Et stort tillykke til vores dansk rappende kollega-site der fejrede mælketænder i Vega lørdag d. 7. februar. Over 1000 mennesker dukkede op til den stort lancerede fest hvis imponerende line-up talte sværvægtere som LOC, Suspekt, Per V, Clemens, Ufo Yepha, Static & Nat Ill for blot at nævne nogle få.

I efteråret skabte det ruckus og ballade i medierne, da rap-tracket ‘Tragisk’ med Zaki blev fjernet fra en Christiania støtte-cd. Fonden der skulle finansiere udgivelsen af cd’en brød sig ikke om Zaki’s tekst og nægtede at betale, hvis nummeret kom med. Så det blev fjernet.
Drengene fra GAM3 var dengang hurtige til at ligge det “forbudte” track op til download på deres site. Nu følger de op med videoen til ‘Tragisk’, der er indspillet en kold vinterdag på Islands Brygge.
Peep videoen på GAM3.dk under menupunkterne GALLERY og VIDEOS. Og dyrk samtidig streetbasket-idealisternes nye for freshe flash-site.

Det var Fonden Støt Danmark, hvis midler stammer fra den oprindelige Christiania-plade fra 1976, der fandt dansk-egyptiske Zaki’s tekst om at være ung og muslim i Danmark efter 9-11 for alt for stærk kost. Da deres støtte til cd-projektet afhæng af, at ‘Tragisk’ ikke kom med, valgte det lille uafhængige pladeselskab Helicopter Records at fjerne nummeret fra ‘Nye Christiania Sange’, fordi selskabet ikke mente, at støtte-pladen ellers ville kunne finansieres.
Zaki’s tekst blev af et bestyrelsesmedlem i fonden kaldt »unuanceret, ensidig og paranoid,« hvilket mentes at passe dårligt sammen med fondens dagsorden om tolerance og overskud.
Politiken var til gengæld fremme med riven og mente, at der var tale om censur. I en leder blev Zaki’s tekst beskrevet som »(..) et meget kritisk, overbevisende og velformuleret signalement af det danske samfund – set fra dén sidelinje, hvor Zaki og mange af hans ligesindede befinder sig.«
Også her på Rapspot-boardet var meningerne om teksten dengang mildt sagt delte – men tjek videoen og døm selv.

I maj 2003 blev det første sønderjyske hiphopjam i flere år afholdt i Nygadehuset, Aabenraa. Arrangementet hed ‘Beat it‘, og var en stor succes med de dengang på landsplan endnu ukendte Ufo & Yepha på programmet og Per V som vært. Her i lørdags d. 31 januar 2004 var det så blevet tid til Beat it part 2, og der var skam ikke skruet ned for omfanget af fest og farver.

Med dobbelt-albummet ‘Speakerboxxx/The Love Below’ har OutKast begået en genistreg, der her, hvor det er blevet 04, stadig står som det fresheste 03 havde at byde på.
»No shit Sherlock,« og »Hvor har du været gravet ned, Skipper?« er formentlig din helt forståelige reaktion på dén forældede oplysning. Og derfor må jeg starte med at bitchslappe mig selv for den langsomme reaktionstid og tilføje, at nogle skiver er så væsentlige, at en anmeldelse af dem (næsten) ikke kan overskride sidste holdbarhedsdato.

D’herrer Big Boi og André 3000 har siden udgivelsen af dette 2-i-1 album benyttet enhver chance til at understrege, at de absolut ikke er ved at gå hver til sit. Forsikringerne er gået nogenlunde ud af samme tangent som Big Boi på ’Tomb of the Boom’:
»They say: “Big Boi, can you pull it off without your nigga Dre?”/
I say: “People, stop the madness, cause me and Dre be okay”/
OutKast, ‘Cell Therapy’ to cell division/
We just split it down the middle, so you can see both the visions/
Been spittin it damn near ten years, why the fuck would we be quittin?/«
Det ændrer dog ikke på, at ‘Speakerboxxx’ og ‘The Love Below’ både er indspillet som og fremstår som to helt uafhængige solo-albums – og formentlig også var blevet udgivet som sådan, hvis ikke OutKast-brandet var blevet guld værd efter ’Ms. Jackson’-feberen hærgede kloden.

