Side Brok har det ikke let. Det har altid været en kamp at rappe på andre dialekter end de dominerende. Da GETO Boys kom frem lød deres sydstatsudtale alt for country for hip-hop medierne i New York. Herhjemme har vi grint med – og af – L:Ron:Harrald når han rappede på æ sproch. I Norge var det i lang tid accepteret, at rap på norsk ikke var vejen frem, til Tungtvann brød igennem på tykt nordnorsk. Siden er rap på morsmålet eksploderet, men ingen turde rappe på regulært nynorsk.

Nynorsk dækker – for at gøre forvirringen total – over en dialekt, som er tættere på oprindeligt norsk, end den gængse. Dialekten er svær at forstå ikke bare for os, men også almindelige nordmænd. Oveni købet får det sprogbrugerne til at fremstå som bonderøve, hvilket sjældent er målet i rappens storbymiljøer. Man må sige det er en udfordring, at skulle lave hip-hop med de forudsætninger, men intet er jo umuligt. Side Brok blev de første, der tog nynorske alvorligt, og har nu lavet et helt album, hvor der rappes på dialekten fra deres hjemstavn Hovdebygda.

Manden bag blandingen af hipt gadeslang og traditionel hjemegnsdialekt kalder sig Thorstein Hyl III. Meget sigende er det vel ca. sådan folk i Hovdebygda udtaler Poloricaneren Thirstin Howl III’s navn. Han rapper med en lys, halvskinger stemme, der gør rappet endnu mere markant i lydbilledet. Hans melodiske men udpræget sære flow, varieres pladen igennem fra slavisk til nærmest ikke eksisterende, hvilket gør det, hvis ikke underholdende, så i alt fald specielt at lytte til. Og man bliver nødt til at lytte temmelig meget til flowet før ordene synker ind.

Når meningen fremstår klarere er det oftest tekster om helt dagligdags emner som musik, mad og sex, der rappes om på den lettere surrealistiske facon vi kender fra Malk De Koijn. Her er f.eks. et uddrag fra ”Ein Likandens Kar” om Thorstein Hyl III, der ikke kan lide at at knokle men derimod at stå sent op og aflevere et ekskrement der stinker som en norsk popsanger: ”ej lika ikkje å stresse, streve, å slite / ste opp halvt ti, en kopp kaffi, so ska ej drite / teke mej go tida, drite mens ej rima / so lenge og so vel at til og med ej verte forbina / ej lika å legge en lause kabel / en stinkande sleipe klatt som morten abel” Sangen fortsætter i samme spor og slutter med: ”stort sett så lika ej alt så rima (– stort set kan jeg li’ alt der rimer)” Det betegner fornemt tekstuniverset, der virker som en stream-of-consciousness primært styret af rimene.

Det forfriskende ved Side Brok, er at de bruger rappen som en del af deres eget udtryk, i stedet for at forsøge, at lave rap efter hip-hoppens stramme regelsæt. Når man lytter til pladen hører man rap, blandet med alle mulige musikalske inspirationer, og tekster, der selv når der rappes om standardiserede emner, bliver specielle på grund af oversættelsen eller ironien. Thorstein Hyl karakteriserer det på ”E Thorstein Hyl” sådan: “Stile din e falske som ei flaske solo med piss i / mens ej helde stile og gjenge med halte fot / i dress med pologenser og side brok / fy og fan og æsj og issa / og du må lære å halde kjeft når voksne dissa” (- din stil er falsk som en flaske solo-appelsinvand med pis i / mens jeg holder stilen og halter på foden når jeg går / I jakkesæt med polotrøje og baggy pants / for helvede pis og lort / du må lære at holde kæft når vokse disser.)

