the krazy kings and inhaled second hand spray/ where walls talk your defiances and alliances were made”, og med det verbale artilleri i beredskab, ”I’ll rip your squad in nothing but a cock ring and a pair of puerto-rock dunks/ I built the bag that cats will drown in when the water’s colored rust.” Og tracket er, med sin stumpt rungende rytme og kakofoniske lydbillede instant headnod, fist in the air shit. Klassisk El-P.

På store dele af pladen fastholdes denne mere enkle, mere hårdtslående klassiske produktionsstil – helt igennem solidt, men med vekslende effektivitet. På mikrofonen arbejder han løbende med en mere opklippet, til tider stakatoagtig aflevering, hvor de enkelte linier isoleres i stedet for at indgå i et flow. På visse tracks, som ”Smithereens” fungerer det eminent, men på andre som storbyhymnerne ”Up All Night” og ”No Kings,” hvor heller ikke teksterne er helt på niveau, går der lidt tomgang i den.

El-P har altid bevæget sig på grænsen af det patetiske, hvor risikoen for at hans sortsyn kammer over i det selvparodiske er åbenbar. Normalt klarer han ubesværet skærene med sine overrumplende beats og originale sangkoncepter, men der er desværre flere steder på denne plade, hvor førstnævnte bliver for demonstrative og sidstnævnte kammer over i patos. Dette er bl.a. tilfældet på den melankolske jeg-elsker-dig-men-kan-ikke-styre-mig-selv-afsked, ”The Overly Dramatic Truth,” som ikke lever op til den hudløse standard han satte for den type sang med sidste ombærings ”TOJ” og undermineres af et lidt for bogstaveligt track. Mest problematisk bliver det dog på krigsfantasien ”Habeas Corpses (Draconian Love)”, hvor han agerer bøddel der drømmer om et liv i kærlighed med sit offer inden han alligevel trykker på aftrækkeren. Els fortællekunst er ikke på samme niveau som de malende pikaresker han ellers gør sig i, og det stort anlagte track bliver mere insisterende underlægningsmusik end selvstændig komposition.

Mange af teksterne opererer med en spejling af storbylivets meningsløshed i krigen som tilflugtssted, og det gøres med bravour på såvel cruising-nummeret ”Drive”, hvor den kørende følelse af frihed kanaliseres over i en ørkengående hummer med panseret sparet væk – ”my generation is carpooling with death and disease” – og på den energiske skildring af livet som minestryger – ”find those detonators!” – ”Run the Numbers”, hvor Aesop Rock også slår vejen forbi. Flottest er det imidlertid på singletracket ”Flyentology,” hvor El i duet med Nine Inch Nails’ Trent Reznor, over højdramatiske trommesynkoper og krads elguitar, beskriver følelsen af frelse i fritsvævende martyrium, ”I wanna live so bad/ all my life I’ve been so arrogant/ this is the vessel of my ’wakening/ please father put your hand out/ carry it.”

I’ll Sleep When You’re Dead er på beatsiden helt igennem virtuos, mens den konceptmæssigt byder på nogle af El-Ps bedste ideer og sågar en håndfuld af hans bedste tekster. Dette gør den i sig selv til et mesterligt album, men til tider forekommer virtuositeten næsten for demonstrativ og man begynder at savne den mere rå lyd på forgængeren. Den hudløshed der drev denne er ganske forståeligt trængt i baggrunden af en mere modent, men til tider også mindre basalt inciterende, grundtone. I sine mindst inspirerende øjeblikke er det stærkt ambitiøs, men også lidt pompøs hip hop, men i sine bedste markerer det heldigvis et væsentligt skridt fremad for en af genrens fortsat mest intelligente og originale kunstnere.

5 ud af 6 spots

Skrevet af Mat 12.05.2007 arkiveret under Anmeldelser |