Big Boi’s ’Speakerboxxx’ er langt hen ad vejen OutKast-universet som vi kender det. Uptempo og pimpalistic rap fra syden, flydende over legesyge og opfindsomme beats bygget på et fundament af Atlanta-funk – men med inspiration fra alle musikalske afkroge. Et tekstunivers, der med lige dele humor, alvor og psykedelia stikker dybere end gennemsnittet, og der som altid resulterer i hiphop, der bestemt ikke er bange for at udfordre lytteren – men som samtidig leverer fængende hooks, der leder direkte ind på toppen af hitlisterne.

Big Boi lægger ud med den forfærdelige techno-rap-crossover ’Ghettomusick’, der fortsætter, hvor den lige så forfærdelige ’Bombs Over Baghdad’ slap. Men albummets første højdepunkt følger heldigvis lige efter – treenigheden ’Unhappy’, ’Bowtie’ og ’The Way You Move’.
Tre eksemplariske godbidder dyppet i den magiske OutKast-hot sauce: Big Boi’s flow er trods det høje tempo ufatteligt tilbagelænet og passer perfekt til de stemningsfulde og groovy beats, der toppes med tre eksempler på de uhørt fængende omkvæd, som ingen andre rigtigt mestrer for tiden.
De fuldfede horn-stabs, de mange kor-vokaler og teksternes balanceren mellem fjolleri og seriøsitet leder uafviseligt tankerne hen på en art P-Funk for det nye årtusinde – jeg vil faktisk vove pimp-pelsen og påstå, at ikke mindst ’Bowtie’ er sådan George Clinton ville lyde i dag, hvis han kunne.
Ekstremt effektivt er det under alle omstændigheder, og hvis man ikke kommer i ”fyr-den-auf-på-den-super-pimpede-VIP-facon”-stemning af hooket, så kunne det være, man bare skulle opgive af lytte videre:
»Crocodile on my feet/ Fox fur on my back/
Bowtie round my neck/ That why they call me the gangsta mack/In the Cadillac/Yeah«

Sådan en tretrinsraket er naturligvis svær at toppe, og det formår Big Boi da hellere ikke på resten af albummet. Men det går nu alligevel ganske glimrende, og det kommer tæt på med endnu en ”trilogi” bestående af ’Flip Flop Rock’, ’Reset’ og ’Last Call’ – de tre sidste regulære tracks på Big Boi‘s halvdel. Den Jay-Z featurede ’Flip Flip Rock’ ville med sin moodye produktion have ligget helt i top blandt de uinspirerede beats på ’The Black Album’, men må altså her tage til takke med en sekundær placering. Karma-hymnen ’Reset’ ligger i perfekt forlængelse heraf, inden ’Last Call’ slutter tingene af med endnu en ”pimp-clubbin’ hymne” som kun OutKast kan lave dem.

Mens Big Boi altså med succes befinder sig på allerede kendt land, så bevæger André 3000 sig med ’The Love Below’ i høj grad ind på nyt territorium. Om det så også er med succes, afhænger nok i høj grad af, hvor open-minded og tålmodigt lytteren tager imod albummet. Selv var jeg skeptisk efter første gennemlytning, sulten efter mere efter femte, og fuldstændig solgt efter tiende.
’The Love Below’ er et koncept-album dedikeret til kærligheden, og hvert nummer fungerer som Dré’s beskrivelse af et nyt følelsesmæssigt plateau. Fra den ensomme længsel efter den eneste ene, over liderlighed og one-night stands til det spirende forhold, det skrantende forhold – og til den skrækslagne følelse af at man pludselig har fundet dén eneste ene, man søgte. Undervejs kommer han på underholdende facon ind over indtil flere niveauer af fascination, tilbedelse og forelskelse.

