Ja, det var så den festival og det kan konstateres, at bookerne med en enkelt graverende undtagelse generelt slap godt fra deres hip hop-program dette år. Jeg var meget skeptisk til at begynde med, men det har været en fornøjelse at se mainstreamen gå hånd i hånd med de mere eksperimenterende udtryk og således både få muligheden for at stå og råbe ”It’s 187 on a muthafuckin’ cop!” til den rutineprægede, men professionelle og absolut glimrende Snoop-koncert og digge alt fra hardcore østkyst-undergrund i selskab med The Perceptionists, over East End-grime i Pavillon fredag nat, til det store kæbetab over Patton og Rahzels mundmusik.

En times tid efter deres koncert, mødte Rapspot de tydeligt udmattede, men glade medlemmer af The Perceptionists – Akrobatik, Mr. Lif og deres tur-DJ Therapy – til en kort snak om deres album, deres venskab og deres arbejde.

Et af dette års festivals saftigste treats var multimusikeren og legebarnet Mike Pattons tredobbelte og typisk for ham meget alsidige koncertprogram. Således fik vi et vildt orgie i eklekticisme signeret Fantômas, en humoristisk udknaldet udforskning af de ikke-sproglige lyde, vore taleorganer blesser os med i selskab med den norske musiker John Erik Kaada og hans orkester, og sidst, men for hip hop-fans ikke mindst, hans optræden med beatbox-kongen Rahzel from the legendary Roots Crew.

Rahzel selv havde nok at se til på en festival, hvor han udover sit show med Patton optrådte solo og tilmed gæstede Chics energiske ”Good Times”-encore med en beatbox-rekonstruktion af tracket, der skabte The Sugarhill Gang. Alt sammen til tordnende applaus fra et publikum, der sikkert talte en del, som stadig længselsfuldt hidkalder sig jaw-dropper af en optræden til Roskilde 94s alt for vilde Roots-koncert, når der skal reminisces. Nu har vi så endnu et par shows at mindes til fremtidige nostalgi-sessions. Patton/Rahzel-showet var det vildeste og markant mere helstøbt og musikalsk interessant end de tos optræden i Lille Vega sidste sommer – det var tydeligt, at der var kommet mere form på de tos samarbejde, som om Rahzel i højere grad syntes at have ladet sig inspirerede af Pattons vanvittige ideer end det var tilfældet for et års siden, hvor hans bidrag næsten udelukkende var dope hip hop beats. Her hørte vi ham udforske såvel house-, som elektro- og techno-rytmer, samt mere ambiente stemninger, og generelt udvise større kunstnerisk favnen end man har været vant til.

Grundkonceptet var et a capella-show, hvor Rahzel det meste af tiden sørgede for trommer og bas, mens Patton elaborerede med alskens mystiske lyde og til tider sang, oftest messet direkte i mikrofonen, men til tider peppet op med diverse forvrængningsaggregater, samt punktvis brug af diverse lydindslag fra det sampler/pladespiller-setup han havde foran sig. En stor del af showet var en tydeligvis delvist improviseret tur gennem et utal af musikalske referencer og rutiner, mens kun enkelte deciderede kompositioner, ofte for bastunge beats og uhøjtidelig falsetsang, glimrede ved deres tilstedeværelse og pegede frem mod den plade, der forhåbentlig snart kommer.

Helt centralt for koncertens succes var imidlertid også det nærvær, de to fastholdt i forhold til publikum og den konstante interaktion med samme, der virkelig fik Odeon-teltet antændt til fuldfed lørdagsfest. Bl. a. fyrede Rahzel op under en call/response-rutine, hvor hhv. de tilstedeværende ladies’ ”OOW” og de ditto dawgs’ ”YEAH!” kom til at indgå i rytmisk lydbillede med det tunge beat, han da rutinen var på plads tilførte. Et andet vindertrick var at lade Rahzel imitere de simultant på festivalen spillende Green Day og således helt præcist at forankre showet i tid og sted, efterfulgt af et mildest talt hype besøg hos Queen med ”We Will Rock You”.

Blandt de store øjeblikke fandt man endvidere et forløb, hvor de agerede radio og præsenterede brudstykker af alskens populærmusikalske klassikere, indrammet af en omkvædsrutine bestående af The Ethiopians’ ”Solid As A Rock” lagt over James Browns ”Popcorn With A Feeling” (i hip hop-sammenhæng udødeliggjort af Grand Puba på ”Who Can Get Busy Like This Man”) på pladespilleren: ”SOLID AS A ROCK – YOU JUST CAN’T STOP US NOW!”

