Roskilde har endelig taget sig sammen og forstået, at man ikke kan fronte på de mennesker, der i det stille har revitaliseret soulmusikken de seneste år. Sidste år fik vi således en visitation fra Erykah Badu, der blessede festivalen med en bliver af en koncert. I år var hovednavnet sangerinden Jaguar Wright fra Philly, som gav os et helt anderledes down-to-Earth og intimt show.

Med basis lagt af en effektiv og ganske nuanceret backinggruppe, gav Jaguar sig god plads til at bredde sig over musikken – hun nynnede og scattede sig gennem de fleste af sine numre på en ligefrem og ukrukket måde, der tilførte koncerten dens vœsentligste liv. Hendes skala er bred, hendes stemme er både fyldig og tough og ved en koncert oplever man oven i købet, hvor naturligt charmerende hun er.

Dette var hendes første koncert i Europa og man fornemmede, at hun var rigtig glad for at vœre her og hun fik da også maad love tilbage fra et halvfyldt Odeontelt (gamle Ballroom, som nu ligger et andet sted – det giver minus mening…). Hun gav den hele armen i ofte varierede udgaver af sine sange – et afgjort højdepunkt var en følsomt fremført version af ”Love Need and Want You”, der i breaks gik i den hårde discomode og satte gang i salen. ”Ain’t Nobody Playin’s” første vers blev leveret over grundriffet i nummeret, spillet på guitar og bas, for derefter at gå over i selve beatet ved omkvœdet – lad os bare sige, at folk begyndte at hoppe rundt…

”The What Ifs” og en ny sang om hustruvold og venskab hørte til andre af højdepunkterne i en kvalitetsmæssig konsistent koncert, og det måske mest rørende nummer var ”Lineage”, hvor hun med eftertryk udtrykte sin kœrlighed til sine rødder, med budskabet om at bevidsthed om netop dette er essentielt i ethvert liv. Det kunne have vœret krukket, men blev det aldrig i kraft af den œrlighed hun udstrålede.

Det samme må siges om hendes ekstranummer, som naturligvis var ”Self Love” . Hun startede med at forklare, hvorledes det nummer var indspillet i one-take og sagde så, at hun kun kunne spille det hvis hun fik sig en smøg. Og så sang hun, uden at lade rygepinden påvirke sin røst, denne sin mest følelsesladede sang med varm livskraft og virtuos stemmeføring. Bevœgende.

One luuuuv!!!

Se flere billeder fra koncerten

1, 2, 3, 4

Fotograf: mat © Rapspot.dk

Fluidman hostede Nordic By Nature og i en pause mødte vi ham, hvor han gav den op for rapspot.dk

Klik for at download stationdroppet

Jeg indrømmer blankt, at min viden om norsk rapmusik stort set stopper ved Tommy T. Men da det er den norske godfather of hiphop der står bag Son of Light (der udgav et album i 1997 som N-Light-N) havde jeg alligevel positive forventninger til hans del af Nordic by Nature.
Med sig havde han DJ Hercules – men selvom hans muskulatur lever op til navnet, var hans indledning langt fra stærk. DAT’en fåkede godt og grundigt up, men Son of Light reddede rutineret introen med en acapella freestyle, der fra start slog fast, at der ikke er grund til at fronte på fjeldabe-rap.
Han var næstsidste act på programmet, og Pavilion-teltet var efter lidt over tre timers live-ish ved at være halvtomt. Men de norske hjemmedrenge var stadig rigt repræsenteret og udgjorde mindst halvdelen af crowden – og de havde nuttin’ but lååååååve for Son of Light.
Han leverede et stramt show på knap en halv time med meget alsidige produktioner, der spændte fra sprød N.Y.-lyd til ba-ba-bounce. Son of Lights engelske tekstunivers går for at være dybere end gennemsnittet, men mikrofonlyden var simpelthen for mudret til fange detaljerne i hans science.
Aligevel var koncerten klart til mere end godkendt, selv for en Norge-newbie, der ikke kendte numrene og ikke lige var på bølgelængde med det interne kærligheds-trip.
Det smagte af mere – Don’t sleep on Norway!!

