En drilsk båndmaskine kom på tværs af Midweek Brakes visning af ‘Breath Control’ i sidste uge, men de gæve ‘man-kan da-godt-ryste-ræven-midt-på-ugen’-gutter giver ikke op så let og gør et nyt forsøg denne onsdag.

Billetterne blev revet væk til de to forevisninger af ’Breath Control: The History of the Human Beat Box’ under CPH:DOX filmfestivalen i november. Var du ikke blandt de heldige rap-nostalgikere, der fik billet til Joey Garfields prisbelønnede dokumentarfilm fra 2002 om hiphop-kulturens uofficielle og næsten glemte 5. element, har du altså nu chancen, når Midweek Brakes på onsdag varmer op til den faste gang midtuge-clubbing på Rust med en forevisning af den mesterlige ’lav-trommelyde-med-munden’-dokumentar. Var du blandt de heldige i november, skal du sikkert på Rust alligevel, for filmen er af høj, høj klasse og i den grad et gensyn værd.

Legendariske Professor X fra lige så legendariske X Clan fører i dokumentaren seeren på en humoristisk og underholdende rejse gennem beatboxings fortid, nutid og fremtid. Fra rivaliseringen mellem Doug E. Fresh og Buffy fra Fat Boys i starten af ’80erne, til nutidens mundlyde-fænomener som Scratch og Rahzel (begge af Roots-fame) og videre til et par af fremtidens potentielle stjerner. Filmen er spækket med interviews og smagsprøver fra en lang række af disciplinens mest berømte udøvere, ud over de nævnte fx Biz Markie og Wise fra Stetsasonic. Og folk som DJ Premier og Mos Def kigger også lige ind.
Fra Rapspot-redaktionen kan vi slet ikke anbefale filmen nok – det er en must-see, ganske enkelt en af hiphoppens vigtigste og bedste dokumentarfilm på højde med ‘Scratch’ og ‘Style Wars’. På grund af rettighedsproblemer er en DVD-udgivelse af ’Breath Control’ desværre ikke aktuel foreløbig, så det gælder om at slå til, når filmen bliver vist i en biograf i din landsdel!

Det går som skrevet ned som opvarmning til Midweek Brakes på Rust på onsdag 14. januar. Filmen starter klokken 22, og der er GRATIS entré indtil klokken 23. Derefter koster det en fiv, og du skal være fyldt 21 år for at komme ind.

Læs mere her, her og her.

Så kom bevismaterialet fra torsdagens afskedsfest på Ideal Bar, Vega. Og mon ikke der var masser af hip-hop, druk og bart kød. Check selv hvor galt det var her!

Fra og med i dag, kan du kvit og frit downloade mixtapet “Frisk Mælk” med en hel række danske undergrundsnavne. Det foregår på sitet friskmaelk.dk hvor du også kan læse om de medvirkende kunstnere og købe en t-shirt. “Båndet” er delt op i en A og en B side ligesom et kassettebånd. Vi synes Frisk Mælk er et sundt initiativ og en god måde at få sit navn ud på.

Mixtapet udgøres af følgende navne og er mixet af DJ Kriff:

Side A
1. Bogstaveligt Talt
2. Kasper Spez
3. Kil O’ Rim & Proflow
4. Sven Op/Es/SupaJan
5. Orama
6. Rovdyrene
7. Paulo & Femma’r

Side B
1. Logan/Lex_L/DJ Vital
2. Blodsbroder
3. Kortene På Bordet
4. Essem
5. Brun
6. Don Jay

Ja, den skulle være god nok! En af hip-hops all time mest elskede duoer Pete Rock & CL Smooth, der sammen leverede debut ep’en “All Souled Out” samt de to klassiske albums “Mecca & The Soul Brother” og “The Main Ingredient” gæster Danmark lørdag d. 21. februar, Store Vega nærmere betegnet i forbindelse med den kommende Soul Survivor Tour. Opvarmningen står Dj Typhoon for og billetprisen er 175 dkk + gebyr.

Mon ikke vi kan forvente et noget større arrangement end sidst i ’99, da Pete Rock agerede gæste-dj på Fever? We hope so!

Tjek desuden rapspots koncert kalender for andre koncerter.

Du får nu en fantastisk chance for at komme supertæt på freestyle fænomenet Per V. I morgen, mandag, lanceres der nemlig et nyt website med navnet Per.tv, hvor du kan zappe dig gennem masser af freshness om den dobbelte MC’s Fight Night vinder, Sund Fornuft frontrapper – etc.

