Jeg kan umuligt være det eneste hiphophoved, der i løbet af de seneste måneder har knebet sig selv hårdt i hiphop-armen, hver gang tankerne har bevæget sig hen mod Vanguards lørdagsprogram. Der var lagt op til en vanvittig dag med flere kunstnere af du-skal-ha’-kastet-hænder-til-du-dør-kaliber, og vi er næppe kommet tættere på Rock The Bells-tilstande herhjemme i det danske. Omsider var så den signede dag over os, og uden helt at have grejet hvordan og under hvilken klausul jeg havde solgt min sjæl til djævelen, stod jeg klar til at vidne om Vanguards dommedagsoperation, position: Søndermarken, kun et stenkast væk fra zoooooo! (undskyld).

Afviklingen af festivalen var fordelt ud på to scener, der skiftedes om opmærksomheden, hvilket resulterede i at man styrtede i pendulfart frem og tilbage mellem scenerne i de små pauser der var indskudt mellem de forskellige optrædener. En smule hektisk, men også meget sympatisk så man ikke blev tvunget ud i svære fravalg. Desuden var der også rig mulighed for at midlertidigt melde sig ud af rotteræset og sætte sig og nyde solen i græsset.

Vanguards første fortrop der havde til opgave at ryste gang i det noget søvnige og formodentlig tømmermændsramte publikum, udgjordes af den nystartede duo Ponyblod, bestående af de to garvede ordjonglører Tue Track og Khal Allan. Til det selvbetitlede åbningsnummer, indtog de to herrer scenen og inviterede til en sumpet fordybelse i Ponyblods legesyge tekstunivers. Med en plade udgivet i juni måned var det ganske naturligt udelukkende numre fra denne der stod på menuen, og skønt numrene altså havde haft relativ kort spilletid ude i folks mp3-afspillere, blev de vel modtaget af publikum. ’Med Måde’ der er den eneste youtube-tilgængelige skæring, høstede især ros, men også numre som ’Bummelum’, ’Transformér’ og ’Kra Kra’ med en energisk gæstende Eagger fik stor applaus.

Ponyblods optræden kan kort beskrives som ligetil og uhøjtidelig, hvilket skal forstås på den absolut bedste måde. Uden nogle indøvede gimmicks blev sangene leveret én efter én med en afslappet, men sikker mikrofonføring. At Tue Track pendlede lidt frem og tilbage mellem scenekanten og dj-pulten, bidrog til den noget uhøjtidelige indtryk. Det var ganske simpelt to gutter, der gerne ville spille noget svedig musik de havde lavet og ikke så meget pis. At Ponyblods musik samtidig lægger mere op til en nøje lytter på lyrikken end den vilde fest, smittede af på publikum, der måske ikke bragte nogen ekstrem energi, men på overbevisende manér svarede bekræftende, når Khal Allan til tider spurgte om musikken nu blev gravet derude. Det skal også siges at lyden til koncerten virkelig var god, hvor lyrikken gik klart igennem, uden at det blev på bekostning af Tues fyldige produktioner. Dermed var der virkelig mulighed for at fordybe sig i Khal Allans indviklede udviklinger af det danske sprog.

På sidste nummer, den stryger- og hornbaserede ’Se Os Nu’ blev der sågar spillet op til fællessang, hvor publikum skrålede med på det udtrukne ”Pooonyyyyyyyyy”, mens Tue påskyndende forsikrede at ”vi nærmer os jo Temptations og The Supremes”. Alt i alt var det en velleveret koncert, der måske ikke indeholdt nogle tydeligt udpegelige højdepunkter, men til gengæld var bundsolid hele vejen igennem med stærke numre over hele linjen. Ser man koncerten som en showcase var det i den grad en vellykket præsentation af, hvad de to herrer har gået rundt og rodet med det seneste stykke tid, og jeg blev i den grad overbevist om, at den nye Ponyblod-plade er noget der skal tjekkes op for.

Næste troppelanding for denne anmelder var de svenske helte i Looptroop Rockers. Et hurtigt regnskyl minutter inden spillestart gav de fire schlooks ideelle forudsætninger med et proppet Fat Cat-telt, og forventningerne var høje til et af Sveriges mest flittige live-acts. Embee skød som sædvanlig slaget i gang bag sin blanding af dj-pult og elektronisk trommesæt, og til jubel trådte Supreme, Promoe og Cosm.i.c. ind på scenen fornemt iført sorte skjorter.
Hvis Ponyblod præsenterede en ligetil og nøgtern levering af sine sange, så har Looptroop omvendt altid haft et stort fokus på selve showmanshippet, med alternative versioner og lange mixes mellem forskellige numre. Samtidig leverede samtlige mikrofonholdere en energisk indsats komplet med danserutiner og cajón-soloer, alt for at gøre det hele til en fest, hvilket de store svedplamager efter blot få numre bevidnede om. I den maniske jagt efter festlig stemning mistede man dog som publikum pusten, og hele showet fik et lidt hektisk udtryk. Lydbilledet var i overenstemmelse med rockernes planer meget domineret af bas og trommer, hvilket var lidt ærgerligt for Embees geniale produktioner, men selvfølgelig meget godt for at holde gang i folkets fødder. Det bastunge lydarrangement, lagt sammen med et lige lovligt aktivt hypeman-arbejde, resulterede dog i at det til tider blev en smule mudret.

