14.02.2014

Diverse kunstnere – ‘Ordet på gaden: Genfødt’ (kompilation)

ordet på gaden cover‘Ordet på gaden’ er en ny kompilation-serie med dansk rap/urban musik. Initiativtageren er Spol Op, og hvis du kender hans mange video-cyphers, så ved du nogenlunde hvad det handler om. For det er et udstillingsvindue for undergrundens rappere, og der fremvises et stort billede af talent, med en track-liste der tæller helt op til enogtyve.

Formålet med ‘Ordet på gaden’ er, at vise hvad der foregår i den danske undergrund, og bringe nogle af de dygtige MC’er frem fra gemmerne. Ovenpå en rivende udvikling på den danske rap-scene de seneste år er der kommet et stort antal nye artister, der afprøver nye grænser af hiphoppen. Det er dog ikke kun helt nye og friske rappere der pryder listen, hensigten er at vise det brede udsnit, derfor er der også blevet plads til mere etablerede navne. Et meget ambitiøst projekt fra Spol Op, der til dels er vellykket.

Undertitlen ‘Genfødt’ henviser til, at mange af aktørerne har gennemgået en udvikling eller forandring med deres musik. Derfor er det nærmest indlysende, at S!vas får lov til at starte pladen med sin nye autotune-drevne stil, der er på vej frem. Det er desuden de to gamle kendinge Supardejen og Machacha, der begge har fået en lille renæssance med udgivelsen af soloalbums sidste år, som afslutter hele opvisningen. Indimellem er der en stor bunke af kunstnere, der alle forsøger at skille sig ud i mængden. Da alle numrene nok er nøje udvalgt, så er der heller ingen som falder helt ved siden af, for niveauet er forholdsvis højt jævnt igennem.

“Der er godt gang i den nye generation/ Hver gadedreng i hver by kender nogen/ Der er det shit…”. (Livid‘Genfødt´)

Man kan meget groft dele alle 21 numre op i tre kategorier. Den første kan vi kalde “gadelivet”, fordi det mest af alt handler om gadens hårde mentalitet og hurtige penge. Det er denne kategori, som er klart overrepræsenteret, men man kan dog sagtens også dele den op i to underkategorier – hvori rapperne i den ene er ude af det hårde “gangster”-miljø, imens de i den anden underkategori er midt i unoderne. De to øvrige overordnede kategorier er “refleksion” og “battle-rap”, som jo næsten forklarer sig selv. Det hjælper lidt at putte sangene i kasser, da det gør pladen en anelse mere overskuelig, men det skal også understreges, at kategorierne sagtens kan overlappe hinanden.

Den første kategori er som sagt størst og også den med det mest varierende niveau. Der er hårde bidrag fra Censur med ‘Pas på’ og Marconi sammen med Mic‘Visioner’, der sætter en tung standard. Amro følger med hele vejen på ‘Engle og dæmoner’, hvor han får god hjælp af MellemFinga’Muzik;

“Min tankegang er blæst, se mig jeg sulter på en fuld mave/ Overmodighed og grådighed – Hvad skal vi nu lave?/ Har tasken fuld af sedler, halsen fuld af guld/ Men vi skal have det bedre, hent en slæde og bare rul…”.

Der er dog desværre en tendens til i denne kategori, at gadens hårde liv bliver blandet med et alt for blødt omkvæd, der sigter for meget efter radioen. Det lider Lille under på ‘Du kender mig’, hvor han sagtens kunne undvære Isaac Kasules omkvæd. Det fungerer bedre med Abbaz og Murro‘Samme som igår’, imens Frank Goodfellaz har succes med at blande genrer på ‘Kan ikk’ se jer mere’. Gio og Abbazs ‘Min tid nu’ drukner dog i mængden sammen med Mics ‘Det ik´ gangster’ og Danny Davincis ‘T.E.L.M.P.’.

Den anden kategori “refleksion” er derimod mere spændende, for her er der fede indskud fra Note Bene fra Dialekten, Ali Sufi og SK featuring Benjamin fra Benal (hvor omkvædet dog igen er lidt for sødt sunget – denne gang af Alex Ambrose, men smag og behag). Men det nummer der skinner helt op er Loke Deph sammen med Esben og Just‘Nok ikk I dag’ hvor de, i en tilbagelænet stemning med koncentrerede flows og velskrevne rim, meget befriende tager det op på et andet niveau:

“Jeg er ikk nede med legenden mer/ Jeg kan ikk genkende den mer/ Det er enden eller/ Men hellere det end at ende som dem jeg ikk elsker længere/ Jeg er ikk menneskekender/ Knap et ægte menneske længere/ Venter på det sidste klap som et insekt i menneskehænder”.

Den sidste af de groft skitserede kategorier er enkelt kaldt “Battlerap”, hvor det er i klassik forstand med fart over feltet og jeg-er-bedst-attitude. Kalibers Livid og Nixen leverer varen, imens Sigma kommer med en lille appetitvækker til noget større. Forsvunden Sammenhæng bringer gode minder fra sluthalvfemserne med en dyb undergrundslyd på ‘En ting eller to’, imens Ergo blegner lidt ved siden af alt det andet.

Samlet set giver ‘Ordet på gaden: Genfødt’ et rigtig godt indtryk af undergrundens talentmasse. For at opsummere så kunne der uden problemer være skåret tre-fire tracks fra, fordi denne første kompilation er meget lang. Der bliver trukket en rød tråd gennem de forskellige aspekter af den danske rapscene, men man skal grave dybt for at finde den. Uanset hvad, så viser den første ‘Ordet på gaden’ et højt niveau, som bliver spændende at følge de næste år, og jeg ser allerede frem imod den næste kompilation i rækkefølgen.

4 ud af 6 spots
null


Skrevet af Jaycob 14.02.2014 arkiveret under Anmeldelser |