Vanguard Music Festivals lørdagsprogram var igen i år tætpakket med den fineste, klassiske rap. På plakaten figurerede Kidd lidt som det underlige familiemedlem, der af en eller anden grund blev inviteret med til hiphop-komsammen i Søndermarken. Hvis Nicholas Westwood ikke selv var klar over dette, så lod de mange real hiphoppers ham det i den grad vide online, da han blev offentliggjort tidligere på året.

Dette påvirkede dog absolut ikke Kidd, der leverede en fornem indsats på Vanguard og gjorde de negative røster til skamme. Med smæk på trommerne fra kapelmester StunnGunn bragte ’Kysset med Jamel’ Kidd ind. Herefter fik den unge nørrebroer ellers vækket Søndermarken godt og grundigt. For pudsigt nok var koncerten klokken 12.00 – et tidspunkt som Kidd med garanti normalt ikke optræder på (morgenfester undtaget). ’Ryst Pagne’, ’Fetterlein’ og ’Ik’ lavet penge’ mindede lige alle om, at Kidd har ejet hitlisterne de sidste par år, og med fornemme sætninger som: “Original lyddreng, der gjorde Vanguard poppet” viste Kidd, at han på en distancerende vis var klar over sin rolle på plakaten. Kidd kom ikke bare og spillede hits, modtog penge og smuttede igen. For der var konstant en god stemning herskende, fin forbindelse til publikum og med en ekstra funket udgave af ’Kongerne af 2011’ fik man indtrykket af Kidd som en kunstner, der tog opgaven på Vanguard seriøst – og rent faktisk hyggede sig lidt med den tidlige tjans.

’Brunt Øje’ rundede på fornemmeste vis af, og Kidd var i den grad en fin, opkvikkende morgencocktail at få serveret først på hiphop-dagen på Vanguard – og herefter kunne man jo tage ud til alt det real hiphop der figurerede på scenerne resten af dagen. Det må kun have været de absolut mest mavesure, der stod tilbage efter Kidd-koncerten og fortsat så knægten som en torn i øjet og som ødelæggende i forhold til den hellige, real hiphop i Danmark.

For Kidd leverede, trods et spinkelt fremmøde, et glimrende indtryk. Et velsammentømret band bestående af Abdullah S, Temu og Stunn Gunn spillede fremragende og gav en nerve og dybde, som Kidds musik kan mangle på plade. Med fin levering, sarkasme og selvironi cementerede Kidd, at han ikke bare er en ung mand med sans for at lave moderne pop-hop, men også at han er fuldt bevidst om sin egen rolle som Kidd – og hvad den indebærer på godt og ondt. Tak for morgenkoncerten som var til et stort firtal.

Kidd – 4 ud af 6 Spots

Stones Throw kender de fleste nok for at udgive J Dilla, Madlib, Guilty Simpson og andre hiphop-herligheder. Det var dog pladeselskabets funkfænomen Dam-Funk, der havde til opgave at funke den op fra slap hos Vanguard-publikummet.

Dam-Funk havde medbragt et velspillende lille band, der sikrede at den moderne californiske funk blev leveret med en præcision uden lige. Dam-Funk viste, at det ikke bare er på plade, at han er funket som ind i helvede. ’I Wanna Thank You’ var her særligt et lyspunkt, hvor vokalen hos Dam-Funk, soloerne hos band og den delikate funk virkelig kom til sin ret.

Desværre formåede Dam-Funk og bandet ikke altid lige at vedligeholde nerven i koncerten, og således blev balancen mellem leg og tomgang ikke altid lige godt styret. Særligt ’Mirrors’ afslørede mangel på variation, og det hele blev en anelse for roligt til et Vanguard-publikum, der var på vej op i et andet tempo.