Allerede fra starten blev settet blev skudt i gang i et meget højt BPM-niveau med numre med elektronisk lydside, primært hentet fra den nye plade ’Mitt hjärta är en bomb’. Hvad enten det er fordi det er nyt eller fordi det er på svensk, så gik materialet fra den nye plade ikke særlig godt hjem, og det var først under koncertens femte nummer, den eurocentriske klagesang ’Fort Europa’, at man for alvor fik gang i publikum. Et andet højdepunkt var et uudgivet nummer, der samplede en linje fra Method Mans ’Subcrazy’, og derfor i dagens anledning blev præsenteret som en Method Man-tribute. En sikker vinder en eftermiddag som denne eftermiddag.
Særlig omtale fortjener også ’The Building’, hvor Embee greb mikrofonen og sang sine lunger ud, mens publikum langsomt sænkede sine hænder i takt med tekstens budskab, ”Burn it dooooown”. Desværre blev de gode momenter udlignet af langtrukne passager med malplacerede sangvalg, som for eksempel Promoe-nummeret ’Mammas Gata’, der måske var gået bedre hjem hos et svensk publikum. Et andet eksempel var ekstra-nummeret, som troopen til at starte med selv måtte fremprovokere, da publikum ikke havde gejsten til at be om det. Her valgte man at spille en Guru-tribute, og ganske vidst er der intet, der får en fest i gang som ’Full clip’-beatet, men det virkede mest af alt uaktuelt, underligt og en smule ærgerligt, når åbenlyse numre som ’Bandit queen’, ’The struggle continues’ og ’Rainbow faces’ lyste ved deres fravær.

Jeg anmeldte Looptroop i maj sidste år (kan læses her), hvilket var et fuldstændigt andet set og man må tage hatten af for, hvor stort et fokus de garvede gutter lægger på deres liveshow og frem for alt opdateringen af det. De skal samtidig have respekt for at insistere på at lade deres nyeste materiale være omdrejningspunkt for koncerten, når det er så let at hvile på laurbærrene og please med gamle hits. Skønt jeg tror det er umuligt for Looptroop at levere et decideret dårligt show, så var de denne dag dog et godt stykke væk fra det niveau de kan ligge på, når alting spiller.

Da mørket så småt var ved at lægge sig over Søndermarken, havde en trofast skare kasketbeklædte hoveder samlet sig under Fat Cats teltdug med forventningsfuld mumlen. Årsagen, den hypernørdede ”hopeless romancer” med ”the dopest flow stanzas”, superskurken DOOM, var i (telt)bygningen for at spendere en times tid med sine hengivne tilhængere. Til lyden af ’Accordion’ med sit karakteristiske harmonica-loop tilsat slæbende trommer, trådte en maskebeklædt mand ind på scenen, og for at besvare det obligatoriske første spørgsmål, der altid rejses når det kommer til DOOM-optrædener, så var det ham og ikke nogen mager stuntdouble.
Settet startede lige på og hårdt med seks numre fra de nyklassiske joint-ventures med Madlib, og selvom man kunne undre sig lidt over valget af at fyre alt sit klassiske Madvillain-materiale af i starten, så gav det en særlig effekt af tilbagevendende ekstase når ’All Caps’ erstattedes af ’Curls’, der erstattedes af ’Figaro’, der erstattedes af ’Meatgrinder’ osv.

DOOM virkede selv til at være i godt humør, og måske endda en smule overrasket over mængden af mennesker, der havde samlet sig for at lytte til hans skæve og afvigende ordlege. Det var skam også et meget dedikeret og nørdet publikum, der især under Madvillain-numrene ivrigt fyldte linjerne ud. Efter Madvillain-medleyet kom vi godt rundt i den samlede diskografi med flere numre fra ’MM…Food’ (’Hoe Cakes’, ’Kon queso’, ’Beef rap’ og ’One Beer’) og ’Born like this’ (’Gazillion ear’ og ’Ball skin’). Derudover var der også enkelte afstikkere til hans alteregoer Viktor Vaughn og King Geedorah, samt til Dangerdoom-projektet, hvor ’Benzie Box’ bød på noget så sjældent som koncertens eneste omkvæd. Måske vigtigst af alt fik vi omsider en godt forsinket forløsning efter De La Souls narrefisse-afslutning, da DOOM endelig spyttede sit vers af ’Rock Co.Kane Flow’.

