Den anerkendte kunstner bag morsomme street art pieces så som “Vinterpik”, “Gro skæg” og “Andre ved bedst” – Husk Mit Navn – har foruden de mange skøre pieces på sin hjemmeside, lovet også at supplere Rapspots læsere med en månedlig tegning i den vante go’e stil. Find hans tegninger samt andre kommende humoristiske indslag i den nye sektion, Crackspot!

Klik her for stor version

Tag også lige et smut forbi HuskMitNavn.dk

Wyclef Jean som har været soloartist siden Fugees dagene har udgivet en plade med titlen ”The Preacher´s Son”. Wyclef har altid været glad for multietniske kombinationer, og det høres tydeligere end nogensinde på det nye album der næsten er tropisk musikalsk og sender lytteren på cruise fra Damaskus til Rio og strandfest i det caribiske øhav uden at miste sin kerne af melodisk pop og syngende rap. “The Preacher´s Son” gæstes desuden af bl.a. Redman, Prodigy og Rah Digga.

Lige nu roterer videoen til club-tracket fra “The Preacher´s Son”; “Party To Damaskus” der har Missy Elliott med og hun er ikke kommet tomhændet, men ruller Timbalands trademark lydtæppe ud i studiet medbringende etnisk kvindesang n´all. Ikke allerhelvedes nyskabende (mere), men stadig en sikker fest-booster med røvrystelser til 4,5 på richterskalaen.
Selvom pladens 16 numre gæstes af utallige musikere, sangerinder og rappere er alle tracks nært forbundne af Wyclefs karakteristiske stemme som nu synger mere end tidligere.

Albummet er produceret (næsten uden samples) af Wyclef og Jerry ”Wonder” Duplessis samt en række gæste-hjælpere, bl.a. Redman på ”“Baby Daddy”” hvor han også rapper. Redman og Prodigy fra Mobb Deep på “Rebel Music” kunne godt lyde som kræs på hiphop-fronten som Wyclef jo bekender sig til i et noget ugengældt kærlighedsforhold. Men det er kun på tracklisten at de to rapmoguler tager sig godt ud, for deres vers er simple og banale: Redman fremstår som en materialistisk tyran der ikke er bleg for at give små børn en på sinkadusen ”You know kids, they try to get fast/ that´s when I open up a can of whoop-ass/ listen I´m the boss, if you do what I say, like Nas, the world is yours” og Prodigy affyrer sine dummeste thug-klichéer på det lyrisk mest malplacerede sted: en fredsmissionerende plade.

Æblet falder ikke langt fra stammen og “The Preacher´s Son” står ikke tilbage for farmand når det gælder prædiken. Wyclef, der vitterligt er præstesøn, mistede sin far for et par år siden i en garagedørs-ulykke og har siden gjort den frelsende vision til sin egen. Det mærker man allerede i åbningsnummeret ”Industry” der er en konceptuel ”What If…” sang om verden hvis den ikke havde mistet sine afdøde rap-ikoner og ikke var præget af de beefs der eksisterer internt: ” Imagine if Biggie and Pac never got shot / and they both still were rulers of hip hop” synger Wyclef. Det bliver lovlig sukkersødt og hippieagtigt, men mest paradoksalt er det at han forsøger sig som racepolitisk aktivist på omkvædet med ” Black on black crime needs to stop ” når han også omtaler henholdsvis Eminem og Prinsesse Diana i salmen.

Wyclef er først og fremmest musiker og har sin egen umiskendelige eklektiske stil præget af en stærk melodiskhed med sans for ørehængere og feel-good produktioner. Den lyriske side er mindre interessant og bestemt ikke dyb på ”The Preacher´s Son” hvis mest reflekterende tekster er at finde på ”Next Generation” med Scarface og Flip Mode Squads Rah Digga hvis androgyne stemme leverer samfundskritiske smæk som ”The Red and the Blue, somebody gotta lose/ Reality tv be reality for WHO?” Beatet holdes enkelt og rytmisk med plads og luft til den indholdsmæssige del der viser Wyclef fra sin tænksomme side med betragtninger over denne generations hybris og sin egen ulmende angst.

