”Det’ muligt Jokeren er den hippeste hustler i hele hip-hoppen
men læser man ham som lyriker er han langt fra tip-toppen,
tættere på danskpoppen – end han tror,
for de ord han pumper op for at bli stor
de lyder måske funky, fornyende og fatale
men stikker man nålen i, si’r det BANG: De er banale”

I dagens (4. nov) udgave af Politiken bliver Jokerens samlede tekster anmeldt i anledning af, at de for nyligt er blevet bundet ind og udgivet, som vi tidligere har omtalt her på Rapspot.

Det er der jo ikke noget underligt i. Men det sjove ved denne lille historie er at Politikens litteratur anmelder, giver Jokeren en ordentlig røvfuld kritik og leverer den på Jokerens egen hjemmebane. Under rap aliaset MC Lyngsø har kritikeren skrevet anmeldelsen som et rap nummer, hvor han mildest talt sviner ham til (læs anmeldelsen her) specielt for de nyeste tekster, som bliver rappet på Alpha Han.
Og det selv om de fleste anmeldere i det danske dagspresse har haft rosende ord om samme plade. Også her på Rapspot.
I selv samme avis skrev Dorte Hygum anerkendende: »Han skriver gennemmusikalsk nutids- og hverdagspoesi fra et gadeplans-København, der både er genkendeligt og samtidig så langt som muligt fra at være et fladt, kulørt postkort«.

Jokeren er netop nu også aktuel i en live udgave rundt om i landet med Booty Cologne i ryggen, og hans debut show på Forbrændingen i weekenden delte også anmelderne i to lejre. Følg med i diskussionen på rapspot boardet.

Jokeren spiller torsdag på Vega. Tjeck i øvrigt Onpoint for Jokerens tourplan.

Hold også øje med rap relateret litteratur anmeldelser her på sitet. Ya’ heard!

Slick Rick The Ruler, har endelig vundet retssagen omkring udvisningen af USA. Den karismatiske rapper, har siddet i en arrest i Florida i 17 måneder, og forventes nu endelig at blive frigivet, så han kan genoptage sin rap-karriere på Def Jam.

Slick Rick, med det borgerlige navn Ricky Walthers, blev født i Wimbledon, England i 1965, af jamaicanske forældre. Få år efter flyttede familien til Bronx, NYC, men Ricky beholdt sit britiske statsborgerskab, hvilket mange år senere har skabt en strøm af problemer for ham.

Med markant britisk accent, yuppie tøj og klap for øjet – som følge af et øjenskade som barn – debuterede han sammen med the original human beat box Doug E. Fresh i 1985 med singlen The Show / La-Di-Da-Di. Kombinationen af Doug Fresh’s evner som beatboxer og Rickys fantastiske fortælleevner gjorde singlen ikke bare blev et megahit der solgte omkring en million eksemplarer, men også står tilbage som en af de bedste hip-hop singler nogensinde.

Slick Rick brød med Doug E. Fresh kort efter, og blev signet til Def Jam som solo kunstner. Hans debut album ”The Great Adventures Of Slick Rick” udkom i ‘88 og gik platin. Albummet viste igen hvor fabelagtigt han kan skrue en historie sammen, og singlen Children’s Story om en dreng, der får problemer med politiet anses som en af hip-hop’s ypperste fortællinger.

Ironisk nok fik Slick Rick selv rigelige politiproblemer, da han tog loven i egen hånd, og forsøgte at myrde en eksbodyguard der havde truet ham på livet. Han røg i fængsel i 5 år og de følgende albums ”The Rulers Back” og ”Behind Bars” bærer præg af at de er indspillet på diverse work-releases. Imidlertid blev Slick Rick en hip-hop legende, specielt da Snoop Dogg genindspillede La-Di-Da-Di til Doggystyle albummet.