Andre steder på pladen rapper Sjef R, der virker mere laid back og mindre provokerende end Thorstein Hyl, selvom det nu en gang er samme person bag de to alias. På nummeret Side Brok, rapper han: ”Me sprika frå reggae til hip-hop / frå jazz til electro til åttitals pop.” Det passer meget godt til de genrer musikstilen er lavet i, for lydbilledet er ligeså skizofrent som Sjef R/Thorstein Hyl. Der skiftes genre på hvert andet nummer, og det kunne naturligvis være en styrke, men det gør det ret svært at slappe af når man lytter til albummet. Bedst fungerer det på ”1,2,3 Fyre” der er Side Brok’s udgave af et G-Funk nummer – komplet med skringende synthbeats og en tekst om biler. Sommernummeret ”Setra” er også ret fængende, med liveinstrumenter, der næsten bliver poppede. Derimod er uptempo-electro-throwbacket på ”Side Brok,” helmislykket, og lyder som et forvirret garagebeat. I det hele taget er der en markant drum’n’bass inspireret lyd på ”Høge Brella,” der virker outdatet. Når man skal høre på rap, der er så speciel, hjælper det ikke at trommerne også er akavede.

Når der skal afregnes kan det ikke benægtes Side Brok er et underholdende bekendtskab. Alene ideen med at rappe på et sprog uhyggeligt få mennesker forstår uden at fortrække en mine er jo grinagtig. Oveni er balancegangen i at lave sjov hip-hop uden at gøre grin med det, også spændende at følge. Der hvor linen knækker for mig er at det ofte virker som om Side Brok kæmper for at skabe et anderledes rapudtryk, fordi de ikke formår at skabe et konventionelt godt rap-nummer.

Thorstein Hyl rimer glimrende, han er måske ikke nogen fantastisk storyteller, men leverer fine psykadeliske øjebliksbilleder. Hvis produktionerne blev strammet op, ville konceptet med en være meget lettere at fordøje. Indtil da bevæger ”Høge Brelle” sig i en gråzone, hvor universet fyldt med streetwise bonderøve, der rapper over kiksede beats, og det virker lidt som en vittighed, der går tabt i oversættelsen.

2½ sofaer ud af 5

NB: Side Brok betyder baggy pants. Besøg sidebrok.no for mere information… samt tekster!

Onsdag d. 28. kommer der nye Flavourz på Midweek Brakes. Det vores egen partner-in-internet-crime Flavourz.dk, der står for sin første Midweek Brakes aften på Rust. De har lavet et nyt spændende koncept, der er centreret om underholdning man kan hygge sig til med lounge-koncert feat. Gísli og Strøm, asiatisk køkken, hip-hop quiz og selvfølgelig club musik.

Aftenen starter med hip-hop gættekonkurrence i klassisk barquiz stil, men med mere yo the streets spørgsmål og præmier. Da man næppe kan sige rap trivial uden at sige PTA, har jeg lovet at agere overdommer sammen med Flavourz’ store søn Emil Hobel. Quizzen går allerede igang klokken 21:30 så det anbefales at komme når dørene åbnes klokken 21. Dan eventuelt hold på op til fem personer på forhånd – gerne med sjove navne!

OnPoint vil hver mandag informere dig om hvilke ting der går ned på den danske hip hop og reggae scene i den efterfølgende uge. Så husk at checke ugens opdate, så du kan sikre dig at du ikke går glip af ugens alt for vilde musik eller club oplevelse. Big up massive! Lick Shot!

[UGENS MUSTx3!]

DM I MIX 2004. Lørdag den 31. juli, Vega, København.

Little T & Riddimforce Band (natklubkoncert, fredag d.30, Rust, København

Flavourz’ Hip Hop Quiz på Midweek Brakes onsdag d.28, Rust, København

Gift of Gab, halvdelen af de legendariske alfabetgymnaster og guldkyst-pionerer Blackalicious, har for nyligt udgivet sit forsøg på et gennemslagskraftigt solo album på det dejligt standhaftige pladeselskab Quannum Projects, der foruden Blackalicous danner rammen om blandt andet Lyrics Born, Latyrx, Lifesavas og DJ Shadows pladeudgivelser. Blackalicous har altid holdt fast i hat, briller og principper, holdt deres særegne og unikke trylleformular tæt ind til kroppen, mens andre rimakrobater fluks har voldtaget den nærmeste døgnflue. Dernæst har de pioneret undergrunden med udiskutabelt talent i årevis, så det var ikke med andet end skyhøje forventninger jeg satte mig for at høre The Gift of Gab – 4th Dimensional Rocketships Going Up.