Der er biografi, live-kalender og masser af eksklusive billeder og lydfiler at hente på sitet. I mandag morgen-sektionen er der mulighed for at holde sig ajour med rapperen gennem en ugentligt updatet klumme, fuld af information og nyheder med udgangspunkt i Pers univers.

Desuden er der mulighed for at melde sig til et nyhedsbrev og meget andet, der tager websitet til det gode gamle next level!

Big Noyd har igennem 90’erne figureret på en del numre i samarbejde med “The infamous mobb” og også lagt sin vokal på Mobb Deeps forskellige albums. Her skulle han åbenbart have claimet sin velfortjente respekt, og han har derfor nu, efter kun omtrentlig et årtis (!) venten fået sit fuldlængde debutalbum på gaden. Skiven hedder: “Only the strong”, og er hvad jeg vil kalde en hovedrystende oplevelse.

Personligt kendte jeg intet til Big Noyd før denne cd, og det havde nok været bedst for mit helbred og humør hvis tingene var blevet derved. Cd’en har i hvert fald efterladt mig med maveonde, hovedpine og dyb depression over den amerikanske hiphops fremtid.

I Queensbridge-rapperens pressemateriale står der at han ønsker at lave “commercially viable, thugged-out music”. Og jo tak, lad os bare kalde det dét. Albummet blev tilsyneladende udskudt pga. en retssag omkring besiddelse af håndvåben for noget tid siden, og så må han jo være rigtig “real”. Uanset dét er det nok den mest indholdsløse tomgang af uudholdeligt misbrug af rap jeg har hørt i år.

Cd’en indeholder 14 numre, og stilen er “gangsta” lige fra start til slut. Gangstarap kan da være rigtig fedt, og også underholdende, problemet er bare at hverken Big Noyds stemme eller flow er mere end et par potter tis værd, og den lyriske kvalitet simpelthen er lig nul. Der er ikke nogen linier, der virkelig klæber sig fast i kroppen på én, så man bare må rappe med, og så mangler der virkelig en entusiasme i selve udtrykket. Det kan slet ikke høres på Big Noyds stemme at han snakker om vold og mord. Det lyder kedeligt.

Omkring 156 gange (ret mig hvis jeg tager fejl, men jeg har prøvet at tælle!) i løbet af pladen bliver der sagt “nigga”, og mindst lige så meget tales der om mord, drab, drive-by’s, shoot-outs og gunfights. Så meget, og på en så monoton måde, at det straks mister enhver betydning det måtte have. Essensen af hvert eneste nummer synes at kunne koges ned til “Fuck dig, jeg skyder dig hvis du spiller smart, for jeg har en IQ på 40”. Ikke ét rim på cd’en får én til at spærre øjnene op. Ikke ét sted bliver der fortalt en historie. Ikke ét sted kommer der en virkelig FED punchline. Ikke én linie får én til hverken at le eller græde. Teksterne er simpelthen så uinspirerede at man skulle tro det var løgn:

Big Noyd – “Shoot’em up (bang bang) part 1”:
“Out come the guns/ know the thuns/ man, we gotta eat/
QB nigga, and we don’t give a fuck who want beef/
We don’t care about your cars, Nigga see we got heat/
We don’t care about your broads, Nigga see we love the street/
Front, get your ass lumped, nigga it be our treat/
Go ahead, we don’t front in them streets/ when it comes to that beef/
You know we (bang bang) shoot em’up and leave em dead on the concrete/
Need more heat for more beef/ more thuns, we more deep/
More guns on more streets/ the beef’s on it’s no sleep”

Den beatmæssige side er pladens redning. Musikken er hovedsageligt produceret af the Alchemist, Havoc fra Mobb Deep og Noyd selv. Beats’ne på “Shoot’em up (Bang bang) part 1” og “Something for all that” er lavet over lækre samples, dog uden at være de vildeste bangers til dato. Generelt er pladens produktioner udmærkede, men de bliver bare ødelagt af en kedelig eller direkte dårlig vokalside. På nummeret “Invincible” går det helt galt: beatet starter fedt de første 20 sek, indtil et kor med den værste forvredne hoochie-mama-klang siden Will Smiths “Gettin’ jiggy with it” flækker højttalerne og man mest af alt har lyst til at gøre som Steward Stardust med sit fjernsyn i Jul på Vesterbro.