Det absolut smukkeste og mest soulede track er efter min mening ”Baby” der fra første sekund blaster lytteren tilbage til de sorte soulkongers fløjlsbløde monarki i 60-70érne. Wyclefs vokal er forbavsende smidig og svæver ubesværet op i gåsehudsfremkaldende højder for at vende tilbage til nutiden over broer byggede af elektriske guitarstrenge. Sangen emmer af kærlighed til sine egne inspirationer: ”We gonna listen to some Marvin, we gonna listen to some Isley, we gonna listen to some Teddy… Pendergrass”.
Faktisk går den lidt melankolske, længselsfulde stemning igen på albummet og vidner om at der er løbet vand under broen for 31 årige Wyclef Jean. På ”Celebrate” reminiscer Clef om kirkesøndage og sommerbarbecues sammen med ol´school sangdivaen Patti LaBelle og på ”Class Reunion” backtracker han atter til svundne tider i selskab med Monicas glasklare stemme.
De gæster der gør det bedst på albummet er ikke rapperne, med undtagelse af Rah Digga, men sangerne og musikerne som udover de allerede nævnte tæller både Carlos Santana, The Edge fra U2 (det kan dog ikke høres), Buju Banton og T-Vice.
Reggae- og dancehallrødderne fornægter sig bestemt ikke for Wyclef, der er født på Haiti, og ”Party By The Sea” er reggae til du ryster mens ”Three Nights In Rio” er samba til du segner med horn og shakers samt et imponerende line-up af instrumenter når hele orkesteret rykker ind i studiet.

Det gode ved Wyclef Jean er at han har så meget musikalsk spændvidde, og det præger hans albums (i særdeleshed den nye plade) der når vidt omkring og ikke er nærige med tracks. Et sandt mareridt for den musikalsk ensporede eller den rigide gammelskole-hiphopper der får harm-slyng af det popflirtende legebarn som Wyclef er såvel på producerstolen som i vokalboksen. Men for elskere af den gode melodi der stadig banker med en hiphop puls selvom den er både dansabel og folkelig er “The Preacher´s Son” en god anskaffelse.

Kunstner: Wyclef Jean
Albumtitel: The Preacher´s Son
Udgivelsesdato: nov, 2003
Pladeselskab(er): Clef Records/ J Records / BMG

3½ ud af 5

Som en forsmag på det kommende Soul Survivor II album i 2004 har BBE / Rapster netop udgivet hele to unreleased Soul Brother no. 1 albums på dobbelt cd, nemlig INI “Center Of Attention” og Deda “The Original Baby Pa”. INI albummet har tidligere været ude i en bootleg vinyl version, mens Deda Lp’en aldrig før har set dagens lys. De to albums udkommer inden længe også som to separate officielle vinyludgivelser.

Pete Rock beundres af mange i hip-hop miljøet for sin enorme indflydelse på genren i form af et hav af slammin’ beats og remixes for bla. Pete Rock & C.L. Smooth, Public Enemy, Run-D.M.C., EPMD, Biggie, K-Solo, Alexander O’ Neil, Das Efx etc.

Under sit brud med selskabet Elektra, som udgav alle de klassiske Pete Rock & C.L. Smooth plader, startede PR sin egen label, Soul Brother Records i 1994. INI (m. Pete Rock, Rob-O og Grap Luva) var den første gruppe han producerede for sin label. Der vides ikke meget om INI andet end deres “Fakin’ Jax” nummer blev et undergrunds-radiohit, men gruppen blev hurtigt opløst herefter. Endnu mindre er kendt om Deda, men begge albums er gennemsyrede af Pete Rocks distinktive N.Y. boom bap beats!

Albummet PeteStrumentals, der blev udgivet i 2001 på det engelske independent label Barely Breaking Even (BBE) beviste at Petes fanbase stadig var stærk. Med meget begrænset promotion lykkedes det et overvejende instrumental-album at sælge 80,000 eksemplarer på verdensplan.

Mange har udnævnt DJ Premier til New Yorks ubestridte hip-hop producerkonge, og selvom de fleste har en stor forkærlighed for Premos beats vil undertegnede vove at påstå Pete Rock med sin originalitet og utvivlsomme N.Y. sound har mindst lige så meget krav på tronen, hvis ikke mere… Salute!

