I denne tid, hvor ‘Jul Det’ Cool’ er blevet en ligeså fast ingrediens i juleræset, som de traditioner den stikker til, rejser spørgsmålet sig naturligt; gad vide, hvad der blev af MC Einar? Nu får vi en slags svar i bogform, og godt for det. Skulle nogen i dansk hiphop skrive en selvbiografi står MC Einar temmelig højt på listen. Som pionerer i dansk rap formåede de at kombinere et tårnhøjt rimniveau med en sarkastisk kritik af tidsånden, der gjorde musikken levedygtig langt op i de efterfølgende årtier. Samtidig er ‘Manden der var MC Einar’, som Einar Enemark har valgt at kalde sig i biografiens titel, selv en omvandrende vandrehistorie, der alt efter hvem man spørger, har fået en åbenbaring, aids eller det hvide snit. Helt så godt, galt eller gakket er det ikke gået, og det får man historien om i den 200 sider lange, rigt illustrerede og letlæste bog, der handler mere om manden end om MC’en.

Bogen dykker fra start ned, der hvor det for alvor gik galt. Gruppen MC Einar er gået i opløsning og Einar Enemark er ved at gøre det samme. Herefter bredes hans liv ud kronologisk, fra hans tidlige historier om stedfaderen Nulles positive indvirkning, over glæden ved at tage på fotoreportager sammen med skolekammeraten Nikolaj Peyk, og helt frem til bogens koda, hvor Einar med et glimt i øjet og et træk på skuldrene beskriver hvordan ‘En af den slags dage’ forløber i nutiden. Einar fortæller i sin egen småfilosofiske stil. Alle anekdoter bliver efter et par afsnit afrundet med et par linier fra nutiden, hvor han forsøger at bringe lidt klarsyn over episoderne. Det virker meget fornuftigt og hyggeligt, men gør også, at man ikke bliver suget helt ind i bogens flow, da der er meget Einar ikke husker eller går op i.

Som hiphopper må man indse, at MC-delen fylder mindre for Einar end man skulle tro. Jo, vi får historierne om, hvordan Einar imponerede alle med sin originale affekterede rap-stemme, da der var mikrofonprøve til gruppen, om hvordan de bekrigede Rockers By Choice (som Einar stadig drillende sammenligner med Nik & Jay), og om hvordan Nikolaj Peyk i stigende grad overtog projektet. Men Einar har ikke så meget til fælles med den karakter Peyk skriver til ham, og når han endelig lever sig ind i den, ender det med nykker og dødsdruk, hvilket lægger op til pointen, der gennemsyrer biografien: ”Einar Enemark blev syg(ere) af at være MC Einar”.

En af bogens allervigtigste scener beskriver, hvordan Einar under indspilningen af‘Ahr Dér’ bliver trukket i studiet af de andre bandmedlemmer, men så snart han har rappet sine vers, fortrækker til kantinen med gratis, kolde øl i en automat. Øllene beskrives med en stor poetisk intensitet, hvor han sammenligner dem med vildsvinet i nordisk mytologi, som man kunne æde igen og igen. Begejstringen for musikken kan derimod ligge på et meget lille sted.

Vil man bruge bogen som vidnesbyrd for MC Einars historie og dansk raps begyndelse, er der to problemer med Einar Enemark som eneste kilde. Det første berører han selv allerede i indledningen. Han har drukket en del af minderne væk. Derfor får vi historien serveret i store træk, og visse steder anfører han endda at kammerater måtte hjælpe med anekdoterne. Det kan man dog sagtens undskylde og endda finde charmerende. Det andet problem er langt vigtigere; det virker som om Einar ikke så godt kan li’ hiphop. Da han bliver præsenteret for det, ser han det som et amerikaniseret modefænomen. Hvor Nikolaj Peyk er begejstret over sammensmeltningen af musik og murkunst, ser Einar det som en afart af den kunstneriske udfoldelse han allerede kendte fra Christiania. Det har han en pointe i, men det gør at vi, der ser MC Einar som en katalysator for dansk hiphop-kultur, står tilbage med en noget tøvende pioner, der nok kan fortælle hvordan ‘Jul Det’ Cool’ blev til, men kun modvilligt tager ejerskab over indholdet.

På sin vis deler han skæbne med Randy ”The Ram”-figuren Mickey Rourke skildrer i ‘The Wrestler’, der ikke kan slippe sit alter ego og evigt er forbundet med, og stadig draget af rampelyset, i en sådan grad det minder om dødsdrift. Skal man uddrage noget af den fortælling Einar Enemark (sammen med co-writeren, journalist Anders Houmøller Thomsen) har skabt, må det være, at Danmark er et farligt land, at blive folkeeje i. Du bliver præcis stor nok til, at alle kender dig, uden at din stjernestatus kan omsættes til andet end fri bar og ar på sjælen.

Når det sidste ord er læst, er ‘Manden der var MC Einar’ både et køb og en læsning værd. Især hvis man smider forbehold om, hvad der mangler af rap-historie, og fokuserer på Einar som en slags voksen Ole Lund Kierkegaard-figur, der hele tiden gør oprør mod det korrekte og nægter at gøre noget som helst normalt. Det sagt, ville jeg næsten ønske, at biografien havde opgivet den kronologiske stil, hvor tiden som MC Einar hænger som en sort sky over begivenheder til trods for det reelt kun fylder et par år. For det er vitterligt ligeså spændende at høre, hvad Einar mener om astronomi, Christiania, sejlads og velfærdsstaten, som hiphop. Måske endda mere spændende.

3 ud af 6 spots

Skrevet af ptas 24.11.2011 arkiveret under Anmeldelser |