Hvis George Clinton kaster misundelige blikke efter ’Speakerboxxx’, så må ’The Love Below’ være den Prince-plade, vi aldrig fik. Selv-skrevet, selv-produceret og næsten selv-spillet placerer André 3000 sig med albummet midt imellem tidens mest visionære musiktænkere.
Hiphop-puritanere kan med en hvis ret claime, at ’The Love Below’ ikke er hiphop, eftersom der kun bliver rappet fire (4!) gange på hele albummet. I stedet snakker, crooner, falsetter, og gavtyve-vrænger Dré sig gennem løjerne, ligesom det meste af et symfoniorkester kommer i sving for akkompagnere ham undervejs.
I min verden emmer hele stemningen og den konstant underliggende humor dog af en tyk, stinkende hæphåp-til-benet følelse. Dré kommer vidt omkring i sit musikalske udtryk, og du kan både kalde det soul, funk og electronica – men det ændrer ikke på, at udgangspunktet og hele universet grundlæggende er hiphop.

Første højdepunkt er ’Happy Valentine’s Day’, der ganske enkelt er en af mine absolutte favorit bangers for hele 2003. Her sætter Dré i rollen som Cupid Valentino, den moderne Amor (»There’s so much fuss about Santa Claus, but see, Cupid will not be defeated,«), tingene på plads over for alle de players, der spiller barske.
Et utroligt simpelt men også utroligt effektivt beat, primært bestående af et funky guitar-lick og oldschool handclaps, bygger op til et par ørehængene hooks og slutter af i triumf med et af årets mest nøgne rapvers:
»Got a sweet lil’ darling back in my corner/
Below I know I love her but act like, I don’t want her/
Surrounded by the lovely, but yet feel like a loner/
Could be an organ donor/
The way I give up my heart, but never know because shit, I never tell her/
Ask me about my feelings I’d holla that it’s irrelevant/
I don’t get myself caught up in the Jell-O gelatine and pudding pops/
That others opt to call falling in love/«

Andre højdepunkter, der i diversitet afspejler den brede pensel Dré maler med, er den rendyrkede sjæler ’Prototype’, den sjove og moog-indsmurte vampyr-duet med Kelis ’Dracula’s Wedding’, den tungt elektro-funkene ’Behold a Lady’ og så selvfølgelig uptempo opfordringen til at »shake it like a polaroid picture,« ’Hey Ya!’. Nævnes skal også den afsluttende ’A Life in the Day of Benjamin André (Incomplete)’, der opsummerer hele albummet i ét fem minutter langt rapvers.
Men i det hele taget er hele albummet én lang excellering i udfordrende men tilfredsstillende beats, gode melodier, og underfundige tekster der burde ramme lige i plet hos de fleste, der har begået sig på kærlighedens vover. Det er et album, der betaler tilbage i stadig hårdere valuta, jo mere tid du bruger på det.

’Speakerboxxx’/’The Love Below’ er altså anbefalelsesværdig i den pureste essens af ordet. Hell, du får sgu to af årets bedste og vigtigste albums for the price of one.
Grunden til at OutKast trods alt ikke gør rent bord i jagten på Rapspots eftertragtede plyssofaer er, at jeg undervejs alligevel ikke kan lade være med at fundere over, hvad det kunne være blevet til, hvis vi i stedet for 55 minutters Big Boi og 78 minutters André 3000 havde fået 80 minutters OutKast. Simpelthen de bedste idéer fra de to halvdele arbejdet sammen i en art ”The Lovely Speakerboxxx Below”.
For selvom André 3000 har produceret flere tracks på ’Speakerboxxx’, så savner Big Boi’s cooler-than-cool modspillet fra Dré’s galskab. Og vice verca, hvilket Big Boi’s eneste bidrag til ’The Love Below’, et rapvers på ’Roses’, til fulde underbygger.
Og der er da svagheder på begge halvdele – som ’Ghettomusick’ og Big Boi’s sløje rock-hybrid ’Bust’. Og selvom min album-fantasi ville umuliggøre Dré’s tema-plade, så ville jeg på den anden side sagtens kunne leve uden tracks som ’Love in War’ og ’She’s Alive’ der, uden at være dårlige, ikke rigtig lever op til resten af skiven. For slet ikke at tale om de ”easylistening-parret-med-drum’n’bass”-tendenser der gør ’Spread’ irriterende i længden – og får den hemmelige version af jazzstandarden ’My Favorite Things’ til at lyde som muteret tissemandsjazz på syre.

