Husk at lytte med i dag mlm. kl. 17-18 på netradioen Boogie Digital, når Rapspot kommer på besøg og fortæller om julekalenderen. Mickey Mouse og Egon Olsen buster deres vers live i studiet!
Check det ud her! (vælg Boogie Digital)

Gennem længere tid har vores naboer på den anden side af Øresund, Sverige, forsynet os med super fed hip hop på svensk såvel som på engelsk. Chords, eller Jens Resch som der står skrevet på hans dåbsattest, er Sveriges nyeste skud på stammen over svenske engelsksprogede rappere der er klar til at indtage Norden.

For mange er han måske et helt nyt navn, men han har dog gennem tiden haft et par 12’ere ude, foruden singleforløberen ”Chillin’” til hans debutalbum, haft et gæstevers på Loop Troops suveræne nummer ”Heads day off” (b-side til ”Loop Troop Land” 12”) og optrådt til adskillige Loop Troop koncerter (bl.a. den i Lille Vega i starten af året) som back-up rapper og med soloshow rundt omkring i Europa.

Chords er punchline-rapper fra Malmö, Sveriges hip hop hovedstad, og har været venner og lavet musik med Måns Asplund (Breakmecanix) gennem en længere årrække… Derfor må man sige at det er meget naturligt at det er ham der har stået for alle produktionerne på albummet, på nær to. Disse to er produceret af den kendte producer, Gislis legekammerat, Domingo som har produceret numre for så prominente personer som Rakim, Masta Ace og Big Pun. Af gæsterappere har Chords stukket hovederne sammen med Promoe, ejeren af JuJu Records; Timbuktu, Tonedeff, Punchline og hip hop legenden Masta Ace plus den svenske sanger/toaster Rantoboko (kendt fra Loop Troops ”The Struggle Continues” LP)

Albummet består af 13 numre plus et bonus track. Numrene omhandler flere forskellige emner, alt fra hash til shoplifting, så man oplever både Chords som eftertænksom og lidt mere fanden-i-voldsk. Fælles for alle numrene at de er pakket med punchlines. En del af numrene er yderst reggae inspireret når det kommer til produktionerne, især de numre hvor Rantoboko er med indover fx som nummeret ”Knockin’ on my Door” der handler om politi-chikane. Desværre er ikke alle beats af lige høj standard, da de ikke er så varieret, her tænker jeg især på Chords hyldest til hash; ”Wrap your Chops” og ”Blockin’ my Game”, der er jævnt kedelige. Udover en enkelt smutter eller to har Breakmecanix ellers gjort et hæderligt stykker arbejde og formår at imponere mig. Indsatsen på på Promoes ”Gouverment Music” var jeg ikke så vild med.

Pladens vel nok stærkest numre er det Domingo produceret ”Searchin’ for Dreams”, hvor Chords går hen og bliver samfundskritisk og rapper om at man får stukket en masse drømme og ideer ind i hovedet om hvordan verden er og hænger sammen. Disse løgne/drømme får vi stukket af vores lærer, forældre, politikere, fjernsyn osv. lige fra barnsben af såsom

”… every impulse leads to shit jobs/ sex is death and weed leads to needle pricked arms”.

Disse drømme og løgne er bare illusioner der bliver skabt for at holde mennesket fra at blive et selvstændigt individ,

”there is no dreams to be found only real life”

og Chords ender med at konkludere

”… stop dreamin’ man the nightmare is right here”.

Et andet af højdepunkterne på pladen er selvfølgelig gæsteoptræden af Masta Ace på nummeret ”Get u Awn”. Selve beatet ikke er helt op at ringe, faktisk er det temmelig simpelt, med tunge trommer, plus et enkelt guitar-riff med enkelte effekter indover. Dette bevirker at beat falder lidt mere i baggrunden og lyrikken træder frem. Masta Ace gør god figur og dropper pladens nok bedste linje

”I don’t see why you wanna step inside the ring/ that’s worse than Eddie Murphy when he tries to sing”.