Jeg har hørt denne plade i snart en måned, og virkelig tvunget mig selv til at gennemhøre den, i et vedvarende håb om i sidste ende at kunne se nogle positive sider ved den. Men der er godt nok ikke mange. Jeg ved ikke om denne plade er årets dårligste, men den er helt sikkert nomineret til prisen!
Dette er en plade jeg hellere ville smide i papirkurven end på anlæget. Mest af alt fordi det simpelthen er totalt spild af tid. Hvis man flåede samtlige rappere af pladen, ville man måske opdage nogle ok beats, men det er desværre ikke dét der udgør førstehåndsindtrykket.

Hr. Noyd har øjensynligt noget erfaring, og det kan da godt være at han virkelig er gangsta på gadeplan, men den musik der kommer ud af det, er stadig noget gylle, og i min bog forbliver han en wannabe, der knap når Nelly til sokkeholderne.

På et tidspunkt forklarer Big Noyd: “…you see, I ain´t yo average emcee” – og heri kan jeg kun være ganske enig. Han er faktisk betydeligt ringere end den “average emcee”.

2 stole ud af 5

Dead Prez (M-1 og Sticman) debuterede i år 2000 med deres plade ”Let’s get free” hvorpå nummeret ”Hip hop” blandt andet lå og blev lidt af et hit i undergrunden. Det var en solid plade, godt bygget op af meget melodiske beats, og til tider spændende og lidt mere filosofiske tekster end gennemsnitligt.

Dead Prez leverede også racistiske holdninger, samt meget voldsomme politiske holdninger i et omfang, der stort set ikke er set siden Public Enemy og Paris.

Siden ”Let’s get Free” har vi ikke hørt så meget fra Dead Prez-drengene, men så her i år 2003 kom vol. 1 i deres ”Turn off the radio” serie og nu her senere i år, er nummer 2 i serien kommet, ”Get free or die tryin´”.

Man skal have været gravet ned i et hul i 2003, eller bare godt imbecil, for ikke at se at titlen til albummet laver et lille ordspil på 50 Cent’s albums titel ”Get rich or die tryin”. Derudover skal titlen også forstås bogstaveligt, og som lytter kan man stole trygt på at Dead Prez mener det gravalvorligt, eftersom de er yderst politisk aktive.

”Get free or die tryin’” gæstes ihærdigt af en nystartet gren af Dead Prez’s bevægelse, kaldet Revolutionary But Gangsta (R.B.G.), faktisk er det så galt, at der er flere af medlemmerne af R.B.G. der har numre alene eller sammen med andre medlemmer. De numre hvorpå Stic.man og M-1 rapper sammen, kan tælles på en hånd. Dette er nok grunden til at de kalder udgivelsen for et mixtape, men udover de mange gæster indeholder pladen ellers ikke nogle af de elementer, man normalt sætter i forbindelse med et mixtape. Pladen følger dog hele vejen igennem en rød tråd og behandler emner, der ligger tæt op af albummets titel. Dette kan måske skyldes at de har valgt at kalde det et mixtape.

Hvad Dead Prez formåede at gøre på ”Let’s get free” opnår de desværre ikke på denne udgivelse. Den går ret hurtig hen og bliver kedelig, triviel og uinspirerende, både med hensyn til lyrik og lyd, selvom der er fremragende produktioner som; ”Fuck the law”, som må siges at være skivens banger. ”Last days Reloaded” (Bob James sample baseret nummer) – en genindspilning af gammelt Onyx nummer, som de også gæster. ”Windows to my soul”, er et lækkert mellow nummer, hvor Stic fortæller om sin bror, og hvordan han blev fanget af narko. Den svigende kvalitet på lydsiden kan måske skyldes den store udskiftning af producere.

Lyrisk indeholder pladen enkelte lyspunkter, som f.eks. ”The only free ride I get is with sirens” eller når der fortælles om diverse konspirationsteorier, såsom at det er staten der står bag narkosalget, og der videre fortælles at ”White house is the Rock house”. Men hvor det måske var rart og forfriskende ved første gennemlytning at høre folk rappe frit fra leveren, bliver det særdeles trættende kun at høre om undertrykkelse, hård barndom, overlevelse af hverdagen, revolution, krig mod systemet og regeringen etc. på alle numre. Og hvor man før blev støt eller forbavset over deres lyrik, føler man sig nærmere irriteret! Hvis de så bare havde prøvet at formidle deres budskaber og deres tanker om en militant revolution på en kreativ måde på nogle af numrene, ville det nok have været en anelse mere afvekslende at lægge øre til.

