Vi var nær gået glip af Recessions sidste afgang lørdag aften, for modsat DSB kører Train med præcis tidsplan. Så snart vi indtager vores pladsreserverede hjørnesofa lyder showføreren, DJ Statics stemme ud i rummet. Han ber gæsterne i den halvtomme sal om at trække fremad, for aftenens rejse starter med et eksklusivt spor.

DJ Vadim gæstede Danmark og havde sit band af dygtige og fotogene (nogen mere end andre) musikere med. Vi anmeldte showet til Recession men multikunstner og fotograf at large, Bo Pee var med da Ninja Tunes heltene væltede Rust onsdag den 5./5.

Hvem spillede? Hvordan det gik ned? Blev der spillet op? Gik nogen ned? Få svaret her!

Så er opfølgeren til Pete Rocks Soul Survivor fra 1998 endelig på gaden, og allerede da vi hørte nyheden om den kom, dukkede masser af spørgsmål op: Ville han igen have en flok af tidens bedste MCs med, hvor meget ville han selv rappe, hvor mange R’n’B numre ville der være på pladen, og hvad med produktionerne plus spørgsmålet om, hvor meget C.L. Smooth ville bidrage med?

Heldigvis bliver alle disse spørgsmål besvaret ret så positivt. På gæstelisten hører kunstnerne absolut til undertegnedes favoritliste. Der er både Pharoahe Monch, Little Brother, Talib Kweli, Skillz, Krumbsnatcha, RZA & GZA for ikke at forglemme C.L. Smooth. Albummet udgives på Peter Adarkwahs BBE, ligesom Petestrumentals fra 2001, et selskab der i forvejen stort set udelukkende har leveret kvalitetsudgivelser. Derfra kender man også booklettens opbygning, der er top dollar som sædvanligt, og med til at gøre produktet bedre i sin helhed.

Introen er et spoken word af en gut der kalder sig Black Ice, ikke et navn der siger mig det store, og det er lidt det sædvanlige socialrealistiske opråb, dog i ganske god stil til et album med titlen Soul Survivor.

Herfra går turen til Toronto, hvor Soulbrother #1 har hooket op med Kardinal Offishall, på nummeret ”We Good” , der banger derudaf, selvom jeg synes han prøver at flowe lidt for meget som Jay-Z. Men med punchlines som: ”Unique like occasional crackheads”, så er det rart at høre en så bangende produktion fra Pete Rock, og en MC der ikke bitcher rundt, cause ”We Good”. Således er pladen skudt godt igang og fortsætter på den vis.

Generelt kan man sige at Pete Rock gør meget for at tilpasse produktionerne til de gæstende kunstnere, og det gør jo ikke noget når slutresultatet bliver så godt som det er. Der er også de sædvanlige ”bonusbeats” i slutningen af de fleste numre, så man aldrig er i tvivl om hvem der står bag!

Et nummer de fleste nok har hørt er nummeret med RZA & GZA fra Wu-Tang, der tidligt florerede på nettet under navnet ”You”, pga. samplen der dominerer produktionen. Nu hedder det ”Head Rush” og er et dejligt eksempel herpå. Produktionen passer igen til kunstnerne, de holder sig heller ikke tilbage, og leverer den bedste præstation længe (GZA plejer nu at holde).
Der er kun et enkelt R’n’B eller neo-soul nummer på pladen, så det er der skåret ned på i forhold til den sidste Soul Survivor, men det gør ikke noget, når det er så godt som tilfældet er. Leela James, der snart dropper et album på Warner souler pænt over den ligeledes meget sjælfyldte produktion.

Der er ikke så mange deciderede “temaer” på albummet, men rigeligt med numre der bare brager op på den gode måde som fx. “Da Villa” med Slum Village og ”Fly till I Die” med Talib Kweli og C.L.Smooth (C.L. er desværre kun med på omkvædet) samt ”Niggaz Know”, hvor J-Dilla gæster og viser han er en bedre MC end Pete Rock. Det skal siges, at Pete Rock kun på sidste nummer selv griber mikrofonen, og ellers kun giver sig i kast med at bidrage til omkvæd på resten af pladen. Dette mener jeg også gør albummet bedre end forgængeren, da han på trods af nogle hæderlige præstationer på fx. ”Soulbrother #1” fra etteren og ”This Is What They Meant” med Grand Agent, ikke lige hører til de skarpeste producere på mikrofonen. Men hvad han ikke kan dér, kan han til gengæld bag pulten.

På skæringen med Skillz rammes man af genkendelsens glæde, da Pete benytter sig af samme sample som Diamond D og Showbiz brugte på ”Outta Here”, hvilket ikke gør nummeret mindre godt, da den gamle produktion var et af mine favoritnumre fra “Stunts, Blunts & Hiphop” albummet. Desuden er det godt at høre Skillz og hans sædvanlige battlerap stil igen, da det der Rawkus-album formentlig ikke lige har nogen fastsat udgivelsesdato.