Se billeder i store størrelse Son of Light 1 & Son of Light 2

Billeder af Carsten Seidel © Rapspot.dk

Saïan Supa Crew er et relativt ukendt kort på disse breddegrader, men i Frankrig har de haft stor succes med deres energiske og positive udtryk. Blandt kendere opfattes de som lidt for poppede til at være the shit, men der hersker bred enighed om, at de rent teknisk har deres på det tørre.

Om ikke andet blev sidstnævnte ovenud bekræftet ved deres show her på Roskilde, hvor crewet kom, så og sejrede. De manglede godt nok Specta, men 5 samuraier kan også gøre det. Fra en ganske stenet præ-show tilstand, udfoldede gruppen sig i sand B-Boy stil, da de blev sat foran publikum.

Deres playliste bestod af ørehængerne fra deres to albums, KLR og X Raisons – blandt højdepunkterne var en energisk version af ”La preuve par 3”, en hårdtpumpet version af ”Police”, og en fuldstændigt åbenlyst alvorligt ment version af ”Soldat”, hvor crewet appelerede til publikums retfærdighedssans i forhold til verdenssituationen pt. ”Soldat means warrior in English” oplyste gruppens anglofone talsmand Feniksi os om – en af den slags krigere, der i dag er så hårdt brug for.

Zenith var Sly the Mic Buddhas beatbox-solo, hvor han bl.a. fyrede op under guitarriffet fra Hendrix’ “Voodoo Child” og overlegen fornemmelse for teknikkens nutidige stade leverede den hårdeste bugtalte gang mundscratch. En intens optræden, der på mange måder blev koncertens hjerte, ikke mindst fordi publikum for alvor responderede begejstret på denne mildest talt virtuose mundgang.

Men Sly var ikke det eneste medlem af crewet, der markerede sig; Sir Samuel imponerede med sin indfølte, rasta-afledte sang, mens Vicelow afleverede sine tekster med dybt stemt autoritet og Leeroy Keziah tog alle wanabee-playas ud med sit totalt overlegne dobbetltempo-rap.

Showet afsluttedes med en forlænget version af det hastigt tempererede, hype-nummer ”A co’mow”, der, hvis nogen før skulle have været i tvivl, endegyldigt fik bevist, hvor stærkt et greb om publikum Saïan fra begyndelsen havde. Ikke blot var teltet pakket med party-people, men de rykkede og responderede på alle de sædavanlige hip hop-rutiner, som var de den nyintroducerede opfindelse af ristet brød.

Til trods for at de ikke havde en DJ (og oven i købet påtalte lydmanden, der var sat til at administrere DATen, ’DJ’, en opførsel, som kun kan tildeles betegnelsen ‘wack’), leverede Saïan varen – et vitalt og opmuntrende show, der påmindede os alle om den livsbekræftende energi musikken altid har haft.

Se flere billeder her 1 & 2 & 3
Se et par korte video bidder fra showet, klik for at downloade
1 ,
2 ,
3 og
4

Still-Billeder af Carsten Seidel © Rapspot.dk

Fredagen stod i den nordiske scenes tegn med Saian Supa Crew som prikken over i’et.

Tjek bl.a. billeder fra backstageområdet bag pavillionen, hvor at der var hiphop grupper på til klokken 19, men også forskellige steder på festivalpladsen!

her

Billeder af Køllephar_rell © Rapspot.dk

Umiddelbart efter norske Mad Con og inden danske DJ Static & Nat Ill + Denmarks Finest havde været på scenen, gik svenske Advance Patrol igang med at tilføje mere skandinavisk fond til suppen. De var et crew af 3 MC’s (Blatteskånska, Roc’a Spot & Magyver Juan) og 1 DJ (DJ Lucutz) som alle er latino per etnisk baggrund og alle geografisk er skånsk-lokaliseret. Deres show var stærkt præget af dansable uptempo beats med latinske indfald og dertil også referencer til ragga-rytmer. Koncerten fungerede godt fordi der allerede var ild i publikummet (især den norske del) takket et helt arrangement af kunstnere der leverede varen. Derfor var publikum nærmest på bristepunktet under hele Advance Patrols sæt, både under de mere indsigtsfulde lyriske numre, men især under de uptempo joints der prægede en stor del af deres show. Mit personlige højdepunkt under deres set var det Malmö-dedikerede nummer som bangede på den mest fantastiske facon, og som i kvalitet var et glimrende eksempel på i hvor høj en grad at gruppen formåede at finde en international lyd. Advance Patrol er netop nu aktuelle med albummet Utskrivna som er dedikeret til det afdøde tidligere medlem af gruppen, Chafic Mourtada.