Bruddet med den faste producer-kammesjuk er åbenbart blevet en klassisk gennemgangskrise for de fleste midaldrende hiphoppere, der vil søge nye græsgange og lade friske kræfter spille ind i et forsøg på at lave et individuelt mesterværk uden hjælp fra den faste bagmand. Nogle gange fungerer det, andre gange slet ikke og få gange fungerer det som fod i hose. Gift of Gab har skiftet den legendariske kammerat Chief Excel ud med de lovende newcomers fra Seattle – Jake One og Vitamin D. Jake One, der allerede kan fremvise en ret så imponerende diskografi, står for et par gode gedigne beats, men det er der imod stjerne-frøet Vitamin D, der trækker det længste strå med et fremragende sæt af iørefaldende produktioner med både stemning og energiske tiltag.

Gift of Gab er ellers som sædvanlig. Hans flow er stadig kryds og slange, hans tekstunivers er af akkurat samme skuffe og hans unikhed har stadig en snert af noget uopdaget og halvinnovativt over sig. Hans ordkløveri er stadigvæk tankevækkende og spændende, og hans intelligente og tilvendte tilgang til hans hobby misundes sikkert stadigvæk verden rundt. Han får stadigvæk det mest komplicerede til at se pærelet ud. Men… det personlige præg kommer aldrig i omdrejninger, og han går ikke ud over den klassiske Blackalicous opskrift på hvordan man laver et album. Man savner hele tiden, at han freaker den, men man ser aldrig den side af ham – i hvert fald ikke 100 procent. Forventningerne falder lige så stille til jorden, og mod enden kæmper man sig næsten igennem de til tider kedelige ballader. Man savner hurtigt konceptuelle eller nyskabende tracks, og Gabs ellers så inspirerende og gakkede tekstunivers om stjerner og diverse solsystemer fungerer heller aldrig optimalt, og forsøget på at lytteren skal opleve en selvstændig Gift of Gab bliver mere til et halvkvalt overfladisk opråb, end det bliver til en individuel milepæl.

Skiven kører i det samme trummerum og mangler simpelthen alsidighed. Man savner lidt gå-amok og nyskabende numre som Blackalicous ellers har været et godt synonym for i tidernes forbløb. Jeg ville ønske, at han kunne tage skridtet op hoppe ud af trummerummet og lave et personligt håndværk. Han leger ikke med emner og ord, og albummet bliver så klinisk, næsten robotagtigt, og overfladisk på grund af den kontinuerlige tråd. Den påtagede humor regerer desværre, og inderlig morskab er et sjældent syn, og selvom man ikke kan kimse af hans unikke tekniske færdigheder, så gøres det netop også af og til så uhyggeligt præcist, at det næsten bliver direkte kedeligt at høre på.

Den første skæring The Ride of Your Life er immervæk et fantastisk nummer, og sætter sig hurtigt fast i hukommelsen – den abstrakte og filosofiske tekst giver en lyst til at genhøre nummeret igen og igen, og det er måske meget godt, for der venter én en masse skuffelser efterfølgende. Det næste nummer – Rat Race – er en kedelig cocktail af et barnligt Jake One beat, og Gifts ulidelige forsøg på en humoristisk fortælling om livets små ting. Det falder straks falder til jorden. De kedelige og intetsigende ballader på pladen udgør desværre en del – men derimod genkender man hurtigt legenden på numre som The Writz, der med en fantastisk legende beat og et fænomenalt flow, er et af pladens absolutte højdepunkter. Flashback er ligeså et ganske udmærket nummer , hvor Gift reminiscer om back in the days – et ret atypisk Gift track, men sådant et nr. skal alle rappere vel lave på et eller andet tidspunkt i karrieren. Han tager os tilbage til dengang hvor livet bare var mere simpelt.