Showet om søndagen var listet som et kombineret Rahzel/DJ JS-1, men sidstnævnte var ikke til stede, så det blev et soloshow ved The Godfahter of Noyze selv, der sørgede for at vi ikke kom til at savne Queens DJ’en et sekund. Rahzel tog os igennem et omfattende performancerepertoire, en del af hvilke vil være velkendte for folk, der før har hørt ham live: Rahzel som robot, der i ryk og med stor larm og ståhej bukker sig ned, samler en flaske vand op og drikker, ”Wu-Tang Clan Ain’t Nuthin’ to Fuck With” med simultan hyletone og beat, en tur gennem jamaicansk roots og reggae med alt fra ”No, No, No” til ”Murder She Wrote”, og meget andet. Derudover skolede han publikum i beatboxens historie og namecheckede dens pionerer: Doug E Fresh, Buffy fra The Fat Boys, Biz Markie og Ready Rock C, tilmed med eksempler på de to midterstes beatboxstil.

Højdepunktet var en opdateret udgave af hans kendte og altid crowd-pleasende Aaliyah-tribut ”If Your Mother Only Knew” fra hans album Make the Music 2000. Han startede med en introduktion som Gollum fra Lord of the Rings – ”No, preciousss, he is not doing the beat and chorus at the same time!” – hvorefter han gjorde præcis dét, ganske som på pladen, mens han delte roser ud til kvinderne blandt publikum. Men det stoppede ikke der; han fortalte os derefter, at han nu ville fremføre nummeret med beat, basgang, omkvæd og tekst på én gang (!), hvilket han på mesterlig vis næsten også gjorde – mens han holdt beatet, skiftede han mellem vokal og basgang på fuldstændig mesterlig vis. Wow.

Da det blev tid til ekstranummer kaldte Rahzel sin ”partner in crime” op på scenen, og minsandten om ikke Patton også lige havde afset sig tid til en optræden her! På topcharmerende vis fortsatte de to succesen fra aftenen inden, bl. a. med en fantastisk version af ”Papa Was A Rolling Stone”, hvor de skiftedes til at lægge beat og sang, og hvor Pattons forrygende sangstemme virkelig kom til sin ret.
Indeed, der var ikke noget, der kunne holde disse to gode herrer nede.
Patton/Rahzel, Odeon, lørdag:

Rahzel, Pavillon, søndag:

Fotos fra Rahzels soloshow søndag af: Jens Lund Møller.

Gruppen Outlandish deler vandene i hiphop herhjemme. Til syvende og sidst falder alle i en af to kategorier – dem der kalder det hiphop, og så dem der korser sig med håndtegn og pure benægter at det overhovedet kommer i nærheden af begrebet. Pop eller ej, rap er der i hvert fald, så jeg besluttede at kigge Brøndby Strand-bandet efter i sømmene på Roskilde Festivalen hvor de efterhånden har status af husorkester.

Klapsalverne fra omtrent 700 mennesker var i luften allerede ved antændingen af den første lyskegle i Arena teltet.Isam Bachiri, Lenny Martinez og Waqas Qadri som de tre medlemmer hedder (udtalen er spiritusprøve i adskillige danske byer) gjorde deres entre mod en baggrund af beton ghettobebyggelse, afbilledet på scenetæppet og badet i dyblilla lys. Mon ikke Brøndby Strand var i huset!
Turkman Souljah var på pladespillerne og satte ild i teltet med et hårdt beat og straks efter var vi på sing a long med Peelo.
Publikum var lynhurtigt varmet op og Waqas kommenterede på temperaturen med et “Er det ikke varmt her inde? Det er Cuba varmt! Skal vi tage en tur til Cuba?” hvorefter fokus zoomede ind på en storsmilende mørk mand der sad med akkustisk guitar og åbnede op for tonerne til Guantanamo til crowdens udelte begejstring. Atmosfæren var fed og det fængende hook tog den direkte vej op af rygsøjlen på den svajende crowd der jammede med. Mens Outland drengene, med undtagelse af Lenny, holdt det rockstar med solbriller på scenen og især Waqas kørte sydlands gangstastilen med tilbageslikket sort hår og trendskjorte.