Den første 12”er fra albummet er ”Warzone”, med Dead Prez, og det er en noget rodet affære, eftersom Pete Rock igen prøver at tilpasse produktionen til kunstneren. Beatet er clubbanger-agtigt ligesom omkvædet, og teksten en blanding af club og pseudorevolution. Nu har Dead Prez med et par undtagelser ikke imponeret mig siden deres debutplade, så det kan være det er der, jeg synes det går galt. I hvert fald et af de mindre heldige numre på albummet, ligesom Postaboy med ”It´s The Postaboy”.

Til gengæld er Krumbsnatcha tilbage med manér på ”Beef”, der omhandler emnet på en aldeles velfortalt måde, og over et beat der underbygger fortællingen på bedste vis. Et af mine favoritnumre på denne plade, og det siger en del.

Så er der C.L. Smooth, der desværre kun gæster 2 numre, foruden omkvædet på Talib Kweli nummeret. Det første der dukker op på pladen er ”It´s A Love Thing”, som er en hyldest til kvinden, der står ved og bag sin mand. Nummeret er typisk C.L., som man kender ham fra klassikere som ”Lots of Lovin” og ”Searching”, og Smooth det er han sgu. Med på omkvædet er Denosh, der er kendt som Justin Timberlakes backup-sangerinde, og det fungerer meget godt med et syngende omkvæd her. I forhold til så mange andre hitliste-sange, virker det ikke corny. Det andet nummer er pladens sidste og hedder ”Appreciate”, hvilket nummeret helt sikkert vil blive. Det er som taget fra enten “Mecca & the Soulbrother” eller “The Main Ingredient” og fører en tilbage til midthalvfemserne. Omkvædet består af en støvet sample, og er ellers bare et dejligt sommertrack om at værdsætte verden omkring sig med shouts til fans, familie og venner.

Alt i alt er det et meget afvekslende album, der har langt flere gode ting at tilbyde end skidte, dog med et par skæringer, der godt kunne undværes. Desuden forstår jeg slet ikke prioriteringen af førstesinglen, da der er så mange andre meget bedre numre at tage af. Pete Rock er stadig en producer, der skal tages alvorligt, og han kan på god vis finde de rette velegnede produktioner til de kunstnere han arbejder med. Soul Survivor II er et album med masser af sjæl, der kan lyttes til flere gange uden det virker monotont og mainstream. Nu må vi bare håbe at det ikke tager flere år før det planlagte Pete Rock & C.L. Smooth reunion album ser dagens lys.

4 ud af 5

Som en reaktion mod tidens typiske rap-album med et hav af gæster og produktioner fra det samme dusin hotte producere, har vi på det sidste set en del back to basics kollabo-projekter med én MC og én producer/DJ – fra MF Doom & Madlibs ”Madvillain” til Danger Mouse & Jeminis ”Ghetto Pop Life”.

Det har været 10 gange mere interessant end the run of the mill rap-album og seneste skud på stammen er dette team up bestående af Murs der rapper og 9th Wonder på knapper.

1 MC, 1 producer, 10 tracks – en enkel opskrift. Men et så simpelt koncept kræver, at ingredienserne er af bedste kvalitet og bliver kogt op, leveret og serveret på ordentlig vis. Det bliver det gjort her – ligefremt og uden omsvøb, med en enkelt gæst i pølseenden (Phonte fra Little Brother).

Murs kommer fra det hårdtarbejdende – vestkyst baserede – indie kollektiv Living Legends, og 9th Wonder er den nye gulddrengs-producer fra N.Carolina, der siden han blev opdaget med sin gruppe Little Brother har lavet en del larm, bl.a. med et bootleg remix af Nas’ seneste album under titlen ”God’s Stepson” (og startede derved hele album-remix bølgen, som Dangermouse netop i fin stil har redet med ”The Grey Album”), hvilket har ført ham til en producer-tjans på selveste Jay-Z’s sidste album.
Murs har også været god til at mænge sig. Udover at have lavet et hav af udgivelser i mere eller mindre stabile konstellationer indenfor LL crewet, hookede han for 2 år siden op med Slug fra Atmosphere og lavede koncept albummet ”Felt – A Tribute To Christina Ricci” og er siden hen blevet signet til hans gamle east coast buddy El-P’s label Definitive Jux – alle musikkritikere og back-packeres ynglings label.

Murs har ikke nogen fantastisk stemme, komplicerede rim eller et specielt unikt flow, og han har heller aldrig rigtig lavet et album med gennemførte, banging produktioner (well, hans sidste album ”The End of the Beginning” var et skridt i den rigtig retning), så derfor er jeg aldrig rigtigt blevet indfanget i Murs’ univers.