Nedtællingen til årets vigtigste hiphop-koncert i KBH er i fuld gang (50 hvem? Busta hvad?).
Fredag den 28. november indtager selveste The Guru og DJ Premier den store sal i Vega med den bombesikre hiphop-formular, som de under navnet Gang Starr har udgivet plader efter over tre årtier. I modsætning til så mange andre rappere og grupper, der leverede fantastiske albums i hiphoppens guldalder, er Gang Starr hverken forsvundet ud i glemslen eller dalet til middelmådigt niveau. De har leveret en klassiker hver gang, de har droppet et album, og har formået at holde sig som et af hiphoppens mest indflydelsesrige navne i alle årerne.
Forleden fik Rapspot en småsyg, men alligevel meget veloplagt, Guru igennem på telefonen fra New York til en snak om blandt andet det kommende besøg i Danmark, projekter på vej, og hiphoppens tilstand og fremtid.

De seneste år har der været forøget fokus på freestyle rap. Fight Night bliver omtalt i alle medier fra Ud & Se til Boogie-TV, og landet over afholdes der battles, hvor der langes disses over disken. “8 Mile” har utvivsomt bidraget til at bringe det ud til de fjerneste flækker, men selvom den var underholdende, var den også et iscenesat Hollywood-produkt. På dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX kan man opleve Kevin Fitzgeralds “Freestyle”, der præsenterer en helt anden vinkel på at spytte spontane rim.

Her er ingen alkoholiske mødre, frustrerede fabriksarbejdere eller svigefulde skøger. Kun en perlerække af optagelser med kendte og mindre kendte MCer, der leverer den ene fantastiske punchline efter den anden. Fitzgerald har arbejdet med filmen i 10 år og han kommer vidt omkring. Der er freestyles fra Black Thought, Mos Def, Wordsworth, Freestyle Fellowship, Planet Asia og mange, mange flere. Der er sågar en optagelse af Biggie og 2pac – sammen! Filmens fixpunkter er to legendariske battles: Supernatural vs. Craig G fra New Music Seminar i ’93 og Supernatural vs. Juice fra The Wake Up Show’s 10 års jubilæum. Man følger også de to kæmper på hjemmefronten, hvor de, konstant rimende, sørger for at dementere alle påstande om at de skulle have skrevet deres ting på forhånd.

Strukturelt er filmen pædagogisk delt op i kapitler, der behandler de forskellige aspekter ved at være en freestyle MC. Fitzgerald kommer rigtig godt rundt om emnet og formår virkelig at fange den intense stemning, der er til et godt battle eller et cypher i den lokale park. Den historiske perspektivering er en smule rodet og er baseret lidt rigeligt på optagelser fra “Wildstyle” og BBC-dokumentaren “Hiphop – A Street History”. Fitzgerald har naturligt nok valgt at koncentrere sig om 90’erne, i og med at de fleste af hans optagelser stammer derfra, men man savner lidt flere repræsentanter fra den gamle skole som for eksempel Busy Bee og Melle Mel. Heldigvis sørger de gennemgående interviews med The Last Poets for at minde os om rødderne til hele balladen.

Det er svært at få det hele med, når det gælder et så omfattende emne, men en del af de mere ukendte MCer kunne måske have været skåret væk til fordel for et mere nuanceret billede. Det var dog først efter filmen, at jeg tænkte over disse ting, for mens filmen rullede hen over celluloiden, var jeg fanget fra start til slut. “Freestyle” er en rigtig god film, og den fungerer både som underholdning for de indforståede og introduktion for de udenforstående.

4 ud af 5

Filmen vises for sidste gang i Park Bio 14.11.2003, 23:30. Det anbefales at bestille billetter i god tid, da der har været stor interesse omkring den.

Læs mere om holdet bag “Freestyle” her

Husk også at checke det øvrige program på CPH:DOX her

Som altid om onsdagen var der ild i Rust når MWB som vanligt fyrer op i stuen. + Ufo & Yepha holdte release på deres debut skive og den lokale lingeribiks Missekat lavede catwalk.

Og der skete vist også noget i Basement, men så langt nåede Rapspots udsendte fotograf ikke. Musikken bragede, øllene flød og kameraet blitzede til batteriet var dødt.
Se billederne her.