På Loop Troops første plade lå et nummer der hed ”Thief”. På Chords’ album ligger der et nummer der har Promoe med som gæste rapper, ”Supermarket Sweep”, der vel kan betegnes som et Thief part II. Endnu engang er det en reggae inspireret guitar der er grundstammen i beatet. Nummeret handler ligesom ”Thief” om at stjæle, og Promoe får blandt andet proklameret

”and I’m not doin’ this just to save a dime/ and not ’cause I’m too hot to wait in line/ to me it’s not a trend it’s a way of life”.

Nummeret i sig selv er meget skægt, men man kan nu altid diskutere om Chords og Promoe har vlagt den rigtige måde at “..settle the score with the this dirty business”…

Selvom Chords har proklameret på hans intro at man skal være vidne til

”Straight hip hop no gimmicks no manuscripts/ no faggot shit just a tru b-boy”,

virker det lidt som en gimmick og kliche når Chords vælger på en stor del af sit album at rappe om hans fascination af hash. Desuden ville det have pyntet hvis der havde været flere numre hvor Chords viste os at han også bruger tid til at tænke over tingene og ikke kun ryger fede, dog er det svært ikke at smile lidt når han rapper

”I used to be quick and mean but that all changed/ thanks to mickey d’s and the sticky green”.

Alt i alt må man sige at det er en meget ok debut, måske ikke en ligefrem en milepæl indenfor nordisk rap, da albummet måske lige mangler en anelse mere variation og ikke rigtig kommer med så meget nyskabelse. Men at Chords er en dygtig punchline mc med et bredt ordforråd skal der ikke herske tvivl om, hvis nu han bare havde tilsat en knivs mere fantasi…

3 ud af 5

Stakkels Royce Da 5’9″. Efter at have lunet sig under Eminems vinger, skal han nu klare sig på egen hånd efter der er kommet ondt blod imellem de to gamle venner. Nogen sagde noget på et mixtape, og nu er der bøf på menuen. En stor del af hans seneste dobbelt-CD Build And Destroy er dedikeret til at disse Slim, D12, 50 Cent og resten af Shady Records. Har de grund til at ryste i bukserne? Næppe.

Build And Destroy er en blanding af ældre numre, der tidligere har været svære at få fat på, og nyt materiale, der ikke har fundet vej gennem nåleøjet til den “rigtige” plade, Death Is Certain, som kommer til februar. Den første CD (Build) repræsenterer fortiden, og den anden CD (Destroy) skal give et billede af hvor Royce er på vej hen. En slags mellemmåltid mens vi venter, om man vil.

Lad mig sige det med det samme: jeg har aldrig været den store fan af Royce Da 5’9″, og det kommer denne plade ikke til at ændre på. Lad mig give jer et par typiske eksempler på Royce-omkvæd. Først fra King Of Detroit:

“You gon’ need a lot more guns to shoot wit’ us / a lot more jewels to floss wit’ us / it’s gon’ take a lot more power to fuck wit’ us / and a lot more niggas to buck wit’ us”.

Eller hvad med denne her fra All I Wanna Do:

“All we wanna do is make money / That’s all that we wanna do / If ya’ll niggas even think about fuckin’ with us / Then my crew gon’ fuck wit’ you”.

Og sådan fortsætter det i knap 2 timer. I rest my case.

Okay, så Royce er ikke den skarpeste kniv i skuffen, men problemet er ikke at han er dum at høre på – det er mere at han er dum og kedelig på samme tid. Manden mangler simpelthen karisma. Teksterne er stort set kun uintelligent praleri, ligegyldige freestyles og letkøbte disses af Eminem og hans venner. Paradoksalt nok overskygger Em fuldstændigt Royce på de to gamle tracks Nuttin’ To Do og What The Beat, og de hører også til blandt de bedste numre sammen med R.A.W., Running, Boom og Make This Run.

