29.10.2004

DJ Staticc & Ras Monee – “Rhymes To Riddims” (Mixtape)

rhymestoriddims.jpg“Rhymes to Riddims’ er et af de mere spændende bud på genrefusion vi har set. Mixtapet indeholder primært a cappella rap mixet sammen med instrumental ragga-dancehall musik. Rap delen bliver leveret af Mr. Dope Chill to the Fresh, Boyeee himself, DJ Staticc mens Ras Monee leverer ragga’en inna rub-a-dub stylee. Hjemme på Jamaica kalder man et møde mellem to DJ’s for ‘sound clash’, men her er næsten tale om det modsatte for lydene støder ikke sammen, de blandes perfekt.

Fusionen af reggae og hiphop er ligeså gammel som hiphop selv. Om det er Kool Herc der flytter DJ sound systemet fra Trenchtown til Bronx eller Elephant Man der negler Snoop Dogg‘s izzle-sprog hjem til Jamaica: (‘Fo’ shizzle my nizzle / Brand new talk pan de is’lizzle’) har der været en gensidig udveksling kulturerne i mellem. Derfor er det næppe nogen overraskelse at de to genrer komplimenterer hinanden så godt, hvad DJ PharPhar fra Bikstok‘s dancehall remix af Brandy og Redman/Method Man vidner om. Men efter den uendeligt kedelige ‘DEF JAMaica’ med samarbejder mellem de største rap og dancehall stjerner, fik man alligevel sin tvivl.

Som sagt er størstedelen på mixtapet rappere der udsættes for dancehall produktioner, hvilket vel kun er fair, eftersom raggastjernene har jacket rap instrumentaler i årevis. Det er ekstra heldigt for mig, eftersom jeg højst til husbehov forstår patois dialekten, som de fleste jamaicanere bruger, og derfor sjældent sætter mig ind i kunstnernes tekstunivers.

Til gengæld kan man ikke benægte, at mange af de ragga-instrumentaler eller riddims man finder på mixtapet har en puls og et drive der er mere fængende end rappernes originalbeats. Hvor flere af de oprindelige numre næppe ville have klaret sig på en club, bliver de her forvandlet til party startere med uimodståelig rytme, og alene det er bevis på at mixet fungerer.

Den overraskelse man får når genkendelsens glæde indfinder sig, over hvor fedt og kreativt numrene er sat sammen, er næsten halvdelen af oplevelsen, så jeg skal ikke afsløre for meget her. Dybest set består mixet dog af klassikere fra Gangstarr og Audio Two og nyere hits fra Terror Squad, Joe Budden og Dilated Peoples.

For mig er et remix lykkedes når nummeret lyder anderledes, men stadig fungerer, og ‘Rhymes To Riddims’ rammer plet næsten hver gang. Det karakteristiske for lyden på mixtapet er, at det indeholder ligeså meget energi og bass som den gennemsnitlige down south crunk udgivelse, hvilket man ved selvsyn kan konstatere når Lil Jon blendes ind i mixet.

Når det minimalistiske pianoloop fra ‘Shimmy Shimmy Ya’ bliver erstattet med et band af svedpumpende hornblæsere, bliver Old Dirty‘s psykotiske vrøvletekst frisk igen, og Fabolous‘ på en gang tighte og halvtrætte vokal passer nærmest bedre til et reggaebeat end hans sædvanlige instrumentaler. Andre gange er det rappen, der bringer det bedste frem i instrumentalen som da ‘Off The Books’ møder ‘Trick Me’ og Big Pun‘s hæsblæsende rimsalver velsigner produktionen.

Bedst synes jeg mixtapet fungerer, når man mærker, der er kælet ekstra meget for detaljerne, som det er tilfældet med ‘These Walls Don’t Lie’, der både får Nice & Smooth/Cartridge Family‘s ‘bah-ba-ba-ba’-kor og Ice-T‘s ‘Colors’ at lege med, eller Roots‘ seneste hit, der passende suppleres med Doug E. Fresh‘s ‘Nothing.’ Mens andet mest holder i form af den sjove sammensætning og gode rytme, fungerer bl.a. disse numre helt som selvstændige remix.

Jeg har nok lagt ekstra vægt på hiphop elementet, men ‘Rhymes To Riddims’ holdes i en ånd, der hylder det jamaicanske udtryk bl.a. via ragga-shoutouts CD’en igennem. Der er endda en optræden fra Buccaneer, som skulle være lidt af en stor ragga-kanon. Personligt kender jeg ham kun fra at have sagt ‘Get ol’ skool wild like Eric B and Rakiiim’Star Wars-riddim’en ‘Real Bad Men’ med Bounty Killer, men det afholder ham ikke fra at være hylende sjov på gæsteverset, hvor han bl.a. claimer: ‘Ras Monee / Mek’ de gals horny.’

Det mest imponerende ved udgivelsen er, hvor let den svinger mellem små sjove indslag som Beatles-numre læst op som spoken word, Clint Eastwood-quotes, eksplosioner og lazerlyde skudt ud over mixtapet med kløe i aftrækkerfingeren til DJ elementer som teknisk avanceret scratch og sindssygt velplacerede wordcuts – min favorit er da J-Ro fra Liks pludselig rapper: ‘Only when I’m drunk I say…*fiyah like dis!*’ Enkelte gange savner jeg dog, man forsøgte sig med alternative rappere ala Aceyalone eller Aesop Rock, for det er konventionel old school og party rap der vælges, hvilket gør man mere overraskes over sammenhæng end kunstnervalg.