Hvis man har brug for et alternativ til alt det intetsigende rap, der kommer ud, og ikke er bleg for at høre om nogle revolutionære socialisters tanker, og nogle der har noget på hjerte, vil “Get Free Or Die Tryin” være et ok valg. Føler man sig derimod provokeret af linier ala ”Slap a white boy”, hvilket er åbningslinien på pladens første skæring, kan pladen være en hård knytnæve at sluge. Endvidere er det nok ikke alle, der vil føle empati med Dead Prez når de skriver dette i deres cover;

”All yall wannabe down white people must support and demand reparations from your government for the stolen wealth, power, resources, and freedom of the black, brown and red people!”

2 stole ud af 5

”Under Construction part 2” er titlen på det nyeste album fra en af verdens dygtigste producere: Timbaland aka. Timothy Mosley. Pladen er den tredje der bliver til i samarbejde med rapperen Magoo (Melvin Barcliff), duoen har tidligere lavet “Welcome To Our World” (1997) og “Indecent Proposal” (2001). Magoo kender man mest som den lettere snøvlende, forkølede stemme med det jævne flow. Han er før blevet kaldt en ringere Q-Tip, og den association får man også på dette album, hvis man tilføjer at Q-tip skulle være blevet nymfoman.

“Under Construction part 2 ” er på nær et par numre udelukkende produceret af Timbaland selv. Undtagelserne er ”I Got Luv 4 Ya” produceret af Heavy D og “Don’t Make Me Take It There” af J. Nitti.
Albummet åbnes med en intro der lyder som NWA på spade, straight outta en sprængt højttaler med et kvindemord i baggrunden.
Det er Missy Elliott der får æren af at lægge det første ”rigtige track” på pladen, og det er blevet et monotont, lidt kedeligt resultat som låner fra Rakim, Special Ed og MC Lyte ind i en tekst der løfter pegefingre af de slemme bootleggers derude.
Så er det sydstats-marinerede ”Shennanigans” med Bubba Sparks på gæste-rap mere interessant. Omdrejningspunktet er et iørefaldende nynne-loop i produktionen. Princippet går igen på pladens fjerde nummer: ”Leavin” hvis vokale fokus er tydeligst i det lejrbålsagtige omkvæd. Gæsterappen af Attitude er ligegyldig, og Magoo taler –som så ofte- om fisse.

Efter ”That Shit Ain´t Gonna Work” adresseret til bla. Timbos mange bitere worldwide, kommer ”Don´t Make Me Take It There” der er hans træt-af-pis track. Budskabet er, i al sin ydmyghed, at verden skylder Kong Timberland alt, musikalsk. Og hvor miserabelt det hele havde set ud hvis ikke HAN havde gjort sin entré.
Beatet træder lidt i mellow tomgang for at give plads og spotlight til de mange harmdirrende udtryk. ”/Still won´t give me my props/” bander Timba og fortsætter ”/Now I´m pissed off/”. Det hele skvulper af sur mave på tekst-siden hvad der synes forbløffende, taget i betragtning hvor meget anerkendelse og ros han jo faktisk får i den virkelige verden! Jeg ved ikke hvad det er for ”props” han ikke indkasserer, men de fem mennesker derude (som der må være tale om tilbageholder det) retfærdiggører næppe al den vrede.
Sammenlagt med den allround stor-skrydende attitude udmærker verset sig først og fremmest som et skoleeksempel på stjernenykker. Jeg synes nu meget godt om den tilbagelænede -og knapt så negative- levering fra gæsterapperen Frank Lee White.

”Indian Flute” er albummets umiddelbare mest iørefaldende hit. Det tager med en god portion selvironi (”/I can´t understand a word you say/”) den etniske bølge i amerikansk hiphop til sit yderste. Et hypnotisk fløjte-sample lægger bund til hvad der næsten er en duet mellem den indiske sangerinde Raje Shawari og rapperne som denne gang også inkluderer Timbalands bror, Sebastian.
Lidt nepotisme kan dog ikke ændre på at det er et virkelig catchy track som både er melodisk og velfungerende.
Personligt hælder jeg dog mere til det rapflow-lækre ”Can We Do It Again” hvor Timba demonstrerer sin udprægede musikalitet, vokalt. Igen er det Magoo der trækker helhedsindtrykket ned med sit bidrag, hvor han bla. rimer ”/Do it again/” på, -ja – ”/Do it again/”.