Se billeder fra koncerten

1 & 2

Ord: Orama
Billeder af Carsten Seidel © Rapspot.dk

Producer og rappoet Mike Ladd spillede igår som et led i ‘The Wire’s Adventures in Modern Music‘ som skulle vise sig at være en langtrukken affære (især pga. de enormt lange DJ I-Sound set’s imellem kunstnernes egne set og fordi at kvaliteten var enormt svingende dog hele tiden præget af en farlig mængde prætentiøsitet). Efter et helt utroligt Squarepusher sæt, og en lang pause, gik en missionerende Mike Ladd på scenen, komplet med trommeslager og guitarist/effekt-mager, med både en hel del rockstar-attitude og en god portion kærlighed til eksperimenterende musik. Man kunne både få fornemmelsen af at Mike Ladd’s genre-skizofrene musiske fremførelse tog rock og hiphop som udgangspunkt, men personligt havde jeg dog svært ved at finde ud af hvor at hans musiske tyngdepunkt befandt sig. Der var få lyspunkter, men blandt dem var da han spillede “Hero theme” fra Infesticons pladen Gun Hill Road, der vidste man i det mindste at det var eksperimenterende pompøs korstogspræget spokenword hiphop, og det ved man jo hvad er (ahem..).
Helt igennem et eksperiment som ikke helt lykkedes, men hvor man med god vilje kunne skimte nogle lyspunkter inde i hans ideverden, og det bliver uden tvivl spændende at høre ham ligeså snart at han gifter sig med sit eget definerede indtryk, istedet for at flirte med forskelligheder, bare for at være anerledes som den eneste bevæggrund.

Ord: Orama

Blandt de mest forkætrede forhold i HipHop er den tilsyneladende umulighed i at overleve som kunstner ret længe efter man runder de 30; en deprimerende kendsgerning, som kun ganske få punktvist har dementeret. Blandt disse er De La Soul, der i en årrække syntes at vokse med opgaven og leverede album efter mesterligt album, med Stakes is High (1997) som deres mest modne og viise album.

Det var derfor med stor optimisme man imødeså deres nu vingeskudte trilogiprojekt, Art Official Intelligence (AOI), der, i modsætning til deres 4 forrige, konceptuelt og kreativt totalt gennemførte albums, desværre viste sig blot at være en samling sange med lidt for enhver smag: Noget til gaden, noget til klubben, noget til the ladies, osv. Trods trioens charme og uomgængelige skillz, har de to seneste albums (AOI: Mosaic Thump og AOI: Bionix) skuffet grumt.

Alt dette ville være mindre problematisk, hvis ikke det var fordi deres liveshow lader til at have gennemgået en lignende udvikling. Med deres tredje og hidtil dårligste koncert i Danmark de seneste par år, synes det tydeligt, at metaltrætheden har meldt sig.

Pacemaster Mase lagde ganske enkelt ud med at sige, at de havde været på turné en måned og var dødtrætte, og at det derfor måtte være op til publikum at vække dem til live. Trods ihærdige anstrengelser fra et velvilligt publikum skete dette ikke. At de lagde ud med at spille en amputeret version af deres kollaboration med Common, “Getting Down at the Amphitheatre”, som kun indædte fans er bekendte med, hjalp ligesom ikke – især ikke da det blev fremført som var det i slow-motion.