Produktionerne leveres af blandt andet af Alchemist, Kanye West, Jay Dee, RJD2, The Neptunes og Just Blaze. Det lyder overvejende som andensorterings-beats, og 36 numre domineret af dommedags-strygere, sørgmodige pianoloops og paptrommer er lidt af en dræber at komme igennem. All I Wanna Do bygger endda på et sample fra Tubular Bells med Mike Oldfield, hvilket må siges at være topmålet af uoriginalitet.

Samlet set appellerer Build And Destroy mest til loyale fans, der skal have fyldt hullerne i samlingen. Royce Da 5’9″ har travlt med at understrege at han er kongen af det hele, men i mine ører lyder han som en middelmådig MC, der står i supermarkedet og tuder over han ikke kan finde sin mor. Jeg håber at Death Is Certain er en del bedre, for der er koldt på gaden i The “D”, og Royce lyder som om han er på vej til at blive frosset ud.

2 stole ud af 5

Yes sir! Ild i København på to af Københavns mest attraktive hip hop klubber pt.: Midweek Brakes (Rust) & Hip Hop Kontoret (Vega).

Onsdag efter Busta Rhymes koncerten spillede amerikanske Dj Babu (Dilated Peoples, Beat Junkies) og danske Ezi Cut på Rust. Torsdag fyrede Nut King Cole op på ‘the office’ aka. Hip Hop Kontoret. Se billeder fra festerne her.

Anden del af sagaen om en af Danmarks vigtigste hiphop figurer, Eugene Blade aka Boogie Steen fra Out of Control, som Rapspot havde sat i stævne i anledning af hans opsætning af Nøddeknækkeren på Aveny-T.

Læs del I her.

Hvad har bragt Jimmy Jørgensen, Japans bedste electric boogie danser, kongelige ballerinaer, MC Clemens, Camilla Bendix, Punk Royal, brasilianske capoeira dansere, Lukas Forchhammer (kendt som Grunk, Krummes bror), breakdancere fra LA & Columbia, Berlin & London, Safri Duo og Josephine Raahauge (kendt fra Danske Bank reklamefilm) sammen om et projekt?

Svaret sidder Rapspots udsendte og venter på en trist og klam aften i begyndelsen af december i et baglokale et sted på Frederiksberg.

For nylig udkom Ressurection, måske den bedste 2pac opsamling siden hans tidlige død – eller hemmelige cubanske skattely – i 1996. Albummet har 2pac’s publicist, og mor, Afeni Shakur som executive producer og indeholder klassiske tracks fra alle dele af rapperens karriere, remix fra gode producere og posthume duetter med nutidens berømte rappere. Hvis man gerne vil have endnu flere album stående med 2pac, end dem rapperen selv var med til at udgive kan Ressurection anbefales. Det kan Nu-Mixx Klazzics ikke.

Nu-Mixx Klazzics er Suge Knights forsøg at malke koen en, forhåbentlig, sidste gang. Efter Afeni vandt rettighederne til næsten alt 2pac’s uudgivne musik, er Tha Row’s eneste mulighed at genudgive tracks fra All Eyes On Me/Makaveli tiden, og det gør de så.

Albummet indeholder ti numre fra 95-96 perioden, remixet – eller sovset ind i live indstrumenter og røvballe funk – af Tha Row Hitters. Numrene er sådan set udmærket valgt. Man finder klassikere som thug-hymnen Ambitionz Az A Ridah fra All Eyes On Me, det fantastiske diss-nummer Hit Em Up, der oprindeligt var B-side på How Do U Want It, som man også finder på albummet, og den hjertevarme Never Had A Friend Like Me fra Gridlock’d soundtracket.

