”Det skal på museum!” RapSpot lancerer det tilbageskuende demoprojekt DemoSpot.

Demoerne. I årevis har de ligget og samlet støv på loftet. Eller de har stået i den del af musiksamlingen, der sjældent blev sat på, fordi ejeren var vokset fra dem. Men efter hiphoppen for alvor har slået døren ind til musikindustrien, forankret sig i pop, forgrenet sig til andre genrer og forandret sig til mainstream, er der en stigende nostalgi omkring de gode gamle demoer. De demoer, der minder om dengang rap stank af hættetrøjer og discountøl, entuasisme og endeløse enderim, har vi nu reelt mulighed for at indsamle, digitalisere og dele med vores peoples. Derfor har RapSpot skreget ”IT BELONGS IN A MUSEUM!” og ladet spejdere udsende fra moderskibet. De har indsamlet musik og røverhistorier fra de gamle rotter, der uden om systemet leverede soundtracket til en generation af hiphoppere, i tiden før medierne blev sociale.

Som navnet antyder, har demoen i musikalsk sammenhæng været en slags demonstration. Her skulle kunstneren med de tilgængelige, ofte primitive, muligheder for indspilning fremvise sit talent og sine ideer for pladeselskaberne i håb om, at de ville nedlade sig til at kaste ekspertise, teknik og penge i projektet, så det kunne komme ud til det hungrende publikum.

I hiphop-kulturen har demoen dog også haft andre mål, hvis den da ikke bare har været målet i sig selv. Demoen skulle bruges som et slags visitkort, der kunne gives til andre rappere, dj’s eller jam-arrangører, der kvitterede med props og måske endda spredte rygtet om hvilke skills, der bare ventede på at blive opdaget. Og så kunne demoerne, der blev fremstillet ved at overspille en master til kassettebånd, og lidt senere i tiden brændt på CD-R, naturligvis også sættes til salg. I enkelte tilfælde har driftige fans endog også selv sat gang i en piratproduktion – og taget sig godt betalt for det.

Hvor prodfolk er, kommer prodfolk til. Ligeså stille voksede en hel kultur frem, der uafhængigt af de gamle selskaber fik sendt hiphoppen rundt i Danmark, så den kunne brage ud af ghettoblasterne til privatfester og pumpe på sovesalene på landets efterskoler. Pludselig kunne en flok jyske rapnørder blive kult i København, og hovedstadens mest hårdkogte kom i tung rotation i Vestjylland. Om skaberne så kaldte dem demobånd, prodbånd eller mixtapes var lige meget, alt kom landet rundt og i enkelte eksempler endda i radioen og også i fingrene på selskaberrne, der, efter et par års tørke i midten af 90’erne, begyndte at udgive dansk rap igen. Og det er ikke letvægtere, der stod bag demoerne. Malk De Koijn startede som et ekstremt internt, ironisk demoprojekt, og L.O.C. måtte se sit Alzheimer Klinikken-kassettebånd grovdisset af pressen lang tid før, de gav ham en million.

Demoen har ikke altid været velanset. Da den anden bølge i dansk rap indtog den konventionelle pladeverden, var de der satte sig på tronen ikke sene til at kridte banen op. ”Jeg har hørt din demo / dårligt indspillet på Sony Memo” rappede Jokeren i Den Gale Pose, og Per Vers kogte det ved MC’s Fight Night ned til: ”Du disser mit album? Jeg disser din demo!”. Men det har også været en del af charmen ved demoen. Den skulle netop ikke kunne sammenlignes med ”rigtige” album, men ose af den upolerede råhed, der klæder netop hiphoppen fantastisk.

I den kommende tid er det intentionen, at RapSpot med DemoSpot vil samle og dele så mange demoer som muligt, med tilhørende røverhistorier, så det kan blive til en slags digitalt demomuseum. Der er ikke noget dogme om, at musikken eller udgivelsen skal opfylde bestemte krav for at komme med – er det demohiphop for os, så er er det demohiphop. Vi håber, at I vil tage godt imod projektet og tage med os tilbage til dansk raps teenageår, da hiphopperne havde bumser & bøjler og beats & blærerøvrim.

Tjek også DemoSpot no.1: Svamp Ganstes og DemoSpot no. 2: Kølig Kaj (& Konen)

Museumsinspektører: Johnny Lund & Klaus Køhl
Forskningsassistent og vicevært: Papi Oh Noe
Forords-professor: PTA
Grafik: KAOS

En stor og særlig tak går ud til alle de folk, der har haft lyst til at dele deres forhistoriske kreativitet.

Fem svin til alle de folk, der har ladet os grave i deres kassettebåndssamlinger.

Skrevet af ptas 23.08.2013 arkiveret under Artikler |