Mi casa es stadig su casa, og mo money er stadig mo problems. Drengene fremførte El Moro uden Majid, men spicede op ved at lade DJ Turkman Souljah (keep it etnisk), snurre Still Dre beatet under nogle af rimene. Fra gangsta bling til hjertevarm akkustisk sang. Walou i ny version får igen publikum til at bryde ud i begejstring med den cubanske guitarist og en etnisk korsanger som eneste musikalsk understøttelse på nummeret.
Det er i hvertfald ikke lydkvaliteten der genererer klapsalverne- for lyden er mudret og det er næsten kun Lennys lyse vokal der træder frem. Gritty bliver fulgt op af de vanlige call n´response rutiner, men Outlandish har et taknemmeligt publikum der labber det i sig.

Efter kun 5 – 6 numre annoncerer gruppen at de “lige tager sig en pause” og utilfredsheden er hørbar i crowden, men den trøstes hurtigt med en forklaring om at det er fordi vi nu skal høre Danmarks tredobbelte DJ-mester Turkman Souljah. Den ydmyge DJ beatjuggler, scratcher og cutter som en drøm indover både hiphop beats og dansk pop. Folk overgiver sig fuldstændig og teltet fyldes med hujen og piften.

Outlandish er i det hele taget rigtig flinke til at dele deres scene og shine med andre kunstnere, og det understreger det sympatiske i gruppen som jeg har et virkelig positivt indtryk af. I en tid med så mange dygtige kunstnere, teknisk, kigger folk mere og mere på “hele pakken” og den har Outlandish. Selv om de er gigantiske efter dansk standard er de hverken selvoptagede eller egoistiske. De er hamrende dygtige og har stadig så meget overskud at de lader andre komme til. Nu var det blevet Usos tur, og rapperen fik kommanderet alle hænder i vejret til en crunktæskende hihat der forpustet jagede hans heftige dobbelt tempo ud af højttalerne.

Det eneste irritationsmoment var da det blev lidt for righteous og forudsigeligt politisk med et hurtigt “Fuck Bush” mest fordi alle åbenbart skal sige det på Roskilde Festivalen og det er det samme hvert år. Budskabet har tabt sin evne til at gøre noget indtryk og så er det iøvrigt det helt forkerte sted at promote anti-Bush budskaber da det siger sig selv at 99,9 % af alle der står og lytter sådan et sted i forvejen er imod Bush.
Men det var selvfølgelig en hurtig politisk indgangsvinkel til sidste års radiohærger; Man binder os på mund og hånd der ikke er nogen hyldest til bondage, men til gengæld var nomineret til en Steppeulv pris her i januar 2005.

Hvis man kunne ønske noget af de ellers rutinerede og top professionelle performere i Outlandish så var det mere body-groove. Jeg kommer aldrig til at synes det er fedt med folk der står næsten stille på en scene når de optræder og det kan godt være det er hårdt at bevæge sig samtidigt med at man bruger lungerne og man bliver forpustet og alt det der, men så må de bare træne hårdere i motionscenteret!
Når der hele tiden er kunstnere der beviser at det godt kan lade sig gøre er det andet bare ikke acceptabelt. Vi kan høre musikken ja, men når det er live vil vi fandme også SE musikken.
Det var også min ærgelse under det ellers groovey Ill Kebab track der også skreg efter en koreograf eller en kropsterapeut.

Showets eneste whiteboy, sangeren Jonas, fik nu også alone-time på scenen efter at have stemt i kor på de tidligere tracks. Han er virkelig en hamrende dygtig r´n´b kunstner, men stadig så ny at hans tracks var for ukendte for den pinligt ædru crowd. Der blev heller ikke gået amok selv da Waqas stemte i med rap, men ingen tvivl om at folk spærrede ørerne op på Jonas´ kraftige vokal der er smidig som en kinesisk cirkusakrobat.
Netop som man troede at ingen kunne trænge gennem mikrofonen som Jonas gjorde det, blev det cubanerens tur efter If Only (som Outland fremfører med kommentaren “I disse tider hvor folk går fra hinanden er det utroligt vigtig at holde fast på den man holder af – denne her går ud til vores manager og hans kone – vi ber til at de bliver sammen”). Cubaneren trykker den af på guitaren og synger egentlig mest bare mærkelige lyde og trallen. Men mere behøves ikke for at flashe hvor ultramusikalsk han er og i de høje toner er han så lidenskabelig og kraftfuld i vokalen at publikum jubler. Uden nogen som helst instruktion fanger crowden at de skal gentage hans volapyk og synge med, og det gør de. Den slags intuitiv publikumskontakt er ret sjælden og rent ud sagt mesterlig.