Intet kan pille den cooleste attitude fra Dam-Funk. Attituden og det skarpeste band gav dog også indtryk af, at det kunne have været blevet til mere, hvis bare vi havde fået mere variation i sættet og med bedre fornemmelse for publikum. For det var egentlig lidt et sidespring at have Dam-Funk med på plakaten lørdag. Når alt kommer til alt, så virkede det dog fint som et af dagens genresidespring, der var mere end blot fyld på plakaten. For bevares, det var da et hyggeligt lille bekendtskab, men jeg tror hverken at Dam-Funk eller Vanguard-publikummet har koncerten brændt fast på nethinden til evig tid. Et lille firtal sendes til Pasadena, CA.

Dam-Funk – 4 ud af 6 Spots

Hvis der i år skulle gives en legendestatus til blot én kunstner, så måtte Lord Finesse og Large Professor kæmpe til døden om den. For med to velvoksne bagkataloger fra soloalbums, D.I.T.C. og Main Source var der altså nok at tage fra på hiphop-hithylden.

Det var i særdeleshed et unika af en koncertoplevelse, som arrangør Peter Fredsted havde fået sat op med Extra P og Finesse. Og det fungerede sådan set også ganske fint. For Finesses meget tilbagelænede livestil kan gøre tingene lidt for stenede i længden, og denne blev udfordret af dagens energiske makker, der på fornem vis fungerede som modstykke. Det var en fornøjelse at springe frem og tilbage i de to bagkataloger. Main Source fyldte – ganske velvagt – en del på sætlisten med blandt andet ’Snake Eyes’, ’Just a Friendly Game of Baseball’ og naturligvis ’Fakin the Funk’. Heldigvis fik Large Pro også tid til at klemme lidt solotid ind i den korte sætliste, repræsenteret ved ’Stay Chisel’.

Lord Finesse kunne som modsvar på de mange Main Source-klassikere komme igen med solonumre som ’Praise The Lord’, ’Funky Technician’, ’Return of the Funky Man’ og naturligvis D.I.T.C.-genistregen ’Day One’ – der ganske passende fik en stak L’er i vejret for den afdøde protege Big L.

Hele Extra P og Finesse var således en fin dans mellem de forskellige karrierers højdepunkter, og de to herrer komplimenterede hinanden fint. Med sig havde de Boogie Blind, der styrede musikken med hårde hænder på de to 1210’ere. Som ved tidligere danske besøg kunne Finesse ikke dy sig for at lege DJ for en stund under dj-sættet fra Boogie Blind – som altid ganske underholdende og en fin wow-effekt at give publikum. De gamle rotters tricks giver altså stadigvæk points på anmelderblokken. Et af de føromtalte tricks var i øvrigt, for første gang på dansk grund, at levere Finesses ’Actual Facts’, hvor vi i dagens anledning også kunne få Large P’s vers. Fremragende!

Hvad der til tider manglede på rapfronten, var evnen til blot at levere med energi og pondus. For som tiden gik, så var det egentlig primært lyden af klassikerne, der gjorde koncerten interessant. Pro og Finesse var uden tvivl et overflødighedshorn af old school lir og de gamle mænd beviste, at de stadigvæk kan rocke mikrofonen. Intensiteten og tempoet kan der godt skrues op for næste gang.

Lord Finesse & Large Professor – 4 ud af 6 Spots

Det havde været fantastisk at få The Pharcyde til Vanguard. For The Pharcyde var kun på Vanguard i teknisk forstand. SlimKid3 og Fatlip måtte vi således undvære, da Imani og Bootie Brown juridisk set er The Pharcyde i dag, og det åbenbart ikke altid er lige let at balancere egoer og blive enige i en superrapgruppe. Og det føles jo lidt som Guru uden Premo. Tomt, forkert og faktisk en smule småligegyldigt.

