09.02.2014

LiveSpot: Rap Slam Battles 11 – dag 1

RapSlamBattles11-dag1Det er efterhånden 2½ år siden, at Rap Slam Battles for første gang gjorde sig bemærket, som den første leverandør af forskrevne battles på dansk plan. I weekenden den 24. og 25. januar var det i Kulturhuset Indre By i København tid til det 11. show i rækken, det hidtil største event i Rap Slam Battles’ historie, der fungerede som et fint still-billede på, hvor scenen befinder sig i dag.

Med den spæde begyndelse på Svalegangen i Århus, fik battle-formatet, der gennem det seneste årti har vokset sig stort gennem ligaer som URL, Grindtime, WRC og King Of The Dot, endelig sin danske pendant. Over årene har folkene bag RSB arbejdet hårdt for at få udviklet og udbredt sine events til København, Odense og Roskilde Festival.

Rap Slam Battles 11: Dobbelt op! forløb, som navnet antyder, over to dage, hvor fredagens program bestod af fem på papiret mindre battles, samt nogle liveacts. Lørdagen var til gengæld udelukkende dedikeret til ikke mindre end syv battles med de mere etablerede navne inden for RSBs rooster. Kulturhuset Indre By var et klogt valg, da stedets lokaler fungerede ret oplagt til formatet. I forhold til tidligere shows på for eksempel Rust eller Roskilde ’13, med en tydelig opdeling af scene og publikum, så var alle battles flyttet ned på gulvet med publikum fordelt rundt omkring. Dermed fik man skabt en cypher-fornemmelse, der klæder formatet bedre. I hvert fald i forhold til ligaens størrelse indtil videre.

Inden du læser videre, skal det lige siges i forhold til spoiler-alerts på de forskellige battles, at der i denne reportage ikke medtages dommerafgørelser, men kun mine egne indtryk. I de battles hvor der har været klar forskel mellem de to rappere, vil det dog ikke kunne forhindres, at det indirekte fremgår hvem der vandt.

Fredagens program blev udgjort lidt mindre kendte navne, hvori der også indgik flere debutanter. Det medvirkede til, at knap så mange mennesker var mødt op, men stemningen var i top, og publikum viste fin opbakning til de forskellige battlere. Første battle for dagen var mellem to debutanter, nemlig Psymon vs. Jønck. Battlen der grundet en del chokes formodentlig ikke bliver lagt op på youtube-kanalen, viste alligevel et potentiale hos begge rappere. Psymon der lagde ud var mærkbart nervøs, hvilket desværre gik meget udover hans fremførelse, som bar præg af en noget monoton og usikker levering. Ærgerligt, da han ifølge mig havde bedre skrevne tekster med ret avanceret rimstruktur og en klar tematik. Eksempelvis blev Psymons anden runde brugt på at udpensle Jøncks uddannelse inden for nano-teknologi, der passede til hans mindreværd. Jønck på den anden side havde en væsentlig bedre fremtoning, og virkede mere afslappet og veltilpas i ringen. Med en mere humor-baseret tilgang, med oneliners som det tætteste Psymon kommer på en trekant er en toblerone”vandt Jønck derfor let publikum over. Til tider blev denne tilgang dog måske lige lovlig let, især i tredje runde hvor Jønck forfaldt til mor-jokes. På trods af, at battlen måske ikke var en bragende succes, så jeg gerne begge tilbage, da de hver især havde deres force i henholdsvis tekstskrivning og levering. Hvor Psymon måske primært har brug for at arbejde på sin levering og sine nerver, så kunne Jønck godt hæve sit rimtekniske niveau og sin tematiske opbygning. Det kunne der godt komme to rigtigt kompetente battlere ud af.

Dagens anden battle stod mellem Hazzi, der havde gjort sig bemærket i en battle mod Hamlet, og den kun 15-årige debutant, Albert G. Den purunge Albert lagde hårdt ud med en aggressiv og multirims-baseret stil, der gav tegn på et overordentlig talent i forhold til ophavsmandens spæde alder. Dog kunne teksterne til tider mangle lidt retning og virke mere sammensatte for rimenes skyld end for indholdet. Her var Hazzi meget mere overbevisende og sjov, måske også i kraft af den oplagte vinkel der lå i Alberts alder. Med linjer om Albert Gs forhold til champagnebrus og Søren Banjomus, samt linjer om Arto-profiler, viste Hazzi tyngde og opfindsomhed i behandlingen af et emne. Albert Gs mest rettede linjer omhandlede Hazzis opvækst i Vestsjælland, hvor Hazzi eftersigende finder din gård og knepper dit får”. Det slog dog simpelthen ikke lige så hårdt, som Hazzis mere humoristiske tilgang. Alt i alt en virkelig underholdende battle, hvor begge rappere imponerede.

