07.07.2013

Roskilde 013: Killer Mike + El-P @ Cosmospol (fredag)

mg_1941Killer Mike og El-P sammen på Roskilde. To pionerer på hvert deres felt, der i et nyskabende samarbejde har omlagt grænserne for hvordan regionale stilarter og segmenter kan forenes på nyskabende vis så man ikke kan andet end mindes det klassiske tværkyst-samarbejde mellem Ice Cube og The Bomb Squad i begyndelsen af halvfemserne. Dertil kommer, at de begge er kendt som solide live performers. De skuffede ikke, men kæmpede desværre med dårlig lyd.

Hvor El-P med tidligere musikalske konstellationer, som den han samlede omkring sit hedengangne pladeselskab Definitive Jux, med succes har kombineret flere kunstnere i ét sæt — Roskilde fik syn for sagen for ti år siden — var der her reelt tale om to enkeltstående koncerter adskilt af en times pause. Det giver imidlertid stadig mening at anmelde dem sammen, al den stund at de to hovedpersoner naturligvis blandede kortene og optrådte med hinanden både før og efter pausen og i ånden formåede at skabe sammenhæng på tværs. Det føltes som een koncert.

Mike startede benhårdt med tre bangers fra det allerede nyklassiske album ‘Rap Music’ fra i fjor: ‘Big Beast’, ‘Untitled’ og ‘Reagan’. Sidstnævnte med outro hentet fra Goodie Mobs ‘Group Therapy’, der perfekt knyttede an til hans fortid i cirklen omkring Organized Noize og tematisk er skåret af samme politisk indignerede, småparanoide alen. Allerede med afslutningen af ‘Big Beast’ havde Mike dog fastslået, hvor han kom fra — de sidste linier “I don’t make pop music, this is R-A-P/Opposite of the sucker shit they play on TV!” blev gentaget tre gange for et tændt publikum.

Og så kom El-P på scenen og de to uropførte tre numre fra deres nys udsendte fællesalbum ‘Run the Jewels’ iført falske guldkæder og med masser af den swagger, pladen kalder på: ‘Run the Jewels’, ‘Banana Clipper’ og ‘Job Well Done’, samt naturligvis deres fælles banger fra ‘R.A.P. Music’, ‘Butane’. Et fedt treat for Roskilde.

Opsætningen var resten af tiden enkel: Mike på mikrofonen, mens DJ Trackstar på hjulene leverede kompetent opbakning. Der var ingen hype man, for som Mike sagde behøver han ikke den slags — publikum er al den hype han har brug for. Det skulle vise sig, at netop det udsagn skulle stå sin noget uoverbvisende prøve.

Mike har masser af karisma som MC, i studiet og i særdeleshed på scenen. Han forener det aggressive i sine tekster med et afvæbnende smil og fin, samtalende men ikke oversnakkede kontakt til publikum. Han indtager scenen på så naturlig vis, at man må give ham ret, når han rapper “I move with the elegance of an African elephant” Men desværre måtte man så også se i øjnene, at hans lunger og stemme har svært ved at holde gennem et helt sæt. Det var tilfældet da han gæstede Lille Vega tidligere på året, og det var igen et problem her. Cirka halvejs inde, efter skudsikre udgaver af ‘Burn’, ‘Don’t Die’, ‘Ric Flair’ og en acapella-version af ‘JoJo’s Chillin”, begyndte hans stemme at halte.

Han reddede det dog på sin teknik og ved at have komponeret anden halvdel af sit sæt med kortere segmenter, deriblandt nummeret der tilbage i 2003 satte ham på landkortet, Outkasts ‘The Whole World’ og hans vers fra T.I.-samarbejdet ‘I Ain’t Never Scared’, samt en charmerende og lidt rablende videreudvikling af tracket ‘R.A.P. Music’, hvor han beskriver rap som sin religion, delvist fremført acappella nede fra sikkerhedsgraven. En stensikker afslutning.

Derefter gik der som sagt en time. Man kunne måske have ønsket sig, at El-P havde taget over med det samme, for stemningen var i top, men prioriteringen var en anden. Og det viste sig heller ikke at gøre det store, for han løftede straks stemingen igen, da han gik på i samme hårde stil som Mike havde gjort det, med den politiske indignation i front: ‘Drones over Brooklyn’ efterfulgt af ‘America’, fremført acapella, og crowd pleaseren ‘The Full Retard.’ Ligesom Mike var El med andre ord ikke bange for at starte for fuld udbløsning, med nogle af sine mest genkendelige numre.

Opsætningen bestod her af duoen Chin Chin — dvs. Wilder Zoby på synth, keys og knapper og Little Shalimar på guitar og percussion — samt Shannon som pløk to og biceps på bækkenet. Vægten var lagt på hans seneste solo-materiale fra sidste års album ‘Cancer4Cure’ — vi fik således numre som ‘True Story’, ‘The Jig Is Up’, og ‘Sign Here’, men der blev også plads til tidligere tiders højdepunkter som ‘Deep Space 9mm’, ‘Up All Night’, ‘EMG’ og ‘No Kings’, der blev spillet ind over et medley af Slick Ricks ‘Children’s Story’ og Tribes ‘Can I Kick It?’

Og så blev scenen endnu engang gæstet af Killer Mike, der nu havde fået vejret igen. Guldkæderne blev atter påført, og vi fik mere ‘Run the Jewels’-goodness: ‘Get It’, ‘Sea Legs’ og ‘Get It’..

Overordnet havde El-Ps introspektive og lidt højspændte Cancer4Cure-materiale lidt sværere ved at nå ud over scenekanten, end hans mere udadvendte og hårdtpumpede numre med og uden Mike. ‘Cancer4Cure’ markerer med sit grown man-perspektiv en opmuntrende udvikling i El-Ps musik, men det kan også synes en kende selvhøjtideligt, ikke mindst på scenen hvor der går lidt rockstjernemanierismer — udknaldede guitarsoli, svingen med mikrofonstativet — i den. Det fungerede bedre til hans nylige, mere intime koncert på Loppen, der stillede skarpt på netop denne del af hans arbejde og ikke som her nødvendigvis skulle forenes med hans og Mikes mere hardcore numre.

Hovedproblemet — gennem hele showet, men i særdeleshed for ‘Cancer4Cure’-skæringernes ekstra nuancerede lydbillede — var den elendige lyd, Cosmopol endnu engang diskede op med. Såvel Mikes som Els stemmer truedes stadigt med druknedøden af den basgrød, lydmanden serverede og mellemtoner var ganske enkelt et fremmedord. En virkelig ærgerlig skønhedsplet på et overordnet set formidabelt show, leveret med energi, charme og skills.

Killer Mike
4 ud af 6 spots
4spots

El-P
5 ud af 6 spots
5spots

Foto: Kenneth Nguyen.

Skrevet af Mat 07.07.2013 arkiveret under LiveSpot |