Manden med det underlige kunstnernavn RJD2 står for mig som en af de absolut mest interessante producere i gamet lige nu, og er en af de få kunstnere, der kan få mig til at gå ud og investere i et instrumental album. Dog er jeg også en af de mange fans, som blev skuffet over det seneste album, så positive forventninger til koncerten lørdag aften gik hånd i hånd med bange anelser, men på Fabrikens hjemmeside lovede de, at 1210’erne ikke helt var blevet pakket væk, så jeg var ikke direkte pessimistisk.

For mit vedkommende fik koncerten imidlertid en lidt skæv start. Kæresten og jeg havde varmet op hele dagen med at lytte til perler fra RJ’s bagkatalog: hans solomateriale fra efter den semi-officielle debut, mix-cd’en ’Your Face Or Your Kneecaps’, og før det seneste album, ’The Third Hand’ (hvor RJ pludselig fik den underlige idé at nu skulle der sgu laves indierock i den bløde ende, sampler skulle skiftes ud med traditionelle instrumenter og ingen anden end RJ selv skulle synge ømt… gab) såvel som hans produktioner for andre folk og samarbejdsprojekterne med henholdsvis Blueprint og Aceyalone. Til favoritterne hører bl.a. ’Weather People’ fra Cages ’Weather Proof’ EP, ‘Hand-Me-Downs’ fra det seneste Soul Position album, ’Seven Light Years’ fra Copywrites debutalbum og ’Up To No Good Again’ fra Tame Ones ditto (i solohenseende that is), ’Final Frontier’ remixet fra ’The Horror’ EP’en, hvor total yndlingsrapper Vast Aire spyer ild flankeret af Murs, Printmatic og Aesop Rock, og selvfølgelig de uundgåelige ”hits” fra ’Dead Ringer’ og ’Since We Last Spoke’.

Vi havde også tjekket op for Happy Chichester, RJ’s medbragte opvarmningsact fra hjembyen Columbus, Ohio, men ud fra hans myspace at dømme virkede det nu som en gang kedelig flødemusik, så vi blev enige om at koncentrere os om the main event og dukkede således først op 20 minutter efter opvarmningen ifølge planen skulle gå på kl 22. Og det bringer mig så tilbage til det med den skæve start. For da jeg spurgte damen i døren, hvornår RJ ville gå på, bildte hun mig ind, at det ville han ifølge planen først kl 23, men at i realiteten gik han nok først på 23.15 eller deromkring. Vi havde altså ikke travlt og gik derfor ikke direkte ned i Fabrikens kælderlokale, som har en tendens til meget hurtigt at komme til at minde om en finsk svedehytte, især når alle billetter er udsolgt, som det var tilfældet igår. Omkring 22.40 besluttede jeg dog at tage et lille kig på Hr. Chichester og snuppe et par billeder af sneglen, men det viste sig, at han ikke alene var færdig med at varme publikum op, men at han allerede havde indtaget sin plads i RJ’s medbragte band, og at hovedkoncerten også allerede var gået i gang og svedehytten kogte på livet løs.

Vores største frygt inden koncerten havde været, at det ville blive ren promotion for det nye album,og at vi således ville blive udsat for en tør gang indierock. Hvis han ikke spillede det fantastiske ’Ghostwriter’ ville vi i hvert fald blive meget skuffede. Det blev dog hverken fugl eller fisk; vores yndlingsnummer blev spillet, omend i en noget forkortet udgave og der blev spillet en masse fra den nye plade, men det lykkedes faktisk på imponerende vis at kombinere de to umiddelbart noget uforlignelige størrelser. RJ havde som sagt taget et helt band med, og med undtagelse af trommeslageren byttede medlemmerne af dette, inklusiv RJ selv, ivrigt instrumenter i løbet af koncerten, hvilket resulterede i, at det blev en utrolig varieret og dynamisk affære. Mindre afvekslende blev det ikke af at koncerten var firedelt, så første og tredje del var med fuldt band og aftenens hovedperson på skiftende instrumenter såvel som mikrofon, hvor der fortrinsvis blev spillet materiale fra det nye album, mens RJ i anden og fjerde del viste sine – ganske formidable – skills på MPC og 1210’ere og primært spillede numre fra de to Def Jux albums.