De fyrede den af til DM I MIX, de spillede på Århus Took It da Static og NatiLL aflyste, deres single Hver Dag har sneget sig op i den gode ende af diverse hitlister, solgt langt over forventning og videoen er ikke et sjældent syn på Boogie. Lige pludselig er Ufo Yepha over det hele. Både i hiphop undergrunden og i hverdagens radio. Nu er de også klar med U vs. Y, det debutalbum, der bliver udgivet og promoveret gennem Playground Music og som skal følge op på Hver Dags succes. Det er ikke mere end en uge siden masteren blev afleveret, da jeg møder Ufo (Kristian Humaidan, 22) og Yepha (Jeppe Bruun Wahlstrøm, 20) i lækre lokaler hos Playground i den pæne ende af København K.

På sine første fire leveår er Århus Took It blevet uundværlig for det danske hiphop-miljø. Recepten er skudtæt: Tre dages koncerter med toppen af den danske rap-scene, spædet op med cremen af den lokale talentmasse og så et par billet-sælgere fra kulturens moderland som trumf.
Set fra djælve-øen er det eneste der ikke holder faktisk, at man skal helt til det mørke fastland for at tage del i festen. Men med lanceringen af den første Took It-DVD får selv de mest rodfæstede kjøwenhavnersnuder nu alligevel mulighed for at være oppe på, hvad der gik ned til årets Took It. Og de folk, der var der, kan med højdepunkterne fra de tre dages hæphåp-extravanganza få opfrisket de sandsynligvis tågede fest-minder
Men fungerer det så – er DVDen pengene værd? Rapspots dom er ’Både og’…

Took It har valgt, at alle årets optrædende acts skal være repræsenteret på DVDen – i stedet for at udvælge det absolut bedste fra festivalen og give det ekstra tid. Det er sådan set både forståeligt og sympatisk, men resulterer i en temmelig ujævn live-dokumentation, der svinger fra det sublime til det nærmest kedelige og ligegyldige.

Ved hjælp af de gode og simple menuer kan live-hungrene b-boys og fly-girls vælge at se de godt to timers koncertoptagelser i én køre eller nøjes med at udvælge enkelte acts fra undermenuerne ’Fredag’ (i alt 45 minutter), ’Lørdag’ (i alt 30 minutter) eller ’Søndag’ (i alt 40 minutter).
Typisk har de danske navne et enkelt nummer med, de lidt større som L.O.C og Malk de Koijn to numre. De mindre udenlandske bands repræsenterer med to-tre tracks mens headlinerne Redman og Masta Ace naturligvis får mest tid at shine på. Eller det vil sige – Ace giver lidt skuffende kun tre numre, heraf en ret lang freestyle.

De to amerikanske veteraner står uden tvivl for den friskeste mælk på DVDen. Billedsiden er god og afvekslende, kameraet er som hovedregel der, hvor der sker noget, og man får en oplevelse af det tændte publikum. Og nok så vigtigt er lyden god: skarpe beats og klare vokaler.
Der er næsten som er være der selv, en oplevelse der vel er en koncert-DVDs fornemste ambition at formidle. Også Kutmasta Kurt/Motion Man og Punchline & Wordsmith passagerne fungerer ganske glimrende på både billed- og lydside.

Det samme kan jeg desværre ikke sige om de fleste danske acts, hvor mudret lyd, mørke billeder eller mærkeligt billedvalg går igen med et par enkelte undtagelser.
Især billedvalget er et irritationsmoment. Vi ser næsten intet til crowdens reaktioner på leveringerne, og for tit følger det valgte kamera ikke det vigtigste på scenen. DJ-cuts er fx stort set fraværende, trods et kamera ved pulten.
Især under Essensens ’Toga-party’ er den helt gal på billedsiden, hvor vi ser mere til Machachas add-libs og Jonny Heftys fjolleri på sidelinien end Joe Trues levering. Ærgerligt.
Et andet eksempel på hvad besynderlig billedprioritering og skidt lydkvalitet kan betyde, er gengivelsen af L.O.C.’s show. Selvom han gi’r to tracks, skal man ikke være specielt uopmærksom for at gå glip af, at han faktisk har en live-trommeslager med på scenen.
Malk de Koijn er en undtagelse, for den tekniske del af deres indsats på DVDen er helt fin. Til gengæld leverer de så desværre, anført af en meget hæs Geo, den mest uinspirerede indsats, jeg nogensinde har set fra Langestrands fineste.

Lavpunktet for mig er dog svensk, nemlig ellers glimrende Loop Troop. De har fået hele tre numre med, men lyden overstyrer og falder ud, og showet fænger slet ikke på skærmen. Fast forward knappen er virkelig tæt på at blive trykket i bund her.

