26.08.2016

Clockwork – ’12 timer’ (album)

clockwork coverLarsEfx er manden bag dette spændende projekt, hvor 12 rappere er blevet håndplukket til at deltage. Konceptet går i sin enkelhed ud på, at alle rapperne er blevet samlet i et studie, hvor de så har haft 12 timer til at indspille en plade. Hver rapper har en time og ikke et sekund mere til at lægge sine rim ned. Uret tikker, så det gælder om at være skarp fra start, hvis man ikke skal overskinnes af den næste MC. Dét er der kommet 10 numre ud af, hvor alle 12 rappere er blandet sammen på kryds og tværs.

De 12 rappere som LarsEfx nøje har udvalgt, og som har takket ja til udfordringen, er Esben, Slogan, Illusionisten, Khal Allan, Supa, Trepac, Johnny Books, Kool Jepp, Nota Bene, Pede B, Mund de Carlo og StrudsiGallop. Det er et stærkt felt med en blanding af nye interessante talenter og gamle kendinge. Der har ikke været noget krav til deres tekster, og de kunne medbringe, så mange tekster som de ville, til alle de numre de ville, men de har bare kun haft én time til at indspille dem. Derfor har forberedelsen været vigtig, da der ikke har været tid til at tage det om flere gange i boksen. Inden indspilningerne har rapperne kun hørt små loopede versioner af de forskellige beats, og kunne så frit vælge, hvilket de ville blære sig over. Der har dog været den barriere, at der kun måtte være max fire rappere på hvert nummer. Den eneste undtagelse er ‘Byernes by’, der skulle handle om hovedstaden, og som er en nyfortolkning af Sphaeren nummeret ‘Kbh.dk’ fra 2001, hvor LarsEfx medvirkede og pladedebuterede.

Som det flot står beskrevet i coveret, så er pladen “konceptualiseret, produceret, mixet, art directed og masterminded af LarsEfx”. Det er et originalt projekt, som han har fået stablet på benene, og det er med stor professionalisme og kreativitet, at han er gået til opgaven. For Clockwork er gennemført, og man kan mærke LarsEfx´s store passion og kærlighed til de klassiske boom bap-hiphopbeats. I udvælgelsen af rapperne har han samlet en blandet flok, der leverer en høj underholdningsværdi. Det er en fornøjelse at høre dem i nye konstellationer, hvor der hele tiden bliver rappet intenst og dedikeret, inden uret ringer. Der er ingen rappere, der decideret falder udenfor, fordi der bliver holdt et højt niveau hele vejen igennem, og fordi at LarsEFX har sørget for at udvælge nogle dygtige MC´ere. Der er dog nogle rappere, som virker ekstra tændte på at bruge deres studietid optimalt.

Slogan er i et helt sindssygt battle-humør med skarpladt ammunition nok til en lyrisk-borgerkrig. ‘Cruiser over bølger’ er pladens store højdepunkt, hvor han sammen med Supa viser, hvordan et tight vers ikke kræver lang tid i studiet, hvis man er dygtig, forberedt og klar. På ‘Tik Tik’ ligger han ligeledes fuldstændigt tight på beatet;

“Du har ikke bedrevet noget, som i overhovedet intet/ Hvad fanden er det lige for noget respekt, du har forventet?/ Du tror på gennembruddet, du lyver for dig selv/ Du kunne ikke blowe op selv med et selvmordsbombebælt’/ Din rap er som dit scoregame på Tinder/ Og din coke fra Istedgade, du lægger lutter lorte linjer/ Dine skills er som en ninja/ Man ikke se og høre dem/ Slogan bliver citeret både på streeten og i Børsen/ Kører karriere dag og nat og/ Lever ikke af rap men lever af at være rapper/ Og en rapper lever pænt/ Jeg har betalt mere i skat end du har tjent/ – nogensinde. Det er det, man kalder voksen-swagger.”

Hvis man skal antage rappernes time som en konkurrence, hvor det gælder om at gøre sig bedst bemærket, så er der ingen tvivl om, at Slogan er i toppen. Ligeledes virker Supa og Nota Bene enormt opsatte på, at vise sig frem og har begge nået at ligge tre-fire imponerende vers med stor selvsikkerhed. For eksempel på ‘Løb’ hvor Nota Bene er alene, og viser slagkraftighed og indlevelse i graffitien. Ligeledes er Supa, der tidligere hed Supajan, meget iørefaldende, og det er fantastisk at lytte til hans udvikling, der bare har været en opadgående formkurve. Han er virkelig en fed rapper og det viser han blandt andet på ‘Fem på’.

Clockwork er faktisk spækket med dygtige rappere for Mund De Carlo spytter to teknisk knaldfede vers, imens Trepac dobbeltrimer og punchliner sig frem i rampelyset; “Vi er så dope, at vi bliver sagsøgt af medicinal branchen/ Vi pakker flere gyldne bars end Nationalbanken”.(‘Tik Tik’)

Med Clockworks store rapper-toire, så er der naturligt også nogle rappere, som kommer til at stå lidt i baggrunden og i skyggen af kollegaerne. Det er blandt andet de to mindre kendte navne Johnny Books og StrudsiGallop, som på ingen måde leverer skidt, men måske bare mangler noget erfaring blandt de dygtige medrappere. Desværre lider nogle af de erfarne kræfter under lidt af det samme, da hverken Kool Jepp, eller Khal Allan formår at hive den nødvendige intensitet og punch frem, som vi ved de besidder. De bliver lidt glemt i udvalget, når man har lyttet pladen igennem, selvom de ikke præsterer dårligt, så er de alligevel lidt anonyme. Til gengæld er der glimrende vers fra den altid dystre Illusionisten og den spændende opkommer Esben samt Pede B, der som sædvanligt dropper sine rim sikkert.

Udover de 12 rappere, så har LarsEfx også fået hevet en række andre navne med indover produktionerne med omkvæd, scratch osv. Det er blandt andre Rest in Beats, Alias og CharlieSlyFox, der leverer fine omkvæd og ScratchMagic, Lars Da Fari og DJ Jett med de små finesser.

Clockwork er et vellykket projekt, som viser et billede af det store potentiale, der er i den danske hiphop. Det er interessant at høre dem tage udfordringen op og droppe rimene i takt med tiden. LarsEfx skal have store skulderklaps for at være idémanden og tovholder på dette interessante ’12 timer’ koncept-album, der viser stærke sider af et stort antal danske rappere.

5 ud af 6

null

Skrevet af Jaycob 26.08.2016 arkiveret under Anmeldelser |