4½ ud af 5

Så er han her igen! HuskMitNavn er tilbage på Crackspot med hans månedlige tegning.

Go Peep!

Se den HER

På onsdag den 28. januar slår Club Boombox dørene op for første gang, og det er hermed startskuddet til en ny hip hop-klub i København! I begyndelsen holder klubben åbent hver anden onsdag, men planen er at der på sigt skal holdes åbent hver uge.

Boombox er et samarbejde mellem Creative & Dan O fra Boombay Club. Som hip-hopper mødes et nyt initiativ af denne slags som regel med stor interesse, og det skal blive spændende at se, om det kan formå at hive de mange Midweek Brakes gængere fra Rust over til et mindre “breaks”- og et mere hip-hop orienteret event på Bombay eller om der er nok onsdags-headz til at fylde begge steder. Programmet for åbningsaftenen den 28. januar er som følger:

Live on stage:
Static & Nat Ill
UFO & Yepha

DJ’s:
Typhoon
Jeppe Bisgaard
DJ Static

Prisen for indgang er kun kr. 50,- Du skal dog være fyldt 18 år for komme ind.

Baren kører med fornuftige priser, og på åbningsaftenen vil der være gratis shots i stride strømme.

Stedet er Bombay Club (det gamle Montmartre) på Nørregade 41, 1165 KBH K tæt ved Nørreport Station.

Nu hvor Big Daddy Kane koncerten er aflyst kan man eventuelt trøste sig med en Prince Paul koncert i Malmø, Sverige. De to arbejdede i øvrigt sammen på Prince Paul’s andet solo album “A Prince Among Thieves” fra 1999.
Med sig har han DJ MK (kendt fra Roots Manuva), samt mixtapekonge O.G. DJ A-Vee (US)

US producer/rapper/dj legenden Prince Paul har en fortid i grupperne Stetsasonic og Gravediggaz. Hans øvrige produktioner kendes bla. fra De La Souls første 3 plader, hans egne soloprojekter og numre med bla. Boogie Down Production, Cypress Hill, Kool Keith, Everlast, Sadat X og Xzibit.
Senest kom hans plade “Politics Of The Business” fra sidste år hvorpå big shots så som Biz Markie, Chuck D, Ice T, Jazzy Jeff, Eric Sermon og Beatnuts optrådte.
Manden er levende, omvandrende hiphop historie og dette er hans eneste koncert i Skandinavien denne omgang. Næste koncert er i Barcelona , så det er formentlig kun Jokeren der måske kan få noget ud af det.

Tidspunktet er lørdag d. 31. januar kl. 22 – 03
Stedet hedder Inkonst, prisen er 140 svenske kroner og adressen er Parkgatan 2.

Billetbestilling kan foretages på: http://www.kulturcentralen.se

Fredag aften den 16. januar var der stor koncert på Rockerfeller i Oslo, da Norges landsdækkende hip-hop radioprogram National Rap Show havde ti års jubilæum.

Værten Tommy Tee har igennem ti år stået for mere end 500 sendinger, først på Rainbow Radio og siden på NRK‘s petre – Norges svar på DR’s p3, hvor DJ Herkules FKA Gordon blev medvært i ’98. Showet kunne høres fra kl. 21-02 på petre og samtidig følges med livevideo via NRK’s hjemmeside.