Mixtapets styrke er ubetinget de skills og den gode smag DJ’sne besidder De får alle indslag til at gå fint i spænd, hvilket er imponerende eftersom der jo er tale om musik fra tre årtier. De to DJ’s formår således at repræsentere hver deres element til fulde, både hvad angår teknisk niveau og underholdning. Der er ikke sat hvilken som helst instrumental under en vilkårlig a cappella, det hele er synkroniseret til fingerspidserne.

Faktisk er det ofte mere lyttervenligt end Static’s sidste mixtape, fordi reggae-beatsne giver et gennemgående tema i de adskillige genre- og temposkift, der er på CD’en. Mange hælder til tesen ‘dancehall er dancehall’, men der er kilometer mellem det futuristiske electro beat på ‘Jeep Ass Rudeboy Get Sprung’ og den afdæmpede rocksteady-ryg-en-pind-til-det-her atmosfære på ‘The Last Note Is Bigger Than Dub’. Selv hælder jeg så afgjort til den førstnævnte, da dub og rap sammen næsten er søvndyssende, men i variationens navn har begge vel deres plads.

“Rhymes To Riddims’ præsenteres i klassisk reggae indpakning, som en 7-tommers dubplate, komplet med fjollede stavefejl, masser af sensi og rød, guld og grøn rasta-artwork. Selvom DJ’ingen teknisk er langt tightere end man er vant til hos dancehall selectors, er formålet det samme; at sætte gang i festen og sørge for den holdes på kogepunktet. Som hiphopper var det underholdende for mig at høre de kendte rapvers ovenpå overraskende instrumentaler; en ragga-kender vil garanteret have den omvendte oplevelse. Fælles er at alle vil høre et kreativt bud på, hvordan to af tidens mest populære musik genrer lyder, ypperligt mixet sammen af det bedste fra begge verdener.

4 ud af 5 sofaer
4sofa.bmp

‘Rhymes To Riddims’ kan bl.a. erhverves i Baryske i København, Street Ammo i Aalborg og Fozz i Aarhus.

Læs resten af 'DJ Staticc & Ras Monee – “Rhymes To Riddims” (Mixtape)' »

Skrevet kl. 16:43 af ptas arkiveret under Anmeldelser

28.10.2004

We be torsdags-clubbin’

FUSK_poster.jpgKøbenhavnerne har fået endnu en fast torsdags-hiphop-club: DEF-ÆGT. Det er på Indre Bys spritnye kombinerede spillested/natklub/lounge/galleri FUSK og resident-lakvendere er dj Turkman Souljah, Ezi-Cut og Next of Kin. Det’ gratis og fra klokken 23 til 06.
Hovedstadens hoveder har ellers allerede hele to faste næsten-weekend-hang-outs, nemlig Hiphop-kontoret på Ideal Bar (der i aften er spændt op til Halloween med Knuden og Jay-B på kiks) og rap-bodegaen Saxon’s (tonights hosts: Dick It! og Yossef Öli). Men på Rapspot si’r vi: Keep ’em comin’, and we be clubbin’!!!

Læs resten af 'We be torsdags-clubbin’' »

Skrevet kl. 13:51 af Papi arkiveret under Nyhedsarkiv

27.10.2004

Hvem vandt “Danske Videoer Dér”?

Videocover.jpgDe tre vindere af DVD’en Danske Videoer Dér – 49 danske rapvideoer, der alle vidste at MC Einar lavede nummeret Super Skufle, blev: Kristian Nyegaard (Århus N), Nicolas S. Hansen (København S.) og Jonas Jensen (Åbyhøj). Tillykke til jer, Primo Entertainment sender præmien snarest. DVD quiz’en havde i alt 240 deltagere, hvilket er noget nær rekord!

Læs resten af 'Hvem vandt “Danske Videoer Dér”?' »

Skrevet kl. 17:25 af K-V arkiveret under Nyhedsarkiv

25.10.2004

Niarn – “Årgang 79” (Album) Vs. Rent Mel – “Ingen Stress” (Album)

niarnvsrentmelpic.jpgBokseringen er badet i lys til en af de helt store hjemmekampe. Aalborg badboy Niarn møder københavnske Rent Mel på samme udgivelsesdato. Hvert ringhjørne er repræsenteret af modsatte symboler; Rent Mels er den bløde sofa, mens Niarn præsenterer sig i stålrammerne af en bil.

Rent Mel træder ind på kanvassen med brassbandet blæsende til en gang hurtigsnak om at sætte pis i gang, men mens de snakker handler ålborgenseren. Alle seks fra melposen bliver blæst omkuld til produceren Sundsdals bombastiske ”N.I.A.R.N.”, og overtaget udnyttes til lige at lægge et visitkort fra hjemegnen på maven af yndlings boybandet; ”Dobbelt A” har så meget stolthed og kærlighed til rødderne (i begge betydninger) at snakken forstummer.

Men så sætter Atilla et af de tunge vinderbeats på og et af de funkieste omkvæd der nogensinde er lavet i dansk rap får alle arme i vejret hos den jublende crowd på ”Rent Mel Funk”. Niarn flår resolut en 5 årig op i ringen og tvinger sit gidsel til at fremsige fadervor med et pianoloop for tindingen. ”Livet i den hurtige bane” handler om the dark side som weekend junkie og tracket er både selvudleverende og dybfølt, men det har én akilleshæl = popstar Alex på omkvæd. Den porcelæns-fine sang virker malplaceret mellem de grimey vers som Niarn er på toppen af og Rent Mel går, med Jooks i front, direkte efter det ømme punkt på ”Skyggesiden”:

”Yo vi er skyggen, men ikke i skyggen af nogen/
med en fuckfinger så stor at den skygger for solen/
til den popstarsklon generation/
fuck om I lytter til os, vi lytter ikke til noen
”