Var Ponyblod en afskrællet affære, så tog DOOM den minimalistiske sceneoptræden til nye dimensioner. Her var alle unødvendige stimulanser, der på nogen måde kunne tænkes at fjerne fokus fra hovedpersonens ordstrøm, skåret fra. Med yderst begrænset leflen for publikum, og måske en enkelt call’n’response-rutine, rimede MF sig igennem hele seancen med en meget effektfuld eksekvering og en attityde á la ”enten forstår I det eller også gør I ikke”. For at gøre det hele endnu mere absurd havde DOOM under hele showet en velpumpet bodyguard med, der på trods af at stå relativt tæt på scenekanten ikke foretog sig noget som helst andet end at af og til hive mobilen op af lommen, formodentlig for at tjekke sin twitter-account eller lignende.
På trods af den nogle gange nærmest robotagtige fremtræden viste DOOM også lidt menneskelig legefuldhed, og som en skolelærer der tjekker sine elever i diktat, prøvede han med varierende held at få publikum med på diverse interne tekstreferencer. Et godt eksempel var i de sidste linjer af ’Kon queso’, der normalt lyder: em>”Break the mic like a rockstar, break a guitar/ And jump of the stage, like Yee haw!”. Her stoppede DOOM midt i linjen, prøvede lidt halvhjertet at komme ned til publikum, gav hurtigt op og sagde beklagende: ”You get the picture”.

Lydmæssigt startede koncerten ud med glimrende lyd hvor DOOM’s særegne vokal gik klart igennem. Desværre var især nogle af superskurkens egne beats ret diskante, såsom ’The fine print’ eller ’Rhymes like dimes’. Læg dertil at DOOM yderst sjældent hæver sin i forvejen mørke stemme over et afslappet middagsselskabs-toneleje, og under ingen omstændigheder kunne finde på at råbe for at få sit budskab igennem. Kombinationen gjorde at en håndfuld numre mumledes væk, hvilket var ærgerligt. Samtidig så kunne det måske have været en idé at fordele Madvillain materialet lidt ud på settet, da det var det ovenud mest populære. Vi sluttede dog hvor vi startede med en fantastisk fremførelse af ’Rhinestone cowboy’, og med ét havde kultlederen forladt sine tilhængere.
Når det kommer til at bedømme en DOOM-koncert bliver det tydeligt, hvor ubrugelige pointsystemer kan være, da den metalfingrede L-roller arbejder imod mange af de typiske målekriterier. Der kan derfor føres lige gode argumenter for at give denne aftens optræden 2/6 som 6/6. Jeg har valgt den kujonagtige mellemvej og givet den 4/6. Den eneste lille kritik, foruden den til tider svigtende lyd, var den komplette mangel på materiale fra det seneste JJ DOOM-projekt med Jneiro Jarel, og umiddelbart mistænker jeg den kære superskurk for at spise os af med det nøjagtigt samme set som sidste gang (kan læses her) han gæstede Danmark for tre år siden. Gammelt eller ej, DOOM er et fænomen og for mange var det blotte syn af deres anti-helt tilstrækkelig for at stille tilfredsheden. At DOOM samtidig langt hen af vejen viste tegn på sin småt forrykte genialitet, gør at den maskerede hævners sammenkomst er den koncert på Vanguard, der klarest har ætset sig fast i denne anmelders hukommelse.

Havde man de sociale følehorn ude i løbet af lørdagen, kunne der kun herske ringe tvivl om at Wu-Tang Clan var den altoverskyggende årsag til at majoriteten havde indløst billet til Vanguard. Den store mængde wu-tees talte også deres tydlige sprog, og i løbet af dagen summede forventningerne til det forestående sværmangreb fra Staten Islands dræberbier. Efter at mørket havde sænket sig om Søndermarken var det omsider tid til for en stund at forvandle Sun Ra-scenen til de berygtede slums of Shaolin.
Som forventet var der fuldstændig proppet før showstart, hvor de første sporadiske “Wu! Tang!”-råb, samt løftede flagermus-tegn spredte sig blandt et utålmodigt publikum. Entusiasmen steg yderligere da GZA og Method Man begyndte at lave mic-check bag scenen, og da Allah Mathematics trådte op ved dj-pulten var stemningen på kogepunktet. Til lyden af RZAs ’You can’t stop me’ tog de første klanmedlemmer deres skridt ind på scenen til øredøvende jubel, og det hele eksploderede da karatefilmsintroen til ’Bring Da Ruckus’ flød ud af højtalerne.