Denne milepæl blev fejret med et fejende flot arrangement, med Black Moon & Sean Price som headliners samt det bedste norske hip-hop linet op til at klappe sig selv på ryggen.

Aftenen bød på flere overraskende oplevelser. Som indledning havde to skovhuggere, helt i den norske ånd, konkurrence om hvor hurtigt de med motorsave og økser kunne maltraktere alt der lignede træ på scenen.

Herefter tog de norske hip-hoppere fat, mens Tommy Tee og Herkules bemandede DJ pulten.

Blandt meget andet rappede Side Brok på ny norsk med Thorstein Hyl – bosat i Danmark – i front. Tungtvann introducerede Langrenn Allstars, et stjernebesat norsk raggamuffin nummer dedikeret til en ny dans der til forveksling ligner langrend. Og de venstrefløjsorienterede Gatas Parlament lavede et cover af 50 Cent‘s How To Rob, hvor de stjal med arme og ben fra kendte norske rappere.

Højdepunktet var dog en regulær boksekamp mellem Cast Motherfucker fra Equicez og DJ Herkules fra National Rap Show. Mens Tommy Tee spillede Mamma Said Knock You Out og 4 Alarm Blaze kom bokserne ind på scenen iført handsker og hjelme. Selvom Cast Motherfucker ikke er til at spøge med fik han sin sag for mod Herkules, der vel er omkring 1.90 høj og vejer godt over 100 kg. Efter også at have kysset kanvassen i første omgang måtte Cast se sig slået i en 2. Round Knock Out af DJ Herkules.

Man kan se optagelser fra boksekampen her.

Showet fortsatte med blandt andet Ken og Paperboys indtil Black Moon gik på scenen i en opstilling der bestod af Buckshot Shorty, Sean Price, 5ft Accellerator og DJ Evil Dee. Efter DJ Evil Dee satte showet igang med det – alt efter humør – klassiske eller irriterende udråb: “Evil D is on the mix!! Come on kick it!!” gik Black Moon direkte over i deres nyeste hit Stay Real og fuldte op med blandt andet I Got Cha Opin og How Many MC’s.

I det hele taget må man sige det var et imponerende arrangement, der både var en hyldest til den levende hip-hop scene i Norge samt Tommy Tee’s mangeårige engagement i hip-hop kulturen.

National Rap Show kan høres live på NRK’s webradio hver fredag fra 21-00.

DJ Static – kendt fra Denmark’s Finest og partnerskabet med Nat iLL – har netop udsendt mixtape CD’en “All Mixed Up”.

CD’en sætter virkelig en fed streg under mix med et utal klub, jiggy og hiphop hits mixet, scratchet og cuttet sammen på kryds og tværs til en lang 70 minutters session.

Cdén uddeles gratis i udvalgte butikker. Dezigner Soundz i Århus, Baryske i Kbh, Street ammo i Aalborg og South central i Odense. Du skal være hurtig da den er limited!

All Mixed Up indeholder overvejende flere Static mixes og blends end deciderede musik stykker. Der er arbejdet off and on på dette mix i over et år. Så musikken rækker helt fra 2002 til 2004.

Static advarer om at hvis du kun kan li exclusives, freestyles, dårlig lyd kvalitet og folk der råber hen over numrene er det nok ikke denne cd du behøver at sætte på.

Nat iLL gæster introen og ellers afspejler musikvalget og stilen hvordan Static spiller sine klub jobs. Du kan finde ham rundt omkring på diverse klubber. Bla Vega lounge i kbh og O´s i Århus.

Check kalenderen!

”I har så travlt med hvem der laver hvad med dem der laver plad’r og hvem der skal ha flad’
Men jeg’ så træt af jeres internet kællingsladder[…] så stik jeres ris og ros skråt op.”

”Køb den, stjæl den”, EP-udspil fra 4fod bestående af rapperne Brygs og KamiKasper.