De første to battles var arrangeret af Beta Battles, RSBs relativt nye søsterliga, med Morten fra BareBattles som bagmand. Ligesom for eksempel Demobattles og Proving Grounds, så fungerer denne liga som prøveplatform for debuterende battlere, og er essentiel når det kommer til at skabe vækstlag for nye talenter. Dagens to battles var et bevis på det spirende miljø der er inden for scenen, og man bør bestemt holde øje med Beta Battles for at se hvilke nye spændende navne ligaen kan yngle frem.

Næste battle på programmet var en tema-battle mellem Theoristen (FCK) og Stuart (Brøndby). Et oplagt tema, som resulterede i en virkelig dynamisk battle, med mange interne referencer og kreative vinkler. Theoristen, der har været med et par gange før, lagde ud med en meget aggressiv og vred stil, der i konteksten uheldigvis kom til at fremstå en smule komisk. Stuart virkede mindre påtaget i sin levering, og brugte ikke overraskende størstedelen af sin runde på at cirkulere rundt om FCK’s 5-0 nederlag i 2005. Theoristen kom hårdt tilbage med et Sidste gang Brøndby vandt mesterskabet-scheme, hvilket blandt andet var inden folk havde iPhones og ’Lorteparforhold’ var P3’s uundgåelige. Stuart flyttede derefter fokus over på FCKs manglende fanskare, der ikke var i nærheden af at larme ligeså meget som Sydsiden. Theoristen kørte videre på emnet, og udpenslede brøndbyfans som tilhørende en social klasse med fast tilknytning til jobcentrene. Derudover droppede han den mindeværdige linje For fed på en mik ligesom Carsten Werge”. Stuarts sidste runde var dog battlens overlegent bedste, hvor et længere skema beskrev hvordan hele Brøndby-holdet på tur smadrede Theoristen. Efter battlen gik der ren hooligan-stemning i den, og et sæt Brøndby- (og måske også Stuart-) tilhængere brød ud i stadionskråleren ’FC-blod På Skoen’. En virkelig underholdende battle, hvor begge rappere tog temaet op på bedste vis.

Næste battle var i al hast blevet stablet på benene, da Spasmager måtte melde afbud. Dr. Phill fik i stedet for Flink som modstander, der var trådt til med kun 13 dages varsel. Derfor blev battlen gjort til promo, hvilket nok var meget fair, da man kunne mærke at Dr. Phill måske i højere grad kunne genbruge en del af sine linjer mod Flink. Man må tage hatten af for Flink, som på trods af den korte forberedelsestid havde nået at strikke tre stærke runder sammen, hvor blandt andet grundene til at Spasmager ikke gad at møde Dr. Phill blev udpenslet på en virkelig fed måde. Han kom dog til kort overfor Dr. Phill, der ifølge mig var aftenens klart bedste battler. Man havde allerede fornemmet et vist talent i hans tidligere battle mod Kryber, men i aften fik han virkelig bevidst at han kan blive en af Rap Slams helt store med en kreativ måde at strukturere sine rim på. Frem for alt kunne det mærkes, at Dr. Phill får set en hel del URL, idet han både bød på, hvad jeg tror må være, den første rigtige Slow it down-rutine i RSB-regi samt hårde gunbars med den eminente”Der flyver kugler om dit hoved som i et McD legerum”, som battlens hårdeste linje. Alt i alt fik Dr. Phill lagt nogle runder, der gør, at denne battle er den, jeg personligt glæder mig mest til at se igen fra førstedagen.

Aftenens sidste battle stod mellem Brun og Hakke. En ret interessant battle, hvor publikum fik lov til at se Brun i et noget uvant format. Dette kunne mærkes da hans runder i større grad var skrevet som helstøbte vers i forhold til den noget mere normale build-up til punchline-stil, som Hakke stod for. Selvom Brun derfor ikke leverede deciderede oneliners, så imponerede han med et meget velskrevet materiale, der kom rundt om blandt andet Hakkes mangel på producere, der gider at arbejde med ham, og hans slående lighed med MC Jimmies lillebror. Hakke lagde ud med at bruge næsten hele sin runde på at klargøre hvordan Bruns forældre mødte hinanden, hvor konklusionen vidst blev, at Brun var blevet undfanget i løbet af Louise Freverts pornokarriere. Derudover fik Hakke klargjort, at han som ansat i en farvehandel kunne konstatere, at brun var den dårligst sælgende farve. Desværre havde Hakke en ret svag finish, hvor sidste runde endte med freestyle, da han havde glemt sin tekst. Overfor sluttede Brun hårdt af med at konstatere, at Hakke netop havde tabt til en mand i cardigan og morfar-hat, med stor jubel hos publikum tilfølge. I sidste ende en ret underholdende battle, der måske ikke havde de store højdepunkter, men som viste et stabilt niveau fra begge rappere.

