The Streets A grand don´t come for free (album)
Hvis man synes Birmingham-dialekt lyder som en kniv der hviner mod tallerkenen skal man ikke gå i gang med The Streets aka. Mike Skinner (sådan ville Mr. Bean have set ud hvis han var 25 år og trendy)
Det skæve er måske det mest kendetegnende ved albummet (som er rapperens andet), lige fra dialekt, over tekst, over flow til beats. Det rammer tungt med de orkestrale toner på åbningsnummeret over hvilke Skinner kommer sjoskende i et tungt, pessimistisk tempo mens han fortæller en historie som at have spildt en hel dag på tåbelige småuheld. En besynderlig kombination af grå, britisk hverdag med storladent symfoniorkester. It was supposed to be so easy deler folk i hadere og elskere af noget som alle dog må erkende er originalt (historien undtaget for den er før fortalt af bla. Alanis Morisette på Ironic).
Kontrasterne. Det er nok det næste man lægger mærke til. Orkesteret er væk, og det simpleste beat, som et piano-loop og en tromme kan præstere, er baggrund for næste track. Fra den ene yderlighed til den anden. Men kærligheden til historien som bygget op af detaljer – den cinematiske gengivelse af et tidsrum og en situation – er der igen. She looked much fitter than saturday just / she worked in JD’s with dan. / Back then I figured she was pretty damn rough / but she was only wearin her work stuff / and in these clothes she looked more than buff.
Umiddelbart er det en simpel beskrivelse af en pige og hendes påklædning. Men den bliver hurtig tvetydig; hun så rough ud i sit arbejdstøj; men taler vi stadig kun om garderoben?
Ironien toner frem. Når først man opdager den, ser man den alle vegne. I Not Addicted siver den ud bag ved beatet som er ivrigt, uptempo og breathe-and-stop-agtig. Historien er der imod gamble-and-cant-stop: It’s his lucky day, thats a given / he’ll tick the box on the slip, and then just watch and learn / he’s not addicted, he can stop anytime / but this is gonna pay, he feels it this one’ll be fine Skinner leger med vinklen. Snart beskriver han hovedpersonen i 1. person snart i 3. person. Man kan ikke undgå at fornemme at det stikker dybere end til bare at være spøjse virkemidler i tracket. Når vinklerne på noget udvides får man et bedre og mere levende indblik, og det er måske nøjagtig det han tilstræber. At vi bedre skal forstå selvfornægtelsesprocessen, som den foregår i historiens gambler, og (til tider) i os alle. (Privat er Skinner også selv en gambler).
Skønheden fornægter sig ikke. Der er en voksende eftersmag af poesi i knækprosaen, og den blander sig umærkeligt med musikken, men ingen steder så på én gang smukt og bittersødt som på Blinded by the light der umiddelbart er en enkel fortælling om at sidde og vente på sine venner i en natklub og tage stoffer mens man gør det. For mig er det en af de fineste og mest nøjagtig anekdoter nogensinde fortalt, om den type ensomhed der opstår mellem mange mennesker der er stuvet sammen. Det er også et track der i dén grad viser hvor fantastisk tekst og musik kan supplere hinanden for at skabe den atmosfære de begge tilstræber. Produktionen er drømmende og bølger ud fra ordene ligesom menneskene fortoner sig fra jeg´et der står alene tilbage i virvaret af lys og usikkerhed.
Detaljerne er hemmeligheden. Når de samles som et puslespil i teksten genskabes virkeligheden med uhyggelig nøjagtighed. Man sidder næsten der hvor han er, i sofaen, man kan se fjernsynet flimre og lugte det overfyldte askebæger på sofabordet. Skinners univers er også vores, Så meget mere håndgribeligt og ægte end bling-bling rappernes uvirkelige og glitrende overflødighedshorn. En tur ned ad The Streets renser giftstofferne, fra de amerikanske Krøsus-rappere, ud af kroppen.
Historien og den røde tråd, det er også kernen i A grand don´t come for free. Personerne går igen og går gennem døre fra det ene track til det næste. Vi får belyst hovedpersonens parforhold på en stille hjemme-fredag i Wouldn´t have it any other way såvel som i et skænderi på Get out of my house hvor der i øvrigt skal gøres opmærksom på en superflot feature af den dygtige U.K-femcee C-Mone hvis vers ikke står tilbage for Skinners på nogen måde. Tjek hendes crazy-ugly website ud her: www.c-mone.co.uk.
Storhittet fra albummet er selvfølgelig Fit but you know it med det genkendelige ærkebrittiske guitarriff. Det er et af pladens mest uptempo numre og nok det der slægter pop mest på, hvilket forklarer den store mainstream-success. Men med sit store My Gosh! udråb mistænker jeg at folk flest ikke værdsætter det for sine musikalske kvaliteter så meget som fordi det lyder skægt.
Konceptet er som sagt den nære sammenhæng der er mellem de 11 tracks. Det er een historie hvis slutning ikke skal røbes her. Men man bliver indfanget af den, det er der ikke tvivl om. De selvproducerede beats glider også let over i soundtrack-genren som f.eks. i What is he thinking? Og det er både nyskabende og medrivende i Skinners helstøbte album som også når et højdepunkt i det resignerende Dry your eyes der efterfulgte Fit but you know it på radio-heavyrotationerne. Igen er det den lyriske evne til med helt almindelige ord og konstateringer at antyde langt dybere følelser og mønstre. Underspillende underværker som når Mike bider smerten i sig med ordene:
She brings her hands up towards where my hands rested / She wraps her fingers round mine with the softness shes blessed with / She peels away my fingers, looks at me and then gestures / By pushin my hand away to my chest, from hers. Og når strygerne toner ud er der gåsehudsgaranti!