To danske indslag skiller sig dog positivt ud fra mængden. Først PTAs sjove freestyle-detektiv-session om det fiktive mord på Joe True, hvor han viser, at hans meritter som Fight Night-finalist langt fra er tilfældige.
Derefter UFO Yephas levering af ’U vs. Y’, det effektive battle-track der har lagt navn til debut-albummet – men desværre ikke er kommet med derpå. Her underbygger billederne rigtigt godt den lyriske duel mellem makkerparret.

Koncert-bidderne bliver kun et par enkelte gange afbrudt af backstage-optagelser, og det er ærgerligt, at DVDen ikke har mange flere af dem. Også flere stemningsbilleder fra salen eller udenfor, fra de mange ciphers, kunne være en afvekslende måde at dele spilletiden op.
En rigtig god ekstra feature er dog Per V’s ’Took It-theme’, som kan nydes til et slideshow med snapshots fra koncerterne.

Initiativet, at dokumentere en dansk hiphop-begivenhed på DVD, fortjener i sig selv 5 rapspot-sofaer. Men 150 kroner er meget for et produkt, der teknisk er så svingene, og hvor sandsynligheden for at samle støv på hylden derfor er noget større end chancen for at blive tyndspillet i DVD-maskinen.
Trods virkelig gode guldkorn imellem må dommen derfor blive en middel-karakter.

2½ ud af 5

3 grineren højdepunkter:
En fornærmet DJ Kool, der forsøger at forklare crowden, at han altså er legendary.
PTAs bandana.
Frez Forces håndklæde-sang.

Mere Took It?? Læs Rapspot-crewets reportager og interviews og find dig selv i en af linselusene fra årets event.

6.-17. november løber dokumentarfilm-festivalen CPH:DOX af stablen i en række københavnske biografer. Programmet er allerede godt i gang, og byder blandt andet på to film for de hiphop-interesserede: “Freestyle” og “Breath Control – The History Of Human Beatboxing”. Begge film har gået sejrsgang ved filmfestivaler verden over og er ifølge festivalledelsen to enestående indblik i hiphop-kulturen.

“Freestyle” er den hidtil mest dybdegående film om den ædle kunst at spytte rim “off the top”, instrueret af den tidligere radio-DJ Kevin Fitzgerald. Filmen rummer optagelser med blandt andre The Last Poets, Craig G, Supernatural, Mos Def, Lord Finesse, Jurassic 5 og Planet Asia. For de folk, der følte at “8 Mile” var et tyndt opkog på “Rocky”, skulle her være mulighed for at opleve den ægte vare.

Læs mere på www.cphdox.dk.

“Breath Control” er instrueret af Joey Garfield og er en gennemgang af human beatboxing fra 80’erne til i dag. I filmen medvirker blandt andre Biz Markie, Doug E. Fresh, Rahzel, Scratch, Emanon, og selvfølgelig den største af The Fat Boys, Buffy Robinson. En interessant detalje er, at filmen er kædet sammen af med animerede sekvenser hvor det tidligere X-Clan medlem, Professor X fortæller om teknikken bag frembringelsen af de mærkelige lyde.

Læs mere på www.cphdox.dk.

Der har været stor interesse omkring de to film, så det anbefales at bestille billetter så hurtigt som muligt.

Filmen Freestyle vises for sidste gang i Park Bio 14.11.2003,23:30 og Breath Control: The History of the Human Beat Box i Cinemateket 14.11.2003,21:30 & i Park Bio 15.11.2003. 23:30

U vs. Y, debutalbummet fra UFO Yepha indeholder hele 17 numre, der byder på diverse produktioner fra PhaFalAion, Tue Track og Peder, Madness4Real samt duoen selv. Ifølge pressematerialet er her tale om en udgivelse, der er ”hæsblæsende, hårdtslående, henrivende, halsbrækkende og helstøbt”. En nærmere præsentation af UFO Yepha synes overflødig, det er albummet der handler om, og det beskrives bedst som en omgang blandede bolcher, en debut på godt og ondt.