2pac kom til Death Row i opbrudstiden, da Dre så småt var ved at pakke sampleren og Snoop Dogg brugte det meste af tiden i en retsal. Alligevel bestod producer holdet på All Eyes af gode mænd som Dr Dre, Johnny J, Dat Nigga Daz, Rick Rock og DJ Pooh. Ingen af dem har noget med Tha Row at gøre for tiden, og producer kollektivet Tha Row Hitters kan ikke løfte arven fra de gamle indspilninger.

Problemet er ingen af de nye versioner af numrene formår at fange atmosfæren fra de gamle produktioner. Remixerne er klart bedst til party-tracks og dystre numre som Hail Mary og den introspektive Life Goes On drukner i middelmådige danserytmer. Det er som om de har været fløjtende ligeglade med hvad numrene handler om, og hvilken stemning 2pacs vokal har, og bare gået efter at lave radiovenlige sange, med melodier der minder om g-funk med et meget lille g.

Vokalerne fra de gamle numre er stort set intakte, Hit Em Up er af uforklarlige årsager censoreret, som det eneste nummer. Eneste udskiftning er på 2 Of America’s Most Wanted, hvor Snoop Dogg erstattes af Tha Row’s sidste indsatte med reele rap-skills, Crooked I. Nummeret er sådan set både det bedste og mest latterlige på CD’en. Til Tha Row Hitters’ ære skal siges at nummeret banger fint med masser af keyboard gangsterism. Crooked I er heller ikke nogen dårlig rapper, han fanger fint ånden fra de thug-rappere han prøver at kopiere. Men det virker ultratamt at erstatte Snoop Dogg med Crooked I, på et nummer 2pac netop siger handler om om: ”Two multimillionare motherfuckers catchin cases.” Specielt når Crooked I kalder sig Tha Row’s nye top dog kan man ikke gøre andet end at grine.

Samlet bliver det hele en tynd kop thug passion, og med mindre man mener alt med 2pac er et must at høre, er der forsvindende lidt at komme efter. Rygterne går på 2 Of America’s Most Wanted nummeret skulle have været med på soundtracket til Dysfunctional Family, men ikke kunne cleares i tide. Måske har Suge Knight tænkt de kunne lave 9 andre numre i samme genre, og sælge det som et album. Det tror jeg næppe.

1½ ud af 5

Når en rap-institution som Gang Starr – hiphoppens selvproklamerede ejermænd – giver en koncert, må de leve med nærmest overmenneskelige krav til deres præstation.
Med det rep og det utrolige bagkatalog d’herrer slæber rundt på, vil forventningen altid være at få en oplevelse i særklasse – et hiphop-kodakmoment man kan fortælle børnebørnene om.

Efter to gigantsucces’er med “Aarhus Took it 2003” og “Aarhus Took it afterparty” i henholdsvis september og november, syntes Kroner & Ører det var passende at slutte året af med et juleparty (onsdag d.4.12.). Ambitionerne var dog skruet en anelse ned denne gang, da det foregik på Musikcaféen, med blot 2 optrædende – Strøm og Mass – og ellers den traditionelle hus-dj Nelson plus Boskeelove.

”Obie Trice is a riot – that’s why he’s hired!” udbasunerede den lille, tykke Detroit rapper Obie Trice om sig selv på nummeret Rap Name. Bortset fra et par undergrundsudgivelser, havde han mest gjort sig bemærket på en skit fra D-12’s album, og som ham, der body-slamer Moby i Without Me videoen. Hans Shady Records debut Cheers blev lanceret sommeren over i stor stil, og selvom vi stadig venter på anden singlen, er Obie en succes.

Alt efter humør lyder han som en sjovere 50 Cent eller en mere ghetto Eminem. Pladen igennem forsøger han, ligesom Shady Records superstjernerne, at skabe en speciel personlighed, der retfærdiggører hans eksistens. Han er ikke nødvendigvis nogen stor lyriker, men han formår at bruge sit værktøj, hvor humoren er det stærkeste våben. Faktisk er han ligeså underholdende, når han bare snakker om sit nossehår på outro’en, som når han rapper, og det siger noget om hvor meget personligheden betyder.

