(I hvilken Jeres udsendte skiftevis jamrer over ungdommens dekadence og hensættes til sin egen, altså ungdom). Sidste år proklamerede Macklemore, at han og Ryan Lewis med publikum havde skabt hip hop-historie fra Orange Scene, i år var det G-Eazys tur til at erklære Roskilde sin kærlighed. Igen i år ankom jeg lige i tide til at høre det, men gik glip af det meste af koncerten pga. livslogistik elsewhere. Man er vel blevet gammel.

Nå, men G-Eazys løfte om aldrig at glemme sin aften på sværen. Man skal ikke undervurdere den energi et tændt Roskilde-publikum giver igen. Og til G-Eazy moshede de i stor stil, godt kokset op af diverse rusmidler. Hænderne vejede i luften. Til sidst kom ‘Me, Myself and I’, selvfølgelig og man blev i tvivl om vokalen på det inderligt fængende hook blev sunget bag mikrofonen eller direkte af publikum.

Jeg synes naturligvis G-Eazy er wack. Han skriver gode omkvæd og har uomtvistelig sans for hvad der hitter, men hans flow er ren børnehave med enderim som støttehjul og hans materiale er vaffeltyndt, og begge dele er i øvrigt stjålet fra Drake. Live var han ikke meget bedre — han forsvandt nærmest på mikrofonen. Men jeg kan ikke nægte, at publikum elsker ham. Vi er nået til et punkt, hvor hip hop ubesværet kan danne popstrukturer langt hinsides udspringet i ghettoen. Tidligere generationers hvide rappere med succes har enten været til grin (tænk Vanilla Ice), kæmpet med gælden til den kultur de var trådt ind og til dels med til at forandre (tænk Eminem) eller skabt sig et eget skævt udtryk der ikke udfordrede den bestående orden (tænk Beastie Boys eller Anticon).

I dag er det anderledes. Hip hop kan nu bruges til at udtrykke et andet, til tider mere privilegeret liv på selv de største scener. Mike Skinner med The Streets er pioneren her, og hvis der var nogen der i den forbindelse skrev historie på Orange, var det vel nok ham i 2008. Men her talte vi en særlig britisk subkultur, mens vi med Macklemore, G-Eazy og co. snakker solid og hvid amerikansk mainstream. Fred være med det — jeg er ikke en af dem, der forarges af såkaldt kulturel appropriation. Hip hop har eksisteret i godt fire årtier og trives i dag bedre end nogensinde i ofte helt separate subkulturer og udtryk. Og de kan med fordel repræsenteres på Roskilde.

Ungdomsfesten fortsatte til The Weeknd, aftenens hovednavn på Orange. Han startede flot og lige på med “Starboy”, der straks — og friskt — sendte os ud i det inderligt længselsfulde og stilfærdigt desperate univers Abel Tesfaye har fundet sig til rette i, et sted mellem traditionel RnB, synthet hip hop og stadionpop. Fremmedgørelsen har han tydeligvis hentet fra Michael Jackson, med hvem han ofte sammelignes, men desperationen i hans tekster udtrykkes ikke med vrede, men snarere romantiserende udsigtsløshed. Live betyder det en poleret præsentation, hvor Tesfayes bløde, lidt lade croon er i centrum. Det er smukt, men også en anelse anonymt. Så fungerer det bedre, når han og bandet opbygger et gedigent groove, som det skete her med numre som ‘Six Feet Under’ og monsterhittet ‘Can’t Feel My Face’ — det første med et checket breakdown og solospil af musikerne, det andet med potent, funket slagbas som grund.

Tesfaye synger sig æterisk ind i en romantisk til en ungdommelig selvforståelse båret at længsel og Weltschmerz. Det var derfor ikke overraskende at se det overvejende ungdommelige publikum tage så flot imod, med sing-along og fællesdans. Roskilde sætter sig for de fleste vedkommende fast i ungdomsårene og denne skribent følte sig for en stund hensat til samme. Det er interessant at se, hvorledes festivalen i den forbindelse har integreret mere poppede navne i programmet, som nu de to her anmeldte, men på denne festival eksempelvis også The XX og Bryson Tiller, uden at det føles unaturligt på en måde som det ville have gjort for blot ti år siden. Det er det, de unge vil have, så det skal de naturligvis også få, så længe det gøres med intelligens og integritet.

Foto: Betina Garcia for Roskilde Festival/Skyfish.com.

Skrevet af Mat 30.06.2017 arkiveret under LiveSpot |