Måden drengene buster på er så explosiv og tight at Alex bliver udraderet for øjnene af det gispende publikum. ”Hva´vil du ha´?” råber rundens vindere til tilskuerne, men udnytter ikke overhånden helt på tracket der har et af albummets mest monotone beats. Rappen er teknisk i top, men indholdet er kedeligt standard blær og Niarn ser sine snitter til at komme ind i kampen igen. ”Mit liv mine regler” går helt til grænsen af Niarns dæmoniske karakter og ikke mindst hans næsten dovne fuck-dig-flow der provokerer mange, men som samtidigt er så gennemført at den eneste finger der kan sættes på det er den midterste – og den er altid subjektiv.
Klaveret spiller stadig for Niarn der blotter sig til benet på ”Kommer aldrig igen” med linjer som:

”Ligeglad, men det fattede de fjolser ikk/
bad alt der prøvede at nå ham om at holde sig væk/
”
…
”Og smerten gennemborede ham som et skudsår/
håbede han gik ud når/ han skar sin egen pulsåre/
men det ku´ være det samme nu hadede hele verden ham/
og levede under alt det den selv lærte ham
”

Det poetiske element får yderligere fuld skrue da Sundsdal skubber alle knapperne op i symfoni-feltet på ”Blow min high” der sampler den blideste, klassiske fløjte som kontrast til Niarns Otto Brandenburgske rustvokal. 2 gode uppercuts i træk til Rent Mel der vakler, men ikke falder. I stedet beslutter Mikkel Mund og Hennessy sig for at give Niarn noget at kysse, på tracket ”Drengerøv”. Alle 4 rappere bumrusher scenen med det mest uansvarlige de kan opsummere, men der er bare ikke den store interesse for at de ”har sovet til kl 2” når de ”har fri”. Det der med at puffe weed og småsmugle ved grænsen har de fleste tøser sgu også praktiseret, så det bedste ved tracket må siges at være det stramme beat med den stakåndede harmonika og det flabede ”Aha” i omkvædet. Men fuck hvor det også holder!
Der er dobbelt op på drengerøv med nummeret ”Ta det af” der er et svedigt, funky striptease nummer der ku få selv Joe Cocker til at smide hatten. Jeg kan bare ikke lade være at stene til omkvædet ” – Ta det af til det går ud af facon” for hvordan er det lige at man tager det af uden at det går ud af facon?
”Fuck dig!” råber drengene og trækker selveste Jokeren op af pistolbæltet. Oh shit! Så er der masseødelæggelsesmåben i hele salen mens stodderkongen går i front for en Erick Sermonsk ”fuck-you” session. Det er dog ikke dette vers Jokeren bliver udødelig på.

Det som Rent Mel gør, i modsætning til Niarn, er at de holder sig indenfor hiphoppen, selv når de er melodiske, hvilket er et modigt træk og en ”realness” der høster stor respekt hos crowden, samtidig med at det peger i retning af den fremtid der hele tiden rykker nærmere. Niarns omkvæd og Sundsdals produktioner vælger til gengæld at flirte med radiopop og rock, hvilket kan være forklaringen på at visse Saybia-koncertgængere forvilder sig ind til deres shows..

Niarn laver en kontra på stodderfeatures og får 100 kg opbakning på ”Stikkersvin” fra sværvægtsfloweren L.O.C, men selvom irerens stemme er ren rap-kaviar er tracket stadig tyndt, og dissene til Strøm MC, Per V, Joe True og KDL besidder ikke større originalitet end et vrissent gryntet ”Luder!”. Bedre bliver det heller ikke af 7. klasses folkeskole-rim som:
”Stikkersvin/ du reder sengen som du ligger i´en/
du vil altid være helt til grin
”
Thug-vers lider under det paradoks at det aldrig er helt gangsta at holde det verbalt. Det er lidt ligesom at lave et stik-op med en blyant. Derfor vil det også altid være svært at lave et godt diss til en ord-virtuos. Gør man det skal man enten være super rammende, overlegent humoristisk eller på anden måde original. Det er ”Stikkersvin” bare ikke.
Sundsdal skynder sig at aflede opmærksomheden fra dette faktum ved at sætte den let hoppende strygerproduktion i gang der akkompagnerer albummets titelnummer om Niarns alterego; Glenn Francisco. Glenn kunne sagtens have været statist i Pusherfilmene, men så igen: det kunne Niarn også. Det undrer mig at alteregoet næsten ikke adskiller sig fra hovedpersonen, for hvorfor er han der så? Clark Kent hopper jo heller ikke ind i en telefonboks og klæder om til Clark Kent vel? Alle i crowden der troede der var 2 fra 1 i denne omgang føler sig snydt og buher mod ringen.

Det gir Rent Mel mulighed for at lægge en uppercut ind med ”Hiver fra den ene side”. Det klapper for produktionen der forvirrer sin modstander ved at flå ham fra skiftevis den ene til den anden højttaler, så der er næsten bliver tale om stereoslagtning. Og mens Niarn stadig ser snurrende stjerner bliver han sendt i gulvet med den lyrisk mesterlige ”Krig i København”. The artist formerly known as Tegnedrengen flasher sin fantastiske evne til at animere hvert et ord i teksten, hvis man vel og mærke kan acceptere hans næsten karikerede københavnerudtale der bedst kan imiteres ved at lave trutmund mens man taler. Produktionen er cremet, laidback Rhodes og omkvædet crooner ”Der er ikk mer at ta – og der er ikk mer at gi”.
Niarn griber sætningen og drejer den til det ultimativt afvæbnende ”Hvad fanden vil I ta fra en der ikke har en skid at miste” i tracket ”Hvis I ku se mig nu”. Suspekt-rapperen Bai-D stemmer i over den orkestrale produktion, og hans karakteristiske flow og udtale lægger lynhurtigt et røgslør af ord og konstellationer omkring Rent Mel. Mens ringen stadig er henlagt i en diset stemning, skruer Sundsdal ned for lyset og op for Lone-ranger beatet på ”Kælling” som er Niarns bitre salut til eks´en. Timingen er ikke så god for konceptet, da det virker lidt yesterday at sadle op på noget som man forbinder med 2003 og Jokerens ”Møgluder” track, plus Suspekts ”Hvem er” der også brugte ordet ”kælling” som det dominerende element i omkvædet. Publikum er ikke imponeret og mundharmonikaen bliver hurtigt udskiftet med harmonika på nummeret ”Yayo” der har raketrapperen U$O ved acceleratorknappen.
Radiosymfoniorkesteret er erstattet med lyden af yayo der snortes op i tuden, og kokainhyldesten er designet til at passe ind på lokumsbrættet af et hvert diskotekstoilet. ”Niarn og U-dollar maler byen kridhvid” er allerede skåret ud i pap, så når Niarn mumler ”Ha ha ka I forstå den?” indover, bliver man bare irriteret.