Publikum var et kapitel for sig. Det kom virkelig bag på mig, at folk tilsyneladende i lige så høj grad var kommet for at høre de nye numre, som for at høre de gamle. Således bestod især den del af pøbelen, som stod tættest på scenen, af hvad der i mine øjne mest lignede gymnasiepiger og tilhørende -drenge, som især gik amok under numre som ’Laws of the Gods’ og ’You Never Had It’ fra ’The Third Hand’. Og jeg må da også indrømme, at de nye numre tog sig ganske godt ud live, og noget af det fedeste ved denne koncert var at se, hvor dygtig og alsidig en musiker RJD2 egentlig er. MEN, og det er virkelig et stort men, det ændrer altså ikke ved, at teksterne er bedøvende kedelige og at RJ som sanger er utrolig ordinær. Der er intet nyt, spændende eller unikt ved hverken hans stemme eller måden hvorpå han bruger den. Ikke desto mindre lykkedes det altså denne aften at få det hele til, hvis ikke at gå op i en højere enhed, så i det mindste at fungere. Der er dog ingen tvivl overhovedet om, at det fedeste i mine øjne og ører var at se RJ bag pladespillerne. Der var medbragt lidt visuelt lir også, som noget af tiden bestod af videooptagelser og noget af tiden simpelthen af close-up optagelse af RJ’s fingre der dansede rundt på den medbragte MPC. Et rigtig fedt element, der mindede mig en del om DJ Shadows fantastiske live-dvd ‘In Tune And On Time’. Og selvom man måske kan diskutere om RJD2 er helt oppe i Shadows liga, så er der altså ingen tvivl om at manden er en multikunstner med S-K-I-L-L-S, og jeg har kun ét decideret kritikpunkt til en ellers virkelig god koncert, og det er altså hele det her obligatoriske ekstra-nummer-show. Jeg bryder mig ikke om det. Det irriterer mig, og jeg synes det er noget primadonna-pis, at man skal være så teatralsk. Jeg mener det var Steve Harvey, der i ’Original Kings of Comedy’ sagde noget om, at han fandme ikke gad og stå og råbe ”hey” og ”ho” og whatnot, når han havde smidt sine surt tjente penge efter en koncertbillet. Sådan har jeg det med ekstra numre. Spil dog for helvede det du vil spille, gi’ den max slæde, og lad det blive ved det! Jeg gider sgu ikke stå og klynke for at få ekstra numre. Og når man foregiver at forlade scenen TO gange, så bliver det altså direkte pinligt. Samtidig virkede det også malplaceret at spille en række bløde, stille sange fra det nye album til sidst, når man nu kunne have lukket ballet med et brag hvis man havde ladet ’The Horror’ få de berømte sidste ord. Men bortset fra dette leverede RJ altså i min bog varen fuldt ud, og stort set alle de numre jeg var kommet for at høre blev spillet, så alt i alt var det en rigtig i orden koncert, hvor begge halvdele af det i mine øjne klart tvedelte publikum fik hvad de havde håbet på. Selv mht. lyden på Fabriken, som jeg før har været meget utilfreds med, så var den faktisk denne gang rimelig god; dog har de altså et alvorligt udluftningsproblem, som gør, at det aldrig kunne blive et rigtig godt spillested, for det bliver simpelthen sindssygt varmt dernede i kælderen, men det er jo ikke de optrædendes skyld, og derfor giver jeg fire store spots. At det ikke bliver til mere skyldes simpelthen det der encore stunt, og så at jeg ganske enkelt ikke rigtig digger det nye materiale.

Fotos: Michael & Mikako

4 ud af 6 spots

Skrevet af Mic 16.07.2007 arkiveret under LiveSpot |