“Let’s do it rock n´roll style!” er der en der foreslår og så bliver der ellers sat strøm til guitaren så Fatimas Hand kan få alt hvad den kan trække med Turkmans energiske scratch indover. Det annonceres at vi er nået frem til sidste nummer på programmet og alle holder vejret i forhåbning om at vi får gruppens første store hit Aicha som er rent rip off, jeg mener cover, af marrokanske Khaled hvis original er lige så sjælfuld og ægte som Outlandish-versionen er pæn og poleret. (Lidt som hvis Boys ll Men “huggede” et klassisk Al Green nummer).
I stedet får vi Walou i mere original fremførelse end første gang.

Selvfølgelig er der stadig bolsjer tilbage i posen og da drenegene kommer ud til ekstranumre er det på uptempo med både etnisk croon og dobbelttempo fra Uso. Sprog og stemmer blander sig fra 9 mand simultant på scenen og “we got all my moros in here” hele virvaret ender op i den store improvisation og Uso spytter Ikk´å . Bedst som man troede at nu var det forbi lyder de velkendte toner af Aicha og publikum bryder ud i den store jubel da den etniske sanger, fra før, lægger den rette østerlandske flavour til monsterhittet og armene vajer fra side til side på det smukke nummer.

Det var en virkelig fed koncertoplevelse at se Outlandish, og på trods af halvdårlig lyd, manglende fysisk sceneudfoldelse og ingen spektakulære overraskelser så kommer man ikke uden om at drengene kører forbandet god stil live og virkelig kan deres kram som musikere. Noget deres succes udenfor landets grænser også bevidner.
Især Turkman Souljah og den cubanske guitarist var guld værd for showet, men også Jonas, Uso og det vilde scenetæppe med betonghettoen fra forstæderne kalder på maksimum props.
Først Brøndby Strand, så verden!

Fotos af: Jens Lund Møller.

Det var en fantastisk oplevelse at være på Roskilde Festival i år. Solskin og tørvejr har meget at sige og billederne taler for sig selv. Vi har samlet de sidste skud af flimrende varme og øloverrislede smil og takker af for Linselus på festivalen i denne omgang. Mens vi allerede glæder os til at fortsætte næste år så er der snapshots der fastholder sommeren resten af året HER.

Roots Manuva forsøgte at spille et Arena telt op, med sit velspillende band. Men det er svært at få gang i en koncert, når man ikke kan høre, hvad der bliver sagt.

Jeg havde glædet mig rigtig meget til at se Roots Manuva. Jeg forventede ikke en masse call and response party shit eller dansere, der stod og flexede g-strengen. Jeg ville bare have en lørdagsstener i selskab med en af de mc’s jeg ser op til, og jeg ville rigtig gerne høre hans sange.

Jeg synes han er en fantastisk sangskriver, og hans funky dub-inspirerede lyd af meget mørk og stenet hip hop, er en af de få ting englænderne kan være rigtig stolte af. Fuck Big Ben, Roots Manuva is the shit.

I starten af koncerten stod jeg lige foran scenen. Jeg troede virkelig jeg havde skudt papegøjen her. Det perfekte spot til den koncert, jeg havde glædet mig mest til. Jeg stod med en smøg i kæften, en bajer i hånden, og jeg havde lige pisset af. Life was perfect.

Bandet lagde ud med et tungt groove og en hypemand begyndte så småt at råbe Roots Manuva. Der kom gang i teltet. Så kommer hypemanden ind, sammen med Mr. Manuva. Men hvorfor er det næsten umuligt at høre hvad de siger?? Og hvorfor står hypemanden og siger en masse ting i mikrofonen, som der åbenbart ikke er lyd på??

I ain’t no Sherlock Holmes, så mysteriet fortaber sig i hashtågerne. Roots Manuva rappede og man kunne ikke høre en skid. Lydniveauet var lige så godt som de mudderpøle, vi gik rundt i sidste år. Med andre ord, hvis man aldrig havde hørt om Roots Manuva før, så fattede man ikke en skid af, hvad der foregik! Jeg forstår ikke hvordan det kan lade sig gøre at have en lydmand i et telt med plads til en 15.000 mennesker, som ikke kan styre 2 (TO!!!) mikrofoner. De blev skruet op og ned efter behag. Jeg tror jeg talte 5 gange, hvor hypemanden eller Manuva, stod og sagde et eller andet i mikrofonen. Så går der ca. 5 sekunder, så bliver mikrofonen skruet op. Uprofessionelt og ekstremt nederen, hvis man var kommet for at høre, hvad Mr. Manuva egentlig havde at sige. Og det ville jeg virkelig gerne.