Så let som var det Scrabble snupper Rent Mel Niarns YaYo og laver det til Yo Yaw. Atilla og Joo kan det der med at lægge vokaler på beats så de bliver til musik og ikke ord. Dét med ordene overlader de til de 4 toptunede rappere, men undtagelsesvis får begge parter lyst til at prøve grænser af. På denne plade er det med tracket ”Fix” der veksler mellem spilledåse-plimren og sære breakdowns under T´s vi-er-alle-narkomaner-filosofi. Selvom ideen i nummeret er spændende, bliver det alligevel lidt for gøgleragtigt til at være hiphop, og crowden her vil have hiphop, det er deres ting – ting. Niarn udnytter Rent Mels sidetracking til Big Browas lyden og får straks omdannet ringen til natklub med ”Ryst din…!!” Sundsdal har det fede beat med spansk guitar-flavour og kvækkende elektro-frø. Men Niarns hårdtarbejdende næse får ham midlertidigt pacificeret i ”røvsprækken” på en ”lækker so”, hvilket giver Rent Mel muligheden for at brage op med deres monster-banger ”La det ligg” og publikum hujer og hepper. Det førende team giver den fuldt gas og kører Niarn ned i hans egen slæde; stodderattitude og ”Bitch!”-råb runger i hele den kogende sal. Især Mikkel Mund har speederen i bund med linjer som:

”Det var dumt at slå på munden og gi mig blod på tanden/
ja det var stupid – ikke bare smådumt for Mund fik energi til sin indre Gollum/
og I har rigeligt med ringe i dit rapcrew, I har homo-image ligesom T.A.T.U/
jeg ku ta din ass ud i min hashrus/
du´ en fladpande ligesom Homo Erectus – BITCH!
”

Cembalo-beatet løfter taget, og publikum er umuligt at få ned i sæderne igen. Drengene fører kampen, og tiden er ved at rinde ud. Der er instant identifikationspoint hos de fleste i crowden på det næste track ”Disco Freakshow” som maler en karikatur af bylivet som det folder sig ud i cirkusarenaen af diskotekerne. Især latterlige dørmænd bliver ramt klokkerent i beskrivelsen der – muligvis takket være produktionen – aldrig virker hadsk eller bitter, men bare funky og konstaterende. Den egenskab giver plads til at man virkelig kan nyde det.

Tiden er inde til sidste runde. Et break af ypperste chillout faktor er det ultimative sofa-beat og understreger med tykke puder at det hele er uden stress. Gruppens producere har i hvert fald drevet den godt af på den her nærmest ufortolkede ripning af originalen, med undtagelse af et par cuts fra DJ Møller. Dette sidste track er nærmest hele gruppens og albummets manifest, og funklovers blandt publikum har tårer i øjnene og tændte lightere, ikke fordi de skal ha brændt nogen af, men fordi de er salige.

Med et brag af et orkesterbeat bliver alle de harmoniske lys blæst ud på et splitsekund, og Niarn stepper op med rumklang, stodderkor, udspilede violinstrenge og pupiller – tilbage i sit dæmoniske es på ”Dø til det her” der er hans sidste track på pladen. Den ultimative provokation bliver jaget ned med opfordringer til at tage stoffer, tage nervemedicin og endda tage sit eget liv. Men forargelse for forargelsens egen skyld har nogle gange den modsatte effekt. Nummeret her bliver næppe det man husker bedst fra albummet, og det ender med at fremstille Niarn som fortrydningsfuld og usikker, da han selv dementerer alle sine opfordringer i outroen.

Klokken ringer og dommen skal fældes. Der bliver vejet for og imod på både Niarns gangsterrap og Rent Mels funkfili. På den lydtekniske side tager ”Ingen Stress” kegler for en eminent skarphed og renhed i produktion og mixning, mens ”Årgang 79” har virket mere mudret i sit lydbillede. Faktisk har Rent Mel konsekvent holdt et tårnhøjt niveau gennem næsten alle 15 numre takket være selvkritik, opfindsomhed i emnevalg, eminent flowteknik og evnen til at variere beats godt indenfor samme producerteam. Gruppen udråbes til klare vindere med 4 ½ ud af 5 og stående ovation.

Niarn er besejret, men 6 mod 2 er vel heller aldrig fair. Monotonien i pladens lydbillede og det lidt for anstrengte forsøg på at provokere fratog ham den overlegne coolness, som en sand gangster bør besidde. En kliché mindre hist og pist ville også have klædt pladen der, selvom den har tabt denne battle, ikke er dårlig og besidder elementer af både lyrisk dybde og bevægende inderlighed. Der er glimrende produktioner og kræs for alle der kan lide det bombastisk på sit anlæg. Men variationerne er lidt for små i længden, og samlet hives der kun 3 ud af 5 hjem.