Det første obligatoriske spørgsmål der bør besvares er selvfølgelig hvor mange klanmedlemmer, det var lykkedes for Vanguard at forene denne sommeraften i Valby. Associationerne går hurtig tilbage til Rock The Bells-dokumentaren, der fortæller historien om en nystartet festival, der i linje med Vanguard lancerer sig selv ved at booke Wu-Tang Clan. Og ligesom Rock The Bells, så lykkedes det Vanguard at samle samtlige medlemmer, om end det nok er blevet en ca. 100 gange nemmere efter at den nu afdøde ODB ikke længere skal opstøves. Ikke desto mindre var det fantastisk at få lov til at bevidne et forenet Wu-tang Clan fyre den af på samme scene.

Ligesom DOOM havde Wu-brødrene valgt at gå efter knockout i første runde, og ikke mindre end ni af de første ti numre kom fra den for længst kultforklarede ’Enter the wu-tang: 36 chambers’. Klassiske numre, som for de fleste af de tilstedeværende garanteret ætsede sig ind som en del af den tidlige hiphopskoling i barn/ungdommen, blev leveret på stribe, og det var intet mindre end kuldegysfremkaldende at høre numre som ’Cream’ eller ’Tearz’ fremført live. Af andre mindesværdige øjeblikke var Method Mans overrumplende entré på ’Wu-Tang Clan ain’t nuthing ta f’ wit’ eller Masta Killas acapella-fremføring af sit vers på ’Da mystery of chessboxing’. Generelt virkede det som om at samtlige medlemmer var i stødet denne aften og opførte sig præcis som de skulle. Den spirituelle mastermind GZA gik rundt på scenens yderkant og så ud til holde et vågent øje på publikums gøren og laden, Ghostface spyttede med sin karakteristisk bidske Joe Pesci-attityde, og Method Man var selvfølgelig bare fuldstændig bananas.

Med ni rappere på scenen kunne man let frygte et vokal-kaos, hvor hver linje konstant ville fyldes i af minimum fem højtråbende hypemen, mens de resterende tre hylende stemmer ud i et disharmonisk zooooo! Her udviste klanen dog en fantastisk disciplin, og med en cypher-tilgang trådte hvert medlem ud af geleddet, når det var tid til at lægge linjer, mens hypeman-arbejdet var begrænset, så man aldrig var i tvivl om, hvem der nu lagde hvad. Denne måde at organisere sit sceneshow på fungerede perfekt, da der altid var et fokus på det i nuet optrædende klanmedlem, og der desuden altid stod en anden klar til at overtage, hvor den første slap. Umiddelbart tænker man, at det må være begrænset med øvere som klanen har haft sammen, men alligevel virkede dynamikken og organiseringen mellem medlemmerne utrolig godt.

Efter 36 chambers-kavalkaden stod den på diverse solo numre fra henholdsvis GZA, Method Man, U-God, Cappadonna og Raekwon. Især GZAs ’4th Chamber’ fik publikum til at gå amok, efter at to unge purke blev hevet op på scenen. Efter nummeret blev de to medhjælpere personligt afbetalt i kolde kontanter af GZA, still don’t nothing move but the money. Aftenens koncert bød selvfølgelig også på en obligatorisk mindestund til den afdøde Dirt Mcgirt, hvor blandt andet Method Man og U-God fremførte en duet af ’Brooklyn zoo’ og der blev budt op til fællessang med publikum på ’Shimmy shimmy ya’.
Som en afslutning på gildet blev den majestætiske ’Triumph’ fremført på den mest højtidelige vis, der fik publikums beskyttede nakker til at gynge i takt. Fremfor alt leverede Raekwon en afsindig acapella-udgave af sit vers, og selvom Method Man ikke fik lov til at crowdwalke, men i stedet måtte nøje sig med en pind, var erobringen af Søndermarken et faktum. Man kan altid diskutere setlisten frem og tilbage, og her vil jeg måske som eneste hage pointere det lidt underlige i at stå og lytte til Redman på ’Da Rockwilder’ som ekstranummer, når der kun er blevet spillet ét nummer fra ’The W’, nul numre fra ’Iron Flag’ og ’Protect Ya Neck’ lyser ved sit fravær. Dette ændrer ikke på at aftenens koncert var en kræftpræstation fra en af hiphoppens absolutte sværvægtere. RZA vovede sig endda ud i en det-her-var-det-bedste-show-på-touren-kliché, og selvom sandfærdigheden i det udsagn kan betvivles, så kan der ikke herske usikkerhed om at det var en forfærdelig solid forestilling som man som publikum var vidne til denne lørdag.

Ponyblod – 4 ud af 6 spots

Looptroop – 3 ud af 6 spots

DOOM – 4 ud af 6 spots

Wu-Tang Clan – 5 ud af 6 spots

Foto: Kenneth Nguyen (se mange flere i koncertgalleriet fra hele lørdagen på Vanguard Festival 2013)

Skrevet af Svensker-Martin 09.08.2013 arkiveret under LiveSpot |