Årets festival vil måske først og fremmest blive husket for syndfloden torsdag. Personligt sidder erindringen om da jeg i drivende regnvejr sad på en bænk, i den sø der havde dannet sig vest for Orange scene, og med vand halvvejs op til knæene forsøgte at fortære en chiliret i hastig opløsning, ganske fast. Der var noget surrealistisk over det, noget Magritte.

Men man tager naturligvis ikke hjem bare fordi der kommer lidt regn en enkelt dag. Og det betaler sig at blive. En af festivalens største koncertoplevelser for undertegnede faldt nemlig sent torsdag aften, da Mahmoud Ahmed kom og rørte gryden som en sand mester. Ahmed er fra Etiopien og en blandt flere afrikanske navne, der gæstede festivalen i år (en anden stor oplevelse var nigerianske Seun Kuti, søn af legendariske Fela og bror til Femi, der i 2005 tog Roskilde med storm), men i modsætning til tidligere år, blev disse navne – i selskab med musikere fra andre ikke-vestlige lande – i år præsenteret i programmet helt på linie med resten af de inviterede.

I de sidste mange år har den såkaldte ”World”-musik på Roskilde været anbragt i Ballroom-teltet og jeg hørte en del skepticisme udtrykt i forhold til afskaffelsen af dette i år. For mig at se er det imidlertid det eneste rigtige at gøre. I det lange løb gør man musikken en bjørnetjeneste ved at anbringe den i sådan en ghetto. Der er, som Duke Ellington sagde, dybest set kun to typer musik: god og dårlig, og det er fint at festivalen således rykker et stykke nærmere i erkendelsen af dette.

Det var i denne forbindelse glædeligt at konstatere, at festivalen stadig booker hip hop-acts til Orange scene, der i disse år lider noget under mangel på samlende navne (det var særligt slemt i år, hvor der på festivalens største scene var mange gengangere fra tidligere år, kun få der leverede varen og et stort gabende hul i programmet lørdag aften). At pladeaktuelle Beastie Boys så kunne have gjort det bedre er en anden sag…

Og nu vi er ved Beastie Boys, skal den katastrofalt dårlige lyd ved deres koncert lige have et par ord med på vejen. Lydniveauet var i det hele taget alt for lavt, men særligt mikrofonerne var sat til et niveau, hvor deres stemmer totalt druknede. Det er mig en fortsat gåde, at så mange lydmænd m/k tilsyneladende har så lidt begreb om deres fag (det er lidt ligesom bagere…); hvor svært kan det være? Og hvorfor er det, at man altid på Roskilde skal have ødelagt mindst et par koncerter på grund af det? I år gik det også ud over Clipse, hvis stemmer periodisk forsvandt i et lydbillede, der manglede mellemtoner. Der må kunne gøres noget ved det her tilbagevendende problem.

Hvad angår resten af hip hop-programmet var det i år under middel. De sidste år har der været gjort meget for at præsentere genren og dens afstikkere i både dybde og bredde og samtidig være nogenlunde up-to-date. I år forekom programlægningen af især de traditionelle, straight-up hip hop-navne mig noget tilbageskuende. Ja, såvel Talib Kweli og Jean Grae som diverse Stones Throw-folk er fortsat aktive og endda pladeaktuelle pt., men der er altså ind i mellem noget bedaget over deres musik, og det synes klart at i hvert fald førstnævnte har lagt sin bedste år bag sig. OK, i det mindste leverede StenKast-traditionalisterne et fedt show. Fint nok. Og Clipse var et udmærket bud på en mere tidssvarende gruppe, som trods den omtalte lydgrød i øvrigt leverede en udmærket koncert, selvom de mest af alt bare kom og spillede deres numre.

Den på festivalen efterhånden hyppigt forekommende måde at præsentere hip hoppen under pladeselskabs- eller crew-paraplyer (i år: Blacksmith, Stones Throw & True Tiger) kan man sige både godt og dårligt om; meget hip hop bliver til gennem den art gruppedynamik man finder i større crews, hvorfor det giver mening at tænke i disse baner, men samtidig kan det godt gå hen og blive en lidt blandet landhandel med optræk til kedsomhed, når man binder an med såvel skidt som kanel fra en gruppering der deler lydbillede. Den altdominerende prioritet her må være, om der samlet set kan forventes en helt igennem fed koncert, hvilket bør afholde bookerne for alt for tit at falde for denne pakkeløsningsfristelse. (Men når det er sagt, vil jeg da straks anbefale dem at skaffe en Rhymesayers–showcase featuring Eyedea & Abilities, Brother Ali og Atmosphere, der alle leverer forrygende liveshows, til festivalen. Det er faktisk besynderligt, at det ikke allerede er sket…)

Trods alle disse indvendinger bød årets festival på en del gode hip hop-oplevelser. Vi fik en fantastisk Dizzie Rascal-koncert – langt mere live og professionel end den i 2004 – både Stones Throw og True Tiger-rodekasserne bød på fine øjeblikke og Timbuktu lukkede festen med et brag af en koncert søndag aften. Dertil kan man glædes over, at der endelig blev gjort noget ved reggaen, som trods sin store popularitet er blevet skoddet af festivalen de seneste år. Anthony B og The Congos leverede to af festivalens allerbedste koncerter for undertegnede – så gode, at man næsten tilgiver programlæggerne den dårlige planlægning af deres spilletider. Og det var fint at få hørt Alpha Blondy, selvom han har set bedre tider. Keep it up!

Hov, jeg glemte helt regnen… godt.

Fotos: Mat.

Tak til PTA for input.

Skrevet af Mat 15.07.2007 arkiveret under Artikler |