Tak for kampen!

Rent Mel – “Ingen Stress” – Cope Records – 2004
45.gif

Niarn – “Årgang 79” – Copenhagen Records – 2004
3stole.gif

Læs resten af 'Niarn – “Årgang 79” (Album) Vs. Rent Mel – “Ingen Stress” (Album)' »

Skrevet kl. 20:03 af Ann Noyd arkiveret under Anmeldelser

16.10.2004

J-Spliff – “Not Many / What’s That Shinin’?” (Single)

Spliffo.jpgJ-Spliff har ligesom en stribe andre dygtige rappere skabt en gedigen rapkarriere uden en eneste soloudgivelse. Det er også helt okay, men eftersom singlen ”Not Many / What’s That Shinin’?” kun bærer J-Spliff’s navn, bliver det spændende om Svendborg MC’en endelig slår sin status som soloartist fast med 12 tommer søm.

Af tidligere udgivelser featuring J-Spliff kan nævnes EP’en fra Smoke Squad aka Street Academics, ”2013 MC’s opsamlingen” , ”DK.Phluids”-opsamlingen, hvor han hardcore dissede Mr. MC’s Fight NightPreacherman, og senest Kontra Crews ”Kaffe & Smøger” og ”Æter-Mixtape.” Kendetegnende for næsten alt hvad han rør ved er et klassisk tight flow, der vidner om at J-Spliff har studeret midthalvfemsernes New Yorker-rappere der gjorde en kunst ud af at spytte seksten knivskarpe takter.

12’eren udkommer gennem Cypher Zone, et nystartet label som produceren Crate Raider og rapperen John B står bag, og de er ikke blege for at give en hånd med når J-Spliff’s numre skal skrues sammen. Singlen består af ”Not Many” Featuring John B, produceret af Mighty One, et ”Not Many” Crate Raider Remix og “What’s that Shinin’?” Featuring Malchau, produceret af PhaFalAion. Desuden er der a cappela’er og instrumentaler, strictly for the DJ’s and MC’s, så alt i alt er der optimal udnyttelse af de to numre.

Omkvædet på første nummer ”Not Many” lyder: ”Not many like us, a lot less love us / those who do, y’all some mu’hfuckers.” Som man nok lurer er det en hyldest til J-Spliff fans, men indholdet er ligeså meget dedikeret til at støtte ægte Hiphop, og versene er fyldt med B-boy attitude. Tjek f.eks. denne velrimede bid af første vers: ”Big J up in the house, running the game / I support the underground, when I’m dumping my change / I’m like Superman rushing, when I run in and change / My style hot, swinging with the sun in a chain / master of my universe, when I come in and claim / Y’all need practice, just like Forrest Gump with a dame / Don’t nobody wanna run, and buy something that’s lame / I’m a Hiphop addict, with the pump in my vein!”

J-Spliff bruger dygtigt billedsprog til at gøre det trivielle emne mere farverigt, og han får på en ydmyg måde understreget han også selv er Hiphop supporter. Den for mig ret ukendte John B gæster som nævnt nummeret og hans vers er tight rappet med gode punchlines, men hans levering er mere nedtonet end J-Spliff’s. Det gør han aldrig rigtig kommer til sin ret på nummeret, og jeg ville klart hellere have hørt ham introducere sig selv over et helt track.

Beatet er produceret af Mighty One der ligesom Spliff repræsenterer Svendborg, og det er en jazzet ting med samples der kan minde lidt om en Pete Rock produktion. Det er uden tvivl professionelt og atmosfærisk, men det er også lidt kedeligt. Stemningen i produktionen er behagelig og tilbagelænet, og jeg synes ikke helt det svarer til J-Spliff’s mere frembrusende facon.

”Not Many” Crate Raider Remix er den oprindelige produktion erstattet af et beat med hårde trommer og et drevent, dystert hornsample. Der er en aggression i det nedbarberede remix jeg personligt føler mere end Mighty One’s original, måske fordi det kan minde om en Showbiz & AG-produktion. Det komplementerer perfekt J-Spliff der, når han er bedst, kan minde om Big L med det super strukturerede rimmønster.

”What’s That Shinin’?” featuring Mr. Malchau ligger i den mere konventionelle battle-rap kategori, hvor de to rappere, der en overgang var kendt som duoen Marksmen, repræsenterer for sig selv og sender diverse trusler mod eventuelle konkurrenter. Duoen passer godt sammen, og Malchau og J-Spliff deler et hurtigt, ligefremt flow der giver plads til teknisk avancerede rim. Der er masser af citatværdige linier på nummeret, men jeg blev mest fanget af Malchau’s rim-som-våben linier: ”I keep begging MC’s please don’t give me reason, to start squeezin’ the verbal heat’n / And leavin’ you on these beats leakin’, fuck competin’ / If one of you suckers ever diss me / I’ll sign your death certificate with 24 bars, swifly.”

Musikken står PhaFalAion, der tidligere har lavet alt fra O.R. til UfoYepha, for. Som han har for vane er det et kreativ omgang, hvor et lidt fesent piano-intro åbner for et slamming Hiphop beat. Det hele er ekstremt funky, og wordcut-hooken kæder versene perfekt sammen. Ideen med at bruge sangvokal cuttet sammen med rapcitater fungerer glimrende og giver nummeret et originalt omkvæd, hvor ”What’s that shinin’?”-delen klistrer sig til øret.

