07.07.2013

Roskilde 013: Killer Mike + El-P @ Cosmospol (fredag)

mg_1941Killer Mike og El-P sammen på Roskilde. To pionerer på hvert deres felt, der i et nyskabende samarbejde har omlagt grænserne for hvordan regionale stilarter og segmenter kan forenes på nyskabende vis så man ikke kan andet end mindes det klassiske tværkyst-samarbejde mellem Ice Cube og The Bomb Squad i begyndelsen af halvfemserne. Dertil kommer, at de begge er kendt som solide live performers. De skuffede ikke, men kæmpede desværre med dårlig lyd.

Hvor El-P med tidligere musikalske konstellationer, som den han samlede omkring sit hedengangne pladeselskab Definitive Jux, med succes har kombineret flere kunstnere i ét sæt — Roskilde fik syn for sagen for ti Ã¥r siden — var der her reelt tale om to enkeltstÃ¥ende koncerter adskilt af en times pause. Det giver imidlertid stadig mening at anmelde dem sammen, al den stund at de to hovedpersoner naturligvis blandede kortene og optrÃ¥dte med hinanden bÃ¥de før og efter pausen og i Ã¥nden formÃ¥ede at skabe sammenhæng pÃ¥ tværs. Det føltes som een koncert.

Mike startede benhÃ¥rdt med tre bangers fra det allerede nyklassiske album ‘Rap Music’ fra i fjor: ‘Big Beast’, ‘Untitled’ og ‘Reagan’. Sidstnævnte med outro hentet fra Goodie Mobs ‘Group Therapy’, der perfekt knyttede an til hans fortid i cirklen omkring Organized Noize og tematisk er skÃ¥ret af samme politisk indignerede, smÃ¥paranoide alen. Allerede med afslutningen af ‘Big Beast’ havde Mike dog fastslÃ¥et, hvor han kom fra — de sidste linier “I don’t make pop music, this is R-A-P/Opposite of the sucker shit they play on TV!” blev gentaget tre gange for et tændt publikum.

Og sÃ¥ kom El-P pÃ¥ scenen og de to uropførte tre numre fra deres nys udsendte fællesalbum ‘Run the Jewels’ iført falske guldkæder og med masser af den swagger, pladen kalder pÃ¥: ‘Run the Jewels’, ‘Banana Clipper’ og ‘Job Well Done’, samt naturligvis deres fælles banger fra ‘R.A.P. Music’, ‘Butane’. Et fedt treat for Roskilde.

Opsætningen var resten af tiden enkel: Mike pÃ¥ mikrofonen, mens DJ Trackstar pÃ¥ hjulene leverede kompetent opbakning. Der var ingen hype man, for som Mike sagde behøver han ikke den slags — publikum er al den hype han har brug for. Det skulle vise sig, at netop det udsagn skulle stÃ¥ sin noget uoverbvisende prøve.

Mike har masser af karisma som MC, i studiet og i særdeleshed pÃ¥ scenen. Han forener det aggressive i sine tekster med et afvæbnende smil og fin, samtalende men ikke oversnakkede kontakt til publikum. Han indtager scenen pÃ¥ sÃ¥ naturlig vis, at man mÃ¥ give ham ret, nÃ¥r han rapper “I move with the elegance of an African elephant” Men desværre mÃ¥tte man sÃ¥ ogsÃ¥ se i øjnene, at hans lunger og stemme har svært ved at holde gennem et helt sæt. Det var tilfældet da han gæstede Lille Vega tidligere pÃ¥ Ã¥ret, og det var igen et problem her. Cirka halvejs inde, efter skudsikre udgaver af ‘Burn’, ‘Don’t Die’, ‘Ric Flair’ og en acapella-version af ‘JoJo’s Chillin”, begyndte hans stemme at halte.

Han reddede det dog pÃ¥ sin teknik og ved at have komponeret anden halvdel af sit sæt med kortere segmenter, deriblandt nummeret der tilbage i 2003 satte ham pÃ¥ landkortet, Outkasts ‘The Whole World’ og hans vers fra T.I.-samarbejdet ‘I Ain’t Never Scared’, samt en charmerende og lidt rablende videreudvikling af tracket ‘R.A.P. Music’, hvor han beskriver rap som sin religion, delvist fremført acappella nede fra sikkerhedsgraven. En stensikker afslutning.

Derefter gik der som sagt en time. Man kunne mÃ¥ske have ønsket sig, at El-P havde taget over med det samme, for stemningen var i top, men prioriteringen var en anden. Og det viste sig heller ikke at gøre det store, for han løftede straks stemingen igen, da han gik pÃ¥ i samme hÃ¥rde stil som Mike havde gjort det, med den politiske indignation i front: ‘Drones over Brooklyn’ efterfulgt af ‘America’, fremført acapella, og crowd pleaseren ‘The Full Retard.’ Ligesom Mike var El med andre ord ikke bange for at starte for fuld udbløsning, med nogle af sine mest genkendelige numre.

Opsætningen bestod her af duoen Chin Chin — dvs. Wilder Zoby pÃ¥ synth, keys og knapper og Little Shalimar pÃ¥ guitar og percussion — samt Shannon som pløk to og biceps pÃ¥ bækkenet. Vægten var lagt pÃ¥ hans seneste solo-materiale fra sidste Ã¥rs album ‘Cancer4Cure’ — vi fik sÃ¥ledes numre som ‘True Story’, ‘The Jig Is Up’, og ‘Sign Here’, men der blev ogsÃ¥ plads til tidligere tiders højdepunkter som ‘Deep Space 9mm’, ‘Up All Night’, ‘EMG’ og ‘No Kings’, der blev spillet ind over et medley af Slick Ricks ‘Children’s Story’ og Tribes ‘Can I Kick It?’

Og sÃ¥ blev scenen endnu engang gæstet af Killer Mike, der nu havde fÃ¥et vejret igen. Guldkæderne blev atter pÃ¥ført, og vi fik mere ‘Run the Jewels’-goodness: ‘Get It’, ‘Sea Legs’ og ‘Get It’..

Overordnet havde El-Ps introspektive og lidt højspændte Cancer4Cure-materiale lidt sværere ved at nÃ¥ ud over scenekanten, end hans mere udadvendte og hÃ¥rdtpumpede numre med og uden Mike. ‘Cancer4Cure’ markerer med sit grown man-perspektiv en opmuntrende udvikling i El-Ps musik, men det kan ogsÃ¥ synes en kende selvhøjtideligt, ikke mindst pÃ¥ scenen hvor der gÃ¥r lidt rockstjernemanierismer — udknaldede guitarsoli, svingen med mikrofonstativet — i den. Det fungerede bedre til hans nylige, mere intime koncert pÃ¥ Loppen, der stillede skarpt pÃ¥ netop denne del af hans arbejde og ikke som her nødvendigvis skulle forenes med hans og Mikes mere hardcore numre.

Hovedproblemet — gennem hele showet, men i særdeleshed for ‘Cancer4Cure’-skæringernes ekstra nuancerede lydbillede — var den elendige lyd, Cosmopol endnu engang diskede op med. SÃ¥vel Mikes som Els stemmer truedes stadigt med druknedøden af den basgrød, lydmanden serverede og mellemtoner var ganske enkelt et fremmedord. En virkelig ærgerlig skønhedsplet pÃ¥ et overordnet set formidabelt show, leveret med energi, charme og skills.

Killer Mike
4 ud af 6 spots
4spots

El-P
5 ud af 6 spots
5spots

Foto: Kenneth Nguyen.

Skrevet af Mat 07.07.2013 arkiveret under LiveSpot |