Men denne gang med 9th Wonder ombord fangede han min opmærksomhed.
Albumets omdrejningspunkt er dagligdags emner, i hvert fald hvis man er “a single black male” fra LA, i midt-tyverne og independent rapper. Det er personlige betragtninger og hverdagshistorier, der bliver fortalt intenst og ofte hudløst ærligt, men med en god portion humor og selvironi så det sjældent bliver alt for selvhøjtideligt.

Emnerne falder pænt i 3 kategorier: Første og fremmest det modsatte køn og problemer herved. Fra den reggae influerede “Bad Man!”, som omhandler piger der tror, at de vil have en bad man, i hvert fald til at starte med…, og “The Pain” som er et fantastisk smukt nummer, hvor 9th’s musik og Murs’ fortælling om den velkendte ’dreng kan ikke få pige’-problematik går op i en højere enhed.

Den anden afdeling er hverdagsdrama og “H-U-S-T-L-E” fra dagligdagen i the city of lost angles, som f.eks. på den morsomme historien om Trevor og hans kiksede røveri af den lokale 7-Eleven (“Trevor An’Them”).
Endnu bedre er “Walk Like a Man”, hvor Murs fortæller historien om en god ven, der bliver myrdet, begravelsen og senere hans hævn. 9th skifter undervejs beatet for at tilpasse det til de forskellige stemninger, man gennemlever sammen med Murs.

Den sidste bid af albummet handler mest om alting og ingenting  – og hip hop. Specielt på “And This is For…” får Murs sagt et par meninger om den nuværende situation for hip hop kulturen, hvor white america overtager en større og større bid af kagen – fra Slug til Eminem til Def Jux kaptajn El-P – uden nogen navne dog bliver nævnt.

I det store hele er det emner størstedelen af lytterne vil have let ved at relatere til. Jeg læste for nyligt, at Kayne Wests platinum plus gennembrud (og til dels Eminems) var et tegn på the return of the common rapper. Rap der i større grad handler om hverdagsemner frem for gangsta eventyr. Hvis det er tilfældet, så kan det faktisk godt være, at Murs er så heldig at få sit store break med dette sit 5. solo album .
Men hvor om alting er, er dette blevet til et interessant album, med nogle rigtig gode, melodiske produktioner fra 9th og nogle personlige betragtninger, velfortalte historier og ærlige synspunkter fra Murs.

“I’m tired of getting shot down, put down and dissed / I wanna be picked up, held tight and kissed”

Selvom det ikke er alle 10 tracks, der er lige spændende, så står albummet som helhed tilbage som et rigtig godt, solidt hverdags måltid, som kun vores bedstemor plejede at lave det. Det er forfriskende at høre et album, der er interessant og vedkommende, og der kan begrænse sig til 36 minutter. Big up for det.
Men den enkle opskrift gør også, at det bevæger sig på grænsen til at være for simpelt og kedeligt, hvis man ikke føler Murs’ flow, eller ikke er nede med 9th’s ’90er-agtige, soul-fulde produktions stil – ja, så kommer man hurtigt til at kede sig.

”I am trying to walk that fine line between intelligence and ignorance/ have a little fun making music of significance” rapper Murs på titel-tracket ”3:16”. Get with it eller smut ned på hjørnet og få en gang McDonalds.

3 1/2 ud af 5

Spørgsmålet om hvorvidt vi, casually underdressed, kan komme ind på Fever med den stramme dresscode, synes besvaret i det sekund vi ser en grøn krokodillehest besørge umiddelbart foran indgangen til spillestedet: Ja, det bliver vist ikke noget problem.

Train, der ligger ned til havnefronten i Århus, minder udefra mest om et pakhus med sin kasseform af rødbrune mursten. Kommer man først ind i bygningen, ændrer stedet fuldstændig karakter og de komfortable sofaer og veludstyrede barer, sender mere tankerne mod en posh natklub end Hvide Sande fiskeauktion. Her startede RECession torsdag aften med en bragende dobbeltkoncert. DJ Vadim Mini Russian Percussion åbnede for Blue Foundation. Selvom det kronologisk forløb sådan, var der reelt tale om to headlinere.

RECession måtte desværre aflyse den showcase af hip-hop undergrunden, der skulle have været på FEVER i går aftes. På vej til Dansk HipHop Pris fortalte en skuffet Jøden, at der desværre havde været en fejlkommunikation arrangørerne imellem. FEVER var ikke gearet til gæster under 18 år og da der er rigtig mange af dem både af lyttere og udøvere i undergrunds hip-hop, var det svært at afvikle arrangementet.