Bonusskæringen Just Because er også endnu et eksempel på gavens talent – endnu et fascinerende flow peppet op med lyrik direkte fra hjertet. Simpelthen den slags man savner pladen igennem – der er for få nævneværdige numre på pladen og resten glemmer han straks.
Man savner egentlig ikke Xcel – det eneste man savner er en individuel Gift. Vitamin D og Jake One leverer for det meste varen og passer overraskende godt sammen med Gifts fabelagtige flow – så man kan ikke skyde skylden på producerne, som man kan på så meget andet . Gift leverer simpelthen slet ikke den forventede intensitet.

Det er altid synd og skam, at overvære et stjerneskud falde til jorden og ikke leve op til forventningerne. Gift prøver virkelig også at gå den så kreative og sigende vej, som Blackalicious banede vejen for i sin tid – måske for endnu engang, at bevise at han kan selv – men det går bare ikke, og det bliver ikke andet end monotont. Men pladen er rig på finurlige detaljer og overraskelser, så hvis albummet havde taget fat om fejl og mangler ville det ikke bare ende op i glemmebogen, Men alt i alt er det nu engang blevet til et ganske okay album med et par rigtig lækre skæringer og en forfærdelig bunke kedelige numre – jeg havde forventet meget mere, for Gift of Gab er og forbliver forhåbentlig den dygtige rimsmed og fremførelseschamp han er, i et kongerige fyldt med average Joes.

2,5 ud af 5

RJD2 er vel noget nær number one hvad angår producering af lækre beats i soul-samples stilen. Hans debutalbum “Deadringer” fra 2002 var også noget af det mest interessante hiphop i sin kategori i mange år. Udover dette album har RJD2 som den ene halvdel af Soul Position også leveret en overflod af interessante sange og beats siden, og der var derfor store forventninger til hans nye album “Since we last spoke”.

Da der på “Deadringer” havde været plads til 3 raptracks, der i sandhed var unikke samarbejder mellem vokal og beats – perfekte hiphopnumre – kiggede jeg derfor som det første spændt i tracklisten på det lækre cover efter featurede rappere, men der var ingen at finde! Hvad er nu det for noget? Meget skuffet anmelder.

Men efter at være kommet mig over skuffelsen, gik der nu ikke længe inden forsøget på at abstrahere fra rap-fraværet blev overdøvet af denne interessante skive, der hurtigt viste sine kvaliteteter, på nye måder, og gradvist fremstod bedre og bedre. Fra den hårdtslående “Since we last spoke” (der har visse lignelser med “The Horror”) over de lige så spændende “Exotic talk” og “Iced lightning” til den følelsesladede “One day”. Det blev ved at være interessant, og konstant udfordrende.

Op til udgivelsen havde rygterne svirret om at det nye albums lyd skulle være mere rocket, hvilket man heller ikke kan benægte den er. Men som man hører pladen indser man også at den nye udvikling skam ikke er så dårlig endda. Niveauet er stadig højt, og det er altid spændende lytning.

RJD2 har sagt at “Since we last spoke”-albummet grundlæggende er lavet som en opsamling af gamle glemte hits, mixet sammen til nye numre. Og det er som sædvanlig godbidder vi får serveret, ned til mindste detalje af breakbeats, klaver-samples, basgange, snares og loops. Høj klasse. Specielt måden hvorpå RJD2 formår at skabe en stemning i numrene er unik, og meget fængende. Titelnummeret, “Someone’s second kiss” og “Iced lightning” repræsenterer alle en speciel stemning, samtidig med at de lader lytteren selv associere til egne tanker, enten uden, eller med en meget diskret vokal.