Da han endelig blev løsladt var det med trusler om udvisning af USA, pga. manglende rettigheder til at opholde sig i landet, han ellers voksede op i. Desuden fik han forbud mod at rejse ud af Amerika. Slick Rick genoptog sin rap-karriere og indspillede numre med Jermaine Dupri og Outkast før han lavede sit foreløbig sidste solo-album ”The Art Of Storytelling” i 1999. Albummet blev en nogenlunde succes, men har nok mest nostalgisk værdi, for materialet levede aldrig op til historierne på ”The Great Adventures.” De største højder nåede han sidste år, med hans nok bedste nummer i nyere tid, den topsjove ”Women Lose Weight” sammen med Morcheeba.

I 2002 blev Slick Rick arresteret på et cruise-skib i Caribien hvor han optrådte sammen med Doug E. Fresh og Erykah Badu, da myndighederne i Florida mente han brød med udrejseforbudet. For at sørge for han kunne blive i USA, har Slick Ricks, og Def Jams, advokater kæmpet i halvandet år med myndighederne, og det har nu endelig båret frugt så The Ruler igen kan vende tilbage.

Slick Rick er ikke en gangsta-rapper, han er en underholdende historiefortæller, som har haft direkte indflydelse på rappere så varierede som Nas, Jay-Z, Snoop Dogg og Mos Def & Talib Kweli. Selvom man lettest genkender ham pga. klappen for øjet og de latterligt mange guldkæder han bærer om halsen, bør man anerkende ham som en person, der har gjort rappens tekstunivers levende, sjovt og eventyrligt.

Lørdag d. 1 november gik der for alvor hiphop i den på Elværket i Frederiksund. Her var lagt op til en aften med halvstore navne, og en freestylekonkurrence oven i hatten, da dørene blev slået op kl. 20 og det væltede ind med hiphoppere af begge køn.

Landet som har givet os Jamie Oliver, boligindretningsprogrammer og baked beans har nu også leveret vidunderbarnet Dizzee Rascal AKA 18-årige Dylan Mills, straight outta London.
Dizzee Rascal har en baggrund, der er en kommende stjerne værdig: En barsk opvækst i et dårligt kvarter samt rygter om beef med et rivaliserende crew (So Solid) inklusive et stk. knivdrama, hvor Dizzee blev stukket ned.

Når man så skærer alt det dramatiske væk, finder man en tænksom og talentfuld ung rude boi, der har en fantastisk stemme, en habil fortælleevne og producing skills out the ass. Yes sir, Dizzee Rascal har produceret samtlige numre på sit album. Måske er det derfor at næsten alle numre på Boy In Da Corner er perfekte samspil mellem vokal, tekst og produktion. Det grafiske mesterværk af et ultramoderne cover med den mystiske Dizzee Rascal – det diabolske problembarn – i hjørnet bliver jeg nødt til at nævne, det er den perfekte indpakning af et helstøbt produkt.
Pak alle negative fordomme omkring britisk hip-hop væk, her er ganske enkelt tale om en ualmindeligt spændende udgivelse, som fortjener bred opmærksomhed.

Det første nummer jeg vil fremhæve er det stærkt samplebaserede Fix Up, Look Sharp. I disse Popstars-tider er det forfriskende at høre linier som:
“Bein’ a celebrity/ don’t mean shit to me/ fuck the glitz and glamour/”
Hvis nogen ellers er i tvivl, slås det fast at vi er i deep, deep London, når den gnækkende Dizzee rapper:
“flushin’ emcees down the loo/ if you don’t believe me bring your posse bring your crew/ feel free to hate/ ‘cos I ain’t tryin’ to be your mate/”
Det er en god idé at checke op på noget britisk slang, for hvis man troede at man forstod engelsk, tog man fejl. Dizzee Rascal’s voldsomme dialekt kan også være svær at forstå, men den er så anderledes og charmerende at man er tilfreds med at gætte sig frem.

Tag endelig ikke fejl af titlen, der er ingen kærlighed at hente påI Luv U, albummets første singleudspil. Hvert et lilletrommeslag i den geniale produktion svider som en flad i ansigtet på Dizzee’s forsmåede lover. Teenagerens desperation, kynisme og raseri eksploderer, når Dizzee spytter sit had ud over den pige, som han måske/måske ikke har gjort gravid:
“all right she’s a bad girl imma buss doe/ Captain Rascal with a crossbow/ she came she got picked off yo/ nah it’s not a love thing/ get lost hoe/ Dizzee Rascal come down like snow/ with freezing cold flows like Moscow/ dumb hoe/ get me upset guns blow/ bitch no/ you’re not ready for skid row/”
Omkvædet byder på den kvindelige emcee Jeanine, hvis sexede, vrængende stemme fungerer perfekt som pendant til Dizzee’s testosteronladte snerren.

