Nu skal det ikke være nogen hemmelighed at når jeg bliver bedt om at nævne mine yndlingsrappere, er Method Man en af de første jeg kommer i tanke om. Nede i min skrivebordsskuffe ligger der et pressefoto af Meth i al sin hætteklædte hotness, som jeg har fået af en Wu-Tang affilieret rapper med lovning om at det en dag ville blive signeret af Metode Manden selv. Jeg køber for mange sko til at bekymre mig om min slunkne og grinagtige pladesamling, men jeg har trofast anskaffet mig ethvert ‘Tical’-album, nogle endda flere gange. Method Man behøver ikke overbevise mig om at han er fantastisk, for det ved jeg allerede godt. Når det så er sagt, må jeg meddele at ‘Tical 0: The Prequel’ desværre ikke lever op til mine forventninger.
Stemningen på ‘Tical 0: The Prequel’ er slet ikke så dommedagsdyster som på det sidste Method Man album, ‘Tical 2000: Judgement Day’, der var præget af årtusindskiftet samt en sær fascination af hajer, gevirer og udklædningstøj (jf. ‘Tical 2000’-coveret). På ‘Tical 0: The Prequel’ præsenterer Method Man sig fra sin mere festlige – onde tunger siger jiggy – side, uden dog at lade sin trademark New York ruggedness forsvinde helt. Albummet er i høj grad stjernespækket, med gæsteoptrædener af blandt andre Busta Rhymes, Missy Elliott, Ghostface Killah, Ludacris, Redman, Raekwon og Snoop. Faktisk er der kun to numre, hvorpå Meth optræder alene. Et andet karakteristisk træk ved albummet er at Meth undertiden bruger citater fra hiphop-klassikere, fx på ‘Say What’ (feat. Missy Elliott):
Method Man:“You wanna front, what? Step up and get bucked/ and if you’re feelin’ lucky, duck/ then press your luck” (stammer fra Jeru Tha Damaja´s ‘Come Clean’)
Man kan diskutere, hvorvidt denne omsiggribende tendens er cool eller ej, om det er at bite eller ikke. Jeg vælger at se det som en sjov hyldest til de rappere, der citeres, og det vægter ekstra, når det kommer fra en rapper, der selv er legendarisk.
Missy er på samme nummer gået tilbage til at lave hooks (som Patti Labelle), og ellers ad-lib’er hun sig stille og roligt gennem nummeret, som er pænt kedeligt. ‘Bring The Pain’ (feat. Method Man), som lå på Missys egen ‘Under Construction’ var langt mere interessant. Bedre held næste gang, og vi ved jo at der kommer en næste gang
På ‘What’s Happenin” (feat. Busta Rhymes) hører vi for første gang disse to rap-sværvægtere sammen, i det Busta Rhymes er blevet inviteret med til festen. Som Busta selv siger det, og jeg kunne ikke være mere enig: “I think what I’m seein’ from here we got ’em whylin’ yo/ logical/ we shoulda did this shit a long time ago”
Meth fortsætter: “I got that shit that make rappers shit in they shoes/ nasty emcee, I spit flows and spit in they food/ man, don’t tempt me, I’m nothin’ like a curious child/ I’m simply a Boy N the Hood with Furious Styles”
‘What’s Happenin’ har en god chance for at blive det nummer man husker bedst fra ‘Tical 0: The Prequel’. Både på grund af samspillet mellem de to rapperes personligheder og den høje mængde af eksekveret potentiale, men også fordi beatet er iørefaldende på en tidløs måde.
Meth, som på dette album virkelig lever op til sit alias The Ticallion Stallion, synes åbenbart at det er blevet sjovt at rappe om hvor meget han macker piger. Han har lavet ganske mange numre om emnet på dette album, og det gør da heller ikke noget. På ‘We Some Dogs’klippes hundesnorene, og Meth, Redman og Snoop slippes løs på tracket. Meth og Redman trækkes ind i Snoops west coast univers, hvilket resulterer i et nummer, der er jævnt godt, uden at det imponerer synderligt.
Sangomkvædet er ret nice, men man kan ikke finde ud af hvem der synger på det ved at kigge på coveret. Mit gæt er at vedkommende er én, der godt kan lide D’Angelo.
Der er kun en enkelt RZA produktion på albummet, nemlig ‘The Turn’ (feat. Raekwon). Det er til gengæld klassisk Wu-Tang, men det ekstremt monotone beat balancerer faretruende på grænsen mellem halvvågen tilstand og dødslignende søvn. Lyrisk er der dog intet at brokke sig over. Raekwon er Wu-agtig og Meth er ret sjov.
Method Man:“See my crew thick, everyday I fights to prove it/ we comes undisputed/ with batteries included/ Honeys be like “Meth!”/ I be like “What?”/ they want some free cd’s/ I’m like see deez nuts”.
Jeg har meget svært ved at stå for kombinationen Meth/kvindevokal, og er derfor ret vild med ‘Tease’ (feat. Chinky). Nej, der står ikke Chingy, thank God!. Til trods for den rare latin-agtige produktion og den kompetente kvindevokal, bliver ‘Tease’ nok næppe et clubhit, dertil mangler noget solid bund, men tracket lyder rart i mine lo-budget høretelefoner fra Tiger, når jeg sidder i toget!
‘Tical 0: The Prequel’ står for mig som den svageste Method Man udgivelse til dato. Albummet skal ligne den fulde pakke, og alligevel leverer det ikke varen. Det er Method Man i en småfortyndet udgave, der brancher ud med collabos og genreskift, og spiller på alle tangenter uden at ville noget særligt med det. Der er for alvor gået big business i foretagendet, og det kan både ses og høres. I stedet for den alenlange takkeliste, som ellers pryder ethvert cover, ses blot en liste over de A&Rs, advokater og marketingsfolk, der har været inde over projektet. Jeg forestiller mig dette uddrag af et mødereferat i forbindelsen med tilblivelsen af ‘Tical 0: The Prequel’:
Patrick fra A&R-Administration lægger ud med en PowerPoint præsentation; et provokerende oplæg til en blanding af det klassiske og det uventede, men økonomisk sikre: M-E-T-H-O-D MAN, det er det de unge vil ha’!, så skal vi også lige lave noget West Coast. Et nummer med lidt ragga bliver der dog også tilføjet efter en kort diskussion.
James fra Management bemærker at man burde bruge Snoop; han er ligesom indbegrebet af West Coast, plus han har det der sjove program på MTV!.
Ja, og et nummer med Missy Elliott, siger Phil fra Marketing, han har nemlig lige været på kursus.
Sådan laver man ikke et klassisk hip-hop album.
Tre ud af fem sofaer.

Læs resten af 'Method Man – ‘Tical 0: The Prequel’ (Album)' »