03.12.2013

Trepac – ‘Nye toner’ (album)

trepac_nye tonerTrepac, der måske er bedre kendt som den ene halvdel af M-Cnatet, er klar med sin anden soloudgivelse, ‘Nye Toner’. En to’er, der ikke bare er svær, fordi to’eren per definition altid er svær – men fordi debutalbummet ‘Fatamorgana’ fra 2011 var intet mindre end skræmmende fantastisk.

‘Nye Toner’ er den dystopiske Trepac fra ‘Fatamorgana’ pakket langt væk. I stedet har vi at gøre med en mere kæk, battlende ordekvilibrist, der rapper om en bred vifte af emner lige fra kærlighed, til forsvundne bekendtskaber fra ungdommen og skattesvindel.
Selvom pladen hedder ‘Nye Toner’, lyder mange af dem påfaldende genkendelige. Der er eksperimenteret lidt på lydsiden af prominente navne såsom Lars Da Farai, Melancolia og Davey, oftest med pæne og spændende resultater. Eksempelvis på åbningsnummeret, ‘Beskidt Rådden Rimer’. Her spytter Trepac kølige rim ud på samlebånd til et bangende, minimalistisk citar- og harmonika-beat:

”Det lyder så let, når jeg rapper. Men jeg ved, de forventer det af mig/
De spørg’ hvordan jeg gør, men de kan ikke nå mig, MC Hammer/
De snakker penge og damer, de flere længder bag mig/
Branchen stinker, det er på tide at lufte ud, ventilator/”

Det er en fornøjelse at høre Trepacs glimrende, sammenbidte flow, men på mange af pladens numre må jeg være en smule utilfreds med hans rim, når jeg ved hvad og hvor meget, han kan. Og når tematikken er noget så banalt og uoriginalt som at være undergrund og ægte, uanset om pengepungen er tom – så ender det med at være semi-ligegyldigt.
Det er desværre tilfældet med numrene ‘Tys Tys’ og ‘Kassen stemmer’. Rent lyrisk bidrager de ikke rigtig med noget ekstra til pladen og fungerer mest som fyld. Dog skal disse to tracks have credit for deres meget eksperimenterende beats, der fungerer ganske glimrende og som må siges at være nye toner.

‘Hvor blev du af?’, ‘Ham og hende’ og ‘En god dag at dø på’ viser Trepac hvorfor, han hører til i toppen af dansk hiphop. Her viser han sine rimskillz og kommer med underfundige, velskrevne rim. Specielt ‘En god dag at dø på’ er en genistreg med sit valsende harmonika-sømandsbeat produceret af Davey med en syngende Trepac på omkvæd.

”Nu ved jeg hvad Ice Cube han ment, for i dag er en god dag/
Det er aldrig for sent, at sparke de sko af, og tag det chill/
Ha’ det vild’, la’ det spil, tag det hel’ som det kommer og lad det sejle og åbne for en flakse til/”

Ikke alene er nummerets rim skarpe, de bliver også leveret med en hvis ironisk distance, som er tilpas og aldrig formår at blive for useriøs til et alvorligt emne. Og det er her Trepac er suveræn. Han kan som få skrue op for en god griner, der giver stof til eftertanke og gemmer på mere, end man umiddelbart skulle tro.
Trepac bliver bakket op af nogle særdeles velfungerende beats nærmest hele vejen igennem albummet. Stort set alle numrene er skåret ind til benet, men formår alligevel at have en hel masse detaljer gemt i sig. Om det så er harmonika, strygere eller underfundige guitarlyde. Det gør, at mange af beatsne kan høres igen og igen, uden at blive trivielle. Ligesom Trepacs rim. Og da beatsne er produceret af mange forskellige, varierer de meget fra nummer til nummer, hvilket forøger deres levetid yderligere.

Selvfølgelig gæstes pladen af Kværn. Han ligger omkvædet og et vers på det drømmende nummer ‘Dåbsattesten’, der i vanligste M-Cnatet-stil handler om at hooke op med Peter Pan, drage mod Ønskeøen og give ansvarligheden en finger. Det kan umiddelbart lyde som klicheer, og jo, emnet må da også snart være udtømt for ideer, men alligevel serveres det ret charmerende og ikke mindst ærligt:

”Jeg er for gammel til det her, jeg er et barn, der for længst/
Skulle være vokset fra rap og ikke snakke i slang, fokuser lidt mere på at skaffe lidt penge/
I stedet for at leve efter en illusion, der lakker mod enden/
Jeg ved ikke hvor langt der er igen, jeg har haft de fem minutter, min fame/”

‘Nye Toner’ er en solid plade med lækre beats og intelligente rim. Trepac viser, hvad han kan, når han er bedst – men også at han, ligesom du og jeg, til tider springer over hvor gærdet er lavest.

‘Nye Toner’ kan købes på limited vinyl, men ligger også til gratis download på MC-natets hjemmeside

4 ud af 6 spots



Skrevet af Nik Nak 03.12.2013 arkiveret under Anmeldelser |