Humoren på Boy In Da Corner vil mange nok kunne nikke genkendende til. Man smiler indforstået, når Dizzee repper sit noget ukendte kvarter:
“My name is Raskit listen to my flow/ I socialise in Hackney or Bow/ I wear my trousers ridiculously low/”
På mange måder er der bare kortere herfra til London end til Detroit eller N.Y.

Forkærligheden for den upolerede kvindevokal går igen på Wot U On, hvor den flabede Caramel proklamerer en bitter sandhed:
“Love talks to everyone/ money talks more”
Hernæst rakker Dizzee nådesløst ned på alle dem, der tror de er noget. Det gøres i bedste Jantelovs-stil og ingen skånes:
“Big shot to the brat who thinks he’s a scrouse(?)/ lookin’ at your half-ass thinkin’ you’re a scrouse(?)/ you always talkin’ bout tryin to sound like a scrouse(?)/ but make no mistake/ you’re a fake/ Dizzee knows”
Den evigt tilstedeværende hi-hat er lidt af et stressmoment, men efter et stykke tid dør irritationen hen, og Wot U On afslører sig som et af pladens bedste numre med sin tvetydige player/playerhater-tekst og sit dystre lydbillede.

På Jus A Rascal tilfører et storslået operakor en helt speciel ragga-feeling, lad os bare sige at Buccaneer ikke lever forgæves. Produktionen er velstruktureret og iørefaldende. Inspirationen fra adskillige genrer skinner smukt igennem, og Dizzee mestrer sine temposkift næsten som en anden Busta Rhymes. Teksten er en smule ordinær, men så kan man til gengæld more sig over de dobbelte nægtelser, som indgår i enhver amerikansk rappers ordforråd og enhver engelsklærers værste mareridt:
“Definitely know I’m real/ I definitely know you ain’t
So don’t try bein’ no devil/ ’cos I definitely ain’t no saint”

Dizzee’s slet skjulte humor kommer igen til udtryk på Seems 2 Be via en meget britisk omfortolkning af introen på Ice T-albummet O.G. Den pakkede produktion er lidt belastende, og det højt pitchede sample af en skrigende elektronisk urfugl (don’t ask!) er bare irriterende.

Dizzee Rascal’s stil er opmærksomhedskrævende og utraditionel, hvilket gør at han virker enten utilgængelig eller kompetent, alt efter hvem der lytter, og hvor godt der lyttes efter. Teksterne kommer næsten hele vejen rundt; her er attitude, blærerøvs-rap, sarkastisk humor, social kritik, gangsta-rap, smerte, slang og ubeskrivelig weirdo-brit-hop.
Produktionerne er i særklasse, det er aggressiv avantgarde, som efterlader den gængse hip-hop produktion håbløst tilbage i stenalderen.
For den åbensindede lytter vil Boy In Da Corner med garanti være en positiv oplevelse langt ud over det sædvanlige.
www.dizzeerascal.co.uk

Fredag (red. 31.10.2003) eftermiddag fra kl. ca. 15-20 var der releaseparty på EP’en “Sky High“, med Danmarks nye komet inden for engelsksproget hiphop; den islandsk afstammende Gísli. Undertegnede havde intet hørt fra EP’en endnu, men tog alligevel spændt afsted med lovningen om en gratis velkomstbajer og de skyhøje anmeldelser i tankerne…

Så kom Johny Heftys længe ventede “9 kilo bongmix” på gaden. Og hvilket mix! 80 min. fordelt på 32 skæringer med i alt 36 krediterede kunstnere!

På trods af disse imponerende tal virker pladen relativt half-assed, idet langt størstedelen af numrene består af rap over jackede/lånte beats og det ene går igen hele 4 gange! Derudover er omkring en tredjedel af numrene små skits, hvor bla. Bai-D og L.O.C. forsøger at underholde os med en masse fuldemandssnak.