Nu kender jeg heldigvis mandens sange, så jeg fik da sunget med på Collosal Insight, Witness (One hope), Too Cold og Dreamy Days. Men det er da også kun, fordi jeg kan numrene til hudløshed. Ikke fordi jeg kunne høre noget i teltet.

Roots Manuva kørte den stenede stil på scenen. Han gik rundt og rappede, og så ud til at have det meget godt. Hans musik lægger heller ikke op til den vilde fest. Det er ekstremt stenet. Så hans presence var egentlig cool i min bog. Men når man ikke kan høre, hvad han siger, så bliver det bare kedeligt, og man står og bliver irriteret… Det var sku ikke det jeg havde brug for til en lørdagsstener, jeg ville meget hellere forsvinde ind i den fantastiske tågede verden Roots Manuva har opfundet på sine plader, men nærheden går ligesom tabt, når det ikke er til at høre, hvad han siger. Damn.

skrevet af: “Den sweaterklædte Smerte (der så småt er begyndt at vise tænder)”

Karakter 3 ud af 6 spots (koncerten burde have 2, men ok Roots Manuva er trods alt vildere end Big Ben)

Fotos af: Jens Lund Møller

Der er vidst ingen tvivl om Dr. Dres aktuelle signing The Game har haft fart på i studiet det sidste års tid! Et utal af mixtape appearances, nogle pre-hype albums og en solid debut LP på Aftermath med Dr. Dre bag roret. Tilføj en masse beef med de tidligere arbejdskammerater G-Unit og senest Death Rows tower of power Suge Knight og den unge Compton rapper har lagt i ovnen til de bedste vilkår overhovedet for en hurtig rise to fame eller en tidlig død!

Ligesom 50 Cent er Game også engang blevet ramt af en håndfuld flyvende projektiler, hvilket i vores del af verden er en forfærdelig traumatisk oplevelse, men i L.A. og den amerikanske rapindustry ses som værende “Damn good street promotion!”
Efter ½ times forsinkelse i lufthavnen fyrede DJ Crystals (?) op for en gang prehype beats og varmede crowden solidt op på denne sidste fantastiske dag på festivalen.

Iført G-Unot shirt, rødt Blood bandana og en klassisk iced out medallion om halsen gik The Game på scenen til stor jubel for det imponerende fremmøde i og omkring Arena teltet.

Beatet til Westside Story fortjener topkarakter alene og med en dope live udgave sparkede Game showet igang på noget nær optimal vis.

Lyden var enormt diskant hvor vi stod ved indgangen til det store telt, men blev straks bedre, da vi rykkede ud i solen og kom lidt på afstand. Game gav den fuld gas med en ekstra rå stemme og et udmærket flow og man kunne ikke lade være at nikke med nakken til de gennemført svedige produktioner fra The Documentary alle særligt udvalgte og mixede af Dr. Dre himself.

En lowrider cykel var eneste rekvisit i showet udover et par flasker cognac (vi udlodder Games flaskeprop snarligt!), som en dansk b-boy blev tvunget til at tylle i sig side om side med Game før han fik lov at danse på scenen.

Ingen kan drikke mig under bordet proklamerede den kæphøje ungersvend over mikrofonen. Et par sange senere måtte han erkende, han var blevet godt ramt af den brune væske og fandt hvile på scenekanten for en stund. Det påvirkede dog ikke hans rap præstation, men sjovt nok hele showets struktur, hvilket vi kommer tilbage til sidst i teksten.

DJ Crystals (stadig verdens wackeste DJ navn) blev i et lille pause indslag af Game præsenteret som værende Amerikas bedste DJ (?!), hvorefter han gav os en sød lille scratch rutine som vi klappede høfligt af, på trods af den var klasser under Turkman Souljahs fænomenale beatjuggle stadig brændt i hukommelsen fra gårsdagens Outlandish koncert.

Documentary numrene blev leveret tight og det kunne ikke være meget federe end da No More Fun and Games og det efterfølgende rotationshit Hate It Or Love It fik Roskilde crowden helt op at ringe med den klassiske boom bap lyd! Timbo bangeren Put You On The Game gik også klokkeklart ind på listen over fedeste live joints på hele festivalen. Til gengæld fandt vi hurtigt ud af, hvor indebrændt en lille dreng Game i virkeligheden var med hans konstante disses til G-Unit og 50 Cent. Han ville endda have os til at råbe en masse snavs om dem.