Ikke desto mindre, så fortjente de to mindst interessante rappere fra Pharcyde en fair chance – den fik de. Og misbrugte. Efter et ti minutters dj-sæt hoppede de to hovedaktører på scenen. Vi fik da ’Ya Mama’ og ’Drop’ leveret med bedre energi og karisma end de legender, der havde optrådt i Søndermarken i løbet af dagen. Her lovede det hele egentlig meget godt, men så tog drengerøv og gøgl for meget over. En seks-syv minutters introduktion til ’Oh Shit’ var underholdende nok, men absolut i overkanten, når tiden var knap. Således var ’Splattitorium’ og ’Hey You’ blandt de få klassikere, vi blev velsignet med, da der skulle findes plads til ligegyldigt snakke-lege-fyld. Koncentrationen var altså så absolut det svageste punkt for Brown og Imani, så da ’Passin’ Me By’ og ’Runnin’ bandt den rodede koncert sammen, kunne publikum ånde lettet op og se frem mod de mange spændende navne, der ventede senere på dagen – og som næsten ikke kunne fejle. I hvert fald ikke i samme stil som The Two Fourths of Pharcyde.

Det blev til en af de der koncerter, hvor man som publikum bliver frustreret over, at en gruppe der reelt har 40 minutter på scenen bruger halvdelen af denne tid på snak, fjol og ligegyldigheder. Det er jo ikke fordi, at det ville være et problem for Imani og Bootie Brown at fylde 40 minutter ud med klassiker på klassiker – også selvom de ikke lige lyster at tage Slimkid3s og Fatlips vers.

The Pharcyde – 2 ud af 6 Spots

Hvis der var ét navn, jeg havde glædet mig til at se, så var det Method Man & Redman. For hvem husker ikke deres sidste, legendariske københavnervisit?

Allerede fra start vidste man, at det ville blive stort. Med sin karakteristiske stemme var det muligt for Method Man blot at tale publikum i en rus ved at lave mikrofoncheck fra bagscenen. Herefter kunne det umage par langsomt jokke på scenen til kæmpe jubel – og vise hvordan en hiphop-koncert skal ordnes. Mens musikken drillede – som ved en del andre koncerter på den store Sun Ra-scene – så var både rygelunge 1 og 2 knivskarpe på mikrofonen. Midt i et virvar af dans, skæve tiltag og fri leg på scenen, formåede makkerparret dog altid at have musikken i fokus og levere kontrolleret kaos i den lille time, hvor koncerten stod på.

Redman proklamerede: ”90’s era was about good weed and good music.” Og sidstedelen demonstrerede begge skikkelser netop ved at levere fornem musik fra denne periode. Der var naturligvis plads til soloudskejelser som ’Method Man’, ’All I Need’ og ’Let’s Get Dirty’, og det største problem var vel egentlig det lille antal deciderede Method Man & Redman-numre, som blev spillet. Ydermere stod undertegnede også lidt tilbage med en lille ærgrelse over, at det ikke også blev til Redman & Wu-Tang-samarbejdet ’Redbull’ på sætlisten. Det havde været lettere legendarisk at opleve.

’City Lights’ og ’A-Yo’ beviste på nydeligste vis, at det ikke kun var i 90’erne, at de to rapkumpagner kunne levere kvalitetshiphop til masserne, og særligt førstnævnte skabte kæmpe begejstring. Meth-vennen StreetLife var tidligere på eftermiddagen på arbejde i merchandise-boden på Vanguard-pladsen og blev som belønning for tshirt-salget hevet på scenen. Der blev måske brugt lidt for meget krudt på ham, men sådan kan det gå, når bølgerne går højt.

På Vanguard havde Meth og Red allerede givet os så rigeligt; men de smuttede naturligvis ikke af scenen, før de havde sendt alle i ekstase med ’How High Pt. 2’ og ’Da Rockwilder’, som markerede det første virkelige klimaks i aftenprogrammet. Meth og Red formåede herudover at kombinere alt det bedste ved live-hiphop: Fremragende energi på scenen, uendelig karisma og kontakt til publikum. Selvom Søndermarken var markant mindre tilrøget end hvad de to hoveder ellers præfererer, så lod de sig ikke kue og leverede et brag af en koncert.

Method Man & Redman – 5 ud af 6 Spots

Foto: Kenneth Nguyen (se mange flere i koncertgalleriet fra hele lørdagen på Vanguard Festival 2014)

Læs også anmeldelserne fra Vanguard 2014 af R.A. the Rugged Man + The Coup + Mos Def + The Roots

Skrevet af Toobs 05.08.2014 arkiveret under LiveSpot |