Albummets niende skæring, “Naughty Eye“, har R. Shawari tilbage i vokalboksen og er gedigen beat-håndværk fra mesterens hånd. Timbaland viser atter sin evne til at placere enkle, karakteristiske lyde utroligt præcist for derved at skabe en pulserende rytme der bærer hans egen tydelige trademark lyd og atmosfære.
”N 2 Da Music” er gæstet af Brandy og balancerer forudsigeligt nok r´n´b´sangerindens dvælende vokal mod det energisk trippende beat. Meget behageligt i øregangen, og en lille smule kedeligt.
Så er der mere nerve i ”Hold On” som emmer af den sorg tabet af Timberlands gode ven og kollega, sangerinden Aaliyah, har påført ham. ”/It´s been three years/” starter Timba, og man fornemmer inderligheden i hans savn. Den loopede stryger i produktionen synes næsten at loope smerten. Wyclef gæste-rapper og benytter også gentagelsesmomentet i sit vers, alt sammen understreger det melankoliens indespærrende natur der kan forvandle tre år til tre dage og så er man tilbage hvor man startede –ligesom strygeren sekundet efter.
”Insane” fortsætter hvor ”Hold On” slap. Tematikken kredser atter om afdøde Aaliyah og den uhyggelige stemning forstærkes når Candice ”Gg” Nelsons smukke, hviskende vokal toner frem. Hun lyder så uhyggelig meget som Aaliyah at nakkehårene må rejse sig mens sangerinden spøger gennem tracket.

”Throwback” varmer så småt festen op igen. Med et roligt handclap-beat som Magoo, vanen tro, får smurt ind i sæd og safter med sine ucensurerede beskrivelser.
I ”Hold cutz” leger Timbaland atter med den menneskelige stemme som musikinstrument. En pitchet nynnen har sendt både fløjter og keyboard på arbejdsformidlingen og stemningen er glad og care-free. Tracket er endnu et gedigent Timbaland-værk som giver Magoo en undskyldning for at sige ”fisse” et par gange mere.
Selv om ”I got luv 4 ya” ikke er en Timbaland produktion, ligger shakeren lunt i lydbilledet i slægt med de andre tracks på pladen. Et enkelt piano-sample og ikke de store kommentarer.

Albummets sidste nummer remixer ”Naught Eye” med Beenie Mans caribiske dancehall-reggae flavour ind over en opremsning af genrens klichéer så som ”bombastique” , ”fantastique” osv.
Et jævnt uinteressant nummer med Timbaland tilbage som kommentator i talk-boxen, hvilket er ulideligt, det samme er Magoo der griber en sidste chance for at lirre lidt mundlort af om kvinders røve og tilbehør.

“Under Construction part 2” er en udmærket plade uden de store overraskelser eller fantastiske bedrifter. Men det er godt håndværk og det skal man ikke kimse af. Albummet er langtidsholdbart og drøjt i brug.
Den drillende titel skjuler at der faktisk ikke er nogen etter fra duoen, for ”Under Construction” var en Missy plade, så måske refererer titlen til den sammentømrethed der er i Timbas lejr; en stor familie.
Timberland viser hvor slægtskabet skal stå. Den familiære tråd løber gennem både titlerne, beatsne og teksterne. Det resulterer i et helstøbt værk uden de store udsving.
Men som en hver genetik-kyndig kan fortælle, så er der altid faren for indavl. Jeg krydser fingre for at alle gode gange tre markerer en afslutning på det mindre heldige samarbejde med Magoo.

Titel: Under Construction part II
Kunstner(e): Timbaland & Magoo
Pladeselskab: Blackground Records
Udgivelses år: 2003

Gæster: Bl.a. Missy Elliott, Attitude, Brandy, Wyclef Jean og Beenie Man

3/5

Så er Husk Mit Navn tilbage på Crackspot med en ny stribe til det danske hip hop folk.
Sus forbi CrackSpot sektionen og tjek det ud.

Klik her for stor version

How hiphop was born.

Husk Mit Navn er tilbage i januar. Stay tuned.

Byens Puls er en ny månedlig billedsektion her på Rapspot med helt friske snapshots af danske toge og vægge primært i Københavnsområdet. Denne første kollektion indeholder billeder fra de sidste par måneder, men fremover vil de være dugfriske fra den forgangne måned. Check december kollektionen her!

Sektionen opdateres af Jezpar.