Bai-D & Niarn skit – “Hva’ var nummeret?”:
Bai-D: “… det her er fåking Andreas… hva’ var nummeret?”
Niarn: … “9 kilo bongmix hedder det…”
Bai-D: “jamen hvad hed nummeret?…”
Niarn: “det’ bare allemulige numre.”
Bai-D: “jamen det nummer du sagde før..”
Niarn: “nummer hva?”
Bai-D: “postnummeret!”
Niarn: “nå, 9210?”
Bai-D: “TO-OG-HALV-FEMS-TI for liir for niir min sniir…”

Numrene “Ik’ længere det samme” med Gug Tang Klan (over Dr. Dre’s “The Watcher“), og “Fo’ shizzle Aalbizzle” med PTA (over Nas’ “Made You Look“) virker dog godt og rappen retfærdiggør den beat-mæssige uopfindsomhed.

Johny Hefty og Sanddru den vantro buster et par sjove linier på “Ik’ længere det samme“:
“kaffe med blødt brød og tandsmør/ det på tide de smager det gamle skole spanskrør/ for tingene er ikk længere de samm’ for hash’er’/ samfundsnasser’/ der ikk har råd til møbler kun gamle kasser/ hva’ så Kazpa?/ har du ikk et G jeg ka’ nass’ hva?/ (…) Tingene er ikk længer’ de samme for pusher’/ scorer ik andet end klamm’ kusser/ fede kællinger med lav talje og stramm’ trusser/ snakker mere lort end lamm’ russer’/“

Pladen indeholder også nogle gamle numre; Niarns “Alle I haters“, Johny Heftys “Jorden er giftig“, Problembarn med “Årets rapper“, to freestyle-session optagelser med Kazpa G og så to numre fra radioprogrammet Rockstarz.

Mixtapet har ganske enkelt for mange rappere på til at nævne dem her, men det er selvfølgelig overvejende Gug Tang Klan der præger udgivelsen, og sammen med diverse lokale Aalborg-hoodlums står de for en ordentlig omgang represent af de 9210 – omend knap så fedt eksekveret rapmæssigt, så til tider med lidt selvironi:

Kazpa G:
” Jeg ved ikk’ hvor mange gange der er blevet sagt 9 kilo på den plade her/men jeg si’r det igen: 9 kilo er min gade, mær “

De eneste ikke-jackede beats står Trehkz og Svezta for, og det gør de i overraskende god stil med produktionerne til henholdsvis “Bare hun var på min pik” og “Dig & mig“.
For dem der ikke allerede kender sangen bør Niarns “Alle I haters” også fremhæves, først og fremmest pga. Dierects beat, som virkelig er dope.
På mikrofonen er det Kazpa G, Zjak&MIC, Nexus og Johny Hefty der virker mest friske, mens Jøden – talentet taget i betragtning – skuffer, måske grundet den evige venten på udgivelsen af det planlagte album? Han synes dog på den positive side at have etableret sig som den mest aktive rapper på danske mixtapes.

På trods af det de ovenstående kunstnere leverer, er cd’en overordnet præget af ringe kvalitet. Man skal lede langt efter rap, der sniger sig over den danske undergrundsstandard og meget af pladens rodede indhold kunne snildt have været skåret væk- specielt de mange underlige klip fra en eller anden dansk bondefilm (!). Rap over jackede beats er der i princippet intet i vejen med, når bare det gøres med noget nytænkning og helst ikke efterlader lytteren med fornemmelsen af hellere at ville høre originalsangen! Dette formår rapperne på pladen desværre ikke. Titlen “Bongmix” kunne måske referere til, at cd’en gør sig bedst i ørene på knokleskæve lyttere? Netop denne lommefilosofiske teori medfører også, at den skuffer fælt for de ikke-skæve lyttere ved at være en rodet uoriginal affære, der musikalsk set lader meget tilbage at ønske. Alt i alt en skuffende oplevelse.

