På Roskilde er der altid en masse at gå glip af. 7 scener og programsammenfald, logistik, samt ædern, træthed, druk, fede og andre menneskelige fejl bidrager alle til, at enkelte koncerter man gerne ville checke for glider af ens greb. Det er selvsagt svært at anmelde den slags, men når man så alligevel når at høre noget af det, eller i det mindste husker nogle brudstykker fra et givent show en sen nat, og når disse erindringer trænger sig på, er der jo ingen grund til at tie helt.

Hermed følger en række korte betragtninger fra en række på den ene eller anden måde hip hop-relaterede koncerter fra festivalen. De fleste oplevede jeg kun delvist og enkelte i en syndig rus, så tag det hele med et gran salt.

Lady Saw. Efter at have stået en time og lidt under den katastrofalt dårlige lyd til Radioheads koncert torsdag aften, var det tid til et programskift. Og det var befriende at rykke ned til Thom Yorkes diametrale modsætning og feste løs til Marion Halls anderledes kropsnære musik. Fra balladen ”Infertility” til hold kæft-bolchet ”I Got Your Man” gjorde hun sin ting. Og især afslutningen med en særligt ekspliciteret udgave af blowjob/cunnilingus-reminisceren ”Sycamore Tree” gik rent ind. Koncerten manglede muligvis en smule energi, ikke mindst i forhold til hendes koncert i Grå Hal 2005, og man kan argumentere for at der var tale om et vist kunstnerisk fald i vores sceneskift, men det var præcis hvad lægen ordinerede.

The Streets. Bunden var lagt med en 10-12 bajere og så fik jeg stukket en blunt i næven. Ikke det bedste grundlag at vurdere en koncert på, men Mike Skinners show forekom mig radikalt anderledes end da han kedede os ihjel i 2003, eller da tusindvis af mennesker gik forgæves til et komplet overfyldt grønt telt i 2006. Det her show var langt mere checket, ja nærmest poleret, og der var god kontakt til publikum. Det havde jeg bestemt ikke forventet. Det var fedt at se, men samtidig forekom det checkede show mig at stå i grel modstand til Skinners DIY-etos — det hjemmeskårede præg, der ligger over hans plader. Fedt at der var gang i den og at han kom ud over scenekanten, men der var altså lidt mindre rendyrket The Streets i gaden end man kunne have ønsket.

Queen Ifrica. Selvom hendes stemme er stærk, forekommer hendes sange mig generelt banale, hvorfor jeg prioriterede LOC og — ganske kort — Tumi and the Volume over hendes koncert, men vi fangede alligevel sidste halvdel, og der var god stemning. Særlig da Tony Rebel helt overraskende kom på banen til allersidst og der gik Bob Marleys ”Forever Loving Jah” i den, var der ikke overraskende fest (ville gerne have hørt ”Fresh Vegetable”, men det var jo ikke hans koncert). Hovedpersonen selv stod godt på scenen og optrådte med charme. Ikke den værste antidosis til LOCs totalt gennemførte, men kolde og en smule menneskefjerne show.

Tumi and the Volume. Jeg nåede ikke at høre så meget, men det jeg hørte var kedeligt. Bandet spillede godt, men Tumi manglede karisma på scenen. Hans hurtigt messende rap var en fin udfordring til de overvejende downtempo rytmer bandet leverede, men fængede aldrig rigtig. Han lød sgu lidt offbeat på den ufede måde. Vi gik tilbage til LOC.

Santogold. Absurd kort show. Vi gik glip af det første kvarter, hvilket viste sig at være halvdelen af koncerten. Den anden halvdel var imidlertid gang i den, med tryk på de to dansere der flankerede kvinden i midten. Afslutningen med ”Creator” var bastung og just right. Masser af energi, men alt for kort — især når nu hun, muligvis lidt urimeligt, skulle fylde det ekstra hul veninden MIA havde efterladt ved at aflyse.

Babylove and the Van Dangos. Daniel Broman er ikke en stor sanger og hans stemme er mudret, men fuck hvor var han balstyrig på scenen! Hele bandet var hamrende tændt og spillede en forrygende koncert. Masser af gøgl, masser af glæde og god musik. Kun en lidt stenet attitude fra Tribe Vibe-veteranen Lalle lagde en vis dæmper. Da Broman til sidst lod sig overvælde af øjeblikket og med havanacigar i kæften og et i glædestårer forvrænget ansigt forlod scenen, var disse øjne ej heller tørre. Topgo stil.

Solomon Burke. Flere anmeldere har rost denne koncert, og det kan sagtens være at den blev federe efter vi gik, men jeg fandt de første 20 minutter jævnt kedelige. Det var naturligvis skægt at se 300 kgs-sværvægteren sidde i sin plastictrone i glimmersuit og med sved på panden, og at høre hans stemme. Men der var noget uoplaget over sagerne, som om han havde spillet ca. 250 koncerter for meget i sin lange, legendariske karriere. Og så synes jeg hans meget traditionelle, åbenlyst diktatoriske administration af sit band skabte en lidt ubehagelig spænding på scenen, især blandt de glimmerklædte kor- og strygerpiger. Formlen har fungeret for mangen en soulkonge, men her var den falmet.

Det var vidst det — der var mange flere store og små oplevelser, men de falder udenfor dette sites ansvar, så dem undlader jeg her. Fyah!

Fotos af The Streets af Marie Zia, Queen Ifrica af Mat og Tumi & the Volume samt Babylove and the Van Dangos af Emma Firestone. Klik for større versioner.

Skrevet af Mat 13.07.2008 arkiveret under LiveSpot |