The O’ster som han kalder sig kan godt li’ at rappe om sin svære opvækst i Detroit (ligesom…), men det er ikke nødvendigvis negativt. Han rapper medlevende, specielt på Don’t Come Down hvor han rapper om sin opvækst, eller når han på Average Man distancerer sig fra fantasi-gangsterne, og prøver at lave en mere realistisk rap-figur. Han beskriver og forklarer rigtig flot, og specielt Oh! med ragga-chantende Busta Rhymes på omkvædet træder levende frem for øjnene når han O. Trice rapper: “Yeah, Obie Trice, real name no gimmicks / I came in the game, profane no image / I came in the game, with a name – I was given / from a mayn – who ain’t give a fuck about his child-ren”

Obie laver mange tekster om piger, både trivielle mack-sange om piger han vil kneppe, men også mere kreative vinkler. Hood Rat handler f.eks. om beskidte piger fra fortiden, der helst ikke skal spolere hans drømme om at score nu. Derudover rapper han en masse om at drikke, og det er også et udmærket gimmick – Humleridderne fik næsten et album ud af det – men det virker klart bedst på club sangene. Det betyder også han kan have mere sjov med ordene, og man kan ikke undgå at trække på smilebåndet når han rimer stereo på denere-o.

Gæsteversene på Cheers kommer fra Shady Records/Aftermath kunstnerne, D-12, G-Unit, Eminem og Dr. Dre. De benytter alle sammen platformen til at disse at disse Ja Rule, og selvom det er ret sjovt, virker det fladt og letkøbt i længden, som om der er kommet en ny Vanilla Ice, det er legalt at slænge lort efter. Dre’s ghostwriter klarer det klart bedst med linierne: ”You pussy, you not Pac, I knew him / Pac was a real nigga, you just a fuckin’ insult to him / It’s too bad we had the fall-out before he passed / cause if he could see you now he’d be whuppin’ your ass.” Eminem er i lyrisk topform, og hans flow og indhold er endnu mere bananas end sædvanligt, hvilket betyder Obie virker ret umotiveret ved siden af den tazmanske djævel.

Musikken på Cheers har også alle de elementer vi kender fra Eminem Show og Get Rich Or Die Tryin’, helt ned til Malcolm McLaren-sangen fra Without Me. Man føler man kender numrene før de går igang for produktionerne lyder så meget som forgængerne, det er svært at tale om en debut. Eminem og Dre har stået for største delen af producer arbejdet. Eminem catchy’e sydamerikanske beat til Got Some Teeth virker fint til at te sig åndsvagt, mens Oh!’s storladne, teatralske beat er Dres bedste. Ellers gør Timbaland god figur med sin trademark skæve lyd på Bad Bitch og Fredwreck beviser endnu engang med Follow My Life at han er af en vestkystens mest undervurderede, men resten er som forventet: professionelt men kedeligt.

Samlet er der altså masser af kvaliteter på Cheers, først og fremmest O. Trice selv. Han er en god, anderledes rapper, der får skaber personlighed nok til at man gider lytte til hans baggrund. Cheers minder så meget om millionsælgende album, at det nærmest ville have svært ved ikke at blive et hit. Det er samtidig svagheden, for mange af numrene kommer til at lyde som Eminem eller G-Unit sange Obie bare gæster. Cheers bliver aldrig den store D-skål, det er det for uselvstændigt til. Det er ærgeligt albummet droppede da Murder Inc/Shady Records beefen toppede, for det hænger så fast i den krig, så det allerede i dag lyder ældre end det er.

Obie Trice kommer sikkert til at hitte igen, men det ændrer ikke på at han virker som en brik i et image-puslespil. Det er synd for med flere af sine egne gæster eller outside producers ville man måske tænke lidt mere Obie mere end Shady Records, når man hører Cheers.

3 ud af 5