Det man får når man køber singlen er numre efter den klassiske opskrift for ægte Hiphop. Det er godt produceret og der bliver rappet og flowet på et højt niveau, så det lyder professionelt. Jeg synes det bedste ved 12’eren er at J-Spliff får vist han leverer teksterne med punch og overbevisning, så man aldrig er i tvivl om han mener det han rapper. Til tider virker det som om der mangler noget i indholdet der går ud over den almindelige ’represent’ formular. Man kunne også ønske sig J-Spliff havde lavet et enkelt nummer uden gæsterap, så han virkelig kunne folde sine skills ud og altså dermed slå sig fast, som jeg efterlyste i indledningen. Det kommer man forhåbentlig til at opleve på det snartkommende soloalbum ”Homesick.”

Foreløbig er ”Not Many / What’s That Shinin’?” et godt billede af en rapper der introducerer sig selv med selvtillid: ”…Let the whole goddamn world know where the Spliff’s at: SV with my people straight chillin’ / Buildin’ on some shit, eyo we do it for the children / So they can get they hands on the mic, and get the feeling / That they’re doing something good in they life: that underground shit.”

3,5 ud af 5 sofaer
3,5 stole.gif

Singlen er tilgængelig både på vinyl og på CD. Den kan købes i de sædvanlige Hiphop shops, bl.a. Baryske, der har haft den som Månedens Anbefaling. Besøg Cipherzone-Records.com for mere info.

Læs resten af 'J-Spliff – “Not Many / What’s That Shinin’?” (Single)' »

Skrevet kl. 19:53 af ptas arkiveret under Anmeldelser

15.10.2004

Vind med Cas

Casquiz.jpg De 5 vindere, der havde svaret at Cas’ første album hed “Reflexion” blev: Mikkel Mattoon (Hvidovre), Jens Peter Bech (Mesinge), Johann Tau Gundersen (Kbh. K), Mikkel Westrup (Frb. C) og Anders Dall (Sorø). Tillykke, I vil hver få tilsendt flg. præmier: 5 stk. “Bridestil Promo-shit 2004” snippetsamplerz, 4 stk. Bridestil stickers og et eksemplar af Cas’ forrige album, Kronisk Rastløs.

Læs resten af 'Vind med Cas' »

Skrevet kl. 11:29 af K-V arkiveret under Nyhedsarkiv

14.10.2004

Vinderne af J-Zone, Louis Logic & Vakill Konkurrencen

tookitjzone.jpgVi har nu fundet de heldige kantøfler der kan kalde sig vindere af Aarhus Took It og Rapspots konkurrence om adgang til koncerten med J-Zone, Louis Logic & Vakill Train fredag d. 15/10.

Svaret på, hvad J-Zone’s nye album hedder er naturligvis “A Job Ain’t Nothing But Work” og alle svarede rigtigt undtagen tre personer fra Odense der gættede på “Working Hard Or Hardly Working” .

Vinderne har fået direkte besked pr. mail. Skulle du ikke være på listen over vindere, er der stadig rig mulighed for at købe billet i døren til skaldede 65 kroner. Så I skal ikke være generte!

Vinderne blev:

Claus – Aarhus C, Marcus – Frederiksberg, Morten – Ikast, Jonas – Aalborg, Jesper – København S, Kenneth – Aarhus N, Jørgen – Aarhus V, Peter – Hurup, Niklas – Aalborg, Søren – Tødsø.

Tillykke til vinderne, bedre held næste gang til taberne, og god koncert til alle!

Læs resten af 'Vinderne af J-Zone, Louis Logic & Vakill Konkurrencen' »

Skrevet kl. 20:24 af ptas arkiveret under Nyhedsarkiv

13.10.2004

Hvid Sjokolade – “Mon Ik’…!” (Album)

Hvid Sjokolade!.jpgMed dette fjerde album fra Hvid Sjokolade skriver de sig ind i dansk raps historie som en af de mest sejlivede grupper. Spørgsmålet er dog om de mange år har gjort at tiden er løbet helt fra veteranerne. Sidste album ”Munden Fuld” var ikke særligt spændende, og fik en horde af mennesker til at mene at Sjoko’n skulle ha stoppet mens legen var god.

Skyldtes det ”…hemmeligt flow eller de tæmmede joes, der ku’ forklar’, at jeg bar’ var en væmmelig hoe…” som Onkel Tom selv siger det, eller var grunden at Tom manglede modspil i form af Mesta Lasse? Om ikke andet er Tom og Nage vågnet op til dåd. De slår endnu engang dørene op til Sjokoladeland og inviterer os til at høre om alt lige fra hash og politik til fordomme og blærrøvsrim, tilsat humor og alvor på de i alt 16 numre (1 remix samt 3 skits) pladen indeholder. Skiven er helt fri for gæsterappere, men gæstes dog af en masse andre musikere: Steen Rock, Carsten Bentzen, Simon ”Banjos Likørstue” Juul Jørgensen etc.

Danmarks mest velartikulerede rapper, Nage, og manuskriptforfatteren Onkel Tom sætter pladen i gang med nummeret ”En Hilsen”, hvor de fortæller at Sjokoladen er tilbage og kommer med deres syn på hip hop scenen lige nu ”… for lang tid er gået siden ”Sådan Er Vi” og ”rap er ikke længer’e det, som hip hop-ånden er i, der snakkes bræk om hvor fucking stor gunnen ka’ bli…” og ”… vi er stadig junkies på det hip hop-stuff, selvom klichéerne bli’r kneppet til døde som var det snuff og de fleste er bluff…”. Fint åbningsnummer der fungerer godt som et intro hvor lytteren bliver gjort opmærksom på hvad der er én i vente.
På nummeret ”Kaffe og Kage”, der handler om fordomme og danskhed, giver Onkel Tom en smagsprøve på hans skills, og viser at han behersker dobbelttempo rap, ligesom han tidligere gjorde som hidsige hulk i RapSpot’s Julekalender. ”Du kender sikkert hip hop, du har hørt om dem// der overtagger København, ryger crack og gi’r fem.// De sindssyge hulemænd, der tror de’ for cool men fuck, hvor gad du godt pule dem”. På nummeret ligger der brudstykker fra en tale af graffitimaleren Jan Danebod der brokker sig over snæversynet- og danskhed. Dette fungerer rigtig godt, og hjælper godt til med at få slået pointen fast. ”Dannebrog er hejst, det er dansk og dejligt…. De er så smukke i Danmark og stolte og smukke og bedre og smukkere… prøv at se ham der med hætten derovre, dumme svin”.

