Efter internet-anbefalinger fra bl.a. Pete Rock, ?uestlove og Fluidman anskaffede jeg mig for et par uger siden Little Brothers debut-album “The Listening”, men faldt ikke bagover af begejstring. Efter et par gennemlytninger voksede den på mig og jeg fandt ud af at det er en plade, der gør sig bedst hvis den høres sammenhængende. Hvis numrene tages ud af kontekst, gør de måske ikke meget væsen af sig, men hvis man giver det en chance er man hooked på Lil’ Bro.
Det samme kan siges om deres koncert i Pavilion-teltet. Først varmede den kvindelige DJ Nicci Cheeks crowden op med et par plader, uden at gøre meget væsen af sig. Så forsvandt hun igen og efter en “We Will Rock You”-intro, kom Big Pooh og Phonté og deres turmanager på scenen med stor energi, komplet med “say hooo”-lignende klichéer, og man tænkte: “ja ja, så ok da”. Først afskrev jeg dem som tre Fat Boys-lookalikes, der hoppede retningsløst rundt på scenen, og min skuffelse over at deres producer 9th Wonder ikke var med på grund af sygdom, var stor. Efterhånden som jeg smed anmelderhatten og lod mig rive med, blev min skepsis dog hurtigt skudt i sænk.
Little Brothers univers er meget traditionsbundet, på godt og ondt. Produktionerne er kraftigt inspireret at Pete Rock, tekstuniverset er meget “true school”, og Phonté lyder som en mutation mellem Mos Def og Common. Ligesom på deres plade var der i deres live-show masser af referencer til perioden ’87-’92 og kunstnere som f.eks. Nice & Smooth, Public Enemy, Slick Rick og Eric B & Rakim. De omtalte selv den æra som “way back in the old school”, hvilket må siges at være en tilsnigelse, men hvad fanden.
De spillede de fleste af de stærkeste numre på pladen: “Whatever You Say”, “Speed”, “So Faboulous”, “The Yo-Yo” og min personlige favorit “Make It Hot”, og fik efterhånden pisket en stemning op blandt publikum. Klimaks var da den Al Green-samplende “Light It Up”, gled over i netop “Let’s Stay Together”. Faktisk spillede de nærmest hele originalen fra ende til anden, komplet med fællessang und alles. Det kunne måske virke som et nemt trick, men så igen: what the hell. Jeg synes selv det var dejligt befriende og det gav koncerten en herligt uprætentiøs feeling.
Little Brother tager deres hiphop-historie og tradition meget seriøst, grænsende til det bagstræberiske. Derfor synes jeg det var lidt selvmodsigende at de ikke har en bad-ass DJ til at cutte letten op på scenen, men jeg synes alligevel at de leverede en medrivende koncert, og det var jeg ikke alene om. Det var ligesom deres skive: solidt uden at være prangende. Folk var med dem, og da det var deres første rejse uden for Guds Eget Land, var de tydeligvis benovede over den overvældende modtagelse. Det kammede dog en smule over da de spillede “We Are The Champions”, mens de gik af scenen.
På titelnummeret fra albummet lyder det desillusionerede omkvæd: “They ain’t listening, they thinkin’ ’bout their Timberlands/They say the shit we talk about ain’t interesting/We got a better chance of blowing up in Switzerland/Holla if you hear it, cuz niggas ain’t listening”. Det skulle så hermed være dementeret.
Se live video klip fra koncerten klik for at downloade
Se billeder fra koncerten
1, 2 & 3
Fotograf: Rasmus Dengsø© Rapspot.dk