Siden jeg hørte det første fra 4fod til DM1998, har jeg løbende lagt mærke til at der hele tiden har været den rette snert af seriøsitet og talent hver gang, der har stået 4fod i diverse pladecovers. Særligt tracket ”blodsport” på TABU RECZ-opsamlingen var i den periode en personlig favorit, samtidig med at Brygs’ levering på et andet track fra skiven, nemlig ”Sønderbronxpunks”, til stadighed overgår begge co-rappere L:Ron:Harald og Don Clemenza.

EP’ens første track er titelnummeret ”Køb den, Stjæl den” . Her kommer vi og gør plads til os. Et forventet build-up på et track med en glimrende morale. Køb den, eller stjæl den! 4fod er ligeglade ”for musik er musik, så om det 12”, prodbånd eller dot-com gi’r jeg en fuck for.”
Lækre cuts fra Turkman Souljah og et dramatisk beat lægger den rette stemning i en tekst om kærlighed til musikken, og det modsatte til internet-thugs som undertegnede. Hønsegård eller ej, det må være rapspottet og dets småsøskende, der hentydes til. Der dukker efterhånden flere og flere stikpiller op møntet på internet-elementet i dansk rap, og jeg stiller mig uforstående overfor de synspunkter, der udlægges. Den diskussion gemmer vi heldigvis til en anden gang, idet tracket allerede er fadet ud, og jeg nu lægger øre til ”Legen på vejen”.

Jeg tror ikke at jeg har nok halm i træskoene til at se det fede i provensielt gaderæs, men fuck det, når trackets tekst er så tight med dets imponerende rimsekvenser. ”Taxagrønt” er jo alligevel universelt ordvalg, som de fleste vel forstår.
”Jeg fører vejen gennem pløre og regn, og ter mig som om jeg havde købt vejen og døbt vejen så flyt dig, og knyt kaje kan det nytt’?, ej, du ka ik spyt ryhmes, eller køre om kap med KamiKasper jeg født tight i skyttens tegn.”
En tekst om dette emne har – allerede inden den er skrevet – sendt en invitation med fisefornem guldskrift til produceren om et laid-back tungtliggende cruiserbeat. I dette tilfælde brydes den kliché, for der er fart over nummeret. Den dybe bas og de lange toner fra syntheziseren er her stadig, bassen går bare hurtigere. Produktionen i sig selv bæres af stressende slaps på en electric guitar i stedet for at blive båret af synth’en, som med afgørende præcision er lagt væk i baggrunden. Den stressende guitar giver, sammen med en tempofyldt shufflende hihat, lige præcis den fart over feltet som teksten handler om, og i øvrigt indbyder til. Mens cruiserklassikere, eksempelvis DGP’s ”Cruise control”, indbyder til kick-back i slædens lave gear, råber dette nummer godt nok efter kørsel i de samme lave gear – det er bare med omdrejningstælleren konstant i det røde felt.

”Ryst dit røvhul” er for nogle allerede en partyklassiker i mp3-mappen, idet nummeret lå til download på gruppens website længe før EP’en landede. Ding-dingeling og handclaps (hvis ikke det er en snaredrum). Jeg er dog lidt skeptisk. Grineren og catchy omkvæd, ingen tvivl om det. Men resten af teksten er ikke indholdsmæssigt i samme lalleglade ’shake that booty’–bås som både beat og omkvæd placerer nummeret i. Jeg kan ikke finde ud af, om det er et humoristisk nummer der har fået lidt for alvorlig tone i flow og tekst, eller om det er et nummer fra den sadistiske kællingenedgørelses-genre, der er landet på et party-beat. Ingen tvivl om at rapperne er bedst til det depri-aggressive, hvilket ikke efterlader grund til at forvente noget som helst fra den lalleglade skuffe. Det ville klæde nummeret godt, hvis man som lytter kunne fornemme at versene blev rappet med et smil på læben, og ikke med rynket pande.