Udover at rappe dobbelttempo prøver Tom sig som historiefortæller i bedste Slick Rick stil på numrene ”Bo-bombom” og ”Kærlighed R Alt”. Førstnævnte, et west coast-inspireret nummer, er lavet i samarbejde med Rådet For Større Færdselssikkerhed og går kort fortalt ud på at man ikke skal drikke og køre bil. Et godt budskab, men et kedeligt nummer. ”Kærlighed R Alt” er en sørgelig kærlighedshistorie om at kærlighed kan gøre blind. Modsat ”Bo-bombom” er dette bedre fortalt. Det fængende omkvæd har Carsten Bentzen (kendt fra tidligere Sjoko-ting) og Paula Befrits (?) stået for. Beatet er iørefaldende, melodisk og bygget op omkring et simpelt klaverstykke, hvilket får det til at virke melankolsk. ”Jan har en flot ung pige at vise frem.// Og alt hvad hun har, det skylder hun ham.// Barnet i maven. Gælden der nager.// Lamme bongvenner. Overfyldte askebægre…”, ”Hun ligger på gulvet, læben flækket.// Øjet hævet op, men der’ ingenting brækket.// det’ i dag og hverdag, i hjørnet står en vugg’-// baby vær stille, nu kommer far hjem fra druk…”.

”…Regeringen er syg, men det syge er den er folkevalgt…”. Sjokoladerne har altid haft et stænk af politik i deres tekster, og på ”Mon Ik’…!” viser de virkelig tænder og ytrer deres holdninger. Både George Bush og Anders ”Fjogh” kan ikke undgå at føle sig bare en smule stødt efter at Tom har haft dem oppe at og vende på det politiske ”True Shit”. ”… er det virk’lig sandt// at gamle Danmark tog i krig og vandt// eller red vi bar’ de størstes pik// lig’som da tyskerne kom og fik det som de ville ha ik’?…”. Et punkt på Venstres partiprogram som Tom og Nage bestemt ikke støtter er lukningen af Christiania. Lige siden ”Så’n Er Vi” har drengene hyldet cannabisplanten og blevet inspireret af illegal røg. De holder skam stadig af at tænde op i et blålyn eller to. Det beskriver de på ”Vi Ruka Hish” hvor nogle af deres glæder ved at ryge bliver fortalt. Disse glæder spænder lige fra ”til at ku’ se denne samme film tyve gange i træk// og stadig bræk’ mig af grin over plottet” og at galarrygere får mere sex og ikke bliver snottede… Nummeret ville været gået hen i glemmebogen som endnu et ”jeg-ryger-meget-hash-nummer-og-er-sej”, hvis ikke det havde været fordi at Næstved-drengene har en ironisk indgangsvinkel til emnet. En del galarrygning ligger nok til grund for det Beastie Boys/Rick Rubin inspirerede nummer ”Vi Gør Dig Sindssyg”, hvor de to har taget et lille frikvarter fra deres mere alvorlige verden og serverer en ordentlig omgang fjollerap.

Ikke alt er fryd og gammen i Sjokoladeland, og alvoren banker da også på døren på dette album i form af det meget stemningsfulde ”Disharmoni” hvor begge rapper om modstand i livet, og om hvordan tankerne kører rundt i hovedet på én når man er længst nede og bare har lyst til at opgive alt. Nage får med voldsomme metaforer tegnet et fint billede af forvirring og fortvivlelse
”… Alt er gået i sort og eneste vej ud af min mørke baggård er helvedes port ovenover er en mælkevej af af dødsstjerner, der fjerner det sidste håb mens slagtere hvæsser deres knive til lyden af dødsmesser…”. Også det selvransagende ”Det flyder i mit blod” cementerer at onde dæmoner har trængt sig ind i det glade Sjokoladeland. Tom fortæller om livets op- og nedture på en hudløst ærlig måde, á la Den Gale Poses ”Dommedag Nu”, ”… Når jeg la’r tårene driv’// er det fordi jeg skylder og er alt for wack til at giv’…”

Albummet kræver nok et par gennemlytninger før man føler det. Meget af den fjollede humor, der har præget deres tidligere albums, har Tom og Nage skruet ned for til fordel for mere seriøse emner, hvilket egentlig også klæder de to herrer da begge er ved at være oppe i årene. Der har dog sneget sig en snert af det gamle Sjoko indover pladen her og der.
Onkel Tom formår at levere tekster man gider høre på, også selvom man godt kan høre han begyndte at rappe for lang tid siden. Dog kunne det være han skulle overveje om omkvædene er nødvendige, da nogle af numrene måske ville have fungeret bedre uden. De numre hvor Tom går hen og bliver alvorlig og mere reflekterende virker klart bedst og overskygger de andre numre som går hen og virker ligegyldige. Glædeligt er det at høre at Nage har fået programmeret nogle (lille)trommer der er knap så simple og trivielle som tidligere, samt fået oppet sine produktioner en del. De spænder fra jiggy til det mere rockede. Det ville dog have klædt pladen, hvis Nage havde lavet et eller to eksperimenterende numre i stil med Klart Dérs ”Dér Wear”.