Forklaringen på beefens oprindelse var ifølge Game at 50 var sur over at Dres nye rapper havde fået alle de gode beats til sin plade og The Documentary dermed var endt som en federe plade end The Massacre (so very right you are 50!). I øvrigt skulle jeg hilse fra Game og sige at Olivia fra Candy Shop er en mand! Så var det vist nok med det gøjl…

…men næ nej! Game blev VED med at regne G-Unit disses ned fra en ellers så skyfri Roskilde himmel og jeg tror jeg taler for de fleste, når jeg siger vi havde fået nok af hans latterlige bitterhed. Manden fremstod jo som en retarderet klovn!

Hvad der kunne have været endnu en standard hyldest til 2Pac og Biggie blev forvandlet til herlig ufrivillig komedie, da Game insisterede på at flyve Pac og B.I.G. til København i helikopter med tilhørende lydeffekter and shit! Beatet til hhv. California Love og Hypnotize blev herefter udnyttet som backdrops til endnu et par julelege fra Games side.

G-G-G-G-G-Unot! (efterfulgt af pistolskud i hobetal PRÆCIS som 50 Cent koncerten sidste år)

Hvis han ikke snart holder igen med bøffen, kan det meget vel være ham selv, der bliver fløjet ind fra det hinsides ved næste større rap koncert!

Nu kom vi til eftermiddagens mest bizzare udtalelse: I only have one album and no more songs. Fuck it I’ll start the whole shit over – I don’t give a fuck!

Og ganske som lovet gik Game af scenen og kom ind igen som om han netop var landet og påbegyndte de første numre på ny! Han missede totalt muligheden for at fyre en god joke af, da han ufortrødent fortsatte langt ind i sætlisten og endda ledte livligt efter b-boy’en fra før, så showet kunne blive en EKSAKT gentagelse!!

Efter en af de såkaldte freestyles (læs: et vers fra dis tracket 300 Bars and Running) vækkede Game os pludselig fra en behagelig lur i græsset med updaten om han officielt var løbet tør for sange og endnu sjovere, at han var Drunk… AND sick! Someone point me in the direction of the Copenhagen Hospital!

Ærgerligt Game forpurrede muligheden for at lande en seriøs topkarakter, det startede altsammen så gangsta!

Sætlisten:

Westside Story
Higher
Put You On The Game
Dream
Start From Scratch
No More Fun and Games
Hate It Or Love It
How We Do
Documentary
Church For Thugs
Vers fra 300 Bars and Running

3 ud af 6

Fotos af: Jens Lund Møller

Byens Puls sprøjter igen den friske maling lige i øjet på dig. Jezpar har været rundt med kameraet og skummet fløden af de mange danske og udenlandske grafittimaleres pieces der smykker hele Roskilde Festivalen. Kig med HER!

Sammenholdt med sidste års forrygende Wu-Tang koncert, tyder årets hip hop-program på årets Roskilde på at det endelig er gået op for bookerne, at hip hop er en af de største og mest populære genrer i dag, og at store hip hop-navne rent faktisk findes og sagtens kan rocke Orange, som vi fredag eftermiddag blev vidne til, da Snoop fik noget der lignede samtlige festivalens teenagegæster til at råbe ”We looove you Snoop!” Forfriskende nok, selvom yours truly søger sin hip hop-pedigree på andre, mere utilgængelige græsgange.

I år repræsenteres denne mere progressive hip hop af en række britiske grime-navne, mundmusikeren Rahzels team-up med gøglergalningen Mike Patton og så det New York’ske label Definitive Jux’ seneste showstoppere, The Perceptionists. Et noget løst og ufokuseret felt, der står ret markant tilbage fra de seneste års overvejende fine hip hop-udbud på Roskilde, men som med Perceptionists’ show fredag aften alligevel blev sparket eftertrykkeligt hårdt i gang.
Boston-crewet Perceptionists er virkeliggørelsen af det uundgåelige fællesprojekt, ungdomsvennerne Mr. Lif, Akrobatik og DJ Fakts One har snakket om i årevis, og debutalbummet Black Dialogue bærer naturligt nok præg af den tilbagelænede, lidt ufokuserede for the hell of it-stemning, man kan forvente sig af et sådant venskabsforetagende. På plade virker det ret ujævnt, trods de to MCers åbenlyse skills, men live leverer de erfarne partyrockers til gengæld varen in spades. Fakts One var i denne omgang blevet hjemme og erstattedes på stålhjulene af Therapy fra Jacksonville-gruppen Asamov, der showet igennem leverede solid og ofte opfindsom backing for Lif og Aks lyriske stylings, der som forventet primært var koncentreret om numrene fra Black Dialogue. Vi fik således noget nær hele tracklisten, straight up og ingen dikkedarer, med det retskaffent harme opråb til de amerikanske soldater i Irak, ”Memorial Day”, og de to El-P-producerede battletracks, ”Bló” og ”Frame Rupture”, som de naturlige højdepunkter de også er på pladen i kraft af deres rå energi.