 

Herefter var der dømt liveoptrædener, hvilket blev en lidt blandet affære. Rux var første mand på settet, men måtte næsten lige så hurtigt runde showet af igen, da hans beats ikke ville afspilles på anlægget. Foruden et fornemt acapella-vers, der skød showet i gang, løb setlisten kun op på to numre, før der var dømt tæppefald for stakkels Rux. Herefter trådte Struglaz-medlemmet Mund De Carlo ind på scenen med en afslappet attitude. Med Xfarm bag de to hjul, men uden hypeman, leverede Mund De Carlo stilsikkert sine numre, hvor Kontrafon-nummeret ’Alt før men er ligegyldigt’ var et højdepunkt. Derudover blev der også budt på en lovende smagsprøve fra den kommende plade ’Frit fald’.

Efter blot 4 numre var det dog atter tid til at give stafetten videre til Kaput, bestående af Loke Deph, MC Esben og Boonekampf. Med et dystert lydbillede, uden lyttervenlige omkvæd eller smid-hænderne-i-vejret-floskler, var det for de tre herrer et ret utaknemmeligt publikum at optræde for. Den manglende opbakning virkede dog ikke til at forstyrre de to mc’er, der ufortrødent lod de introverte ordlege flyde. Det dystopiske udtryk kom virkelig til sin ret med Boonekampfs mørke produktioner, især på ’Stemningen trykker’ der gav vellydende associationer til den side af hiphoppen som blandt andet Emma Lil’ dyrker. Med bandmottoet ’Alles ist kaput’ som sidste bemærkning forlod Kaput stilfærdigt scenen.

Eftersom Trepac grundet tidspres blev flyttet til næste dag, overtog den unge Frank Goodfellaz scenen sammen med sine kumpaner. Med udgangspunkt i den sydstatsinspirerede trap-lyd, der begynder at vokse sig stor herhjemme, havde Frank om muligt endnu dårligere forudsætning for at forføre aftenens konservative boom-bap publikum. Salen var derfor demonstrativt tom, da første nummer gik i gang. Dårlig stil af folk, men ikke noget der virkede til at gå den kære Frank på. Med solbriller på, grundet et blåt øje fra byturen dagen før, gik han selvsikkert i gang med det episke Jamil-nummer ’Min tid’. Med tung bas, kliniske 808’s og dejligt danske referencer til morgenmadsprodukter og Jørgen Clevin, bød Frank op til fest, og selvom der på et tidspunkt næsten var ligeså mange folk på scenen som i publikum, så fejlede stemningen intet. Koncerten bød blandt andet på en urpremiere på et nyt samarbejde med Shaka Loveless, samt som afslutning Franks bidrag til ’Ordet på gaden’-opsamlingen, nemlig nummeret ’Kan ikk se jer mere’.

Som afslutning på førstedagen trådte den gamle Sphaeren- og Helt Sikkert-veteran Supardejen ydmygt ind på scenen. Med DJ Jet på drejebordet indledte han sit set med den Tue Track-producerede ’Rock’n’Roll’ fra det seneste opus ’King Kong’. Stille og roligt begyndte crowden atter at vokse efter evakueringen fra koncerten før, og nakkerne nikkede til Supardejens avancerede levering proppet med multirim og ordspil. Udover eget materiale blev der blandt andet også budt på Sphaeren-klassikeren fra 2001 ’KBH.dk’, der blev vel modtaget af et venligt stemt publikum. Med ’Det rager mig en skid’ som aftenens sidste indtryk gik Supardejen af scenen og dag 1 var officielt forbi.

Selvom meningen med de forskellige liveoptrædener formodentlig var at trække folk til dagens ikke så store battlekort, så blev det faktisk omvendt. Til samtlige battles var der generelt god stemning og fint fremmøde, mens det virkede mere frustrerende for de forskellige liveacts at få liv i det noget uengagerede publikum, der havde valgt at blive for at se koncerter. Niveauet rent battlemæssigt var sat, og forventningerne til morgendagens hovedprogram var bestemt ikke blevet mindre.

Læs også reportagen fra dag 2

Skrevet af Svensker-Martin 09.02.2014 arkiveret under LiveSpot |