18.07.2012

Roskilde 012: Video-interview med Big K.R.I.T.

img_9354Søndag eftermiddag på Roskilde, et par timer inden sin koncert, fandt Big K.R.I.T. lidt tid til at snakke med RapSpot om sit nye album ‘Live from the Underground’ og sine musikalske rødder i sydens musik, fra B.B. King til Underground Kingz.

K.R.I.T., alias Justin Scott (f. 1986), ramte i 2010 undergrunden hårdt med bangeren ‘Country Shit’, på hvilken han reppede sin hjemstat Mississippi med en lyd der lagde et southern fried drawl over et oppitchet soulsample med mindelser om østkyst-gold school. Nummeret lå på det helt igennem selvproduceret mixtape ‘K.R.I.T. Wuz Here’, der vakte så meget opmærksomhed, at han straks lå i mixtape-circuit med markante navne som Curren$y og Wiz Khalifa.

K.R.I.T.s lyd samler inspiration fra alle USAs hiphop-hjørner, fra Østkystens breakbeat-tradition over Vestkystens g-funk til Sydens tunge bas og synth, med ledestjerner som Organized Noize og førnævnte UGK, hvis Pimp C også er det klare forbillede for hans rapstil. Han har således tæt forbindelse til rødderne, også hinsides hiphoppen — som han også nævner det i interviewet blesser selveste B.B. King hans nye album, på skæringen ‘Praying Man’, både på mikrofonen og med sin legendariske guitar Lucille.

Samtidig er K.R.I.T.s musik fremadskuende: stærkt regional i sit udspring, men i den grad en syntese af amerikansk hiphop, der søger at nedbryde selvsamme regionale grænser. Ambitionerne er samtidig, som han også understreger det her, at lægge det levede liv i sin musik i al dets bredde, fra det frivolt livsnydende til det eftertænksomme og spirituelle, ofte på samme tid.

Dette koncept har han siden debuten udviklet på mixtapes’ne ‘Return of 4eva’ og ‘4eva and a Day,’ der begge indeholder 100% originalt materiale, produceret og skrevet af ham selv, i selskab med en stjernerække af gæster, mange af dem fra den generation der stod fadder til hans stil: Bun B, Devin the Dude, Eightball & MJG, David Banner, Ludacris… the list goes on. Og nu gælder det så den officielle albumdebut, der søger at forene det bedste fra mixtapes’ne med en mere konsekvent programmeret sydstatslyd.

Men her gjaldt det koncerten på Roskilde, der skulle vise sig at være en værdig afslutning på dagens hiphop-program. Et scoop for festivalen, der ikke blot havde sikret sig at Syden var i huset, men at den nye hiphop lever på Roskilde.

Video og redigering af KenYen, interview af Mat.

Skrevet af Mat 18.07.2012 arkiveret under Interviews |