Mest imponerende er de Ak og Lifs prunkløse interaktion på scenen – de kender tydeligvis hinanden så godt at det virker som om den ene ved, hvad den anden tænker før han selv og derfor kan tage over. De tos konstante mic-skift er således en vinderstrategi, der falder så tight at man ind i mellem føler sig hensat til Run DMCs storhedstid. Hoveddelen af showet bød ikke på de store overraskelser, men vi fik da en håndfuld varierede udgaver af de tos ældre numre – fx undergrundsbangeren ”Inhuman Capabilites”, der blev lagt over et hakkende beat med stumpt kradsende basbund, og det manifestagtige vækkelseskald ”The Avengers”, der som det længe ventede ekstranummer blev ledsaget af en snerpet men alligevel helt passende minimalistisk trommerytme.

Alt i alt ville det have været et solidt, professionelt og hype hardcore hip hop-show, hvis ikke de tre var blevet kaldt ind igen af et tændt publikum, der med øredøvende enighed krævede freestyles af dem. Det lod Ak og Lif sig ikke sige to gange og de kastede sig derefter ud i et 10-minutters off-the-top-overflødighedshorn, der løftede koncerten fra det fede til det uforglemmelige. Den frie form bragte virkelig de tos præcise interaktion op til overfladen og gav dem mulighed for at elaborere på hinandens ord. Ak leverede de mest resonante punchlines, bl. a. ”I´m Akrobatik from the Perceptionist group/ I rap in front of 85.000 people without being Snoop!”, mens Lif imponerede med sine raffinerede temposkift og eksakt lagte smør-mekano-flow. Selv Therapy greb pludselig mic’en og leverede en fin freestyle, hvilket fik Ak til at positionere sig bag drejebordene og lægge lidt cuts. Hip hop af fineste karat in the making lige for øjnene af de forkælede Roskilde-gæster og helt passende at nogle af de fedeste improrim blev lagt over DJ Premier’s beat til Group Homes ”Livin’ Proof”.

Fotos af: Jens Lund Møller.

Interview med Perceptionists

Anmeldelse af Black Dialogue

“But I, somehow, some way/
keep comin up with funky ass shit like every single day” (Gin & Juice)

Snoop Dogg havde for 2 uger siden kun én gang tidligere gæstet Danmark og dengang i 1998 var han til manges store ærgelse signet til Master Ps moneymaking-and-no-skillz-havin No Limit selskab og havde slæbt en masse umusikalske labelmates med på scenen.

Siden er det heldigvis gået den rigtige vej for mandens karriere og han er selv blevet en Big Dogg med eget pladeselskab, tv-serie, 2 sexvideoer, tøjmærke, dukke osv. Eftermiddagens koncert var hans anden i DK indenfor 14 dage!
Med udgangspunkt i en identisk playliste fra koncerten i Parken til Zulu Rocks bragede Orange Scenes enorme speaker system op for Murder Was the Case og satte gang i en fantastisk stemning på festivalen. Sol fra en skyfri himmel og masser af weed smoke in the air var optimale forhold, da 50.000 solstegte gæster gav den op for The Doggfather i sit letgenkendelig crip gangstapyjamas sæt med gatt-guldkæden hængende tungt om halsen.

Nuthin’ but a ‘G’ Thang, Tha Shizznit, Deep Cover, Gin & Juice og hardcore favoritten Pump Pump var alle medbragt fra det klassiske bagkatalog til vores store glæde. Indimellem juvelerne blev klogt nok flettet nogle af de nyere, mindre populære joints som lige nåede at få folk tilpas ned på jorden igen før vi blev revet rundt til Next Episode, What’s My Name, Beautiful (for the ladies!), Signs og publikumsfavoritten, den Neptunes konstruerede Drop It Like It’s Hot.

