29.11.2013

Danni Toma – ‘Kvinde’ (album)

toma coverDet er gået stærkt de seneste par år for den ålborgensiske/palæstinensiske rapper Danni Toma. Efter tre ep-udgivelser og turnéer rundt om i landet med DJ Static og Pato, så har han endelig fundet ro til at koncentrere sig om sit debutalbum. ‘Kvinde’ er blevet til i samarbejde med hans faste producer Noodle, og er en atypisk dansk hiphopudgivelse, der respektfuldt er dedikeret til kærlighedsproblemer.

Det er et modigt projekt, hvor Danni Toma tager udgangspunkt i sig selv og et forlist forhold til en ‘Kvinde’. Det er, som sagt, et meget atypisk hiphopalbum, og hvis du forbinder atypisk med MFS, bliver du slemt skuffet. For der er ingen håndtegn, bitches eller mandschauvinistiske ytringer, men til gengæld er Danni Toma ærlig i sin selvterapeutiske ode til kvinden. Det er stemningsbilleder fra en verden, hvor der ikke er nogen falsk maskulinitet, og det er helt i orden for en mand at græde. Danni Toma er karakteristisk med sin hæse stemme og stiller sig frem som en blød og sårbar rapper, der kan sagtens kan få et par linjer til at blive til en hel sang (‘Du minder mig om himlen’). Han er ikke bange for at vise sine følelser;

“Du brænder dine broer kvinde/ Du ku´ løse det hele bare med dine ord kvinde/ Men du vil hellere have folk tæt på dig/ Bare for at smide dem væk lige inden de kommer helt under” – “Jeg ved, at du ved, at du burde lig´ hos mig/ Smerten ender/ I trygge hænder/ Lukkede persienner/Hvis du lukkede mig ind, ville det kun gøre os to tættere”. (‘Ingenting’)

Noodle har med et fundament af klassiske 808-beats skabt en afstressende og iørefaldende atmosfære, der opløfter stemningerne i Danni Tomas tekster. Inspirationen er hentet udenfor hiphoppen ved at lytte til triphoppens tungsindige og drømmende univers med navne som Tricky og The XX, samt soulmusikkens bløde udtryk med Marvin Gaye og The Impressions. Danni Toma har desuden spejlet sig i Peter Sommers lyriske ærlighed, og denne blanding af genrer kalder de for “stripklub-musik”. Det lyder måske lidt snusket, men det er ikke en Johnson-stripklub, hvor det mest af alt handler om at ‘Ryge og knep’. Nej det er en stripklub med stil og elegance, hvor champagnen kan være dyr, men du kan få lov at sidde i fred og nyde showet.

Musikken har en central rolle på ‘Kvinde’ med lange for-, mellem- og efterspil, der opbygger stemningen til næste nummer, og derved binder hele albummet sammen. Der er en helt tydelig rød tråd, hvor Danni Toma fintfølende sætter brikkerne sammen til en helhed. Fortællingen starter med hvad ‘Hun sagde’, og fortsætter i blide overgange med tilbagesvaret ‘Ingenting’ og troskabserklæringen ‘Du og jeg’, inden klimaks rammes på ‘Virkelig’. Her sender Danni Tomas flow reminiscens til en ung Clemens‘Fanget af fortiden’:

“Hun var en ung, ambitiøs virkelig smuk kvinde/ Den røv er stadig et billede på min nethinde/ Hendes læber så fyldige/ Hendes flirt så tydelig.” – “Jeg lod mig rive med/ Til det sted/ Der var intet som jeg ville rive ned/ Eller pakke mig ind i/ Kun dit univers ville jeg forsvind i/ Yo så dig smile forsigtigt/ Du fik det til at vare for evigt.”

Ordet romantisk bliver ikke særlig ofte brugt om et hiphop-album, men det er alligevel en passende beskrivelse af ‘Kvinde’. Selvom Danni Toma ihærdigt forsøger at undgå kærlighedsklichéerne, så kan han ikke helt sige sig fra for dem, men med hans slidsikre flow og troværdige fremtoning, så tager man næsten ikke notits af dem. Grunden er den helstøbte intime stemning, som afhængigt af humøret sagtens kan være søvndyssende, men som sætter sig fast med små følsomme omkvæd. Der er desuden lagt en ekkoeffekt på Danni Tomas stemme, som giver en god melankolsk virkning.

‘Kvinde’ er en selvransagelse for Danni Toma, hvor han langsomt gennem ‘Røde læber’, ‘Fortællinger – Om os’ og titelnummeret rejser sig igen efter bruddet. Eneste gæst er Topgunn, der egentlig lidt malplaceret smider et par rim på det “hemmelige” nummer, men både Danni Toma og Noodle kommer ud med oprejst pande og fornyet energi. Noodles produktioner trækker virkelig Danni Toma og hele stemningen højt op. Der er lagt op til fortolkning, og selvom man fornemmer, at han selv har haft stor andel i forliset, så får man alligevel sympati for den sårede rapper.

Det modige ‘Kvinde’ -projekt er gennemført og vellykket. Man fristes til at sige, at der endelig er kommet et dansk rap-album, hvor en hårdfør hiphopper kan få lov til at være ulykkelig over et knust hjerte. De bløde toner vil uden tvivl ikke falde i alles smag, men i min bog kandiderer Danni Toma og Noodle til årets album med denne lille perle.

5 ud af 6 spots

null


Skrevet af Jaycob 29.11.2013 arkiveret under Anmeldelser |