Med ”Lev stærkt” er vi utvivlsomt i den alvorlige ende af skalaen. Her er det vigtigt at træde varsomt, for ikke at teksten skal spænde for vidt, så gassen dermed risikerer at gå af ballonen i søgte moraler eller manglende pointer. Moralen er her at leve stærkt:
”[så længe] …der’ tændt for mikrofonen er der ik nogen der får os til at stille skoene”. Det selvdestrutive i at ryge endnu en pind, selvom øjnene hænger, retfærdiggøres med det at leve stærkt og dø ung. Det kan der ikke røres ved, og man er ikke i tvivl, når man lytter til teksten. Omvendt er produktionen desværre i mine ører en tand for svag. Melankolske blæsere og strygere samt en nynnende kvindevokal er fundamentet for trackets stemning. Det er bare som om tågen aldrig letter. Brygs og KamiKasper sætter allerede i første linje et højt tempo og deres rap har klassisk aggresiv kant, men beatet forbliver svajende lavmælt, og kvindevokalen blander sig upassende.

Per V førsøgte for en håndfuld år siden at indføre det sønderjyske ”mojn!” som lige præcis den oversættelse af Yo! som alle gik og manglede. Kender jeg ham ret er det stadig en af hans mærkesager. I 4fod har han et par fremragende ambassadører for sagen den dag i dag:
”…for lige meget hvor [de] går og står si’r de Mojn doo”.
Det er der kommet et fremragende nummer ud af. En hyldest til hjemegnen som enhver rapper med respekt for sig selv bør kaste sig ud. Igen skal man passe på her midt på klichéernes holdeplads, fordi shoutouts til ens background går way back. ’I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme i Mit Afrika med Vangedebilleder fra Havnen i 8210’. Men Synnejylland har æ trumf i form af dialekten. L:Ron gik linen fuldt ud, og gav os i sidste årtusinde et indblik i ”prøjser-dialekten”, og den er sønderjyderne fra 4fod helt sikkert med på. ”Jamojndooo, jamojndååå” går omkvædet, og som forstadskøbenhavner må jeg alligevel tilstå at det udtryk ligger pissegodt i munden. Et stemplende og forholdsvist simpelt beat sætter gang i nakkemuskulaturen. Versene holder et ok niveau i det rigsdanske, men har mindre betydning for nummerets samlede indtryk, da det alligevel er ”jamojndoo jamojndåå”, der bliver hængende, når EP’ens sidste track er løbet ud efter flere af Turkmans cuts.

EP’ens samlede indtryk lander på karakteren 4 ud af 5 mulige. Det gør den, fordi den hele vejen oser af professionalisme. Coveret er fedt, lyden er god, rapperne har rutinen, og numrene er godt skrevet. Det faktum at 4fod har været med siden Kældersquad, og inden Suspekts brede gennembrud, fjerner al fornemmelse af påtagethed i stilen og måden at rappe på. Dels fordi de selv vrængede aggressive tekster af længe før Suspekts første skive, og dels fordi selv samme tidsrum har gjort dem jættegode til det. Det der gør at EP’en skinner knap så meget igennem er den måde, hvorpå rapperne ikke formår at variere flow og attitude. Deres styrke i form af stilrenheden, synes jeg alligevel går hen og bliver deres svaghed over EP’ens 5 numre. Omkvædene på ”Ryst dit røvhul” indbyder til af fest og glade dage, men i versene haltes der lidt bagud. Det er som om det alligevel kun er en lukket fest, når kællingerne mellem omkvædene omtales i så aggressiv en tone. Variation er altså kodeordet i den smule ris der er at kaste efter denne EP-udgivelse. Til de folk der i forvejen har et godt øje/øre til 4fod, og de som er klar på at stifte bekendtskab med en gruppe med fremtid i, vil jeg anbefale denne skive. Man får lige præcis det, man forventer, hvis man kender lidt til dem.

Titel: Køb den, stjæl den
Kunstnere: 4fod
Producer: Jot
Udgivelses år: 2004