Jeg lægger ud med albummets 2. nummer: Grundige. Den afdæmpede produktion med de konsekvente hand-claps er der ikke meget spænding i. Et sjovt element findes dog; den klædelige marimba/xylofon-figur.
Promotionmæssigt er der blevet gjort en del ud af at fortælle om U & Y’s musikalske baggrund, herunder at Yepha ikke ”kun” er rapper, han er skam også trommeslager. Men er han en dygtig trommeslager? Tja, udfra U&Y’s produktioner er det altså ikke muligt hverken at be- eller afkræfte dette. Hans musikalske barnelærdom skinner dog igennem på en sjov og original måde i denne linie, hvor han rent faktisk ”flexer” triolerne (3 slag indenfor 2/8), mens han nævner dem:
Yepha: og selvom pigen hun har lækre gajoler/har jeg ikke tid til det pis når jeg flexer trioler/det’ yepha yepha der holder takten tætter’ end de fleste/bruger en enkelt linie på at bevis’ det
Det er små ting som denne, der redder et af pladens mindre spændende numre.

På Slik og sex er der ikke meget lir at komme efter. Nummeret, der er produceret af PhaFalAion i samarbejde med U & Y, er technoagtigt koldt og uorganisk, og teksten er usexet. Analogien mellem slik og sex er måske (sukker)sød, men på infantil vis. Jeg tror jeg taler for mange af mine kønsfæller, når jeg siger: Så hellere snuppe en Snickers…
Yepha: Jeg kender dig fra forleden/du’ fandeme klar/hør hvad skal din veninde med det dér videokamera
UFO: U tigger ikk’ og be’r om mere slik til min godtepose/den er allerede fyldt til randen med flotte hos

Det Tue Track-producerede Rige svin er svært at placere. Man kommer straks til at tænke på Malk de Koijn, men det er der jo heller ikke noget sært i. På tekstsiden bliver det til gengæld lidt underligt; her drømmer Yepha om bling-bling, biler, lækre villaer, penge, penge og atter penge på den mest proletariske og vulgære måde. Muligvis er der en halvironisk pointe, men min umiddelbare tanke er at han har siddet lidt for tæt på skærmen, da de sendte ”Cribs”-weekend på MTV:
Yepha: Fuckin’ rige svin hele bundtet/ når jeg har penge så’ de brugt på sekundet/ Fuckin’ rige svin hele banden/ de spinder guld mens jeg lever på kanten

Beatet på Ting går op – ting går ned virker mere end almindeligt inspireret af Brandy’s ”What About Us”, man forventer næsten at der bliver hvisket ”Darkchild” i baggrunden. Tekstmæssigt fortsættes her, hvor Rige svin slap, og UFO og Yepha diskuterer divergerende holdninger under parolen what goes up must come down.

Vi 2 amigo afslører UFOs tænksomme side, når han rapper om fremmedgjorte mennesker i det fremmedfjendske, splittede samfund:
UFO: Ingen værdier/holdninger blæser i vinden som papir/præcis som veninden der si’r/hun vil gemme sig selv til den eneste/uden at mene det/har brækket sig hver morgen på det seneste/men fuck hende/fuck dem fuck den vestlige/folk har det for godt til virkelig at være gæstfrie/blæst lige i synet/mens hun vader af sted/ingen hætte er vindtæt når man indædt hader et sted
I andet vers præsenteres det personlige mikro-perspektiv med en overbevisende teknik, og teksten tages til det lovede makroniveau:
UFO: Avisen på bordet griner af mig men stoffet banker mig/slog den op blev slået ud det er forslående/utroligt at vi holder skuden gående/så uforstående/så pisse forsmående/så helt ufatteligt/latterligt/forfatter skidt/at man føler sig hånet
Så dybfølt og velovervejet falder dette smukke essay ved siden af de mere partyorienterede numre, en befriende afveksling.

Weekend-trilogien startes med det spejlblanke Fredag, hvor Madness4Real er gået grassat i et regulært melt-down af en forfærdelig produktion. Jeg ved ikke om der er noget galt med min Cd-afspiller, men når et nummer startes med ”ye-yeah-ye-yeah-c’mon-what”, så virker det som forwardknappen på magisk vis bliver magnetisk. Hvis man lukker øjnene, er næsten svært IKKE at forestille sig at man står på et sodavandsdiskotek i provinsen. Især Yephas tekst er fjoget og plat, og hvis det hovedpinefremkaldende dobbelttempo var en person, kunne man anbefale vedkommende at skifte Hennesy’en ud med Valium:
Yepha: folk der står på hjørnet og hænger de søger bort/For den her knægt har lige fået kørekort/Jeg ryger hårdt/og skifter til lavt tempo med et smørret grin på hovedet/ud af vinduet/og råber efter mennesker:”Fisse”
UFO: Bare ligge henslængt med en ven/Yepha sparker døren ind som en betjent/råber skriger ter sig tarveligt/og giver sig (?) rowdy/men det sker sgu’ dagligt
Om de to rappers roller som hhv. steneren og fest-aben er tillempede eller oprigtige, kan jeg naturligvis ikke vurdere. Men man får lidt ondt af den stakkels UFO efter at ha’ hørt Yepha bræge sig igennem Fredag med glatbarberet bravado som en belastende bride i baggypants.