Snoop tog mere tit end ofte call and response rutinerne i brug, hvilket i starten var vildt cool med så mange publikumsdeltagere, men senere hen i showet blev røv irriterende! “Fuck that shiiiiat” og “Snoop Doog, Snoop Dogg” var faste fraser indimellem numrene og i stedet for nogle sanges originale omkvæd. Det virkede på ham som om han var dybt afhængig af det kick Roskilde crowden gav ham, og som han på den efterfølgende pressekonference beskrev som værende emotional. Det er fint nok, men go easy on the crowd interaction next time Snoopy Dizzle, we love you stizzle ma nizzle!

Samlet set var den omtrent 70 minutter lange rap koncert markant bedre end den i Parken 2 uger forinden, dette uden tvivl pga. nærværet med den enorme og glade festival crowd og ikke mindst solen! Snoop virkede i hvert fald i topform og smilede op til flere gange, hvor han for 2 uger siden holdt den hårde gangsta facade 100%.

Det fik vi også til koncerten:

– Den kontroversielle introduktionsvideo med Snoop i gangsterrollen, hvor han ender med at stå gun til gun overfor en chick og trykker af
– W-Ballz video interlude
– Westcoast producer Dj Battlecat på keys
– 2Pac tribute fra en af de få, der virkelig kendte- og havde et gensidigt respektforhold til ham
– Neptunes produktioner i hobetal og mange tusinde Boogie/Rundfunk fans, der labbede dem i sig side om side med true hip-hop heads.
– Snoops bodyguard House i rollen som den overvågende faderskikkelse.

Den efterfølgende pressekonference bød på en hyggelig rundbordssnak mellem en afslappet Snoop og udvalgte danske medierepræsentanter. Ved spørgsmålet om, hvad det betød for Snoop at deltage i den kæmpe velgørenhedskoncert Live 8, svarede han at det var en utroligt stor ting, da han var den eneste afro amerikaner og den eneste gangsta rapper tilstede.

Snoops største indflydelse i form af et enkelt rap nummer var Fuck The Police, mens hans all time favorit rapper var Slick Rick!

Mest interessante var spørgsmålene fra en frisk 13-årig pige fra P3 Junior, der fik smilehulerne frem hos vores rappende ven. Mest uinteressante var spørgsmålene fra de trykte medier, der oftest gentog hvad vi alle havde hørt 40 gange før.

MTV fyrede op for interview, og vi andre blev hurtigt gelejdet ud af vognen, hvor gorilla bodyguard extraordinaire House vogtede som en kæmpe bulldog foran sit hundehus. Keep It moving! nærmest truede han fra sin “trone” og mindede os kort om Jabba The Hutt. Snoop´s backup rapper og andre fra crewet spillede basketball backstage, Jokeren talte business med amerikanerne og duften af barbecue var tung i luften…

Ekstra lir, hvis du stadig er med:

Efter Doggystyle droppede Snoop en masse albums af enormt svingende kvalitet, men mest af alt skod for at være helt ærlig! Det eneste jeg selv ejer er No Limit Top Dogg, hvorpå man iblandt en masse intetsigende “gylden tank” gøjl finder det strålende hit “B Please” med Xzibit og Snoop på mikrofontjeneste over en mageløs Dr. Dre produktion. Et nummer Snoop til min begejstring fyrede op for til gårsdagens show.

Samarbejdet med Dre er det vi respekterer ham mest for og det han forhåbentlig kommer tilbage til igen på et tidspunkt. Uanset hvor lang tid der går mellem snapsene, kan Dre og Snoop ikke træde forkert, så snart de er forenede på et track! Kan du fx. huske den følelse du fik, da du første gang genoplevede viben mellem de to i videoen til Still Dre?! Vores åleslanke ven repræsenterende i bedste stil side om side med sin mentor. Ikke et øje var tørt herovre “ooohweee – put it in the air!”

Min personlige top 3 liste over rap albums jeg har ventet LÆNGST på skulle udkomme:

1. Dr. Dre & Ice Cube Helter Skelter – udkom aldrig og titlen blev tilmed stjålet af Dres ellers så gode ven og tidligere samarbejdspartner D.O.C. der udgav det som sit eget solo album.

2. Snoop Doggy Dogg Doggystyle – vi var smølfeblå i hovederne da det endelig kom og tog rapverdenen med storm.

3. Method Man Tical – mon ikke vi ventede på det første solo chamber i The Wu-Tang Saga.. Wu can I get a su!

5 ud af 6

Fotos af: Jens Lund Møller