Smag og behag kan ikke diskuteres, og i dette tilfælde ikke engang forklares når jeg ærligt må indrømme at The Streets ikke er min personlige kop o´tea. Det er nok bare dialekten der ridser i øregangene på netop denne snegl. Men jeg kan sagtens se, høre og genkende kvaliteterne i Skinners lille mesterværk. Han har fornyet genren med sin hybrid af rap, garage og spoken word og han er på én gang en fantastisk dokumentarist og en brilliant storyteller.
En dag vil jeg måske ligefrem elske denne stil. – That´ll be the day jeg spiser kapers, smager østers, ser fodbold og drikker scotch ;-)
Link til The Streets websitet: www.the-streets.co.uk
4 ud af 5 stole
Mine Damer og Herrer! Velkommen til The Album Battle!
Breathe, Stretch, Shake! Råber Puffy og springer ind for at hjælpe sin buddy på et Rick Rock wannabe-crunk nummer. Men det kan hverken ryste, strække eller stønne sig fra at være andet end pop. Så kender vi Mase igen på track 3 på det snøvlende flow og det glat programmerede beat der sampler Narada Waldens We Don´t Have To Keep Our Clothes On som Jesus smilende billiger at pastor Mason har omskrevet til Keep It On.
Havoc og Prodigy fortsætter med at være optimistiske på Shorty Wop og selv om det stadig slet ikke er så frelst og frejdigt som på Mases hold, begynder pistolskuddene alligevel at lyde som kastagnetter.
Havoc er i mellemtiden faldet i søvn ved tastaturet og On The Run når albummets all-time low af kedsommelighed, men selv i søvne mumler han om guns.
Mase ser sit snit til at kaste sig i ringen med et sidste forsøg; Do You Remember lyder som Timbaland på valium. Sammen med rapperens langsomme flow bliver man næsten bedøvet i søvn; Mase i karakteristisk god (kloro)form og akkompagneret af alskens gøglerinstrumenter i jubel-samspil.
Du skulle have været her klokken to, hvor blir du af? hvisler Jan i telefonen. Tom har ikke overskud til pigesurhed: Din SMS gav ikke en skid mening, tror du jeg taler Ikscheltaschelsk, hvad fanden skulle yO h0mie kL II v BKang betyde? At du skulle komme ned på Burger King klokken to, din bong, du vidste sgu da godt vi skulle til Gøteborg og se Arrested Development i dag! Tom gransker hukommelsen, han havde ikke rigtig hørt efter, da Jan kæftede op om turen. Egentlig fatter han ikke det fede ved at sidde i et folkevognsrugbrød i 5 stive timer, bare for at se nogle hiphophippier, man ikke har hørt noget fra siden Clemens havde dreads. 
Forestil dig du er internet-hiphoppens svar på Marty McFly fra Tilbage Til Fremtiden. Men i stedet for, at Doc Brown sender dig og din DeLorean tilbage til Hill Walley anno 55, bliver du sendt tilbage til Tennessee 91 i en minibus. Utroligt nok var det næsten det der skete, da jeg blev fragtet op for at se Arrested Development.
Der er familiestemning i backstage i Nefertiti. Speech sidder med sine to dreadlockede unger og leger med noget computerudstyr, mens hans kone render rundt og skaffer mad. Da holdet af journalister og hip-hoppere fra Danmark præsenterer sig bliver vi mødt med smil og håndtryk. Speech samler faderligt sin gruppe i et par sofa’er.
I en baggård tæt ved Peter Bangsvej Station ligger Lounge Lizzards’ hovedkvarter. Jeg er kommet ind gennem ståldøren, kryber ned af trapperne og banker på døren. Indenfor sidder producer-teamet der tæller Theis og Jonas – tidligere kendt som Prins John i studiet som er kendetegnet af udpræget afslappethed. Afskåret fra omverdenen udlever de den organiske musik i et langsomt tempo. I den dæmpede belysning kunne rummet faktisk godt minde om et terrarium fyldt med en flok loungende krybdyr.
OnPoint vil hver mandag informere dig om hvilke ting der går ned på den danske hip hop og reggae scene i den efterfølgende uge. Så husk at checke ugens opdate, så du kan sikre dig at du ikke går glip af ugens alt for vilde musik eller club oplevelse. Big up massive! Lick Shot!
Scenen blev ryddet for den skulle indtages af kun én MC og én DJ,. Det næste act DJ Static & Nat Ill skulle ikke bruge andet til at fylde scenen. Nat i front iklædt en Last Emp t-shirt. DJ Static som back up på beat, cut og adlibs. Plus deres nye logo blinkende på storskærmen allerbagest.
Da jungletrommerne buldrede i min indbakke med rygter om et nyt hiphop blad, var jeg selvfølgelig nødt til at tjekke det ud. Pressemeddelelsen snakkede om et gratis kvartals magasin for hiphopheads, som kommer til at hedde ”Actionspeax”. Jeg fangede to af initiativtagerne og bagmændene; eksrapperen og streetammo-boss Mark Urban samt produceren Probkid.
Det lyder som pr0n-spam, men frygt ej, det er bare Freestyle Freekshow, der har skabt et nyt website!