1½ ud af 5

Gísli er kort fortalt en nogen-og-tyve-årig rapper fra Horsens, med islandske rødder og amerikanske forbindelser. Offentligheden fik et glimt af ham under navnet Gis på den oversete 24 Karat B-side ”Prevail,” men snakken begyndte først rigtigt, da det kom for øre at han havde været i NYC og indspille med Domingo. Efter et par måneders street-buzz, hvor jungletrommer har slået Gíslis navn fast som fremtidens mand, rammer debuten endelig gaden.

”Sky High” EP’en, der er udgivet af vinyl-fetichisterne Run For Cover, er bare fire sange stærk og skal bevise Gísli lever op til hypen, som den næste store ting du bør tjek’. Det synes jeg den gør, og det skulle nedenstående gerne understrege.

Titel-tracket ”Sky High” er EP’ens katalysator, der med et fængende omkvæd og en rocket produktion fra Talkback indkapsler energien og fokuset Gísli medbringer. Sangen er bangeren på EP’en, og specielt musik og hook fungerer rigtig godt til formålet. Guitar-riffet og elektrolydene kan godt minde om Neptunes, men Talkback får det til at svinge, så musikken er mere head-nod end blang-blang. Teksten er en hyldest til la dolce vita, hvilket i Gíslis tilfælde starter med rim, og omkvædet bliver et manifest, der lyder:

”It started with a rhyme suddenly, I’m Sky High / Blowing my mind, suddenly why try / To leave good things behind when good things get you by / It’s a cause for celebration, like we Sky High”

Meget catchy, og på en gang nede på jorden og poetisk. Ligeså stor Gíslis kærlighed til lyrik er, ligeså stor er hans kærlighed til piger, midt i vers tre forenes de to i et morsomt testikel-metafor:

”I got vicious flows, the bitches know / Working with my melodic sense the pictures show / Women Feel my erotic sense, just waitin’ to grab ‘em / Got the right demographic by the balls, if they had ‘em”

”Even In My Dreams” feat. Prince Poetry fra Organized Konfusion lyder som et langt angstskrig, der uden cheesy horrorcore levering, beskriver et mareridt så det kribler ned af ryggen på en. Prince Poetry har, som det jordnære ying til Pharoah Monch’s flagrende yang, altid været en af mine favoritter, og selvom der kun er en Monch, får Gísli lidt samme status på nummeret. Prince Po passer enormt godt til Gísli med sin mørke stemme og sans for detalje:

”We at war, boy, with no reinforcements / Dippin’ thru’ the backstreets of Horsens / Surrounded by strange faces and metamorphorsis / Wake up in a deep sweat, over Domingo’s life forces”

Som Po antyder havde Domingo nok lavet originalbeatet, men vores wunderkind Gettic står for denne produktion, der med jagende trommer og en spooky melodi væver sig ind i sangens univers.

”Quiet Days” synes jeg virkelig er EP’ens juvel. En fortælling om Gíslis håb og ambitioner som rapper og menneske, der tilføjet Talkbacks lydtæppe bliver utrolig smuk. Sangen har samme kvalitet som f.eks. Jay-Z’s “U Don’t Know”, hvor ordene og musikken besjæler hinanden, og stemningen virkelig bliver følelsesladet. Gísli siger ting, som man på en gang bliver betaget af og kan nikke genkendende til. Når han skifter fra sin normalt sikre levering til et desperationsskrig i omkvædet, er det så rørende man ikke ved om han spiller teater eller krænger sjælen ud. Til sidst tilføjer Talkback et fedt word-scratch fra ”Top Billin’” så omkvædet siger:

”On quiet days…Gis is chillin’…It ain’t sweat here…that’s how it is…but I think I can make it another day…you can ask Gis”

”You” er en smuk historie om pigerne i livet, hvor Gis svinger i uvisheden om han har fundet den rigtige til hans gunst. Omkvædets voice-samplede sang: “Is it?…You that keeps me strong…Or is it?…” bliver hele tiden udfordret, og rapperen finder aldrig et fast ståsted. Sangen har en lidt pænere lyd end resten af pladen, men Gíslis historie er destro mere tragisk, tag f.eks.:

”Now it’s not you, that keeps me strong / You’re just a constant reminder of where I went wrong / Just a constant in my life I wish was gone / Just one of those things that make me kiss the bong”

Sangen er allerbedst live, hvor Gísli går fra pige til pige, og vitterligt ser ud som sangen er til dem. Lil Jay har stået for produktionen, og sammen med de andre producenter viser han at Danmark er i stand til at levere musik med sjæl og nerve på linie med alt fra udlandet.