Playlisten bestod af en skønsom blanding af gruppens uopslidelige klassikere – “Buddy”, “Me, Myself & I”, “Say No Go”, “Ring Ring Ring”, “A Rollerskating Jam Named Saturdays” – og så numre fra AOI – “Thru ya City”, “I C Y’all”, “Oooh” & “It Ain’t All Good”: alt sammen numre, der har et enormt party-potentiale, men her faldt til jorden som lerduer i halgregn, fordi de blev fremført på nærmest søvngængeragtig rutinemanér. “Everybody say HOOOOO!”, “Ladies say OO-OW!”, “Everybody in the back, if you’re not the wack-wack…”, osv. – alle de klassiske rutiner var der, men ligemeget hjalp det. Det var et slattent og uinspireret show fremført af tre ældre herrer, der helst ville have være et andet sted.

Bevares, de havde deres øjeblikke: især leveringen af det stadig lige fuckin dope pass-the-mic track, “The Business” (sans Common, forstås), var svedig, og Posdnous brillerede koncerten igennem med temposkift og charmerende afleveringer af diverse hooks, men selv dette blev ødelagt af den ufølsomt ringe lyd. En anseelig del af publikum var endvidere ganske tændte, hvilket demonstrerer hvor stor (og velfortjent) en goodwill denne gruppe har, men det holdt altså bare ikke nær godt nok.

Det mest opløftende ved showet var, at veteranerne stadig spiller “Stakes is High”, som vedbliver med at være et af deres mest dybfølte og vidtrækkende tracks, til trods for det ikke har skyggen af hit-potentiale. De la ved øjensylingt dette, og deres insisteren på at have det som fast del af deres ellers meget hit-orienterede og skrabede live-set (tre mand, tre mikrofoner og to Pioneer DJM “turntables”), giver i det mindste en smule håb i forhold til fremtiden og den longevity, vi alle ønsker de vil manifestere.
Se billeder fra koncerten

1, 2 & 3 & 4 & 5

Billeder af Rasmus Dengsø © Rapspot.dk

Klik for downloade og se Formula One gi’ den op!

“We’re taking over, it’s our turn”. Static og Natill er nok et af Danmarks mest undervurderede hiphop-duoer, og de er kendte for at altid at levere et tight show med vægt på kemien mellem en DJ og MC. Til de nylige Danish Hiphop Awards fik Static lidt oprejsning da han vandt prisen for årets DJ, men den større anerkendelse lader stadig vente på sig.

“One MC, one DJ, this is what it’s all about”, rappede Natill, og dette kunne faktisk godt fungere som et universelt motto for det, de to har gang i. De fyrede op for et sæt, der som sædvanlig var mere end i orden, med mange små detaljer både på mikrofonen og bag pladespillerne. Variation er kodeordet, og deres indfaldsvinkel minder mig om Gangstarr, når de optræder live.

Static blandede egne beats med fede instrumentaler og cuttede vokal-hooks op med knivskarp præcision, mens Natill demonstrerede en stram crowdcontrol, samt en konstant opmærksomhed på hvad der foregik bag drejebordene. Eneste minus er måske at eftermiddagens stramme program kun tillod dem at spille 3-4 numre, så publikum blev efterladt sultne efter mere.

Til gengæld kunne sulten bagefter stilles med et sindssygt show med Denmark’s Finest AKA DJ Static, DJ Shine og DJ Noize. De tre må nok siges at kunne kalde sig Danmark’s bedste DJ’s uden at rødme. De leverede det fedeste danske DJ-show, jeg har set længe.

De startede med en samlet rutine og gik dernæst over i tre separate solo-dele. Først DJ Noize, med vild ekskursion udi beatjuggling med en god håndfuld forskellige tempi og rytmer, leveret i vanlig ultra-tight stil. Så var det DJ Shines tur til at skinne med sine cutback/juggling skills. Til sidst gav DJ Static den med en god gedigen omgang madass scratching.

Cremen af dansk hiphop – no doubt!

Se flere billeder her:

1 2

Se et par korte video bidder fra showet, klik for at downloade
DKs Finest 1 ,
DKs Finest 2 og
DKs Finest 3
Billeder af Carsten Seidel © Rapspot.dk