Heldigvis tales der allerede om, at stable en lignende showcase med samme kunstnere på benene i nærmeste fremtid, altså kan bl.a. ÅVP, Ham Den Lange & K-Liir, Anarchi og Marwan snart ses et andet sted!

Byens Puls brager igen op for billeder af maling på be-be beton bæby!.

Denne gang med bidrag af: Eksel, SPM, Fiber, Ane, Rie, Mere, Smek, Mr. Clean, Entr, Fresh, Legoo, Wing, Fresh, Steb., Sotn, Rodeo, Unoe, Spank, Smek, Teis, Silex, Same, Mone, Rokie, Besk, Obel, Zuck, Ass, Cuer, Fair, Crem, Dnye, Pure, Toys Crew, More & Ken, Glock, Maez, Solex, Omes, Mr. Green, E13, Rime og Husk Mit Navn. Se april kollektionen her.

Byens Puls opdateres i et samarbejde imellem Rapspot.dk og Byens Puls Magazines.

‘Recession’ betyder noget i retning af lavkonjunktur, men man må sige kurven for livemusik får en pil op i denne weekend. Der rammer en anderledes musikfestival nemlig Århus. Det er RECession, der prøver at give smilets by en ny smag i munden og festivalen har fokus på nichemusik som indie rock, electronica og vigtigst for os – hiphop.

Normalt har genrerne et smalt publikum, men smeltet sammen får de forhåbentlig en bred appel, så så mange som muligt kan få udvidet den musikalske horisont, samtidig med de nyder den gode musik.

Torsdag, fredag og lørdag vil der på diverse scener rundt i byen blive fyret op for livemusik fra ind- og udland. Det bliver både på Train og Voxhall samt mindre steder som Musik Caféen og Fever. Der er masser af relevante acts til hip-hopperne, og så tager man jo ikke skade af at høre lidt af de andre genrer.

Allerede i aften, torsdag, rocker DJ Vadim og Blue Foundation Train. Vadim, ejeren af pladeselskabet Jazz Fudge, præsenterer et show med masser af trippede electronica vibes. Han har trukket et lille band med til lejligheden, bl.a. B.O.B. crew’s Yarah Bravo og DJ Woody, Englands nye turntable håb, der har opfundet ‘The Woodpecker’. De album-aktuelle genreblendere Blue Foundation spiller herefter et show, hvor masser af nyt musikalsk land udforskes.

Har man mod på mere, byder Fever på en ordentlig røvfuld 8000-styled hip-hop. Jøden og Jonny Hefty præsenterer bl.a. album aktuelle ÅVP fra Pimp-A-Lot, Bring D På, samt Ham Den Lange og K-Liir, der også giver smagsprøver på “Sammen & Hver For Sig” albummet. Tjek selv om det er bliver noller eller mega fuckin’ street.

Fredag er hviledag for hip-hopperne, men man bør ikke snyde sig selv for Ikschel Taschel, der med sin helt egen udgave af jazz-hop bevæger sig gennem et underligt univers af vrøvlesprog og improvisation. Gruppen består af anerkendte navne som jazz trommeslageren Kresten Osgood og DJ Nelson, så man kan forvente rigelig lirum larum fra ekvilibristerne.

Lørdag spiller Static & Nat iLL på Train. De snart EP-aktuelle århusianske Killer-B-Boys slipper en magtdemonstration af et hip-hop monster løs, når de tordner igennem på scenen, så man skulle tro nogen har sendt Cash Money & Marvelous tilbage til fremtiden. Freestyle Freekshow feat. Per V og Ole Omkvæd lancerer herefter det første Freekshow på jysk jord nogensinde, og mon ikke Århus glæder sig til at høre, hvilke improvisationskunster, der har fyldt Rust til randen det sidste år.

Derudover kan man rundt i byen finde hurragutter som DJ Niz og Olivinyl, der spiller straight up mærkelige plader, og man bør heller ikke snyde sig sig selv for Bus med MC Zoom-T fra Tyskland, der putter roen tilbage i electroen. Undersøg selv programmet på RECession.dk , og overvej om du ikke skulle nyde et koldt glas undergrundsmusik i det gode vejr!

Rapperen CAS, der er aktuel med sit album Kronisk Rastløs, kom på alles læber, efter han i marts lagde tracket Højt Gear ud på pladeselskabet IH8s hjemmeside. Nummeret er et hardcore diss-track til de folk, der ifølge CAS har anmeldt Kronisk Rastløs ’indbliksfattigt og borgerligt’. Men det er også endnu et kapitel i den bøf mellem kunstnere og anmeldere, som bl.a. Suspekt og Jokeren også har bidraget til. Rapspot hookede up med Vesterbro-rapperen, for at få en forklaring på alt balladen og få svar på, hvorfor han er så indebrændt.