23.08.2013
DemoSpot no.1: Svamp Ganstes
DemoSpots tidsrejse tilbage til dansk raps kassettebåndsdage starter i Nordsjælland i første halvdel af 1990’erne, med to unavngivne tretracks-demoer fra SRP-affilierede Svamp Gangstes. Er du hård, når du går?
DemoSpot er RapSpots digitaliserede hiphop-museum, der tager dig med tilbage til en pionertid, hvor internettet endnu var et plotelement i sløj sci-fi, og dansk rap foregik til obskure jams og på kassettebånd, man fik overspillet af sin homie. Start eventuelt med PTA’s forord til projektet og kom i museumsstemning.
Duoen Svamp Ganstes (aka Svamp Gansterz, Svamp Gangsters, Swamp Ganstaz, etc, de blev næsten stavet på en ny måde på hver jam-flyer) blev dannet i 1992 og bestod af Dane D og DJ Pager. Pager var inde over de tidlige konstellationer af Espergærde-crewet Stilen R Profilen, men brød ud og båndede to unavngivne demoer med Dane D i 1993 og 94.
I 94 havde D’et også et vers (lige før Joker J) på legendariske ‘Det holder’ fra Stop Volden-ep’en, og stavet Svamp Gangsters var gruppen i 95 med på kompilationen ‘Plads til alle’ med ‘Funky Junkie’. Efterfølgende blev Dane D et fast indslag i Stilen R Profilens liveformation og siden fuldgyldigt medlem, som det kan høres fra SRP’s andet album. For at slutte ringen, er han såmænd aktuel med Dane D & Blunten-vinylep’en ‘Ved Lejlighed’ i september 2013.
Hvordan blev demoen til?
Pager arbejde primært med den musikalske del, mens Dane D skrev teksterne. Der var ligesom en uofficiel grænse på minimum 3 numre, før man havde en demo man kunne ”udgive”. Så det var det man arbejde hen imod.
Pager havde studie på sit værelse, hvor vi hang ud og lavede numrene. Vi brugte en Atari, en Emax, en trommemaskine og en mikrofon. Når vi havde lavet numrene indspillede vi dem efterfølgende i et lokalt studie, hvor vi lejede os ind. Bagefter kopierede vi de ca. 20 demobånd fra dat-bånd/masteren til kasettebånd og brugte kopimaskine til covers, som vi selv tegnede og klippede til.
Inspirationen fandt vi i hele hiphop-kulturen, og musikalsk var det på den danske front MC Einar, RBC, RipRap&Rock m.fl., der jo allerede var på banen, men også i sund konkurrence med bysbørnene og brødrene i Stilen R Profilen og de mange danske hiphop-bands, der boblede op fra undergrunden i den periode (1990-95). Desuden blev vi inspireret af stort set al rap der kom fra USA. Der var jo utallige fede grupper, der hele tiden dukkede op, så man flød på en bølge af energi og inspiration.
Teksterne afspejlede typisk noget man enten kunne eller ikke kunne lide, ofte ud fra et personligt plan. Temaerne var ofte de klassiske som fest, grafitti, damer, og ego-forplejning…
Hvad var forventningerne til demoerne og hvordan var responsen?
Forventningerne var moderate, så en anmeldelse i Gaffa (se den her i bladet fra januar ’95) og diverse livejobs indfriede det meste.
Responsen var vel blandet… Vi koncentrerede os mere om at altid holde en fest, når vi spillede live, male graf og tjille med posen, end hvad folk sagde om det.
Nogle anekdoter i forbindelse med demoen?
Den tid føles som en lang anekdote. Nok sjovest for de folk, der var tilstede. Men vores mantra var ”Dyrk dine egen svampe – ny afgrøde hver dag”, og vi stavede ikke selv Svamp Ganstes som Swamp Gangsters, med W i Svamp og G og R i Ganstes, som Gaffa gjorde.
Du kan både streame og downloade de to demoer på DemoSpots SoundCloud eller direkte fra boksene herunder.
Svamp Gansterz
Demo: [uden titel 1993]
År: 1993
1. ‘Tjek Dig Selv’
2. ‘Hårdkogt’
3. ‘Stikker (Hæh Hæh)’
Svamp Ganstes
Demo: [uden titel 1994]
År: 1994
1. ‘Danedansen’
2. ‘Svamp Ting’
3. ‘Endnu En Weekend’
Tjek også DemoSpot no.2: Kølig Kaj (& Konen)
Museumsinspektører: Johnny Lund & Klaus Køhl
Forskningsassistent og vicevært: Papi Oh Noe
Forords-professor: PTA
Grafik: KAOS
En stor og særlig tak går ud til alle de folk, der har haft lyst til at dele deres forhistoriske kreativitet.
Fem svin til alle de folk, der har ladet os grave i deres kassettebåndssamlinger.
Skrevet af Papi 23.08.2013 arkiveret under Artikler |