RJD2’s tidligere varemærke, soul-stemmerne, er byttet ud med mere blandede moody samples, og det rammer også den nye lyd rigtig godt. Beat-mesterens egen kæreste synger fint på nummeret “Ring finger”, mens vi på “Making days longer” og “Through the walls” har fået hr. RJ selv på vokal! Selvom det ikke går katastrofalt, burde nummeret “Through the walls” nok under alle omstændigheder have været skåret væk, da det er en underlig blanding af et 80-rockhit og noget ubeskriveligt triphop. Bygget op af gode samples, ja, men resultatet er ikke helt til at holde ud at høre på.

På det meget chillede nummer “To all of you” lurer noget af den gamle stil med en soulstemme der synger om “all of you players… livin’.. and you call yourself pimpin’!”. I slutningen af nummeret kommer der et lækkert breakbeat ind, og som det eneste sted på pladen noget så savnet som lidt scratch! For netop lidt scratch kunne måske have sat den ekstra kulør på numrene og gjort dem virkelig geniale.

Men uanset hvad, ér pladen stadig fyldt med genistreger, og der er tydeligvis lagt et kæmpe arbejde i, således at man på intet tidspunkt keder sig. Lyden er stadig udfordrende, og RJD2 har cementeret sig som manden der kan lave instrumentals som ingen andre. At det så ikke er hiphop på samme måde længere er selvfølgelig ærgeligt på sin måde. Men “Since we last spoke” er stadig et imponerende og ørefængende album, og mange af numrene giver stadig den dér fortryllende fornemmelse af at man er vidne til noget lettere hemmeligt, udforskende musik, sammensat af håndplukkede samples til perfekte beats. Ganske unikt.

4 ud af 5 stole

Fremover vil OnPoint hver mandag informere dig hvilke ting der går ned på den danske hip hop og reggae scene i den efterfølgende uge. Så husk at checke ugens opdate, så du kan sikre dig at du ikke går glip af ugens alt for vilde musik eller club oplevelse. Big up massive! Lick Shot!

[UGENS MUST!]

MidWeekBrakes møder Hip Hop Kontoret. Live: DJ Revolution (LA). DJ Noize, DJ Knud. DJ Ugerløse og DJ Møller, samt DJ Schack og DJ Geo Brakes fra Mid Week Brakes. Fredag den 23. juli, Sandkassen, København.

Rapspot trækker teltpælene op og folder Roskilde Festival updatesne sammen.

Hold tungen lige i munden, månedens Byens Puls er online med over 160 billeder!.

Roskilde Festivalen og Copenhagen Cruise er denne gang i fokus. Se Juni/Juli kollektionen her.

Se flere billeder af malerier fra Roskilde her

Byens Puls opdateres i et samarbejde imellem Rapspot.dk og Byens Puls Magazines.

I godt ti år har Quannum-kollektivet bidraget betydeligt til the Bay Areas altid væsentlige hip hop-scene, og de har efterhånden etableret sig som en af genrens mest modne, men stadig ekperimenterende crews. Ligeså kendte de er for vitalt sjælfulde plader, er de for et særdeles dynamisk og oplivende live show, og de festivalgæster, der tidligt lørdag aften troppede op i et overfyldt Odeon-telt fik så sandelig syn for sagen, da crewet leverede årets hip hop-fest.

Kontra Crew rapperen fra Langeland, der netop har spillet på Roskilde Festivalens SkateScene er blevet kaldt punchline-MC så ofte det efterhånden er selvindlysende. Nu har han sat en promo EP sammen. Holdt nede på 3 numre, giver den både mulighed for at opleve Spez i battleraphumør og i det reflektive sofahjørne.

Som en af de mest omtalte undergrundsrappere har han markeret sig masser af steder det seneste år. Han medvirkede på Gadeplan, han spillede Hr Nielson i Rapspots Julekalender, og han var en af aberne bag Kaffe & Smøger EP’en. En overgang så det ud til hans næste udgivelse skulle være i samarbejde med Upfront, men det partnerskab er nu afbrudt.

Den netop udgivne promo-EP er selvfølgelig produceret af Kontra Crew’s beatmeister Es, og kan kun fås ved henvendelse til Spez, så det bliver nok noget af en skattejagt at få fat i den, held og lykke!