Tilbage står man med 4 sange, der samlet viser ikke bare en god rapper, med et fedt flow, men dele af et menneske, der giver mere end bare rim-ord. Man bliver sikkert aldrig klog på dem, men man ved lidt mere om kvinder efter man har lyttet til ”Sky High” EP’en. Jeg aner ikke om blodet fra saga-skjaldene stadig bruser i islændingen, men jeg synes det er flot, at levere så emotionelle historier i en tid præget af stenansigter.

Hans styrke er afgjort hans følelser, og derfor synes jeg også ”Sky High”-nummerets represent-rhymes, er et hak mere uvedkommende – og dårligere – end de andre numre, der hver især bevæger sig i deres eget univers, man lever sig ind i. I forhold til konventionel hip-hop kan Gísli virke både karikeret og teatralsk, men hvis man tager chancen og lytter som man lytter til Marvin Gaye, der beder om sexual healing eller Al Green der tigger pigen ’let’s stay together’ er Gísli en stor oplevelse, for som han siger:

”How many of these people really dare to bare they soul!?”

EP’en er ude nu på vinyl på Run For Cover, inkl. Instrumentalerne til de to Talkback producerede numre. Senere udkommer den på CD med bonus-nummeret ”On Top Of The World”

4 ud af 5

I tirsdags “forenedes” de to Fight Night MC’s Pta og Strøm ved alteret i Brorsonskirken på Nørrebro, Kbh til tonerne af DJ Nelsons pladeudvalg. Se de anderledes men stemningsfyldte billeder HER!

Det sværeste ved at interviewe Jokeren er ikke svarene, men spørgsmålene. Der er næppe det medie der ikke har haft ham i linsen, i mikrofonen, i skriftestolen, i grillen, i byen, i Havnen, og i det hele taget, allround, over det hele, fra panorama til lup på fænomenet Jokeren aka Jesper Dahl. Da han skal besøge mig i min lejlighed til endnu en tur gennem møllen er jeg da også spændt på hvilken af delene han vil præsentere sig med. Da det endelig ringer på, lyder stemmen i dørtelefonen: “Det er Jokeren”.

Baggårdspumaen, lokumspoeten, storby stodderen.
Og nu også forfatteren.
Jesper ’Jokeren’ Dahl har været anerkendt som dansk raps bedste lyriker, siden han var ’Træt af pis’ i ’94, og hans mundrette og humørsvingene gadepoesi kan få selv de mest indtørrede rock-kritikere til at kaste sig ud i lovprisninger og sammenligne ham med selveste Dan Turéll.
Den 4. november kommer Jokeren et skridt nærmere Onkel Danny, når han debuterer som forfatter med ’Storby Stodder – Samlede tekster 2003-1994’.

Som titlen antyder samler ’Storby Stodder’ alle Jokerens tekster til dato – fra bedrifterne med Den Gale Pose til de aktuelle rim fra hans første solo-album ’Alpha-Han’. Som bonus loves også ”en række minde kendte, enkeltstående tekster”.
Det ser i det hele taget lyst ud for tiden for den gode Gigolo Jesus. Han tager på sin første solo-tur i det danske hiphop-land i november, bakket op af bandet Booty Cologne og Tue Track på pladespillere.
Og ’Alpha-han’ går som Hennessy på en aften på Hiphop-kontoret og giver lige nu Tim Christensen og Safri Duo baghjul på salgslisterne som tidens bedst sælgende danske album.

’Storby Stodder’ udgives af forlaget Lindhardt & Ringhof, og prisen bliver 199 kroner.
Tjek OnPoint for Jokerens koncertdatoer og hold øje med The Mothership for et interview med manden hamselv i nærmeste fremtid.