Der kan ikke herske den store tvivl: Sjokoladerne har overgået deres forrige plade med flere længder og kan forhåbentlig vinde et par af deres tidligere fans tilbage. Med dette album viser de en anden side af den danske rapscene end årets tidligere hip hop udgivelser.

3,5 ud af 5 stole
3,5 stole.gif

Læs evt. danskrap.dk som netop har lagt et interview online med Hvid Sjokolade, hvor de snakker lidt om udgivelsen af deres nye album og mere til.

Læs resten af 'Hvid Sjokolade – “Mon Ik’…!” (Album)' »

Skrevet kl. 19:16 af Johnny Lund arkiveret under Anmeldelser

12.10.2004

Se dansk b-boy film i DR2 nu på lørdag!

25logo.jpgNu på lørdag d. 16. oktober kl. 14:30 kan du på DR 2 i programmet DR Vinduet se den danske kortfilm 25HOURZDAILY om den erfarne b-boy Per G. Larsen fra Southside Crew (tidl. Estatic Moves og Freestyle Phanatix). Filmen er lavet af Martin Fagerlund og musikken er en blanding af breaks og beats af David Abel.

Se et skærmbillede fra filmen

Læs resten af 'Se dansk b-boy film i DR2 nu på lørdag!' »

Skrevet kl. 20:20 af Papi arkiveret under Nyhedsarkiv

11.10.2004

Alchemist – “1st Infantry” (Album)

alchemist_album_cover.jpgEndnu en producercompilation er på gaden og denne gang fra en af de tunge drenge i klassen. Alchemist har været vidt omkring inden debutten med “1st Infantry” nu dropper. Nu skal “debut” så tages lige så let som releasedates, og der har da også været et par “mixtapes” ude inden, nemlig “The Cutting Room” og “Insomnia”. Med enkelte undtagelser er det dog tale om nyt materiale selvom noget af det har været at høre på diverse mixtapes. Gæsterne er the usual suspects, som Mobb Deep, D-Block og Dilated Peoples. Desuden har der sneget sig en del aktuelle G-Unit/Aftermath kunstnere til som The Game, Stat Quo og Lloyd Banks. Der er altså lagt op til mere guntalk end conscious lyrics.

Hvad har den gode Alchemist så fået brygget sammen, er det guld eller bare noget der ligner? Der bliver lagt hårdt ud med Tha Game og Prodigy på “Dead Bodies”, der trader linier over en tung pianodrevet banger, en god N.Y./L.A. gangsta-combo. Dermed er stilen lagt og den fortsætter hele albummet igennem, med et par svinkeærinder her og der.
Halvvejs inde i pladen kommer der lidt ændringer i stilen, med Devin Tha Dudes “Where Can We Go”, der er et straight up pimp anthem der ville gøre Too $hort stolt. En god afveksling på albummet der ikke ødelægger helheden. Alc beviser han behersker mere end de rå bangers, men mestrer at få lyden tilpasset kunstneren. Her er der dømt rygerstemning og westcoast lowriderfunk, og Devin Tha Dude viser hvorfor han er så vellidt hos alt fra The Roots over De La Soul til Dr. Dre.

1st Infantry har højdepunkter og mellemvare, og kun et enkelt nummer falder ved siden af. Højdepunkter er numre som “Stop The Show” med Stat Quo og M.O.P. der kører derudaf med masser af energi. Mobb Deep, enten som duo eller hver for sig, medvirker på 5 numre, og de virker stadigt sultne og meget engagerede i Alchemists selskab. Førstesinglen “Hold You Down”, med Prodigy og et omkvæd af de storhittende latinoskønheder Nina Sky er et nummer der let burde blive et clubhit pga. hooket og den sprøde soulsample. Et andet af højdepunkterne er “For The Record” med Dilated Peoples, der har den kvalitet man kan forvente af det samarbejde, der kan opleves på alle Dilateds plader. Nas og Prodigy byder på mit personlige højdepunkt på en god plade, med “Tick Tock”, der viser at de burde lave mere sammen, først og fremmest fordi Nas får Prodigy til at yde lidt ekstra. Det er typisk QB streettales, men damn det er nice, og så er et smooth Alc track ikke det værste at mødes over for de herrer der jo før har beefet en smule.

Et nummer der helt skiller sig ud er “Strength of Pain”, med Chinky, en sangerinde (ja, hun synger i hvert fald) fra Mobb Deeps kreds. Der er ikke andet at sige end, at hun synger så det skærer i ørene. Beatet er der intet i vejen med, men det er her man er glad for fast forward knappen.

For ikke helt at glemme rødderne har Alc hooked up med B-Real “Bang Out”. Det slipper de begge hæderligt fra, selvom Alc har ændret en del stil siden han var med i Soul Assasins og B-Reals stjerne er falmet i samme tidsperiode. Det er godt at høre B-Real over en anderledes produktion end man er vant til. Det er så også her nummeret skiller sig lidt ud, da produktionerne oftest nærmest er skræddersyet kunstnerne.

Det sidste nummer på pladen er “Different Worlds” hvor Alc selv er bag microfonen sammen med Twin (fra Infamous Mobb) og de reminiscer på hver deres opvækst. Det slipper han godt fra, og man kan godt høre han ikke længere er en af knøsene i Wholiganz.

Alchemist har redskaberne til at få nogle knap så lyriske rimspyttere til at lyde godt, og har udviklet sig til at være en producer der henvender sig bredt uden at tabe integriteten. Så der er klart mere guld end skidt på denne underholdende og velsammensatte plade.

4 ud af 5 sofaer
4sofa.bmp

Læs resten af 'Alchemist – “1st Infantry” (Album)' »

Skrevet kl. 17:30 af Ole A arkiveret under Anmeldelser