Weekenden fortsætter med Lørdag, et eksempel på traditionel storytelling over et beat, der er lækkert på en overraskende facon. Der er noget ubeskriveligt over de forvrængede, legesyge keyboardlyde, der vrider sig ind og tænder poptøsen i mit indre. På Lørdag ender et spillejob i det mørke Jylland med at U&Y får de lokale bonderøve på nakken:
UFO: Og midt i mellem halm og landbrugsmaskiner/ står en stor flok af de vantro og griner/ der ser jeg Yepha ligge knap så frækt/ for fødderne af den lokale klub for traktor-træk.
Det fungerer, og de to rappere supplerer hinanden virkelig fint. Nummeret indeholder ydermere en lille, elegant reference til MC Einars klassiske Sorgenfri rap:
UFO & Yepha: Det gik som det gik/vi fik nogen på øjet/og slap væk med kolort og blod på tøjet

Du kan ikk med den rytmisk manipulerende intro er albummets mest helstøbte hip-hop produktion. DJ Static er manden bag det bombastiske lydbillede, der har det hele (selvfølgelig også de kendetegnende word-cuts): En flot opbygning med blæsersektion et al.
UFO: Gu’ vil jeg da gerne ha’ de rocks/men ikke på bekostning af min sjæl og min hjerne sat i boks/og et hår sat med voks/fat det fucks
Det grundlæggende budskab er at UFO Yepha selv definerer, hvad hip-hop er for dem, de har ikke solgt ud, man ikke kan fucke med dem, osv. It’s all love, men når Du kan ikk placeres som det næstsidste nummer, virker det mere som en unødvendig undskyldning for radiovenligheden end en overbevisende dedikation til hip-hop. Især når det er så åbenlyst at numrenes rækkefølge på U&Y overhovedet ikke er tilfældig.

Når man har hørt albummet til ende og prøver at reflektere lidt over indtrykket, forstår man fuldt ud hvorfor Hver dag er valgt som singleudspil. Kæmpehittet – som vi alle har hørt til hudløshed, og som jeg ikke vil trætte nogen med at beskrive – er i nogen forstand repræsentativt for ”U vs. Y”. Hvis bare alle de lette, småkommercielle numre dog var ligeså charmerende og bouncy, men det er de desværre ikke. Stort set alle pladens sangomkvæd ligner hinanden til forveksling, de er ensformige og dilettantiske, dem kunne der nemt have været gjort noget mere ud af, evt. med nogle gæster på kor.
”U vs. Y” er nok den mest dobbelttydige danske hip-hop-udgivelse, jeg nogensinde har hørt. UFO Yepha skyder vildt omkring sig med desorienterede spredehagl. Nik og Jay’s publikum bliver ramt lige i navlepiercingen, mens hip-hop appellen fornemmes som sporadiske vådeskud i øst og vest.
Der er dog plenty skills at spore i albummets tekster. UFO og Yepha er gode sparringspartnere, når de bygger numrene op som samtaler, og de to tilsyneladende ret forskellige personligheder kommer til udtryk i underholdende synergier. Desværre kan de overvejende haltende produktioner slet ikke leve op til lyrikken på de mere indholdsrige numre, og det trækker ned.
UFO Yepha fremstår som dedikerede og sympatiske. Der er ingen tvivl om at de elsker det de laver, og talentet anes konstant, selv bag de kedelige ”fyr den af”- og/eller jiggy-numre, der på frygteligste vis gennemsyrer et debutalbum, der ellers kunne have været virkelig godt.

Læs også Rapspots interview med UFO Yepha her.
Tjek deres hjemmeside ufoyepha.dk

2 1/2 ud af 5